Øststaterne og veststaterne

Kære brødre: Herren har vist mig i et syn nogle ting med hensyn til øststaterne og veststaterne, som jeg føler det er min pligt at lægge frem for jer. Jeg så at Gud havde åbnet vejen for at sprede den nærværende sandhed i veststaterne. Det kræver meget mere kraft at bevæge folkene i øststaterne end i veststaterne og for øjeblikket kan meget lidt udrettes i øststaterne. Særlige anstrengelser burde gøres nu hvor det bedste vil give resultat.VM1 146.3

Folk i øststaterne har hørt forkyndelsen af Kristi andet komme og har set meget af Guds krafts udfoldelser og er faldet tilbage til en ligegyldighedstilstand og sikkerhed hvor det for øjeblikket næsten er umuligt at nå dem. Efter at ualmindelige anstrengelser er gjort i øststaterne, med de bedste gaver, er kun meget lidt udrettet.VM1 147.1

Jeg så at folkene i veststaterne kunne bevæges meget lettere end dem i øststaterne. De har ikke haft sandhedens lys og har ikke forkastet det og deres hjerter er mere ømme og modtagelige for sandheden og Guds Ånd. Manges hjerter i veststaterne er allerede ivrigt beredte til at modtage sandheden; og idet Guds tjenere går ud for at arbejde for disse dyrebare sjæles frelse, har de meget at opmuntre dem med, i deres vanskelige arbejde. Når folk er ivrige efter at høre og mange slutter sig til sandheden, er den gave som Gud har givet sine tjenere kaldt frem og styrket. De ser at deres anstrengelser krones med fremgang.VM1 147.2

Jeg så at ti gange mere som opnås i veststaterne end i øststaterne, med de samme anstrengelser og at vejen stadig er åben for større fremgang. Jeg har set at meget kan gøres for øjeblikket i Wisconsin og endnu mere i Illinois og at anstrengelser for at sprede sandheden må gøres i Minnesota og Iowa. Det vil give virkning på mange hjerter dér. Jeg så en stor, en meget stor arbejdsmark bredt ud foran mig i synet, som stadig ikke er blevet betrådt; men der er ikke nok selvopofrende hjælp til at udfylde de halve steder hvor folkene er rede til at høre sandheden og mange til at modtage den.VM1 147.3

Nye arbejdsmarker, helt nye marker, må besøges; mange må føre en krig med sig selv og gå ud på sådanne marker med forventningen om at afholde sine egne udgifter. Her så jeg, en god anledning for Herrens tjenere til at gøre deres del, for at støtte dem, som bærer sandheden til disse steder. Det skulle være et stort privilegium for disse tjenere at give til Gud det, som tilhører ham. Ved at gøre sådan, vil de udfylde en bibelsk pligt og befri dem selv fra en del af deres jordiske rigdomme, som nu er en byrde for mange, som har en overflod. Det vil også lægge til deres rigdomme i himlen.VM1 147.4

Jeg så at øststaternes telt ikke skulle føres over og over til den samme grund. Hvis det behøves, skulle dem, som følger med teltet gå i krig med sig selv; de burde slå teltet op hvor sandheden ikke er blevet overbragt og når teltet således er opslået skulle det være godt forsynet med arbejdere.VM1 148.1

Jeg så at det var en mislykket bestræbelse, at gå over den samme gamle grund, år efter år, med nøjagtig de samme gaver. Om muligt kunne de mest velkomne gaver kunne opnåes. Det ville være bedre og udrette mere godt, hvis der var færre teltmøder og en stærkere styrke, eller personer, med forskellige gaver i arbejdet. Da skulle der være et længere ophold på et sted, hvor en interesse var vækket. Det er gået for hurtigt at tage teltet ned. Nogle begynder at blive godt interessede og der er brug for ihærdige anstrengelser, indtil de bliver afklarede og de overgiver dem selv til sandheden. På mange steder hvor teltet har været opslået, forblev prædikanterne til fordommene begyndte forsvinde og nogle ville da lytte fordomsfrit; og først da tages teltet ned og sendes hen til et andet sted. Turneringen er ovre, tid og midler er blevet brugt og Guds tjenere kan kun se meget lidt udrettet i løbet af teltsæsonen. Kun få er bragt til erkendelse af sandheden og Guds tjenere, har kun set meget lidt, der opmuntrer og støtter dem; og fremkalder tab i stedet for opnåelse af styrke, åndeliggørelse og kraft fra de gaver der er inden i dem.VM1 148.2

Jeg så at særlige anstrengelser skulle gøres i veststaterne med telte; for Guds engle bereder der sindene til at tage imod sandheden. Det er derfor Gud har rørt ved nogle i øststaterne til at flytte til veststaterne. Deres gaver kan udrette mere i veststaterne end i øststaterne. Værkets byrde er i veststaterne og det er af den største betydning at Guds tjenere flytter efter hans åbne forsyn.VM1 148.3

