Forsømte anledninger

Forsømte anledninger

Den gode samaritaners ånd er ikke så udbredt i vore menigheder. Mange, som er i nød, er blevet forbigået, ligesom præsten og levitten gik forbi den sårede og forslåede fremmede mand, der var efterladt døende i vejkanten. Netop dem, som behøvede den guddommelige Helbreders kraft til at behandle deres sår, var efterladt uden bekymring og uden nogen havde lagt mærke til dem. Mange har handlet som om det var nok til at vide at Satan havde haft lagt sin fælde ud for en sjæl og de kunne gå hjem og ikke bekymre sig for det tabte får. Det er tydeligt at dem, som viser en sådan ånd, ikke har haft del i guddommelig natur, men har Guds fjendes egenskaber.VM6 294.4

[Nogen skulle udføre Kristi missionsbefaling, nogen skulle føre det værk videre, han havde sat i gang. Det privilegium fik menigheden. I den hensigt blev den organiseret. Hvorfor har dens medlemmer så ikke påtaget sig ansvaret?] Der er dem, som har set denne store forsømmelse. De har set mange lidende og nødende menneskers behov og har genkendt dem, Kristus gav sit liv for, i disse stakkels sjæle. Således er deres hjerter er blevet oprørt af medynk, alle kræfter er blevet vækket til handling. De har organiseret sig med dem, som vil være med i udbredelsen af evangeliet til de mange sjæle som nu er i moralsk fordærv og synd, for at de kan tilbagekøbes fra et liv i udskejelser og synd. [Personer, som har været engageret i dette kristelige hjælpearbejde, har gjort, hvad Herren ønskede skulle gøres og han har anerkendt deres arbejde. Hvad der er blevet udrettet i den henseende, er noget, som enhver syvende-dags adventist af ganske hjerte skulle støtte og vise forståelse for og tage op med begejstring. Menigheden går glip af meget ved at forsømme dette arbejde, som ligger inden for dens eget område og ved ikke at ville bære disse byrder. Hvis menigheden havde påtaget sig dette arbejde, hvad den burde have gjort, så ville den have været medvirkende til at frelse mange mennesker.] [I Mesterens Tjeneste side 18 og 224]VM6 295.1

På grund af deres forsømmelighed har Herren set med mishag på menigheden. Mange har udvist en kærlighed til magelighed og selvoverbærenhed. Nogle som havde privilegiet at kende bibelsandheden, har ikke bragt den med ind i sjælens inderste helligdom. Gud drager alle disse til ansvar for de talenter, de ikke har givet ham tilbage i ærlig og redelig tjeneste og alle mulige anstrengelser for at opsøge og redde dem som er mistet. Disse dovne tjenere fremstilles ved at de kommer til bryllupsmåltidet uden at have bryllupsklædningen — Kristi retfærdighedsklædning — på. Af navn har de antaget sandheden, men de praktiserer den ikke. Efter bekendelse er de omskåret, men i virkeligheden er de blandt uomskårene.VM6 295.2

[Hvorfor lader vi os ikke begejstre af Kristi Ånd? Hvorfor lader vi os ikke bevæge af en lidende verdens jammerskrig? Forstår vi rigtig, hvilket ophøjet privilegium det er at kunne indfatte endnu en stjerne i Kristi krone, en sjæl gjort fri af de lænker, hvormed Satan holdt den bundet, en sjæl frelst ind i Guds rige? Menigheden må kende sin pligt til at forkynde evangeliet om den nærværende sandhed for al skabningen. Jeg beder jer indstændigt om at læse det tredje og fjerde kapitel hos Zakarias. Hvis disse kapitler blev forstået og man tog dem til sig, ville der blive gjort noget for dem, som hungrer og tørster efter retfærdighed, en gerning, som for menigheden ville være ensbetydende med et “Gå fremad og opad!” samme 132]VM6 296.1