Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Vidnesbyrd for menigheden bind 3 - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Menighedens autoritet

    Menighedens autoritet

    [Verdens Genløser har skænket sin menighed stor magt, Han påviser de regler, der skal følges, når det gælder behandling af medlemssager. Efter at have givet tydelige anvisninger vedrørende fremgangsmåden siger han: “Sandelig siger jeg eder, hvad l binder på ,jorden, det skal være bundet i himmelen; og hvad I (når det gælder menighedsdisciplin) løser på joden, det skal være løst i himmelen.” Således stadfæster også den himmelske autoritet menighedens disciplin vedrørende dens medlemmer, når den bibelske regel bliver fulgt.VM3 428.1

    Guds ord tilstår ingen enkelt person ret til at sætte sit skøn op imod menighedens skøn, ej heller tillades det ham vedholdende at sætte sine meninger op imod menighedens opfattelse. Dersom der ingen menighedsdisciplin og ingen styrelse var, ville menigheden gå i stykker; den kunne ikke holde sammen som organisation. Der har altid været selvstændige mennesker, som har hævdet, at de havde ret, at Gud særskilt havde undervist dem, påvirket og ledet dem. Enhver har sin egen teori, sine egne ejendommelige anskuelser og enhver påstår, at hans anskuelser stemmer overens med Guds ord. Hver har sin afvigende teori og tro og dog gør enhver krav på at have særskilt lys fra Gud. De trækker i en retning, der fører bort fra organisationen og hver især udgør en menighed for sig. Disse kan ikke alle have ret og dog påstår de alle, at de ledes af Herren. Det inspirerede ord er ikke ja og nej, men ja og amen i Kristus Jesus.VM3 428.2

    Til sin belærende undervisning føjer vor frelser et løfte om, at hvis to eller tre blev enige om at bede Gud om noget, skulde det gives dem. Kristus viser her, at der må være enighed med andre også i vore ønsker om et givet formål. Enighed i bøn og enighed i forsæt tillægges stor betydning. Gud hører de enkeltes bønner; men ved denne anledning fremholdt Jesus særskilte og vigtige lærdomme, der særlig vedrørte hans nylig stiftede menighed på jorden. Der må være overensstemmelse om de ting, som de ønsker og som de beder om. Det kom ikke blot an på tankerne og følelserne i det enkelte menneskes sind, der jo er udsat for bedrag; men bønnen skulle gælde det alvorlige ønske i fleres sind, der beskæftigede sig med det samme emne.VM3 429.1

    I Paulus’ vidunderlige omvendelse ser vi Guds underfulde kraft. En klarhed, der overgik middagssolens glans, skinnede omkring ham. Jesus, hvis navn han forbandede og foragtede fremfor alle andre navne. åbenbarede sig for Paulus i den hensigt at standse ham i hans ilde, men dog oprigtige løb, for at han kunne gøre dette lidet lovende menneske til et udvalgt redskab til at bære evangeliet ud til hedningerne. Han havde samvittighedsfuldt gjort mange ting i strid med Jesus af Nazarets navn. I sin nidkærhed var han en ihærdig, alvorlig forfølger af Kristi menighed. Hans overbevisning om sin pligt til at udrydde den faretruende lære, som trængte ind overalt, at Jesus var livets fyrste, var dyb og stærk.VM3 429.2

    Paulus mente virkelig, at troen på Jesus tilintetgjorde Guds lov. tilintetgjorde ofringerne med deres religiøse tjeneste samt omskærelsens anordning, som gennem alle henrundne tider havde haft Guds fulde billigelse. Men den underfulde åbenbarelse af Kristus bringer lys ind i hans formørkede sind. Jesus af Nazaret, som han kæmper imod, er i sandhed verdens Genløser.VM3 429.3

    Paulus indser sin misforståede nidkærhed og råber: “Herre! hvad vil du, at jeg skal gøre?” Jesus fortalte ham ikke nu, således som han jo kunne have gjort, om den gerning, han havde bestemt for ham. Paulus måtte have undervisning om den kristne tro og gå frem på en forstandig måde. Kristus sender ham til de selv samme disciple, som han så bittert havde forfulgt, for at lære af dem. Glansen af det himmelske lys havde berøvet Paulus synet, men Jesus, de blindes store Læge, giver ham det ikke igen. Han besvarer Paulus’ spørgsmål med disse ord: “Stå op og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig,, hvad du bør gøre.” Jesus kunne ikke alene have helbredt Paulus for hans blindhed, men han kunne have tilgivet hans synder og meddelt ham hans pligt ved at påvise hans fremtidige vej. Fra Kristus skulle al kraft og alle nådegerninger udstrømme; men han lod ikke Paulus ved sin omvendelse til sandheden få en erfaring uden hensyn til den nylig organiserede menighed på jorden.VM3 429.4

    Det underfulde lys, Paulus fik ved denne anledning, forbavsede og forvirrede ham. Han var fuldstændig kuet. Denne del af værket kunne mennesker ikke gøre for Paulus; men der var endnu et værk at udføre, som Kristi tjenere kunne gøre. Jesus sender ham til sine redskaber i menigheden for der at få videre kundskab om sin pligt. Således tillægger han sin organiserede menighed autoritet og viser den sin godkendelse. Kristus havde udført den gerning at åbenbare og overbevise og nu var Paulus i den tilstand, at han kunne lære af dem Gud havde beskikket til at undervise om sandheden. Kristus henviser Paulus til sine udvalgte tjenere og sætter ham således i forbindelse med sin menighed.VM3 430.1

    De selv samme mænd, som Paulus havde til hensigt at ødelægge, skulle være hans lærere netop i den religion, han havde foragtet og forfulgt. Han tilbragte tre dage uden mad og uden at kunne se og opsøgte de mænd, som han i sin blinde iver havde haft til hensigt at tilintetgøre. Her satte Jesus Paulus i forbindelse med sine repræsentanter på jorden. Herren bød Ananias i et syn at gå til et bestemt hus i Damaskus og spørge efter Saulus’ fra Tarsus; “thi se, han beder”.VM3 430.2

    Efter at Saulus var blevet anmodet om at gå til Damaskus, blev han ledet af de mænd, der ledsagede ham for at være ham behjælpelig med at føre disciplene bundne til Jerusalem for at blive forhørt og ihjelslået. Saulus opholdt sig hos Judas i Damaskus, hvor han benyttede tiden til faste og bøn. Her blev Saulus’, tro stillet på prøve. I tre dage var han i mørke i sit sind med hensyn til, hvad der krævedes af ham og i tre dage var han blind. Det var blevet ham pålagt at gå til Damaskus, for der skulle det blive sagt ham, hvad han skulle gøre. Han er i uvished og råber alvorligt til Gud.VM3 430.3

    En engel bliver sendt til Ananias, som får anmodning om at gå til et bestemt hus, hvor Saulus bad om at få at vide, hvad han nu skulle gøre. Saulus’ stolthed var forsvundet. Kort tid forud var han selvsikker og mente, at han udførte en god gerning, som han ville blive belønnet for; men nu er alting forandret. Han er nedbøjet og ydmyget i støvet af anger og beskæmmelse og hans bønner om tilgivelse er inderlige. Ved sin engel sagde Herren til Ananias: “Se, han beder.” Engelen meddelte Guds tjener, at han i et syn havde åbenbaret for Saulus, at en mand ved navn Ananias kom ind og lagde sin hånd på ham, for at han kunne få sit syn igen. Ananias kan næppe tro på engelens ord og gentager, hvad han har hørt om Saulus’ bitre forfølgelse af de; hellige i Jerusalem. Men befalingen til Ananias er bydende: “Gå! thi denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn.”VM3 431.1

    Ananias adlød engelens påbud. Han lagde sine hænder på den mand, der så nylig var drevet af den mest hadefulde ånd, fnysene med trussel mod alle, som troede på Kristi navn. Ananias sagde til Saulus: “Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden. Og straks faldt der ligesom skæl fra hans øjne og han fik sit syn igen og han stod op og blev døbt.”VM3 431.2

    Jesus kunne selv have udført dette for Paulus; men sådan var hans plan ikke. Paulus måtte gå til bekendelse over for de mænd, hevis ødelæggelse han forud havde overlagt og Herren havde en ansvarsfuld gerning, der skulle udføres af de mænd, som han havde beskikket til at handle i sit sted. Paulus skulle tage de skridt, der var nødvendige til omvendelse. Det krævedes af ham, at han skulle forene sig netop med det folk, han havde forfulgt for deres religion. Kristus giver her hele sit folk et eksempel på den måde, på hvilken han arbejder for menneskers frelse. Guds søn gjorde sig til eet med sin organiserede menighed i dens embede og autoritet. Hans velsignelser skulle komme gennem de redskaber, han har forordnet og han gør således menneskene til den kanal, hvorigennem hans velsignelser kommer. At Paulus har været strengt samvittighedsfuld i sin forfølgelse af de hellige, fritager ham ikke for skyld, når Guds Ånd bringer ham kundskab om hans grusomme gerning. Han må blive en lærling hos disciplene.VM3 431.3