Jeg så at når budskabet skal forøges stærkt i kraft, da vil Guds forsyn åbne og berede vejen i øststaterne så meget mere vil blive udrettet end på nuværende tidspunkt. Gud vil da sende nogle af sine tjenere i kraft til at besøge steder hvor kun lidt eller intet nu kan gøres og nogle, som nu er ligegyldige vil blive vækket til at få greb i sandheden.VM1 149.1

Jeg så at Gud havde advaret dem, som dem som var flyttet fra øststaterne til veststaterne. Han havde vist dem deres pligt, at det ikke måtte være deres mål at blive rige, men at gøre godt for sjæle, at efterleve deres tro og fortælle dem omkring dem, at denne verden ikke er deres hjem.VM1 149.2

Denne advarsel var tilstrækkelig, hvis den blev agtet; men mange svigtede og tog ikke hensyn til det, som Gud havde vist. De jog afsted og afsted og blev berusede med verdens ånd. “Se tilbage,” sagde englen, “og vurder alt hvad Gud har vist om dem som flytter fra øststaterne til veststaterne.” Har I adlydt det? Jeg så at I var gået helt imod Guds lære og anskaffet meget gods og i stedet for at jeres gerninger vidner om at I søger efter bedre land, har de tydelig erklæret at jeres hjem og rigdomme var her. Jeres gerninger har fornægtet jeres tro.VM1 149.3

Men det er ikke det hele. Den kærlighed som skulle være blandt brødre har lidt mangel. “Skal jeg vogte min broder?” er blevet tilkendegivet. En selvisk og begærlig ånd har været i brødrenes hjerter. I stedet for at se efter brødrenes interesser og drage omsorg for dem, har der i handling været vist en indesluttet og selvisk ånd, som Gud foragter. Dem der gør sig en stor bekendelse og som regner sig selv blandt Guds særlige folk, siger ved deres bekendelse at de er nidkære i gode gerninger, burde være ophøjede og ædelmodige og burde altid vise en natur der begunstiger deres brødre i stedet for dem selv og burde give deres brødre den bedste anledning. Selviskhed afføder selviskhed.VM1 149.4

Jeg så at i løbet af sidste sommer havde den almindelige ånd fra denne verden fået så meget tag som det var muligt. Guds bud var ikke blevet overholdt. Med sindet tjente vi Guds lov; men manges sind havde tjent verden. Og medens deres sind var optaget af jordiske ting og at tjene dem selv, kunne de ikke tjene Guds lov. Sabbaten blev ikke været overholdt. Hos nogle har de seks dages gerninger erobret den syvende. En time og endnu en, er ofte taget fra sabbatens begyndelse og slutning.VM1 150.1

Nogle af sabbatsholderene, som siger til verden at de venter på Jesu komme og at de tror at vi er inde med det sidste nådebudskab, giver bane for deres naturlige følelser, tusker, handler og er kendt blandt ikke-troende for deres ivrighed i håndværket, for at være skarpsindige og altid få det bedste ud af en handel. Sådanne skulle hellere miste en smule og udøve en bedre indflydelse i verden og en lykkeligere indflydelse blandt brødre og vise at denne verden ikke er deres gud.VM1 150.2

Jeg så at brødre burde vise interesse for hinanden. Særligt skulle dem som er velsignet med godt helbred, have et velvilligt hensyn og en god omsorg for dem, som ikke er ved godt helbred. De burde begunstige dem. De burde huske den lektie Jesus havde lært om den gode samaritaner.VM1 150.3

Jesus har sagt: “I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer.” Hvor meget? Hans kærlighed kan ikke udtrykkes. Han forlod den herlighed som han havde med Faderen før verden var. “Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.” Han bar tålmodigt enhver ydmygelse og hån. Betragt hans kvaler i haven, da han bad om at kalken måtte gå ham forbi! Betragt hans lidelser på Golgatha! Alt dette for skyldige og fortabte mennesker. Og Jesus har sagt: “I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer.” Hvor meget? Nok til at give dit liv for en bror. Men er det kommet til det, at selvet må tilfredsstilles og Guds ord forsømmes? Verden er deres gud. De tjener den, de elsker den og Guds kærlighed er gået væk. Hvis I elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i jer.VM1 150.4

Guds ord har været forsømt. I det ligger Guds advarsler til Guds folk, som påpeger de farer de er i. Men de har haft så mange bekymringer og forviklinger at de knapt nok giver sig selv tid til at bede. Der har været en slet og ren tom formelhed uden kraft. Jesus bad og, oh, hvor alvorlige var hans bønner! Og dog var han Guds elskede søn!VM1 151.1

Hvis Jesus tilkendegav så megen alvor, så megen kraft og pine, hvor meget mere brug er der så ikke for dem som han har kaldt til at være frelsens arvinger, afhængige af Gud efter al deres styrke, at have hele deres sjæle oprørt til at brydes med Gud og sige: “Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!” Men jeg så at hjerter er blevet overbebyrdede med bekymringer for dette liv og at Guds og hans ord har været forsømt.VM1 151.2

Jeg så at det var lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det var for en rig mand at komme ind i riget. “Samel jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.”VM1 151.3

Jeg så, at når sandheden fremlægges, skulle den være i Guds Ånd. Bring folk til afgørelsespunktet. Vis dem betydningen af sandheden ? det er liv eller død. Træk, med passende iver, sjæle ud af ilden. Men oh! den fordærvende indflydelse, som formes af mennesker, der bekender at vente på deres Herre og alligevel besidder store og tiltrækkende jorder. Gårdene har prædiket højere, ja, meget højere, end ord kan, så denne verden er deres hjem. Den onde dag er langt væk. Fred og sikkerhed regerer. Oh, den knusene og fordærvene indflydelse! Gud hader verdslighed, et sådan verdsligt sindelag! “Skær fri, skær fri,” var englens ord.VM1 152.1

Jeg fik vist at alle skulle rette deres øje mod Guds herlighed. Dem, som har ejendomme var meget villige til at undskylde sig selv på bekostning af kone og børn. Men jeg så at Gud ikke var til at spøge med. Når han taler, må han adlydes. Hvis kone eller børn står i vejen og holder igen, kunne de sige som Jesus sagde til Peter: “Vig bag mig, Satan!” Hvorfor frister I mig i at tilbageholde det fra Gud, der rettelig tilfalder ham og ødelægger min egen sjæl? Hav Guds herlighed for øje.VM1 152.2

Jeg så at mange måtte lære hvad det vil sige at være en kristen ? at det ikke er i navn; men det er at have Kristi sindelag og at underkaste sig Guds vilje i alt. Særligt har unge som aldrig har kendt til nød eller genvordigheder, som har en stiv vilje og ikke bøjer den vilje til Guds herlighed, et stort arbejde at gøre. Det går ganske godt indtil deres vilje sætter sig på tværs og da har de ingen kontrol over dem selv. De har ikke Guds vilje foran dem. De undersøger ikke hvordan de bedst kan forherlige Gud, eller fremme hans sag, eller gøre godt mod andre. Men det er selvet, selvet, hvordan kan det tilfredsstilles? En sådan religion er ikke en pind værd. Dem som har den vil blive vejet og på vægten og fundet for lette.VM1 152.3

Den sande kristne vil holde af at vente og vogte for Guds lære og hans Ånds ledelse. Men hos mange er religion slet og ret en formssag. Livsvigtig gudfrygtighed mangler. Mange vover at sige: Jeg vil gøre det, eller det, eller jeg vil ikke gøre det; og frygten for at krænke Gud er knapt nok næret. De, som er således, så jeg, kunne ikke gå ind i himlen som de er. De kan smiger dem selv til at de vil blive frelst, men Gud har ikke behag i dem. Deres livsførelse behager ham ikke. Deres bønner er en fornærmelse mod ham.VM1 152.4

Nu kalder Kristus dem: “Vær nidkære og omvend jer”. Han formaner dem venligt og redeligt at købe guld, hvide klædninger og øjnsalve. De kan vælge enten at være nidkære og i høj grad tage del i saligheden, eller blive udspyet fra Herrens mund som modbydelige og blive stødt bort fra ham. Gud vil ikke altid holde på os. Han er af nænsom medynk, alligevel vil hans Ånd være væk i bedrøvelse for den sidste tid. Nådens liflige røst vil ikke længere høres. Dens sidste dyrebare toner vil dø bort og de beskrevne vil blive overladt til deres egne veje, til at blive opfyldt med deres egne gerninger.VM1 153.1

Jeg så at dem som bekender sig til at vente på Herrens komme ikke ville have en tilbageholdende og forarmet ånd. Nogle af dem som er blevet kaldt til at tale sandheden og vogte sig for de sjæle som må aflægge et regnskab, har bortødslet megen kostbar tid for at vinde få, skønt deres tid var en del mere værd, end det som de har opnået. Dette mishager Gud. Det er rigtigt at sparsommelighed skal udøves, men det er af nogle blevet udnyttet til smålighed med intet andet mål, end at samle rigdomme, som snart vil spise deres kød som ild, med mindre de som trofaste tjenere gør en rigtig disposition af Herrens ejendele.VM1 153.2