Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 6 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    De fattige, de syge og de gamle

    De fattige, de syge og de gamle

    “Når der findes en fattig hos dig, en af dine brødre inden dine porte et sted i dit land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til. Vogt dig for, at ikke sådan nedrig tanke kommer op i dig: “Der er ikke længe til det syvende år, friåret!” så du ser med onde øjne på din fattige broder og ikke giver ham noget; thi da vil han råbe til Herren over dig og du vil pådrage dig synd. Men du skal give ham villigt uden at være fortrydelig i dit hjerte over at skulle give ham; thi for den sags skyld vil Herren din Gud velsigne dig i alt dit virke, i alt hvad du tager dig for. Thi der vil aldrig mangle fattige i landet; derfor byder jeg dig: Du skal villigt lukke din hånd op for din nødlidende og fattige broder i dit land.” 5.Mos. 15,7-11.VM6 270.2

    Nogle, der elsker og lyder Gud, vil på grund af visse omstændigheder blive fattige. Nogle er ikke påpasselige; de forstår ikke at styre. Andre er fattige på grund af sygdom eller uheld. Hvad årsagen end måtte være, er de trængende og at hjælpe dem er en vigtig del af missionsarbejdetVM6 271.1

    Alle vore menigheder bør have omsorg for deres egne fattige. Vor kærlighed til Gud skal give sig udtryk i godgørenhed mod de trængende og lidende blandt troens egne, hvis behov kommer til vor kundskab og kræver vor omsorg. Enhver står under særlig forpligtelse over for Gud til at vise særskilt medlidenhed med hans værdige fattige. Under ingen omstændigheder må disse blive forbigået.VM6 271.2

    Paulus skrev til menigheden i Korinth: “Vi kan fortælle jer, brødre, om den Guds nåde, som er givet Makedoniens menigheder, at samtidig med, at de stod deres prøve i megen trængsel, er der af deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom vældet frem en rigdom af gavmilhed. Thi det kan jeg vidne: de gav efter evne, ja over evne og det uopfordret. Indtrængende bad de os om den nåde at måtte være med i hjælpen til de hellige og de gav ikke blot, som vi havde håbet, men drevne af Guds vilje gav de sig selv, først og fremmest til Herren og dernæst til os. Dette har fået os til at bede Titus om nu at bringe også indsamlingen af denne kærlighedsgave hos jer til afslutning, ligesom han før havde begyndt på den.” 2.Kor. 8,1-6VM6 271.3

    Der havde været en hungersnød i Jerusalem og Paulus vidste, at mange af de kristne var blevet spredt viden om og at de, der blev igen, sandsynligvis ville være berøvet menneskelig sympati og være udsatte for religiøst fjendskab. Derfor opmuntrede han menighederne til at sende økonomisk hjælp til brødrene i Jerusalem. Det beløb, menighederne indsamlede, oversteg apostlenes forventning. Drevne af Kristi kærlighed gav de troende rigeligt og de var fulde af glæde over således at kunne give udtryk for deres taknemmelighed til Genløseren og deres kærlighed til brødrene. Dette er det sande grundlag for godgørenhed ifølge Guds ord.VM6 271.4

    Spørgsmålet om omsorg for vore aldrende brødre og søstre, der intet hjem har, bliver stadig fremhævet. Hvad kan der gøres for dem? Det lys, Herren har givet mig, er blevet gentaget: Det er ikke bedst at oprette institutioner til at tage sig af de gamle, hvor de kan være samlede i en gruppe. Ej heller bør de sendes bort fra hjemmet for at blive taget vare på. Lad medlemmerne i hver familie hjælpe deres egne slægtninge. Hvor dette ikke er muligt, tilfalder arbejdet menigheden, der bør tage imod det både som en pligt og som et privilegium. Alle, som har Kristi Ånd, vil betragte de svage og aldrende med særskilt agtelse og ømhed.VM6 272.1

    Gud tillader, at der inden for hver menighed findes nogle af hans fattige. De vil altid være iblandt os og Herren pålægger medlemmerne i hver menighed som et personligt ansvar at sørge for dem. Vi skal ikke lægge vort ansvar over på andre. For dem, der befinder sig inden for vore egne rækker, skal vi vise den samme kærlighed og sympati, som Kristus ville lægge for dagen, om han var i vort sted. Således skal vi oplæres, for at vi må beredes til at virke efter de samme retningslinier som Kristus.VM6 272.2

    Prædikanten bør oplære de forskellige familier og styrke menigheden til at tage sig af deres egne syge og fattige. De evner, Gud har givet folket, bør han sætte i virksomhed og hvis én menighed bliver overbebyrdet på dette område, bør andre menigheder komme den til hjælp. Lad menighedsmedlemmerne vise takt og opfindsomhed i deres omsorg for disse, som er Guds børn. Lad den fornægte sig luksus og unødige prydelser for at kunne gøre det bekvemt for de lidende og trængende. Når de gør dette, følger de den undervisning, der gives i det 58. kapitel hos Esajas og de vil få den velsignelse, som der omtales.VM6 272.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents