Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 3 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Elias irettesætter Akab

    Elias irettesætter Akab

    Israels folk havde gradvist mistet deres frygt og ærbødighed for Gud indtil hans ord gennem Josua ikke havde nogen betydning for dem. “I hans [Akabs] dage genopbyggede beteliten Hiel Jeriko; efter det ord, Herren havde taled Josua, Nuns søn, kostede det ham hans førstefødte Abiram at lægge grunden og hans yngste søn Seguh at sætte dens portfløje ind.”VM3 273.1

    Medens Israel var under frafald, forblev Elias en loyal og sand Guds profet. Hans trofaste sjæl blev meget bedrøvet når han så den vantro og utroskab der så hurtig adskilte Israels børn fra Gud og han bad om Gud ville frelse hans folk. Han bad indtrængende om at Herren ikke skulle helt kaste sit syndende folk væk, men at han, om nødvendig ved domme, vække det til anger og ikke lade dem gå længere ud i synd og således opægge ham til at ødelægge dem som folk.VM3 273.2

    Herrens budskab kom til Elias for at komme til Akab med sine domanklager på grund af Israels synder. Elias rejste dag og nat indtil han nåede Akabs palads. Han krævede ingen adgang og ventede ikke på at blive anmeldt formeldt. Helt uventet for Akab, stod Elias for den forbavsede konge over Samaria i grove klæder der var sædvanelige for profeter. Han kommer ikke med nogen undskyldning for hans pludselige ankomst, uden indbydelse; men, med hænderne oprakt til himlen stadfæster han ved den levende Gud, som gjorde himlene og jorden, de domme som vil komme over Israel. “I de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud!”VM3 273.3

    Denne start på Guds dommes anklage på grund af Israels synder falder ligesom et tordenslag på den frafladne konge. Han synes at være lammet af forbavselse og forfærdelse; før han kunne komme sig over sin forbavselse, forsvandt Elias, uden at afvente virkningen af hans budskab, lige så pludseligt som han kom. Hans gerning var at sige smertens ord fra Gud og han trak sig straks tilbage. Hans ord havde låst for himlens rigdomme, hans ord var den eneste nøgle som kunne åbne dem igen.VM3 273.4

    Herren vidste at der ikke var sikkerhed for sin tjener blandt Israels børn. Han kunne ikke betro ham til det frafaldne Israel, men sendte ham ud for a få asyl blandt hedenske nationer. Han ledte ham til en kvinde som var enke og som var så fattig at hun kun kunne opretholde livet ved det magreste mad. En hedensk kvinde levede efter bedste evne op til det lys som hun havde og var i bedre stillet over for Gud end Israels enker, som var blevet velsignet med særlige privilegier og stort lys og alligevel ikke levede efter det lys Gud havde givet dem. Idet hebræerne havde forkastet lys, var de overladt i mørke og Gud ville ikke betro sin tjener til sit folk, som har opirret hans guddommelige vrede.VM3 274.1

    Nu var der en anledning for den frafaldne Akab og hedenske Jesabel til at prøve deres guders kraft og se om Elias ord var falske. Jesabels profeter er der i hundredevis. Imod dem står Elias alene. Hans ord har lukket Himlen. Hvis Baal kan give dug og regn og få planterne til at vokse; hvis han kan få bækkene og strømme, til at flyde som sædvanlig, uafhængig af himlens rigdomme i regnens væde, så lad Israels konge dyrke ham og folket sige at han er Gud.VM3 274.2

    Elias var genstand over for de samme lidenskaber som vi. Hans mission overfor Akab og den frygtelige anklage over ham fra Gud, krævede mod og tro. På sin vej til Samaria flød evige strømme, bakkerne var dækket med grønt, skove med statelige, blomstrende træer, — hans øjne hvilede hele tiden på alt trivslens skønhed og herlighed. — og ville antyde vantro. Hvordan kan alle disse ting i naturen, som nu trives, gå ud i tørke? Hvordan kan disse strømme som vander landet og som aldrig i mands minde har ophørt med at strømme, blive tørlagte? Men Elias var ikke vantro. Han gik frem i sin mission med risiko for sit liv. Han troede fuldt ud at Gud ville ydmyghed sit frafaldne folk og at han ved sine dommes hjemsøgelser ville få dem til ydmyg og anger. Han vovede alt i den mission der lå for ham.VM3 274.3

    Da Akab til en vis grad kom sig over sin forbavselse over Elias ord, var profeten gået. Han undersøgte nøje efter hvor han var, men ingen har set ham eller kan give oplysninger om ham. Akab berettede Jesabel om de smertelige ord som Elias havde udtalt over for ham og hendes had mod profeten udtrykkes over for Baals præster. De forenede sig med hende i at fordømme og forbande Jehovas profet. Nyhederne om profetens fordømmelse spredtes ud over landet og vækkede frygt hos nogle og vrede hos mange.VM3 275.1

    Efter nogle få måneder hvor jorden ikke længere var opfrisket af dug eller regn, var den blevet tør og beplantningen visnede. Strømme man aldrig før hvade set stoppe formindskede deres vandstrømme og bække tørrede ud. Jesabels profeter ofrede ofre til deres guder og råbte til dem nat og dag for at opfriske jorden med dug og regn. Men tidligere tiders besværgerlseser og bedrag som de gjorde for at bedrage folket svarede dem ikke mere. Præsterne havde gjort alt for at dæmpe deres guders vrede; med en udholdenhed og iver der var værdig for det bedre havde de holdt sig omkring deres hedensk altre, medens ofrenes flammer brændte på alle store steder og de frygtsomme råb og bønner fra Baals præster kunne høres nat efter nat i det fordømte Samaria. Men skyerne viste sige ikke på himlen for at afskære solens brændende stråler. Elias ord stod fast og intet af det Baals præster gjorde kunne ændre noget.VM3 275.2

    Et helt år gik og et andet begyndte og alligevel kom er ikke noget regn. Jorden er afsvedet som en ild havde gået over den. De grønne træer er som den svedne ørken. Luften blev tør og kvælende og støvstorme forblindede øjne og næsten stoppede indåndingen. Baals lunde var uden blade og skovenes træer gav ingen skygge, men viste sig som skeletter. Sult og tørst gav mennesker og dyr en frygtelig dødelighed.VM3 275.3

    Alle disse beviser på Guds retfærd og dømmekraft vækkede ikke Israel til anger. Jesabel er fyldt med sindssyg vanvid. Hun vil ikke bøje sig for eller overgive sit til himlens Gud. Baals profeter, Akab, Jesabel og næsten hele Israel tilskrev Elias deres katastrofe. Akab har ledt i alle riger og lande efter den mærkelige profet og har forlangt Israels konger og nationers ed på at de ikke har set ham. Elias har lukket himlen med sit ord og taget nøglen med sig og kan ikke findes.VM3 276.1

    Så beslutter Jesabel, da hun ikke kan få Elias til at mærke hendes morderiske kræfter, at hun vil hævne sig og udslette Guds profeter i Israel. Ingen som bekender sig til at være en Guds profet skal leve. Denne beslutsomme ophidsede kvinde fuldbyrder sit vanvittige arbejde ved at slå Herrens profeter ihjel. Baals præster og næsten hele Israel er så bedragede at de troede at hvis Guds profeter blev slået ihjel, vil den ulykke de lider under afværges.VM3 276.2

    Men det andet år gik og den ubarmhjertige himmel gav ikke regn. Tørke og hungersnød gør deres dårlige arbejde og alligevel ydmyger de frafaldne israelitter ikke deres stolthed og deres syndige hjerter for Gud; men de knurrer og beklager sig imod Guds profet som bragte denne frygtelige tilstand af tingene over dem. Fædre og mødre ser deres børn gå fortabt, uden magt til at genoplive de. Og alligevel er folket ikke i et så frygteligt mørke at de ikke kan se at Guds retfærdighed er vækket imod dem på grund af deres synder og at denne frygtelige ulykke er sendt i barmhjertighed for dem for at redde dem fra fuldstændig fornægtelse og forlade deres fædres Gud.VM3 276.3

    Det koster Israel lidelse og stor plage at komme til den anger som er nødvendig for at genoprette deres mistede tro og en klar fornemmelse af deres ansvar over for Gud. Deres frafald er mere frygtelig end tørke eller sult. Elias vovede og bad i tro under den lange tørke og hungersnødsår om at Israel, ved deres plager, kunne vendes fra deres afguderi til lydighed mod Gud. Men upåagtet alle deres lidelser, stod de fast i deres afgudsdyrkelse og så på Guds profet som årsagen til deres ulykke. Og hvis de havde Elias i deres mangt ville de have overgivet ham til Jesabel, så hun kunne stille sin hævn og tage hans liv. Fordi Elias vovede at udstykke et smertens ord som Gud bad ham, gjorde han sig selv til genstand for deres had. De kunne ikke se Guds hånd i dommene de led under på grund af deres synder, men henførte dem til mennesket Elias. De afskyede ikke de synder som havde bragt dem under revselsens ris, men hadede den trofaste profet, Guds redskab til at fordømme deres synder og ulykke.VM3 276.4

    “Lang tid efter, i det tredie år, kom Herrens ord således: “Gå hen og træd frem for Akab, så vil jeg sende regn over jorden!” Elias tøvede ikke med at begynde sin farlige rejse. I tre år var han blevet hadet og jaget fra by til by af kongens udsendinge og hele nationen havde givet deres ed på at han ikke kunne findes. Og nu fremstillede han sig selv for Akab på Guds ord.VM3 277.1

    Under hele Israels frafald, viste det sig at Akabs husmester var trofast over for Gud, skønt hans mester var Baalsdyrker. Med risiko for sit eget liv har han beskyttet halvtreds af Guds profeter ved at skjule dem i en hule og give dem mad. Imedens Akabs tjener gennemsøger hele riget for kildeudspring og vandbække, kommer Elias sig selv hen og viser sig for ham. Obadja viser ære for Guds profet, men da Elias sender ham til kongen med et budskab, er han frygtelig forfærdet. Han ser farerne og døden for sig selv og for Elias. Han beder alvorligt om at hans liv ikke må ofres; men Elias forsikrer ham, ved edsaflæggelse, at han selv vil møde Akab på den dag. Profeten vil ikke gå til Akab som en af Guds budbringere, der påbyder respekt og han sender et budskab sammen med Obadja: “Se, Elias er her.” Hvis Akab ønsker at se Elias, har han nu anledningen til at komme til ham. Elias vil ikke tage til Akab.VM3 277.2

    Med forbavselse blandet med forfærdelse hører kongen budskabet fra Elias, hvem han frygter og hader, kommer for at møde ham. Han har længe søgt efter profeten at så han kan tilintetgøre ham. Han ved at Elias ikke vil udsætte sit liv, for at komme til ham, medmindre han er bevogtet eller kommer med en frygtelig anklage. Han husker Jerobams visnede hånd og beslutter at det ikke er sikkert at løfte sin vældig hånd mod Guds budbringer. Og med frygt og bæven og med et stort følge og en, vældig hær, haster han sig for at møde Elias. Og idet han mødes ansigt til ansigt med det menneske han så længe har ledt efter vover han ikke at gøre ham noget. Den så opildnede konge, så fyldt med had mod Elias, synes at være magtesløs og ensom. Idet han møder profeten kan han ikke afholde sig fra at sige ud af hjertet: “Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!” Elias som er opbragt og ivrig efter Guds ære og herlighed, svarer Akabs anklage frimodigt: “Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din Faders hus, fordi I har forladt Herren og holder eder til Ba'alerne!”VM3 278.1

    Som Guds budbringer, har profeten irettesat folkets synder, udtalt Guds domme over dem på grund af deres ondskab. Og nu hvor Elias er klar over at han står alene i sin enfoldighed, fast på sin renhed, omgivet af veltrænede bevæbnede mænd, viser han ingen frygtsomhed, han viser heller ikke den mindste ærefrygt for kongen. Det menneske som Gud har talt med og som har en klar fornemmelse af hvordan Gud betragter mennesket i sit syndige fordærv, har ingen undskyldning ejheller hyllest at give Akab. Som Guds budbringer, befaler Elias nu Akab på en gang lydighed som om Elias var monark og han var undersåtten.VM3 278.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents