Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 3 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Den trofaste Abraham

    Den trofaste Abraham

    Min tanke går tilbage til den trofaste Abraham, som i lydighed mod den guddommelige befaling, der blev givet ham i et syn om natten i Be'ersjeba, foretager sin rejse med Isak ved sin side. Foran sig ser han det bjerg, Gud havde sagt, at han ville vise ham som det sted, hvor han skulle ofre. Han tager brændet af sin tjeners skulder og lægger det på Isak, som er den, der skal ofres. Han omgjorder sin sjæl med fasthed og kvalfyldt strenghed, rede til at fuldbyrde den gerning, Gud kræver af ham. Med sønderknust hjerte og lammet hånd tager han ilden, medens Isak spørger: “Fader! her er ilden og brændet; men hvor er ofret?” Men ak, Abraham kan ikke meddele ham det nu! Fader og søn bygger alteret og det frygtelige øjeblik kommer, da Abraham må åbenbare for Isak, hvad der har voldt ham sjælekval under hele den lange rejse; at Isak selv er offeret. Isak er ikke en lille dreng; han er en fuldvoksen ung mand. Han kunne have nægtet at bøje sig for faderens plan, om han havde villet. Han beskylder ikke sin fader for vanvid, søger ikke engang at ændre hans forsæt. Han bøjer sig. Han tror på sin faders kærlighed, tror på, at han ikke ville foretage denne frygtelige opofrelse af sin eneste søn, dersom ikke Gud havde befalet ham at gøre det. Isak bindes af sin medfølende faders skælvende, kærlige hænder, fordi Gud har sagt det. Sønnen finder sig i opofrelsen, fordi han tror på sin faders retskaffenhed. Men da alt er rede, da faderens tro og sønnens underkastelse til fulde er prøvet, standser Guds engel Abrahams løftede hånd, da han står i begreb med at dræbe sin søn og meddeler ham, at det er nok. “Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!”VM3 368.1

    Denne Abrahams troshandling er nedskrevet til gavn for os, Den lærre os den store lektie at have tillid til Guds krav, hvor nærgående og svære de end måtte være; og den lærer børnene fuldkommen underdanighed over for deres forældre og over for Gud. Af Abrahams lydighed lærer vi, at intet er så dyrebart, at vi ikke kan give det til Gud.VM3 368.2

    Isak var et billede på Guds søn, der blev et offer for verdens synder. Gud ville vise Abraham evangeliet om frelse for menneskene. For at det kunne ske og for at gøre sandheden til en virkelighed for ham såvel som for at prøve hans tro Krævede Gud af han, at han skulle slagte sin elskede Isak. Hensigten med al den sorg og angst, Abraham udholdt i denne mørke og frygtelige prøve, var at give hans forstand et indtryk af genløsningsplanen for faldne mennesker. Hans egen erfaring gav ham en forståelse af, hvor usigelig stor den evige Gudsselvfornægtelse var, når han gav sin egen søn i døden for at redde mennesket fra fuldstændig ødelæggelse. For Abraham kunne ingen sjælelig tortur sidestilles med den, han udholdt ved at adlyde den guddommelige befaling om at ofre sin søn.VM3 369.1

    Gud hengav sin søn til et liv i fornedrelse, selvfornægtelse, fattigdom, møje og forsmædelse, ja, til den kvalfulde død ved korsfæstelsen. Men da kom der ingen engel for at forkynde det glædelige budskab: “Det er nok; du behøver ikke at dø, min elskede søn.” Legioner af engle ventede med sorg i det håb, at Gud ligesom i tilfældet med Isak i sidste øjeblik ville afværge hans beskæmmende død. Men englene fik ikke lov til at bringe et sådant budskab til Guds kære søn, Ydmygelsen i retssalen og undervejs til Golgata fortsatte. Han blev spottet, forhånet og spyttet på. Han udholdt spottegloser, hånsord og forsmædelse fra dem, der hadede ham, ind til han bøjede sit hoved på korset og døde.VM3 369.2

    Kunne Gud give os et større bevis på sin kærlighed end ved således at hengive sin søn til at gennemgå denne lidelse? Og ligesom Guds gave til menneskene var en frivillig gave og hans kærlighed uden grænser, således er hans krav til vor tillid, vor lydighed, til hele vort hjerte og hele vor hengivenhed tilsvarende ubegrænset. Han kræver alt, hvad det er muligt for mennesket at give. Underkastelsen fra vor side må stå i forhold til Guds gave; den må være fuldstændig og uden forbehold. Vi er alle Guds skyldnere. Han har krav på os, som vi ikke kan opfylde uden ved at give os selv som et helt og villigt offer. Han kræver punktlig og villig lydighed og noget mindre end dette vil han ikke antage. Vi har nu anledning til at sikre os Guds kærlighed og velbehag. Dette kan være det sidste leveår for nogle, som læser dette. Er der iblandt de unge, som læser denne appel, nogen, der ønsker at vælge verdens lyst fremfor den fred, Kristus giver den, som alvorligt søger og med glæde gør hans vilje?VM3 369.3

    Gud vejer vor karakter, vor opførsel og vore motiver på helligdommens vægtskål. Det vil være frygteligt, om vor Genløser, som døde på korset for at drage vore hjerter til sig, skal erklære om os, at vi er for lette, når det gælder kærlighed og lydighed. Gud har skænket os store og kostelige gaver. Han har givet os lys og kundskab om sin vilje, således at vi ikke behøver at fare vild eller vandre i mørket. At blive vejet på vægtskålen og fundet for let på den endelige opgørets og belønningens dag vil være forfærdeligt, et frygteligt fejlgreb, som aldrig kan genoprettes. Unge venner, skal man søge forgæves efter jeres navne i livets bog?VM3 370.1

    Gud har bestemt en gerning, som l skal udføre for ham og som vil gøre jer til hans medarbejdere. Overalt omkring jer er der sjæle at frelse. Der er nogle, som l kan opmuntre og velsigne ved jeres alvorlige bestræbelser. I vil kunne omvende sjæle fra synd til retfærdighed. Når I forstår jeres ansvar over for Gud, vil I føle nødvendigheden af troskab i bøn og i at være på vagt over for Satans fristelser. Hvis I i sandhed er kristne, vil I være mere tilbøjelige til at sørge over det moralske mørke i verden end til at hengive jer til letsindighed og til at være stolte af jeres klæder. I vil være blandt dem, der sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, som sker i landet. I vil stå Satan imod, når han frister jeg til forfængelighed og pynt. Indskrænket er det sind og forkrøblet den forstand, der kan finde tilfredsstillelse i disse intetsigende ting på bekostning af forsømmelse af ophøjede ansvar.VM3 370.2

    Vor tids unge kan være Kristi arbejdere, hvis de vil og i arbejdet vil deres tro styrkes og deres kundskab om Guds vilje tiltage. Ethvert sandt forsæt og enhver rigtig handling vil blive nedskrevet i livets bog. Jeg ville ønske, at jeg kunne vække de unge til at indse og føle det syndige i at tilfredsstille sig selv og forkrøble deres forstand med de værdiløse, forfængelige ting her i livet. Dersom de ville hæve deres tanker og ord op over det intetsigende og tiltrækkende her i verden og gøre det til deres mål at herliggøre Gud, ville hans fred, som overgår al forstand, tilfalde dem. Vejl f menigh bd. 1 side 289-296]VM3 370.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents