Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 6 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Sabbatsmøder

    Sabbatsmøder

    Kristus har sagt: “Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem.” Matt. 18,20. Hvor som helst der er mindst to eller tre trossøskende, bør de mødes på sabbatten og gøre krav på Herrens løfte.VM6 360.2

    De små grupper, som samles for at tilbede Gud på hans hellige dag, har ret til at gøre krav på Jehovas rige velsignelse. De bør tro, at Herren Jesus er en æret gæst i deres forsamling. Enhver sand tilbeder, som holder sabbatten hellig, kan gøre krav på dette løfte: “For at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder.” 2.Mos. 31,13.VM6 360.3

    Prædikenen til vore sabbatsmøder bør i almindelighed være kort. De, som elsker Gud, bør have anledning til at give udtryk for deres taknemmelighed og trang til at tilbede. Når menigheden ikke har nogen prædikant, bør der vælges en eller anden til at lede mødet. Det er ikke nødvendigt, at han holder en prædiken eller bruger en stor del af tiden under gudstjenesten. En kort, interessant bibellæsning kan ofte være til større gavn end en prædiken. Denne kan da efterfølges af et møde med bøn og vidnesbyrd.VM6 361.1

    De personer, som har en ledende stilling i menigheden, bør ikke tære så meget på deres fysiske og åndelige kræfter gennem ugen, at de ikke er i stand til at bringe Kristi evangeliums livgivende indflydelse med til mødet. Udfør hellere mindre timeligt arbejde på hverdagene, men stjæl ikke noget fra Gud ved at yde ham en tjeneste om sabbatten, som han ikke kan godkende. I bør ikke være som mennesker, der ikke har noget åndeligt liv. Folket trænger til jeres hjælp om sabbatten. Giv dem føde fra ordet, giv Gud jeres dyrebareste gaver på hans hellige dag. Giv ham sjælens dyrebare liv i hellig tjeneste.VM6 361.2

    Ingen bør komme til gudstjenesten for at tage sig et blund. Ingen bør sove i Guds hus. I falder ikke i søvn, når I er optaget af jeres timelige arbejde, fordi I er interesseret i jeres arbejde. Bør vi tillade, at den tjeneste, som indbefatter evige interesser, bliver stillet på et lavere trin end livets timelige anliggender?VM6 361.3

    Hvis vi gør det, går vi glip af den velsignelse, som Herren har til hensigt at give os. Sabbatten skal ikke tilbringes med unyttig lediggang. Både i hjemmet og i menigheden bør vi lægge en tjenestens ånd for dagen. Han, som gav os seks dage til vort timelige arbejde, har velsignet og helliget den syvende-dag og forbeholdt sig den som sin egen. På denne dag vil han på en særlig måde velsigne alle dem, som helliger sig til hans tjeneste.VM6 361.4

    Hele himmelen holder sabbatten, men ikke på en ligegyldig, passiv måde. På denne dag bør alle sjælens evner være vågne, for skal vi ikke mødes med Gud og med Kristus vor Frelser? Vi kan se ham med troens øje. Han længes efter at vederkvæge og velsigne hver eneste sjæl.VM6 362.1

    Alle bør føle, at de bør yde deres bidrag til at gøre sabbatsmøderne interessante. Når I samles, bør det ikke blot være for formens skyld, men for at udveksle tanker, for at fortælle om jeres daglige erfaringer, for at give udtryk for taknemmelighed og for at udtrykke jeres oprigtige ønske om guddommelig oplysning, så at I kan komme til at kende Gud og Jesus Kristus, som han har udsendt. Ved at tale sammen om Kristus vil sjælen blive styrket til livets prøvelser og kampe. Tro aldrig at I kan være kristne og samtidig isolere jer. Det enkelte menneske udgør en del af menneskehedens store væv og det enkelte menneskes erfaringer vil i høj grad være bestemt af dets medmenneskers erfaringer.VM6 362.2

    Vi får ikke en hundrededel af den velsignelse, vi kunne få, når vi samles for at tilbede Gud. Det er nødvendigt, at vore opfattelsesevner bliver skærpet. Det burde gøre os glade, at vi kan samles. Hvorfor gløder vore hjerter ikke af kærlighed til Gud, når vi har et sådant håb?VM6 362.3

    Til enhver religiøs sammenkomst bør vi have en levendegjort åndelig bevidsthed om, at Gud og hans engle er til stede og at de samarbejder med alle sande tilbedere. Bed Herren om at tage alt ondt bort fra dit hjerte, når du går ind i det lokale, hvor gudstjenesten holdes. Tag kun det som han kan velsigne, med ind i hans hus. Knæl for Gud i hans tempel og hellig det, som tilhører ham, det, som han har købt med Kristi blod. Bed for taleren, eller den som leder mødet. Bed om, at den, som skal fremholde livets ord, må blive et redskab til at bringe en stor velsignelse. Bestræb jer alvorligt på at få en velsignelse selv.VM6 362.4

    Gud vil velsigne alle, som bereder sig til hans tjeneste på denne måde. De vil forstå, hvad det betyder at have Åndens forvisning, fordi de selv har taget imod Kristus.VM6 363.1

    Det sted, hvor gudstjenesten bliver holdt, er måske meget beskedent, men Gud anerkender det ikke mindre af den grund. Det er som himmelens port for dem, som tilbeder Gud i ånd og sandhed og i hellig prydelse. De troendes antal er måske ikke ret stort, men i Guds øjne er de meget dyrebare. Med sandhedens kile er de taget ud af verdens stenbrud som grove sten og bragt ind i Guds værksted for at blive tilhugget og formet. Men selv i denne grove tilstand er de kostelige i Guds øjne. Prøvelsens økse, hammer og mejsel er i en guddommelig kunstners hænder og bliver ikke brugt til at ødelægge, men til at gøre hver eneste sjæl fuldkommen. Gud ønsker, at vi som kostelige stene, som er tilhugget efter paladsets stil, skal finde en plads i det himmelske tempel.VM6 363.2

    Guds planer med os og Guds gaver til os kender ingen grænser. Nådens trone øver den største tiltrækning, fordi han, som sidder på den, tillader os at kalde ham fader. Men Gud anså ikke frelsens princip for at være fuldstændigt, så længe den kun var iklædt hans kærlighed. Han har bestemt, at der ved hans alter skal stå en talsmand, som er iklædt vor natur. I sin egenskab af vor forbeder, er det hans opgave at fremstille os for Gud, som sine sønner og døtre. Kristus går i forbøn for dem, som har taget imod ham. Ved sin egen fortjeneste giver han dem kraft til at blive medlemmer af den kongelige familie, til at blive den himmelske Konges børn. Faderen åbenbarer sin uendelige kærlighed til Kristus, som betalte vor genløsning med sit blod, ved at tage imod Kristi venner som sine venner og byde dem velkommen. Han er tilfreds med den forsoning, som er sket, Han bliver herliggjort ved sin Søns menneskevorden, ved hans liv, død og midlertjeneste.VM6 363.3

    Lige så snart Guds barn nærmer sig nådestolen, påtager den store Talsmand sig at føre hans sag. Ved det første udtryk for anger og bøn om tilgivelse overtager Kristus vedkommendes sag og gør den til sin. Han kommer frem for Faderen med denne bøn, som om det var hans egen bøn.VM6 364.1

    Når Kristus går i forbøn for os, lægger Faderen sin nådes skatte frem for os, for at vi skal tilegne os dem, glæde os over dem og give dem til andre. Bed i mit navn, siger Kristus. Jeg siger ikke, at jeg vil gå i forbøn for jer hos Faderen, for Faderen elsker jer, fordi I har elsket mig. Men gør brug af mit navn. Dette vil give jeres bønner kraft og Faderen vil give jer af sin nådes rigdom. Derfor “bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.” Joh. 16,24.VM6 364.2

    Gud ønsker, at hans lydige børn skal gøre krav på hans velsignelse og komme frem for ham med pris og taksigelse. Gud er kilden til liv og kraft. Han kan gøre ørkenen til en frugtbar mark for det folk, som holder hans bud, for dette er til ære for hans navn. Det, som han har gjort for sit udvalgte folk, bør fylde hvert hjerte med tak. Det gør ham ondt, at der bliver opsendt så lidt tak og pris. Han ønsker, at hans folk i stærkere grad skal give udtryk for, hvad de føler, for at vise, at de er klar over, at de har grund til at fryde og glæde sig.VM6 364.3

    Vi burde ofte fortælle om, hvordan Gud behandler sit folk. Gud rejste ofte vejmærker i sin handlemåde med Israel fordom. For at de ikke skulle glemme, hvad der var sket i fortiden, bød han Moses at indflette disse begivenheder i sang, så at forældrene kunne lære deres børn dem. De skulle oprette mindesmærker og anbringe dem på et synligt sted. Man gjorde sig megen umage for at bevare disse, så at hele begivenheden kunne gentages, når børnene spurgte. På denne måde blev forsynets handlinger og Guds iøjnefaldende godhed og miskundhed opbevaret i sindet. Vi har fået denne formaning: “Men kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp.” Hebr. 10,32. Gud har gjort større undere for sit folk i denne slægt. Det er nødvendigt, at Guds folk ofte bliver mindet om hans værks historie i fortiden. Både unge og gamle skal mindes om dette. Vi trænger til ofte at gentage beretningen om Guds godhed og til at love ham for hans underfulde gerninger.VM6 364.4

    Vi har fået den formaning, at vi ikke må undlade at samles, men disse sammenkomster skal ikke blot være til vederkvægelse for os selv. Vi skal fyldes med en større nidkærhed efter at gøre andre delagtige i den trøst, som vi selv har fået. Vi har pligt til at være meget nidkære for Guds ære og vi må ikke give et forkert indtryk, ikke engang ved et bedrøvet ansigtsudtryk eller ubetænksomme ord, som om Guds krav begrænsede vor frihed. Selv i denne verden, som er fuld af sorger, skuffelser og synder, ønsker Herren, at vi skal være frimodige og stærke i hans styrke. Hele menneskets person har den forret at kunne aflægge et ganske bestemt vidnesbyrd i alle henseender. I vore handlinger, i vort sindelag, i tale og i karakter skal vi aflægge vidnesbyrd om, at det er godt at være i Guds tjeneste. Herved forkynder vi, at “Herrens lov er fuldkommen, kvæger sjælen.” Sl. 19,8.VM6 365.1

    Alle de, som til daglig helliger sig til Gud, vil åbenbare den lyse og glade side af vor religion. Vi bør ikke vanære Gud med en sørgmodig omtale af prøvelser, som kan forekomme os ubehagelige. Alle prøvelser, som vi tager ved lære af, vil frembringe glæde. Hele vort religiøse liv vil da blive opløftende, højnende, forædlende og være forenet med en vellugt af gode ord og gode gerninger. Fjenden glæder sig, når han ser sjæle, som er nedtrykte og nedbøjede og som klager og sukker. Han ønsker netop, at man skal få et sådant indtryk af vor tro. Men det er ikke Guds hensigt, at vort sind skal dvæle nede i dybet. Han ønsker, at enhver sjæl skal sejre ved hjælp af Genløserens bevarende kraft. Salmisten siger: “Giv Herren, I Guds sønner, giv Herren ære og pris, giv Herren hans navns ære; tilbed Herren i helligt skrud.” “Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine fjender glæde sig over mig; Herre min Gud, jeg råbte til dig og du helbredte mig. ..... Lovsyng Herren, I hans fromme, pris hans hellige navn!” Sl. 29,1-2; 30,2-5.VM6 365.2

    Guds menighed på jorden er et med Guds menighed i himmelen. De troende på jorden og de himmelske væsener, som aldrig er faldet udgør en menighed. Ethvert himmelsk væsen er interesseret i de helliges forsamling, når de mødes for at tilbede Gud. I den indre forgård i himmelen lytter de til de vidnesbyrd, som aflægges af Kristi vidner i den ydre forgård på jorden og prisen og takken fra dem, som tilbeder hernede, bliver flettet ind i den himmelske lovsang. Der lyder pris og glæde i de himmelske sale, fordi Kristus ikke er død forgæves for Adams faldne sønner. Mens engle drikker af kilden ved dens udspring, drikker de hellige på jorden af de rene strømme, som vælder ud fra tronen, de strømme, som glæder Guds stad. Blot vi dog kunne forstå, hvor nær himmelen er ved jorden! De børn, som er født på jorden, har uden at vide det lysets engle som ledsagere. Et tavst vidne våger over enhver sjæl, som lever og prøver at drage denne sjæl til Kristus. Så længe der er håb, lige til menneskene til deres evige fortabelse står Helligånden imod, bliver de bevogtet af himmelske væsener. Lad os alle huske på, at engle fra Gud er til stede i enhver forsamling af troende hernede. De lytter til vidnesbyrdene, sangene og bønnerne. Lad os huske, at engleskarens kor i det høje stemmer i, når vi synger lovsange.VM6 366.1

    Når I kommer sammen sabbat efter sabbat, bør I synge lovsange til ham, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys. Hjertets tilbedelse bør stige op til “ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod”. Åb. 1,5. Kristi kærlighed må være hovedindholdet i talerens vidnesbyrd. Lad dette komme til udtryk i enkle ord og i enhver lovsang. Lad inspirationen fra Guds ånd diktere jeres bønner. Når livets ord bliver talt, må jeres hjertelige svar vidne om, at I tager imod budskabet, som om de kom fra himmelen. Jeg ved godt, at dette er meget gammeldags, men det vil være et takoffer til Gud for det livets brød, som bliver rakt den sultne sjæl. Dette svar på Helligåndens inspiration vil styrke din egen sjæl og være til opmuntring for andre. Det vil være et bevis på, at der i Guds bygning findes sten som udsender lys.VM6 367.1

    Når vi ser tilbage på åbenbarelserne af Guds store miskundhed og usvigelige kærlighed i stedet for at dvæle ved de mørke kapitler i vort liv, vil vi takke mere, end vi vil beklage os. Da vil vi tale om Guds kærlige trofasthed. Han er den sande, blide, medlidende hyrde for sin hjord. Han har sagt om denne hjord, at ingen skal rive den ud af hans hånd. Da vil hjertets sprog ikke blive egoistisk knurren og klage. De, som i sandhed tror på Gud, vil lovprise og det vil blive en lovprisning, der vælder frem som klare, rindende strømme. “Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage og i Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider.” “Du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed. Hvem har jeg i himmelen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på jorden!” Sl. 23,6; 73,24-25.VM6 367.2

    Hvorfor ikke lade vore åndelige sange lyde på vor pilgrimsrejse? Hvorfor ikke vende tilbage til et liv i enkelthed og inderlighed? Grunden til, at vi ikke er mere fyldt med glæde, er, at vi har mistet vor første kærlighed. Lad os derfor være nidkære og omvende os, for at lysestagen ikke skal blive flyttet fra sit sted.VM6 368.1

    Guds tempel i himmelen er åbent og indgangen er oplyst af den herlighed, som tilhører enhver menighed, som elsker Gud og holder hans bud. Vi har behov for at studere, meditere og bede. Så får vi åndelig indsigt, så vi kan se ind i det allerhelligste i det himmelske tempel. Da vil vi kunne opfatte emnerne i den sang og taksigelse, som lyder fra det himmelske kor omkring tronen. Når Zion gør sig rede og bliver lys, vil dens lys blive meget stærkt og der vil lyde lov og takkesange i de helliges forsamling. Da vil knurren og klage over små skuffelser forstumme. Når vi gør brug af den gyldne øjensalve, vil vi komme til at se den hinsidige herlighed. Da vil troen bane vej gennem Satans tætte skygge og vi vil komme til at se vor Talsmand ofre sine egne fortjenesters røgelse til gavn for os. Når vi ser det, som det er og som Herren ønsker, at vi skal se det, bliver vi fyldt med en erkendelse af uendeligheden og mangfoldigheden i Guds kærlighed.VM6 368.2

    Gud underviser os om, at vi bør samles i hans hus for at opdyrke den fuldkomne kærligheds egenskaber. Da vil jordens beboere blive beredt til at overtage de boliger, som Kristus er gået bort for at berede til alle dem, som elsker ham. Der vil de samles i helligdommen sabbat efter sabbat, fra nymåne til nymåne, for at tage del i den mest ophøjede sang, pris og tak til ham, som sidder på tronen og til Lammet i evighedernes evigheder. Vejl f menigh bd. 3 side 15-30]VM6 368.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents