Hannah Mores historie

Den næste sabbat mødtes vi med Orleans menigheden, hvor min mand fortalte om situationen med vor stærkt klagende søster, Hannah More. Da bror Amadon besøgte os sidste sommer, fortalte at søster More havde været i Battle Creek og fandt intet arbejde dér. Hun var så taget til Leelenaw land for at få et hjem med en gammel ven, som har været medarbejder i missionsmarkerne i Central Afrika. Min mand og jeg følte os bedrøvet over at denne kære Kristi tjener fandt det nødvendigt at fratage sig selv fællesskab med dem, af samme tro og vi besluttede os til at sende bud efter hende, så hun kunne få et hjem hos os. Vi skrev og indbød hende til at møde os på vores bestemmelses sted i Wright og komme hjem til os. Hun mødte os ikke i Wright. Jeg vil her bringe hendes svar på vores brev, dateret den 29.august 1867, som vi fik i Battle Creek:VM1 666.3

“Bror White: Dit venlige brev nåede mig i denne ugespost. Da posten kun kommer en gang om ugen her og skal forlade stedet igen i morgen, har jeg skyndt mig at svare. Her er vi ude i busken, som det var før og en indianer kommer til fods med posten om fredagen og vender tilbage tirsdag. Jeg har rådført mig med bror Thompson om vejen og han siger at den bedste og sikreste vej vil være at tage en båd herfra og gå til Milwaukee og derfra til Grand Haven.VM1 666.4

“Da jeg brugte alle mine penge på at komme hertil og var indbudt til at få hjem hos bror Thompson’s familie, har jeg hjulpet søster Thompson i hendes interne anliggender og tjent, en dollar og halvtreds cents per uge i fire dage om ugen, da de ikke ønskede at jeg skulle arbejde for dem på søndagen og jeg arbejder ikke på Herrens sabbat, den eneste dag som bibelen anerkender. De er slet ikke ivrige efter at jeg forlader dem, uanset vor forskel i troen; og han siger at jeg kan have et hjem sammen med dem, jeg må bare ikke gøre min tro fremtrædende blandt hans folk. Han har endda indbudt mig til at tage de møder han har fået, som hans prædikepladser og jeg har taget imod det. Søster Thompson behøver en lærerinde til sine børn, da påvirkningerne udefra er så skadelige og skolerne så umoralske at hun ikke vil sende sine kære små ud blandt dem, før, som hun siger, de er kristne. Deres ældste søn, der i dag er seksten år gammel, er en gudfrygtig og oprigtig ung mand. De har delvis antaget helsereformen og jeg tror den inden længe vil komme tilfulde og de vil kunne lide den. Han har bestilt Helsereformeren. Jeg viste ham nogle kopier som jeg havde med mig.VM1 667.1

“Jeg håber og beder for at han stadig må kunne antage den hellige sabbat. Søster Thompson tror allerede på den. Han lever lykkelig i sin egen tro og naturligvis tror han at det er rigtigt. Kunne jeg bare få ham til at læse de bøger jeg købte, Sabbatens Historie, osv., men han ser bare på dem og kalder dem for hedenske og siger at er at føre ham ud i vildfarelse ud i foreste række, skønt jeg tror at de ville gribe dem som bibelsandheder og kan se deres skønhed og pålidelighed, hvis de bare ville læse alle vore grundsætninger omhyggeligt. Jeg tvivler ikke at søster T ville være glad for at straks blive en Syvende? dags Adventist, hvis det ikke var fordi hendes mand var så bitterligt imod nogen sådanne ting. Jeg havde det i mine tanker, at jeg havde et arbejde at gøre på dette sted før jeg kom; men sandheden er tilstede i familien og hvis jeg ikke kan fremføre den længere, vil det være som om mit arbejde er udført, eller næsten udført. Jeg føler ikke at jeg skammer mig over Kristus, eller hans egne, i denne onde slægt og jeg ville meget hellere dele skæbne med sabbatsholdere og Guds udvalgte folk.VM1 667.2

“Jeg behøver ti dollars for at komme til Greenville. Det må være tilstrækkeligt, med den smugle jeg har tjent. Men nu vil jeg vente på at du skriver til mig og gøre hvad du tror er det bedste for at sende mig pengene. Til foråret vil jeg have nok til selv at rejse og jeg tror at jeg må gøre sådan. Måtte Herren lede og velsigne i alle vore gøremål, dette er mit hjertes brændende ønske. Og måtte jeg udfylde de opgaver, som min Gud tildeler mig i sin moralske vingård og udføre enhver pligt med villighed, hvor byrdefuld den end måtte være, efter hans behag, er min oprigtige og hjertelige bøn.VM1 668.1

“Hannah More.”

Efter at have modtaget dette brev, besluttede vi os at sende den fornødne sum penge til søster More, så snart vi kunne finde tid. Men før vi fandt penge i overskud besluttede vi os til at tage til Maine, for at vende tilbage om nogle få uger, så vi kunne sende noget til hende før rejsen skulle afslutte. Og da vi besluttede at blive og arbejdede i Maine, New Hampshire, Vermont og New York, skrev vi til en bror i dette land for at mødes med ledende brødre i omegnen og rådføre os med dem, om at sende bud efter søster More og lave et hjem til hende, før vi skulle tilbage. Men sagen blev bilagt indtil rejsen blev afsluttet og vi vendte tilbage og fandt at ingen havde interesse for at hjælpe søster More til denne egn, hvor hun kunne komme til os, medens vi kunne nå vores hjem. Vi følte os bedrøvede og kede af det og den anden sabbat, efter vi kom hjem, fremlagde min mand sagen for brødrene, ved et møde i Orleans. Et kortfattet referat af hvad der blev sagt og gjort i søster Mores sag, blev bragt af min mand i Review, den 18.februar 1868, som lyder:VM1 668.2

“Ved dette møde fortalte vi om søster Hannah Mores anliggende, som nu opholder sig midlertidigt i det nordvestlige Michigan med venner der ikke overholder den bibelske sabbat. Vi konstaterede at denne Kristi tjener antog sabbaten da hun udførte missionsarbejde i Central Afrika. Da dette blev kendt, var hendes arbejde i den retning ikke længere ønskværdig og hun vendte tilbage til Amerika for at søge et hjem og beskæftigelse med dem, der har samme tro. Vi dømte, at hun ud fra hendes nuværende sted, må var blevet skuffet. Især er ingen værdig til at dadle i hendes sag; men det viser sig for os, at der hverken mangler noget i med vores organiseringssystem, som kan yde hjælpen for sådanne personer og til at hjælpe dem til en nyttig arbejdsmark, eller at de brødre og søstre, som har haft fornøjelsen med at se søster More ikke har gjort deres pligt. Det blev da enstemmig vedtaget at indbyde hende til af finde et hjem hos brødrene i den omegn, indtil General Konferensen, hvor hendes sag vil blive bragt frem for vort folk. Bror Andrews, som var tilstede, gav fuld tilslutning til brødrenes aktion.VM1 669.1

Siden vi har lært om den kolde og ligegyldige behandling som Hannah More fik i Battle Creek, er det klart i denne fremstilling at ingen især, er værdig til at dadle i hendes sag og min mand tog i det hele taget et meget stort hensyn i denne sag. Da alle tingene var bekendt, kunne ingen kristne som, kendte hendes omstændigheder og ikke interesserede sig personligt for hendes velbefindende, dadle menighedens medlemmer. Det var bestemt embedsmændenes pligt at gøre dette og fortælle det til menigheden, hvis andre ikke tog sagen op for dem. Men de enkelte medlemmer fra den eller nogen anden menighed, burde ikke føle sig undskyldt fra at påtage sig en interesse, for sådanne personer. Efter det som er blevet sagt i Review af denne selvopofrende Kristi tjener, vil enhver læser af Review i Battle Creek, ved at få at vide at hun kommer til byen, ikke være undskyldt fra at give hende et personligt kald og forhøre hende om hendes fornødenheder.VM1 669.2

