Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 3 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Ringeagtet barmhjertighed

    Ringeagtet barmhjertighed

    Hebræerne havde en anledning til at tænke tilbage på det drama de havde været vidne til i hjemsøgelsen af Guds vrede på de mest fremtrædende i dette store oprør. Guds godhed og barmhjertighed blev ikke vist ved at udrydde dette utaknemmelige folk helt skønt hans vrede var optændt mod de mest ansvarlige. Han gav menigheden, som havde ladet sig selv bedrage, rum for anger. Den Kendsgerning at Herren, deres usynlige Leder, viste så meget langmodighed og barmhjertighed i dette tilfælde er nøjagtigt optegnet som bevis for hans villighed til at tilgive de forfærdelige lovovertrædere når de har en fornemmelse af deres synd og vender sig til ham i anger og ydmyghed. Menigheden er blevet standset i deres anmassende opførsel af Herrens hævnagtige udfoldelse; men de var ikke overbeviste om at de var store syndere imod ham og fortjente hans vrede for deres oprørske opførsel.VM3 355.1

    Det er næsten umuligt for mennesker at give en større forhånelse imod Gud end at foragte og afvise de menneskelige redskaber som han har udpeget til at lede dem. De havde ikke blot gjort dette, men havde i sinde at lægge både Moses og Aron i døden. Disse mennesker flygtede fra Kora, Datan og Abirams telte på grund af frygt for ødelæggelse; men deres oprør blev ikke kureret. De var ikke i sorg og fortvivlelse på grund af deres skyld. De følte ikke virkningen af en opvækket, overbevist samvittighed fordi de havde misbrugt deres kostbareste privilegier og syndet mod lyset og kundskaben. De må her lære dyrebare lektier af den langmodige Jesus, Englen som gik foran Hebræerne i ørknen.VM3 355.2

    Deres usynlige leder ville redde dem fra skændig destruktion. Tilgivelse ligger lige for dem. Det er muligt for dem at få tilgivelse hvis de vil angre nu. Guds hævn er nu kommet nær til dem og appellerede dem til at angre. En særlig uimodståelig indblanding fra himlen har tilbageholdt deres formastelige oprør. Hvis de nu reagerer over for Guds forsyns mellemkomst kan de frelses. Men forsamlingens ydmygelse og anger må stå i rimeligt forhold til deres forbrydelse. Åbenbaringen af Guds klare kraft har sat dem ud over al usikkerhed. De kan have en kundskab til Moses og Arons sande stilling og hellige kald hvis de vil acceptere det. Men deres forsømmelse med at se de beviser som Gud har givet var skæbnesvangre. De indså ikke vigtigheden af direkte handling fra deres side og søge Guds tilgivelse for deres alvorlige synder.VM3 356.1

    Denne, for hebræerne, prøvenat gik ikke over dem ved at de bekendte og angrede deres synder, men ved at udtænke nogle måder til at modstå de beviser der var blevet vist for dem, at de var de største syndere. De gemte stadig på deres skinsyge, hadet til Guds udvalgte mennesker og de styrkede sig i deres vanvittige kurs at modstå Moses og Arons autoritet. Satan var ligeved at fordreje dømmekraften og føre dem blinde til ødelæggelse. Deres sind har været fuldstændigt forgiftet med utilfredshed og de har ladet det være uden tvivl i deres sind at Moses og Aron var onde mænd og at de var ansvarlige for Kora, Datan og Abirams død, som de troede ville have været Hebræernes redningsmænd ved at give tingene en bedre orden, hvor ros ville tage stedet for irettesættelse og freden i stedet for ængstelse og kamp.VM3 356.2

    Dagen før var hele Israel opskræmte ved de fordømte synderes råb som gik ned i graven; for de sagde: “Blot ikke jorden skal opsluge os!” “Men dagen efter knurrede hele Israels menighed mod Moses og Aron og sagde: “Det er eder, der har, dræbt Herrens folk!” I deres vrede var de forberedte til at lægge vold på Guds udvalgte mænd, som de troede havde gjort en stor fejl ved at dræbe dem som var gode og hellige.VM3 357.1

    Men Herrens tilstedeværelse er tilkendegivet i hans herlighed over tabernaklet og det oprørske Israel standses i deres vanvittige, formastelige opførsel. Herrens stemme taler nu fra hans forfærdelige herlighed og taler til Moses og Aron med samme ord som lød kommanderende for Israels menighed. “Fjern eder fra denne menighed, så vil jeg i et nu tilintetgøre dem!”VM3 357.2

    Her finder vi et slående bevis på den blindhed som vil omspænde mennesketankerne som vender fra lys og vidnesbyrd. Her ser vi et stadigt oprørs styrke og hvor svært det er at holde det nede. Hebræerne har haft det mest overbevisende vidnesbyrd på menneskers ødelæggelse som har bedraget dem; men de vil stadig stå frækt og trodsigt fremme og anklagede Moses og Aron for at dræbe gode og hellige mænd. “Thi genstridighed er trolddomssynd og egenrådighed er afgudsbrøde.”VM3 357.3

    Moses havde ikke skyldfølelse for synd og hastede ikke afsted på Herrens ord og lod menigheden gå fortabt, som hebræerne var flygtet fra Koras, Datans og Abirams telte dagen før. Moses blev stående; thi han kunne ikke indvilge i at lade hele den umådelige skare gå fortabt, selv om han vidste at de fortjente Guds hævn på grund af deres hårdnakkede genstridighed. Han kastede sig i støvet for Gud, fordi folket ikke følte nødvendigheden for ydmygelse; han mæglede for dem fordi de ikke følte noget behov for forbøn til deres eget bedste.VM3 357.4

    Her symboliserer Moses, Kristus. På dette kritiske tidspunkt viste Moses den Sande Hyrdes interesse for sin hjord. Han bad om at en krænket Guds vrede ikke måtte helt ødelægge hans udvalgte folk. Og ved hans mellemkomst holdt han hævnens arm tilbage, så den endelige afslutning ikke blev gjort af et ulydigt oprørsk Israel. Han anviste Aron hvilken kurs han skulle lægge under den frygtelige krise når Guds vrede var vækket og plagerne var begyndt. Aron stod med sit røgelseskar, vejede det for Herren, medens Mose’ forbønner steg op sammen med røgelsesrøgen. Moses turde ikke stanse sine bønner. Han gjorde styrkeprøve med Englen, som Jakob i sin brydekamp og ligesom Jakob sejrede han. Aron stod mellem det levende og det døde da det nådige svar kom: Jeg har hørt jeres bønner. jeg vil ikke fortære jer helt. De mennesker som menigheden foragtede og gerne ville lægge til døde var dem som bad for deres bedste så Guds hævnende sværd kunne stikkes i skede og det syndige Israels kunne spares.VM3 358.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents