[Det sanddru vidne skriver til menigheden i Efesus og siger: “Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.” Åb. 2,4-5.VM6 421.2

Til at begynde med havde efesermenigheden udmærket sig ved en barnlig enfoldighed og varme. En levende, alvorlig, hjertelig kærlighed til Kristus var kommet til udtryk. De troende glædede sig i Guds kærlighed, fordi Kristus var i deres hjerte ved sin iboende nærværelse. Pris til Gud var på deres læber og deres taknemmelige sindelag stod i samklang med den himmelske families taksigelse.VM6 421.3

Verden kunne se, at de havde været sammen med Jesus. Syndige, bodfærdige mennesker, som havde fået tilgivelse og var blevet renset og helliggjort, kom til at leve i samfund med Gud ved hans Søn. De troende søgte med alvor at tage imod og adlyde ethvert Guds ord. De var fyldt med kærlighed til Genløseren og det var deres højeste mål at vinde sjæle for ham. Det faldt dem ikke ind at ophobe Kristi nådes dyrebare skat. De følte betydningen af deres kald og drevet af budskabet om, fred på jorden, i mennesker velbehag, brændte de af længsel efter at bringe det glade budskab til jordens yderste grænser.VM6 421.4

Menighedens medlemmer var et i sind og handling. Kærlighed til Kristus var den gyldne kæde, som knyttede dem sammen. De higede efter at komme til at kende Herren mere fuldkomment, mens lys og glæde og fred kom til syne i deres liv. De besøgte faderløse og enker i deres trængsel og bevarede sig selv uplettede af verden. Dersom de undlod at gøre dette, ville der efter deres mening have været en selvmodsigelse i deres bekendelse og de ville have fornægtet deres Genløser.VM6 421.5

I hver eneste by gik arbejdet fremad. Sjæle blev omvendt og de omvendte følte, at de måtte fortælle andre om den uvurderlige skat. De undte sig ikke hvile, før de stråler, som havde oplyst deres eget sind, skinnede på andre. I skarevis af vantro mennesker blev gjort bekendt med grundlaget for det kristne håb. Varme, inspirerede, personlige henvendelser blev rettet til de syndige og vildfarne, til de udstødte og til sådanne, som bekendte sig til at kende sandheden, men elskede vellyst mere end de elskede Gud.VM6 422.1

Men efter en tids forløb begyndte de troendes iver, deres kærlighed til Gud og til hinanden at aftage. Kulde sneg sig ind i menigheden. Der opstod uoverensstemmelser og mange tog blikket bort fra Jesus som deres tros banebryder og fuldender. De skarer, som kunne være blevet overbevist og omvendt, hvis de troende havde efterlevet sandheden, blev ikke advaret. Da var det, at det sanddru vidne sendte budskabet til menigheden i Efesus. Deres manglende interesse for sjæles frelse var et tegn på, at de havde mistet den første kærlighed, for ingen kan elske Gud af hele sit hjerte og sind og af hele sin sjæl og styrke uden at elske dem, som Kristus er død for. Gud opfordrede dem til at omvende sig og gøre de første gerninger. I modsat fald ville lysestagen blive flyttet fra sit sted.VM6 422.2

Bliver efesermenighedens erfaring ikke gentaget i menighedens erfaring i denne slægt? Hvilken brug gør menigheden i vor tid af den kundskab, den har fået om Guds sandhed? Da dens medlemmer fik øjnene op for Guds uudsigelige barmhjertighed mod den faldne slægt, kunne de ikke være tavse. De var fulde af iver efter at samarbejde med Gud og bringe andre de velsignelser, som de selv havde modtaget. Efterhånden som de gav, modtog de stadig mere. De voksede i nåde og i erkendelsen af Herren Jesus Kristus.VM6 422.3

Brødre og søstre, som længe har påstået, at I tror på sandheden, jeg vil stille hver enkelt af jer dette spørgsmål: Har din handlemåde været i overensstemmelse med det lys, de privilegier og de anledninger, du har modtaget fra himmelen? Dette er et alvorligt spørgsmål. Retfærdighedens Sol er gået op over menigheden og det er menighedens pligt at skinne. Det er enhver sjæls forret at kunne gå fremad. De, som er forenet med Kristus, bliver udviklet i nåde og i kundskab om Guds Søn, indtil de bliver fuldvoksne mænd og kvinder. Hvis alle, som påstår, at de tror på sandheden, til fulde havde udnyttet deres evner og deres anledninger til at lære og til at handle, ville de være blevet stærke i Kristus. Uden hensyn til deres arbejde hvad enten de var landmænd, håndværkere, lærere eller prædikanter ville de være blevet dygtige arbejdere for den himmelske Mester, hvis de havde helliget sig helt til Gud.VM6 423.1

Men hvad gør menighedens medlemmer for at blive værdige til betegnelsen “Guds medarbejdere”? 1.Kor. 3,9. Hvor ser vi en byrde for sjæle? Hvor ser vi menighedens medlemmer optaget af religiøse emner og af at overgive selvet til Guds vilje? Hvor ser vi kristne, som betragter det som deres ansvar at gøre menigheden rig på fremgang, gøre den til et årvågent, lysbærende folk? Hvor er de, som ikke er smålige, når det gælder om at udføre deres kærlighedsgerning for Mesteren? Vor Genløser skal se det, hvorved han skal mættes, fordi hans sjæl har haft møje. Hvordan forholder det sig med dem, som bekender sig til at være hans efterfølgere? Vil de blive mætte, når de ser frugten af deres arbejde?VM6 423.2

Hvad er grunden til, at der er så lidt tro, så lidt åndelig kraft? Hvorfor er der så få, som tager åget på sig og bærer Kristi byrde? Hvorfor skal mennesker overtales til at arbejde for Kristus? Hvorfor er der så få, som kan gøre rede for genløsningens hemmeligheder? Hvad er grunden ,til, at den retfærdighed, Kristus tildeler, ikke skinner som et lys for verden gennem dem, som bekender sig til at være hans efterfølgere?VM6 423.3

Menigheden og prædikanterne

Følgen af uvirksomhed