Søster Strong, ældre P.Strongs hustru, Jr., var i Battle Creek samtidig med søster More. De begge kom til denne by samme dag og forlod den samme dag. Søster Strong, som er ved min side, siger at søster More besøgte hende for at gå i forbøn for hende, så hun kunne få arbejde, så hun kunne blive hos sabbatsholderne. Søster More sagde, at hun gerne vil gøre hvad som helst, men hun ville foretrække lærergerningen. Hun bad også ældre om, at fortælle de ledende brødre på Review kontoret hendes situation og prøvede at få fat i en skole til hende. Dette gjorde den gode bror Hutchins. Men der blev ingen opmuntring, idet der ikke viste sig nogen åbning i sagen. Hun forklarede også søster Strong at han var fattig på midler og måtte tage til Leelenaw land, medmindre hun kunne få arbejde i Battle Creek. Hun talte ofte, i næsten klagende ord, at hun var nød til at forlade brødrene.VM1 670.1

Søster More skrev til Mr Thompson om at tage imod hans gave, så hun kunne danne sig et hjem med sin familie og hun ønskede at vente indtil hun ville høre fra ham. Søster Strong gik med hende for at finde et sted til hende, hvor hun kunne blive, indtil hun hørte fra Mr T. Et af stederne fortalte hun at hun kunne blive dér fra onsdag til fredag formiddag, selvom de skulle forlade deres hjem. Denne søster fortæller om søster Mores situation til hendes biologiske søster, som bor nærved og som også er sabbatsholder. Da vi kom tilbage fortalte vi søster More at hun kunne blive hos hende indtil fredag morgen; da hendes søster sagde at det ikke var passende at tage hende. Søster Strong har siden erfaret at den virkelige undskyldning, var at hun ikke var kendt med søster More. Hun kunne have taget hende, men ønskede hende ikke.VM1 670.2

Søster More spurgte da søster Strong hvad hun så kunne gøre. Søster Strong var næsten en fremmed i Battle Creek, men tænkte at hun kunne få hende ind hos en fattig brors familie, fra hendes bekendtskabskreds, som for nylig var flyttet fra Montcalm land. Her havde hun heldet med sig. Søster More blev, der indtil tirsdag, hvor hun rejste til Leeneaw land ad Chicagovejen. Her lånte hun penge, for at fuldføre sin rejse. Nogle fik kendskab til hendes mangler, i det mindste i Battle Creek, for som et resultat af deres kundskab om dette, blev hun ikke opkrævet for noget for hendes korte ophold på institutionen.VM1 670.3

Straks efter vor tilbagevenden fra øststaterne, erfarende min mand at intet var blevet gjort, da vi havde bedt om at få søster More, hvor hun med det samme kunne komme til os når vi var tilbage. Vi skrev til hende at komme til os så snart så muligt, hvilket hun svarede følgende:
“Leland, Leelenaw land, Michigan den 20.februar 1868
“Min kære bror White: Dit brev af 3.februar er modtaget. Det fandt mig i en svag helbredstilstand, der ikke var vandt til disse kolde nordiske vintre, med tre eller fire fods dyb sne. Vor post blev bragt med snesko.
“Det lader ikke at være mulig for mig at komme til dig før foråret. Vejene er dårlige uden sne. Det siger mig at jeg skal vente indtil færdslen åbnes, for derefter at tage til Milwaukee og derfra til Grand Haven og tage jernbanen til et sted nærmest dit sted. Jeg håbede at være blandt vort kære folk sidste efterår, men fik ikke tilstået det privilegium.
“De sandheder, som vi tror syntes at være mere og mere betydningsfulde og vort arbejde med at berede et folk for Herrens komme skal ikke udskydes. Vi skal ikke blot selv have bryllupsklæderne på, men være redelige med at anbefale beredelsen for andre. Jeg ville ønske jeg kunne komme til jer, men det synes umuligt, eller i det mindste uigennemførlig, i min sarte sundhedstilstand at udsætte sig for en sådan rejse midt i vinteren. Hvilken General Konferense hentyder du til? og hvor henne? Jeg formoder at Review vil informere mig.VM1 671.1

“Jeg tror at mit helbred har lidt af, at jeg holdt sabbat på mit kolde værelse; men jeg tror ikke at jeg har kunne holde den andre steder, hvor al slags arbejde og verdslig samtale var dagens orden, som med sabbatsholdere. Jeg tror at sabbaten, for dem som holder den første dag, er den mest travle og møjsommelige dag. Faktisk er det for mig, som om at søndagsholderene ikke helligholder nogen dag hvad de burde. Oh, hvor jeg længes efter at være tilbage blandt sabbatsholdere! Søster White vil ønske at se mig i reformklæder. Vil hun være så venlig at sende mig et mønster og jeg vil betale for det når jeg kommer der. Jeg behøver velsagtens at blive ekviperet når jeg skal ud iblandt jer. Det vil jeg meget gerne! Søster Thompson tror nok hun gerne vil bære reformklæder.VM1 672.1

Jeg har haft åndedrætsbesvær, så jeg ikke havde været i stand til at sove i mere end en uge, formodentlig, på grund af at skorstensrørets utæthed fyldte mit værelse med røg og gas, på det tidspunkt jeg gik i seng og under min søvn var der ingen ordentlig ventilation. På det tidspunkt tænkte jeg ikke at røg var så usundt og tog heller ikke højde for den urene gas som udvikledes fra brændet blandet med kul. Jeg vågnede op med en fornemmelse af kvælning og kunne ikke ånde når jeg lå ned og jeg tilbragte natten med at side op. Jeg har aldrig før kendt den frygtelige følelse at man blev kvalt. Jeg begyndte at blive bange for at jeg ikke skulle sove igen. Jeg overgav mig derfor i Guds hænder for liv eller død og bad om at han måtte spare mig, hvis han havde mere brug for mig i hans vingård; ellers havde jeg intet ønske om at leve. Jeg følte mig fuldstændig forsonet, med Guds hånd over mig. Men jeg følte også at sataniske påvirkninger måtte modstås. Jeg bad derfor Satan om at gå bag mig og væk fra mig og fortalte Herren at jeg ikke ville vende min hånd over, til at vælge enten liv eller død, men at jeg ville sende den ubetinget til ham, som kendte mig fuldt ud. For mig selv var min fremtid ukendt, derfor sagde jeg: Din vilje er det bedste. Livet har ingen betydning for mig, såvidt det angår dets bekvemmeligheder. Alle dets rigdomme, dets ære, er intet sammenlignet med nyttighed. Jeg bønfaldt dem ikke; de kan ikke tilfredsstille eller udfylde tomme gerninger, som ikke udfører de pligter der mig overladt. Jeg ville ikke leve uden nytte, for bare at være en plet eller tom plads i livet. Og selv om det synes at være en martyrdød at dø på den måde, har jeg afstået alt, om det er Guds vilje.VM1 672.2

“Jeg sagde til søster Thompson den foregående dag. ‘Var jeg hos bror Whites, var der bedt for mig og jeg var helbredt.’ Hun spurgte efter, om vi kunne sende bud efter dig og bror Andrews; men det synes uladsiggørlig, da jeg, efter al sandsynlighed, ikke kunne klare mig før I kom. Jeg vidste at det var bedst at Herren ved sin mægtige kraft og med sin store vælde kunne helbrede mig her. Ved at henføre sig til ham følte jeg sikkerhed. Jeg vidste at han kunne sende en engel til at modstå ham som havde dødens kraft, som er djævlen og jeg følte mig sikker på at han ville. Jeg vidste også, om nødvendigt, at han kunne gøre nogle forholdsregler, for min helbredelse og jeg var sikker på at han ville. Jeg blev snart bedre og jeg blev i stand til at sove lidt.VM1 673.1

“Nu kan du se at jeg stadigvæk er genstand for Guds barmhjertighed og trofasthed under sin hjemsøgelse af sine børn. Med villighed hjemsøger og bedrøver han ikke menneskebørnene; men nogen gange er prøvelser nødvendige som en tugt, for at vænne os af med jordens lyster ?VM1 673.2

Og påbyd os, søg betydelig større lyksalighed.
Udover en flygtig verden som denne.
“Nu kan jeg sige sammen med digteren:
Herre, det er ikke min bekymring,
enten om jeg dør eller lever.
Hvis livet bliver langt, vil jeg være glad,
Det må jeg adlyde længe,
hvis det er kort, hvorfor skulle jeg så blive bedrøvet?
Denne verden må gå forbi.
Kristus leder mig ikke gennem mørke rum,
som han førhen gik igennem.
Dem, som kommer i hans rige, Kom, Herre, når nåde har gjort mig velegnet,
at se dit velsignede ansigt;
for hvis dig værk på jorden bliver smukt,
hvad må din herlighed så blive?
Jeg vil med glæde slutte min sørgende klage,
og tunge, syndefulde dage,
jeg forener mig med sejrende hellige,
der synger Jehovas pris.
Min kundskab til den tilstand er kun lille,
mine trosøjne er uklare;
men det er nok at Kristus ved alt,
og jeg vil være hos ham.
?Baxter.VM1 673.3

“Jeg havde endnu en søvnløs stund sidste nat og jeg føler mig dårlig i dag. Bed om at hvad enten om Guds vilje kan gennemføres i og ved mig, hvad enten om det må være ved mit liv, eller min død.
“Din i håbet for evigt liv,
“Hannah More.
Hvis du ved om jeg hurtigere kan komme til dig, så fortæl mig det venligst.
H.M.”VM1 674.1

Selv om hun var død talte hun dog. Hendes breve som jeg havde givet, vil blive læst med stor interesse af dem, som har læst hendes mindeord i et nyere nummer af Review. Hun må have været en velsignelse for enhver sabbatsholdende familie, som kan sætte pris på hendes ord, men hun sover. Vore brødre i Battle Creek og omegn kunne have gjort mere end et velkommen hjem for Jesus, i skikkelse af denne gudfrygtige kvinde. Den anledning er nu forbi. Det er ikke så godt. De kendte ikke til hende. Hun havde gjort fremskridt i årevis og kunne være en byrde. Følelser af den slags førte hende væk fra Jesu bekendende venners hjem, som afventer hans nære genkomst og drev hende væk fra dem hun elskede, til dem, imod hendes tro, til det nordlige Michigan, til den kolde vinter og for at blive fråsset til døde. Hun blev martyr for de bekendendes lovlydiges selviskhed og begærlighed.VM1 674.2

Forudseenhed har, i denne situation, virket til en forfærdelig kritik over deres opførsel, som ikke tog denne fremmede ind. Hun var ikke virkelig fremmed. Hendes omdømme var kendt, men hun blev alligevel ikke taget ind. Mange vil være bedrøvede, når de tænker på søster More da hun stod i Battle Creek og bad om et hjem hos de folk, som hun ønskede at være hos. Og da de i deres indbildning fulgte hende til Chicago og låne penge for at dække rejseudgifterne til hendes endelige hvilested, — og når de tænker på den grav i Leelenaw land, hvor denne dyrebare forstødte hviler, — måtte Gud da have medynk med dem, som er skyldige i hendes sag.VM1 674.3

Stakkels søster More! Hun sov ind, men vi gjorde ikke hvad vi kunne. Da vi var i Battle Creek, sidst i august, modtog vi det første af de to breve jeg havde sendt, men vi havde ingen penge at sende hende. Min mand sendte bud i Wisconsin og Iowa efter at få midler og modtog halvfjerds dollars til at afholde udgifter til veststaternes præstemøder, der blev holdt sidst i september. Vi håbede af få midler, som vi straks kunne sende til hende medens vi tog tilbage fra veststaterne, så hendes udgifter til et nyt hjem i Montcalm by blev dækket.VM1 675.1

De gavmilde venner i veststaterne havde givet os de tiltrængte midler; men da vi besluttede os for at ledsage bror Andrews til Maine, blev sagen udsat indtil vi skulle tilbage. Vi regnede ikke med at være i øststaterne i mere end fire uger, hvilket ville være rigelig tid til at sende penge til søster More, efter at vi var kommet hjem og få hende til vores hjem før rejsen skulle slutte. Og da vi besluttede os for at blive nogle flere uger i øststaterne end vi først havde tænkt os, mistede vi ikke tid på at tale med at henvende os til forskellige brødre i dette område, anbefalede at de sendte bud efter søster More og gav hende et hjem indtil vi var tilbage. Jeg siger: Vi gjorde hvad vi kunne.VM1 675.2

Men hvorfor skulle vi være mere interesseret i denne søster end andre? Hvad ønskede vi af denne udslidte missionær? Hun kunne ikke gøre vort huslige arbejde og vi havde kun et barn derhjemme hun kunne lære. Og, endelig, meget kunne ikke forventes af en så slidt person som hun, der næsten nåede tres år. Vi havde ingen nytte af hende, ingen særlig, kun til at bringe Guds velsignelse til vort hjem. Der er mange grunde til at vore brødre burde have haft større interesse for søster More end vi. Vi havde aldrig set hende og havde ingen andre muligheder for at kende hendes historie, hendes oprigtighed til Kristi og menneskehedens sag, end alle læserne af Review. Vore brødre i Battle Creek har fået øje på denne ædle kvinde og nogle af dem kendte mere eller mindre til hendes ønsker og behov. Vi havde ingen penge som vi kunne hjælpe med; de havde. Vi var allerede overbebyrdede med bekymringer og behøvede de personer i vort hjem, som havde ungdommens styrke og optimisme. Vi behøvede at blive hjulpet, i stedet for at hjælpe andre. Men de fleste af vore brødre i Battle Creek er så fasttømrede at søster More ikke ville have været den mindste byrde og bekymring. De har tid, styrke og er relativ fri for bekymringer.VM1 675.3

Alligevel var der ingen andre som havde interesse for hende, som vi. Jeg talte endda til den store menighedsforsamling, før vi tog til øststaterne sidste efterår, om at de forsømte søster More. Jeg talte om pligten for at ære dem, det er tilbørlig at vise ære; det viste sig for mig at visdommen var gået så langt fra de kloge at de ikke var i stand til at værdsætte moralsk værdi. Jeg fortalte denne menighed, at der var mange blandt dem, som ikke kunne finde tid til at mødes og synge og spille på deres musikinstrumenter; de kunne give deres penge til kunsten til få flere billeder af sig selv, eller kunne bruge dem på at deltage i offentlige fornøjelser; men de havde intet til at give til udslidt missionærer, som med sit hjerte havde grebet den nærværende sandhed og var kommet til at bo sammen med dem af samme dyrebare tro. Jeg rådede dem til at stoppe og overveje hvad vi var ved at gøre og foreslog at de holdt inde med deres musikinstrumenter i tre måneder og tog tid til at ydmyge sig selv for Gud i selvransagelse, anger og bøn, indtil de lærte de krav, som Herren havde pålagt dem, som hans bekendende børn. Min sjæl var oprørt med en følelse af den fejl, som var begået mod Jesus, i søster Mores sted og jeg talte personligt med forskellige om det.VM1 676.1

Dette blev ikke gjort i hjørnerne. Og alligevel, upåagtet om sagen var blevet offentlig, opfulgt af det store og gode arbejde i Battle Creek, blev der ikke gjort nogen anstrengelser af den menighed, for at opveje at søster More ikke blev bragt tilbage. Og en af vore prædikanters hustruer, forklarede så: “Jeg ser ikke bror og søster Whites behov for at gøre en sådan ståhej om søster More. Jeg tror at de ikke forstår sagen.” Rigtigt, vi forstod det ikke. Det var meget værre end vi antog. Hvis vi havde forstået det, ville vi aldrig have forladt Battle Creek før vi tilfulde havde klarlagt synden for menigheden: det var at lade hende gå væk fra dem hun forlod, ellers var der taget forholdsregler for at få hende tilbage.VM1 677.1

Et medlem i den menighed har i samtale om søster Mores måde at gå bort på sagt hovedsagligt: “Ingen føler ansvaret på sig for sådanne sager nu. Bror White tager sig altid af dem.” Ja, det gjorde han. Han ville tage dem ind i sit eget hjem indtil enhver divan og seng var fuld, derefter vil han tage til sine brødre og havde, dem til at tage dem som han ikke kunne tage. Hvis de mangler midler, vil han give dem og indbyde andre til at følge hans eksempel. Der måtte være mennesker i Battle Creek til at gøre som han, ellers vil Guds forbandelse følge menigheden. Ikke et menneske ud af halvtreds kan udrette mere, som han har udrettet.VM1 677.2

Vi fortalte at vi måtte komme tilbage til Battle Creek. Dette var vi ikke parat til. Dette kunne rimeligvis ikke være vor pligt. Vi stod der under tunge byrder, indtil vi ikke kunne stå længere. Gud vil på dette sted, have stærke mænd og kvinder til at dele byrderne mellem sig. Dem som flytter til Battle Creek, som påtager sig embeder dér, som ikke er redde til at lægge deres hænder på den slags arbejde, ville være tusinde gange bedre andre steder. Der er dem, som kan se og mærke og gladeligt gøre godt for Jesus i hans helliges sted. Lad dem, få plads til at arbejde. Lad dem, som ikke kan dette tage derhen hvor de ikke står i vejen for Guds værk.VM1 677.3

Især kan dette anvendes på dem, som står ved arbejdets hoved. Hvis de gør noget forkert, gør alle noget forkert. Jo større ansvar, jo større er ødelæggelsen når man ikke har været trofast. Hvis de ledende brødre ikke redeligt udfører deres pligt, vil dem, som de leder ikke udføre deres. De, som er ved arbejdets hoved i Battle Creek, må være eksempler for hjorden, overalt. Hvis de gør dette, vil de få en stor løn. Hvis de undlader at gøre dette og alligevel påtager sig sådanne stillinger, har de et frygteligt regnskab at aflægge.VM1 678.1

Vi gjorde hvad vi kunne. Hvis vi havde haft midler til rådighed sidste sommer og efterår, ville søster More nu være hos os. Selvom vi erfarede vor virkelige omstændigheder, som de er fremstillet i vidnesbyrd nr. 13, tog vi begge sagen med glæde og sagde at vi ikke manglede midler til rådighed. Dette var forkert. Gud ønsker at vi skal have midler så at vi, ligesom tidligere, kan hjælpe, hvor der er brug for hjælp. Satan ønsker at binde vore hænder sammen i denne henseende og lede andre til at være sorgløse, følelsesløse og begærlige, så noget så forfærdeligt er sket som for søster More.VM1 678.2

Vi ser udstødte, enker, forældreløse, værdigt trængende og prædikanter i trang og mange chancer til at bruge midlerne på, så Gud forherliges og hans sag fremmes og de lidende hellige hjælpes og jeg ønsker midler til brug for Gud. Erfaringen fra næsten et kvart hundrede år med omfattende rejseaktivitet, følingen med deres tilstand, som behøver hjælp, sætter os i stand til at gøre klog brug af Herrens penge. Jeg har købt mine egne skrivematerialer, betalt min egen porto og brugt meget af mit eget liv på at skrive til andres bedste og alt hvad jeg har fået for det arbejde, som har bebyrdet og slidt mig så frygteligt, kunne ikke betale en tiendedel af mine udgifter til porto. Når midler er blevet mig tilbudt, har jeg afvist det, eller givet dem til så gode formål som Udgivelses Selskabet. Sådan skal jeg ikke gøre mere. Jeg skal udføre mit arbejde som altid, men min frygt, for at få midler til brug for Herren, er væk. Dette tilfælde med søster More har vækket mig fuldt ud så jeg kan se Satans arbejde med at frarøve os midler.VM1 678.3

Stakkels søster More! Da vi hørte at hun var død, havde min mand det forfærdeligt. Vi begge følte det som om at en kær moder, hvis fællesskab vore hjerter netop længtes efter, ikke var mere. Nogle kan så sige, at hvis vi havde stået i deres sted, som vidste noget om den søsters ønsker og mangler, så ville vi ikke have gjort sådan som vi havde. Jeg håber at I aldrig vil tillade samvittighedssag, som nogle har haft, fordi de var så optagede af deres egne anliggender at de blev uvillige til at bære ansvar for hendes anliggende. Måtte Gud ynkedes over dem, som er så bange for at blive bedraget så en værdifuld og selvopofrende Kristi tjener forsømmes. Der kom en bemærkning, som en undskyldning for denne forsømmelse: Vi har bidt på så mange gange at vi er bange for fremmede. Lærte vor Herre og hans disciple os at være meget forsigtige og ikke tage imod og beværte fremmede, så vi ikke havde mulighed for at gøre fejltagelser og blive bidt ved at bekymre sig for en uværdig person?VM1 679.1

Paulus formaner hebræerne: “Lad broderkærligheden vare ved!” Bild ikke dig selv ind at der er et tidspunkt, hvor den formaning ikke behøves; selvom broderlig kærlighed kan holde på. Han fortsætter: “Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle, uden at vide haft engle til gæster.” Læs venligst Matthæus 25, 31 og fremefter. Læs det brødre, næste gang I tager jeres bibel ved jeres morgen eller aftens?familieandagt. De gode gerninger, som blev udført af dem, som blev budt velkommen i riget, blev gjort for Kristus i skikkelse af hans lidende folk. Dem, som har gjort disse gode gerninger, ser ikke at de har gjort det for Kristus. De har ikke gjort andet end deres pligt for den lidende menneskehed. Dem, som er på den venstre side kan ikke se at de har mishandlet Kristus ved at forsømme hans folks behov. Men de har forsømt at arbejde for Jesus i skikkelse af hans hellige og for denne forsømmelse må de gå væk til evig straf. Og et bestemt punkt i deres forsømmelse er anført således: “Jeg var fremmed og I tog jer ikke af mig.”VM1 679.2

Disse ting ligger ikke kun til Battle Creek. Jeg er bedrøvet over selviskheden fra sabbatsholdere overalt. Kristus var gået bort for at berede evige boliger for os og skal vi så afvise ham, for blot nogle få dage, i skikkelsen af hans hellige som smides ud? Han forlod sit hjem i herlighed, hans majestæt og høje rang, for at frelse fortabte mennesker. Han blev fattig så vi gennem hans armod kunne blive rige. Han underkastede sig forhånelse, så mennesker kan blive ophøjet og få et hjem, som er mageløs i herlighed og varig som Guds trone. Dem, som tilsidst overvinder og sidder ned sammen med Kristus på hans trone vil følge Jesu eksempel og ud fra et villigt og lykkeligt valg vil de ofre sig for ham i skikkelsen af hans hellige. Dem, som har valgt ikke at gøre dette, vil gå bort til evig straf.VM1 680.1