[Apostelen Paulus udtaler tydeligt, at israelitternes erfaring under deres vandringer er nedskrevet til gavn for dem, der lever i denne tidsalder, dem, til hvem verdens ende er kommet. Vi anser ikke vore farer for at være mindre end hebræernes, men større. Der vil komme fristelser til misundelse og knurren og der vil blive åbent oprør, som der berettes om i det gamle Israel. En ånd, der sætter sig op imod tilrettevisning for synder og fejl, vil altid være rådende. Men skal den irettesættende stemme være tavs af den grund? I så fald vil vi ikke befinde os i en bedre stilling end de forskellige kirkesamfund i vort land, som er bange for at røre ved folkets vildfarelser og rådende synder.VM3 358.2

På dem, som Gud har udkåret til at være retfærdighedens tjenere, er det højtidelige ansvar blevet lagt at straffe folkets synder. Paulus befalede Titus: “Tal således og forman og irettesæt med al myndighed; lad ingen ringeagte dig!” Der findes altid nogle, som vil foragte dem, der vover at irettesætte synd; men der er tider, da irettesættelse må gives. Paulus pålægger Titus at irettesætte en vis klasse mennesker skarpt, for at de må blive sunde i troen. De mænd og kvinder, der med deres forskellige indstilling føres sammen i menigheden, har ejendommeligheder og mangler. Efter som disse udvikles, vil de kræve tilrettevisning. Dersom de, der beklæder vigtige stillinger, aldrig irettesatte og aldrig straffede, ville der snart indtræde fordærvede tilstande, som i høj grad ville vanære Gud. Men hvorledes skal tilrettevisning gives? Lad apostelen svare: “Med al langmodighed og belæring.” Den, der behøver tilrettevisning, bør stilles over for principper; men aldrig bør Guds folks forsyndelser forbigås med ligegyldighed.VM3 358.3

Der vil være mænd og, kvinder, som foragter tilrettevisning og hvis følelser altid vil sætte sig op imod den. Det er ikke behageligt for os at høre tale om vore fejl. I næsten hvert eneste tilfælde, hvor irettesættelse er nødvendig, vil der være nogle, som ganske overser den kendsgerning, at Herrens ånd er blevet bedrøvet og at hans sag er blevet påført skam. Disse vil have medynk med dem, der fortjente irettesættelse, fordi personlige følelser er blevet såret. Denne vanhellige medfølelse gør de medfølende delagtige i skylden hos dem, der irettesættes. I ni tilfælde af ti kunne den irettesatte være blevet hjulpet, dersom han var blevet ledet til at indse sin fejl og derved blive bragt til omvendelse. Men geskæftige, vanhellige, medfølende mennesker lægger en fuldstændig urigtig betydning i den irettesættendes bevæggrunde og i arten af den givne tilrettevisning og ved at sympatisere med den irettesatte bringer de ham til at føle, at han i virkeligheden er blevet urigtigt behandlet og hans følelser rejser sig, imod den, der kun har gjort sin pligt. De, der i forståelse af deres ansvar over for Gud trofast udfører deres ubehagelige pligter, vil få hans velsignelse. Gud Kræver, at hans tjenere altid skal fuldbyrde hans vilje med alvor. I sin befaling til Timoteus formaner apostelen ham: “Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring.”VM3 359.1

Hebræere var ikke villige til at bøje sig for Herrens påbud og restriktioner. De ønskede kun at få deres egen vilje, at lade sig lede af deres eget sind og beherske af deres eget skøn. Kunne de have fået frihed til det, vilde ingen have klaget over Moses; men de var utålmodige under disciplin.VM3 360.1

Gud ønsker, at der skal være disciplin iblandt hans folk, at de skal ledes til endrægtig handling og at de skal se med de samme øjne og have det samme sind og den samme mening. For at dette skal kunne opnås, er der meget, som må udføres. Det kødelige hjerte må undertvinges og forvandles. Gud har til hensigt, at der altid skal være et levende vidnesbyrd i menigheden. Det vil blive nødvendigt at irettesætte og formane og nogle vil behøve streng tilrettevisning, efter som forholdene måtte Kræve. Vi hører den påstand: “Oh, jeg er så følsom, jeg kan ikke tåle den mindste kritik.” Dersom disse ville udtrykke sandheden, som den virkelig er, ville de sige: “Jeg er så egenrådig, så selvgod, så åndelig stolt, at jeg ikke vil lade mig sige noget; jeg har ret til at tro og tale, som jeg har lyst til.” Herren ønsker ikke, at vi skal give afkald på vor personlighed. Men hvilket menneske kan rettelig dømme om, hvor langt dette spørgsmål om personlig selvstændighed bør strækkes?VM3 360.2

Peter formaner sine brødre: “Ligeså skal I unge underordne jer de ældre; og ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi “Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde”. Apostelen Paulus opmuntrer ligeledes sine brødre i Filippi til enighed og ydmyghed: “Hvis da formaning i Kristus betyder noget, hvis opmuntring i kærlighed, hvis åndens fællesskab, hvis inderlig kærlighed og barmhjertighed betyder noget, så gør min glæde fuld kommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.” Atter formaner Paulus sine brødre: “Kærligheden skal være oprigtig; afsky det onde, hold jer til det gode; vær hverandre hjertelig hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed!” Idet han skriver til efeserne, siger han: “Underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus.”VM3 360.3

Israelitternes historie viser os den store fare for bedrag. Mange har ingen forståelse af det syndige i deres egen natur, ej heller af tilgivelsens nåde. De befinder sig i deres syndige naturs mørke, udsatte for fristelser og stor forførelse. De er langt borte fra Gud, men nærer dog stor tilfredshed med deres liv, medens Gud afskyr deres færd. Denne klasse mennesker vil altid ligge i krig mod Guds Ånds ledelse, navnlig imod tilrettevisning. De ønsker ikke at forstyrres. Lejlighedsvis føler de en egoistisk frygt og har gode forsætter, undertiden også urolige tanker og ængstelig overbevisning; men der er ingen dybde i deres erfaring, fordi de ikke er grundfæstet på den evige klippe. Denne klasse mennesker indser aldrig nødvendigheden af det tydelige vidnesbyrd. Synden forekommer dem ikke at være så overvættes syndig netop af den grund, at de ikke vandrer i lyset, ligesom Kristus er i lyset.VM3 361.1

Der er endnu en anden klasse mennesker, som har haft stort lys og særlig overbevisning og en sand erfaring angående Guds Ånds virken; men Satans, mangehånde fristelser har besejret dem. De værdsætter ikke det lys, de har fået fra Gud. De agter ikke på advarsler og irettesættelser fra Guds Ånd. De er under fordømmelse. Disse mennesker vil altid være i strid med det tydelige vidnesbyrd, fordi det fordømmer dem.VM3 361.2

Gud har til hensigt, at hans folk skal være en enhed, at de skal se med de samme øjne og have det samme sind og det samme skøn. Dette kan ikke opnås uden et klart, tydeligt og levende vidnesbyrd i menigheden. Kristi bøn var, at hans disciple måtte være eet, ligesom han var eet med Faderen. “Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de må alle være eet; ligesom du, Fader! i mig og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet; jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen eet, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.” Vejl f menigh bd. 1 side 285-287]VM3 361.3

Ringeagtet barmhjertighed

En appel til de unge