Adventerfarring

Med påpasselighed og bæven nærmede vi os tiden, hvor vor Frelser var forventet at komme. Med højtidelig alvor søgte vi, som et folk, efter at rengøre vore liv, så vi kunne blive klar til at møde ham ved hans komme. Uanset modstanden fra prædikanter og menigheder, var Beethovenhallen i Portland?byen overfyldt hver aften; især var der en stor forsamling om søndagen. Ældre Stockman var en dybt gudfrygtig mand. Han havde et svagt helbred; og dog da han stod for folk, synes han at være løftet over fysisk svaghed og hans ansigt blev oplyst med den bevidsthed at hans lære var Guds indviede sandhed.VM1 48.2

Der var en højtidelig, søgende kraft i hans ord, der ramte manges hjerter. Han udtrykte nogen gange et brændende ønske om at leve indtil han skulle hilse Frelserens komme i himlens skyer. Under hans gerning overbeviste Guds Ånd mange syndere og bragte dem i Kristi fold. Møderne blev stadig holdt i private huse i forskellige dele af byen, med de bedste resultater. Troende blev opmuntret til at arbejde for deres venner og slægtninge og omvendelser blev føjet til hver dag.VM1 48.3

Alle klasser flokkedes til møderne i Beethovenhallen. Rige og fattige, høje og lave, prædikanter og lægfolk, var der alle, af forskellige grunde, hver især ivrig efter at høre læren om det andet komme. Mange kom og fandt ikke nogen ståplads og gik skuffede væk. Mødernes program var enkel. En kort og tydelig prædiken blev sædvanligvis givet, derefter var der givet fri til almindelig tilskyndelse. Der var, som regel, den mest fuldkomne stilhed der var muligt, for så stor en mængde. Herren holdt modstandens ånd i skak medens hans tjenere forklarede grunden til deres tro. Nogle gange var redskabet svagt, men Guds Ånd gav vægt og kraft til hans sandhed. De hellige engles nærværelse mærkedes i forsamlingen og dagligt blev adskillige lagt til ded lille flok af troende.VM1 49.1

Engang da ældre Stockman forkyndte, sad ældre Brown, en kristen baptistprædikant, hvis navn har været omtalt før i denne beretning, ved skranken og lyttede til prædiken med intens interesse. Han blev dybt rørt og med ét blev hans udtryk bleg som døden, han faldt ned af stolen og ældre Stockman greb ham i hans arme netop som han faldt til gulvet og lagde ham på sofaen bag skranken, hvor han lå kraftløs indtil prædiken var færdig.VM1 49.2

Han rejste sig da, hans ansigt var stadigt blegt, men skinnede med lys fra retfærdighedens sol og gav et meget imponerende vidnesbyrd. Han lod til at modtage en hellig salvelse ovenfra. Han var sædvanligvis langsom til at tale og på en alvorlig måde, hel fri for sindsbevægelse. Ved den lejlighed bar hans højtidelige og velovervejede ord en ny kraft med sig, idet han advarede syndere og sine medprædikanter at lægge al vantro, fordomme og kold formalitet væk, som den fornemme Bereans, søgte de indviede skrifter, sammenlignede skriftsted med skriftsted, for at forvisse sig om disse ting ikke var sande. Han bad de tilstedeværende prædikanter ikke at føle sig såret ved den direkte og ransagende måde, som ældre Stockman havde overbragt det højtidelige emne på, så det interesserede alles sind.VM1 49.3

Han sagde: “Vi ønsker at nå folk; vi ønsker at syndere skal blive omvendte og virkelig angre før det for sent for dem at blive frelst, for at de ikke skal komme med klagen: “kornhøst er omme, frugthøst endt og vi er ej frelst!” Brødre i tjenesten siger at vore pile rammer dem; vil de da venligst gå væk fra os og synderne og lade os nå syndernes hjerter? Hvis de gør dem selv til skydeskive for vort mål, har de ingen grund til at klage over de sår de får. Gå til side, brødre og I vil ikke blive ramt!”VM1 50.1

Han berettede om sin egen erfaring med en sådan enkelhed og oprigtighed, at mange skadede blev rørt til tårer. Guds Ånd blev mærket i hans ord og ses på hans ansigtsudtryk. Med en hellig ophøjelse erklærede han frimodigt at han havde taget Guds ord, som sin rådgiver, at hans tvivl var fejet bort og hans tro bekræftet. Med alvor indbød han sine medprædikanter, menighedsmedlemmerne, syndere og vantro til at undersøge bibelen for sig selv. Han formanede dem til ikke at lade noget menneske vende sig bort fra, at forvisse sig om hvad der er sandhed.VM1 50.2

Hverken der eller efterpå tjente ældre Brown sin forbindelse med den kristne baptistmenighed, men så på sit folk med stor respekt. Da han havde stoppet med at tale, blev dem, som ønskede forbøn for Guds folk indbudt til at stå op. Hundredvis svarede på opfordringen. Helligånden hvilede på forsamlingen. Himlen og jorden synes at nærme sig hinanden. Mødet varede en time mere ud på natten. Herrens kraft mærkes på unge, gamle og midaldrende.VM1 50.3

Vi vendte tilbage til vore hjem på forskellige måder, en stemme der priste Gud ville nå os fra en retning og, som om det var et svar, kom stemmer fra andre og endnu andre kvarterer: “Ære til Gud, Herren regerer!” Mennesker fandt deres hjem med pris i deres læber og den glade lyd lød ud i den stille natteluft. Ingen af dem, som var til disse møder kan nogen sinde glemme de scener med dybest interesse.VM1 50.4

Dem, som oprigtigt elsker Jesus kan værdsætte deres følelser, som vågede med den mest inderlige længsel efter deres Frelsers komme. Det forventede tidspunkt nærmede sig. Tiden hvor vi håbede at møde ham var nær. Vi nærmede os denne time med en stille alvor. De sande troende hvilede i liflig forening med Gud, med en alvor af den fred, som skulle være deres, i det strålerne senere. Ingen som oplevede dette håb og denne tillid, kan nogen sinde glemme de dyrebare ventende timer.VM1 51.1

Verdslig forretning var hovedsagligt lagt til side i nogle få uger. Vi undersøgte omhyggeligt enhver tanke og sindsbevægelse i vore hjerter, som om vi var ved vort dødsleje og, om nogle få timer, lukkede vore øjne for evigt, for jordiske sener. Der var ingen fremstilling af “Himmelfarts klædninger” til denne store begivenhed; vi nærede behovet for et indre bevis at vi var beredte til at møde Kristus og vore hvide klæder var sjælens renhed, karakter renset fra synd ved vor Frelsers soneblod.VM1 51.2

Men forventningens tid var gået. Dette var den første grundige prøve der skulle bæres af dem, som troede og håbede at Jesus ville komme i himlens skyer. Skuffelsen for Guds ventende folk, var stor. Spotterne triumferede og vandt de svage og krysterne til deres rækker. Nogle som havde vist sig at besidde den sande tro lod til kun at have været påvirket af frygt; og nu kom deres tapperhed tilbage, ved at tiden var gået og de forenede sig frimodigt med spotterne, erklærede at de aldrig havde været bedraget til at virkelig tro Millers lære, som var vanvittig fanatisk. Andre, med naturlig trang til opgivelse, forlod stille og roligt sagen. Jeg tænkte: Hvis Kristus virkelig var kommet, hvad ville der blive med de svage og dem som skiftede? De bekender at holde af og længtes efter Jesu komme; men når han svigter og ikke viser sig, synes de stærkt oplivet og går tilbage til en tilstand af sorgløshed og ligegyldighed for sand religion.VM1 51.3

Vi var forvirrede og skuffede og fraskrev os dog ikke vor tro. Mange klyngede sig stadig til håbet at Jesus ikke ville udskyde hans komme; Herrens ord var sikkert og kunne ikke svigte. Vi følte at vi havde gjort vor pligt, vi havde levet op til vor dyrebare tro; vi var skuffede, men ikke gjort modløse. Tidernes tegn betegnede at enden for alle ting var nær; vi må vente og holde os selv i beredskab for Mesterens komme til enhver tid. Vi må vente med håb og tillid og ikke forsømme at samle os selv til belæring, opmuntring og trøst, så vort lys må skinne ud i verdens mørke.VM1 52.1

Beregningen af tiden var så simpel og tydelig, at selv børn kunne forstå det. Fra datoen på dekretet fra kongen af Persien, fundet i Ezra 7, som var givet i år 457 før Kristus, måtte de 2300 år i Daniel 8,14 ophøre i 1843. Altså ventede vi enden i dette år på Herrens komme. Vi blev sørgelig nok skuffet da året var helt omme og Frelseren ikke var kommet.VM1 52.2

Det var ikke ved det første vi indså at hvis dekretet ikke kom ud ved begyndelsen af år 457 før Kr., ville de 2300 år ikke være fuldendt ved slutningen af 1843. Men det var konstateret at dekretet blev givet i slutningen af år 457 før Kr. og derfor måtte den profetiske periode nå frem til efteråret i 1844. Derfor udeblev tidssynet ikke, endskønt det synes at gøre det. Vi lærte at dvæle ved profetens sprog: “Thi synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det så bi på det, thi det kommer; det udebliver ikke.”VM1 52.3

Gud gennemprøvede sit folk ved at tiden gik i 1843. Fejltagelsen der var lavet i beregningen af den profetiske periode blev ikke opdaget med ét, selv af lærte mænd som modsatte sig deres syn, der ventede Kristi komme. Elever erklærede at Mr. Miller var rigtig i sin beregning for den tid, endskønt de strides med han med hensyn til de begivenheder der ville afslutte perioden. Men de og Guds ventende folk, var i simpel vildfarelse i spørgsmålet om tid.VM1 52.4

Vi tror fuldt ud at Gud, i sin visdom, planlage at hans folk skulle møde en skuffelse. Denne skuffelse skulle åbenbare det folket hjerter og udvikle deres sande karakter, som havde bekendt at vente på og glæde sig til Herrens komme. Dem, som antog den første engels budskab (se Åbenbaringen 14,6.7) i frygt for Guds vredes domme, ikke fordi de elskede sandheden og ønskede et borgerskab i himlens rige, viser sig nu i deres sande lys. De var blandt de første til at latterliggøre de skuffede, som oprigtigt længdes efter og holder af Jesu tilsynekomst.VM1 53.1

Dem, som blev skuffede var ikke længere overladt i mørke; for ved at søge i de profetiske perioder med alvorlig bøn, var fejltagelserne opdaget og kalkuleringen af den profetiske pensel ned gennem den udeblevne tid. I den glædelige forventning til Kristi komme var visionens tilsyneladende udeblivelse ikke taget med i betragtning og var en kedelig og uventet overraskelse. Dog var denne prøve nødvendig for at udvikle og styrke de oprigtig troende i sandheden.VM1 53.2

Vort håb kredsede sig nu om Herrens komme i 1844. Dette var også tiden for budskabet fra den anden engel, som, fløj over himelhvælvingen og råbte: “Faldet, faldet er det store Babylon.” Det budskab blev først forkyndt af Guds tjenere i sommeren 1844. Som følge, forlod mange de faldne menigheder. I forbindelse med dette budskab blev midnatsråbet givet: “Se, brudgommen er der, gå ham i møde!” I alle dele af landet, skinnede der givet lys omkring dette budskab og råbet vækkede tusinde. Det gik fra by til by, fra landsby til landsby og til fjerntliggende landregioner. Det nåede de lærte og begavede, så vel som de tilbagetrukne og ydmyge.VM1 53.3

Det var mine lykkeligste år i mit liv. Mit hjerte var fuld af glad forventning, men jeg nærede stor medynk og bekymring for dem, som var modløse og havde ingen håb for Jesus. Vi forenede os, som et folk, i alvorlig bøn for den rigtige erfaring og det umiskendelige vidnesbyrd om vor godkendelse hos Gud.VM1 54.1

Vi behøvede stor tålmodighed, for spotterne var mange. Vi blev ofte hilst med spottene henvisninger til vor tidligere skuffelse. “I har stadig ikke givet op; hvornår forventer I at komme op?” og lignende hån slap ofte ud ved vor verdslige bekendtskaber og endda fra nogle bekendende Kristne som tog imod bibelen, svigtede dog at lære dets store og betydningsfulde sandheder. Deres forblændede øjne synes at se en svag og fjern mening i den alvorlige advarsel, Gud “har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig” og i forsikringen om de hellige vil blive samlet, sammen for at møde Herren i luften.VM1 54.2

De otodokse menigheder brugte alle midler for at troen på Kristi snare komme ikke måtte spredes. De som vovede at nævne et håb om Kristi snare komme til deres møder fik ingen frihed. Bekendende elskere af Jesus forkastede hånligt efterretninger om, at han, som de påberåbte som deres bedste ven, var snar til at besøge dem. De blev ophidset og vrede mod dem, som proklamerede nyt om hans komme og som glædede sig over, at de hurtigt skulle se ham, i hans herlighed.VM1 54.3

Ethvert øjeblik synes for mig at være af yderste vigtighed. Jeg følte, at vi gjorde et arbejde for evigheden og at den ligegyldighed, var i største fare. Min tro var skyfri og jeg tilegnede mig selv Jesu dyrebare løfter. Han sagde til sine disciple: “Bed og I skal få.” Jeg troede fuldt og fast på, at hvad jeg end bad om i overensstemmelse med Guds vilje, ville absolut tilstås mig. Jeg sank ned i ydmyghed ved Jesu fødder, med mit hjerte i harmoni med hans vilje.VM1 54.4

Jeg besøgte ofte familier og kom i alvorlig bøn med dem, som var knuget af frygt og fortvivlelse. Min tro var så stærk, at jeg aldrig tvivlede et øjeblik, at Gud ville svare min bøn og uden en eneste undtagelse hvilede Jesu fred og velsignelse på os, som svar på vor ydmyge bøn. De fortvivledes hjerter blev gjort glade med lys og håb.VM1 55.1

Med flittig hjerteransagelse og ydmyg bekendelse kom vi frem til forventningens tid ? under bøn. Hver morgen følte vi, at det var vor første gerning at sikre os det bevis, at vore livsførelse var rigtig overfor Gud. Vor interesse for hinanden forøges; vi bad meget med og for hinanden. Vi samles i frugthaver og lunde for at tale med Gud og frembære vore bønner til ham og føle os mere fuldt i hans nærværelse når, vi var omgivet af hans naturlige arbejde. Frelsens glæder var nødvendigere for os, end mad og drikke. Hvis skyer fordunklede vore tanker, turde vi ikke hvile eller sove indtil de var drevet væk, af bevidstheden om vor modtagelse hos Herren.VM1 55.2

Mit helbred var meget usselt, mine lunger var alvorligt angrebet og min stemme svigtede. Guds Ånd hvilede over mig med stor kraft og min skrøbelige krop kunne knap nok udholde den herlighed der overvældede min sjæl. Det var som at trække vejret i himlens atmosfære og kunne glæde sig ved udsigten til at snart møde min Forløser og for evigt leve i lyset af hans åsyn.VM1 55.3

Guds ventende folk nærmede sig timen, medens de inderligt håbede, at deres glæde vil blive fuldstændig ved Frelserens komme. Men tiden gik igen ubemærket ved Jesu komme. Det var hårdt at tage livets bekymringer op, at vi tænkte om vi ville aflægge dem for altid. Det var en bitter skuffelse der faldt på den lille flok, hvis tro havde været så stærk og hvis håb havde været så højt. Men vi blev overrasket over at vi følte os så fri i Herren og blev så stærkt støttet af hans styrke og nåde.VM1 55.4

Erfaringen fra de tidligere år blev dog gentaget i et større omfang. Mange gav afkald på deres tro. Nogle som havde været meget overbevist, blev så dybt sårede i deres stolthed at de følte det som at flygte fra verden. Ligesom Jonas, beklagede de sig over Gud og valgte døden fremfor livet. De, som har bygget deres tro på andres vidnesbyrd og ikke på Guds ord, blev ligesom igen, parat til at ændre deres syn. Hyklerne, som havde håbet at bedrage Herren, så vel som dem selv, med deres forfalskede anger og opofrelse, følte sig nu opildnet fra kommende farer og åbenlyst modsatte sig den sag, som de nylig bekendte at holde af.VM1 56.1

De svage og onde gik sammen for at erklære, at der ikke kunne være mere frygt eller forventning nu. Tiden var gået, Herren kom ikke og verden ville forblive den samme i tusinde at år. Den anden store prøve afslørede en masse værdiløse tendenser, der indgik i den stærke strøm af andventtroende og, for en tid, strømmede videre sammen med de sande troende og alvorlige arbejdere.VM1 56.2

Vi blev skuffede men ikke modløse. Vi besluttede os for at underkaste os, udholde til den renselsesproces, som Gud anså for at være nødvendig for os og at vente med et tålmodigt håb på at Frelseren forløser sine prøvede og trofaste.VM1 56.3

Vi var faste i den tro, at forkyndelsen af begrænset tid var fra Gud. Det var dette, der fik mennesker til at granske i Bibelen flittigt og opdage sandheder de aldrig før havde indset. Jonas blev sendt af Gud for at forkynde i Nineves gader, at inden for fyrre dage ville byen blive væltet; men Gud accepterede Niniveborgernes ydmygelse og forlængede deres prøvetid. Alligevel var det budskab, som Jonas bragte, sendt af Gud og Ninive blev prøvet efter hans vilje. Verden betragtede vores håb som et bedrag og vor skuffelse, som dets efterfølgende nederlag.VM1 56.4

Frelserens ord, i lignelsen om den dårlige tjener, henvender sig meget magtpåliggende til dem, som gør nar af menneskesønnens snarlige komme: “Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: Min Herre lader vente på sig og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter og i en time, han ikke kender og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne.”VM1 57.1

Over alt fandt vi de spottere, som Peter sagde skulle komme i de sidste dage og gå efter deres egne lyster og sige: “Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved det værre, som det var fra skabelsens begyndelse.” Men den som har ventet på Herrens komme var uden trøst. De havde opnået værdifuld kundskab ved at granske i ordet. Frelsesplanen var tydeligere for deres forståelse. Hver dag opdagede de nye skønheder på de indviede sider og en vidunderlig harmoni løb igennem det hele, et skriftsted forklarede et andet og intet ord brugt forgæves.VM1 57.2

Vor skuffelse var ikke så stor, som den var for disciplene. Da Menneskesønnen red sejrrig ind i Jerusalem, forventede de at han skulle være den kronede konge. Folk flokkes fra alle egnene omkring og råbte: “Hosianna Davids søn!” Og da præsterne og de ældste bad Jesus om at stilne mængden, erklærede han at dersom de ikke sagde noget, ville stenene råbe, for at profetien skulle gå i opfyldelse. Alligevel så netop disse disciple nogle dage senere, deres afholdte Mester, som de havde troet ville regere på Davids trone, spændt ud på det grusomme kors over de forhånende og spottende farisæere. Deres høje håb brast og dødens mørke lukkede omkring dem.VM1 57.3

Alligevel var Kristus tro mod sine løfter. Liflig var den trøst han gav sit folk, rig var de sandes og trofastes belønning.VM1 58.1

Mr. Miller og dem, som stod sammen med ham mente at helligdomsrenselsen, som omtales i Daniel 8,14 betød renselsen af jorden ved ild, lige før den ville blive bolig for de hellige. Dette skulle finde sted ved Kristi komme; derfor afventede vi den begivenhed ved enden af de 1200 dage, eller år. Men efter vor skuffelse blev skrifterne ophyggelig ransaget med bøn og alvorlig omtanke og efter en tid med uvished, udgydes lys over vort mørke; tvivl og usikkerhed blev fejet væk.VM1 58.2

I stedet for at profetien i Daniel 8,14 henfører til jordens renselse, var det nu tydeligt at den pegede hen til vor ypperstepræsts afsluttende arbejde i himlen, den afsluttende soning og beredelsen af folket til at holde stand til dagen for hans komme.VM1 58.3