    Han lærer, at Jesus, hvem han anså for at være en bedrager, i sandhed er begynderen og grundvolden i al religion hos Guds udvalgte folk fra Adams dage og at han er Fuldenderen af den tro, som nu er så klar for hans oplyste syn. Han så Kristus som sandhedens forsvarer, som ham, der opfylder alle profetierne. Kristus var blevet betragtet som den, der gjorde Guds lov til intet; men da hans åndelige syn blev oplyst af Gud, lærte han af disciplene, at Kristus var Ophavet til og grundvolden i hele det jødiske offersystem, at i Kristi død mødte forbilledet sit modbillede og at Kristus kom til verden med det udtrykkelige formål at hævde sin faders lov.VM3 432.1

    I lovens lys ser Paulus sig selv som en synder. Han finder, at han har overtrådt netop den lov, som han mente, at han med så stor nidkærhed havde holdt. Han omvender sig og dør fra synd, bliver lydig mod kravene i Guds lov, tror på Kristus som sin frelser, bliver døbt og prædiker Jesus lige så alvorligt og nidkært, som han engang fordømte ham. I Paulus’ omvendelse gives der os et vigtigt princip, som vi altid bør have i tanker. Verdens Genløser billiger ikke erfaring og udøvelse i religiøse anliggender uafhængigt af hans organiserede og anerkendte menighed, hvor han har en menighed.VM3 432.2

    Mange nærer den forestilling, at de kun er ansvarlige over for Kristus for deres lys og erfaring, uafhængig af hans anerkendte efterfølgere i verden. Men Jesus fordømmer en sådan opfattelse i sin undervisning og i de eksempler og de kendsgerninger, han har givet til vor belæring. Her var Saulus, en mand, som Kristus skulle gøre skikket til en overmåde betydningsfuld gerning, en, der skulle være ham et udvalgt redskab, ført umiddelbart ind for Kristi åsyn og dog underviser han ham ikke om sandhedens lærdomme. Han standser ham i hans løb og overbeviser kam; og når Saulus spørger: “Hvad vil du, at jeg skal gøre?” fortæller Frelseren ham det ikke direkte, men sætter ham i forbindelse med sin menighed. De vil sige dig, hvad du skal gøre. Jesus er synderens ven, hans hjerte er altid åbent, har altid medlidenhed med menneskelig smerte; han har al magt, både i himmelen og på jorden: men han respekterer de midler, han har forordnet til menneskenes oplysning og frelse. Han henviser Saulus til menigheden og anerkender således den magt, han har udstyret den med som en formidler af lys til verden. Den er Kristi organiserede organisation på jorden og der kræves, at der vises agtelse for hans forordninger. I tilfældet med Saulus er Ananias en fremstilling af Kristus og han fremstiller også Kristi jordiske tjenere, som er udpegede til at handle i Kristi sted. Vejl f menigh bd. 1 side 324-328]VM3 433.1

    Saulus var en lært lærer i Israel; men medens han var under påvirkning af blind vildfarelse og fordomme, åbenbarer Kristus sig selv for ham og så sætter ham i forbindelse med hans menighed, som er verdens lys. De skal ikke belære denne uddannede, populære foredragsholder, i kristen religion. I Kristi sted berørte Ananias hans øjne så han kunne få synet; i Kristi sted lagde han hænderne på ham, bad i Kristi navn og Saulus fik Helligånden. Alt er gjort i Kristi navn og autoritet. Kristus er kildeudspringet. Menigheden er forbindelseskanalen. Dem som praler af personlig uafhængighed behøver at komme i et nærmere forhold med Kristus ved at forbinde sig med hans menighed på jorden.VM3 433.2

    Bror A, Gud elsker dig og ønsker at frelse dig og gøre dig arbejdsdygtig. Hvis du vil være ydmyg og lærvillig og vil formes af hans Helligånd, vil han være din styrke, din retfærdighed og din usædvanlige store løn. Du kan gøre meget for dine brødre, hvis du vil skjule dig i Gud og lade hans Ånd blødgøre dig. Du skal møde en vanskelig gruppe mennesker. De er fyldt med fordomme, men ikke så meget som Saulus. Gud kan arbejde mægtigt for dine brødre hvis du ikke selv står i vejen og hegner op om din egen sti. Lad opsmeltende kærlighed, medynk og ømhed dvæle i dit hjerte medens du arbejder. Du må nedbryde fordommenes jernmure hvis du blot vil klynge dig til Kristus og lade dig rådføre noget mere af dine erfarne brødre.VM3 434.1

    Du må ikke, som Guds tjener, tabe modet så let på grund af vanskeligheder eller på grund af voldsom modstand. Gå fremad, ikke i dit eget navn, men i Israels Guds magt og styrke. Udhold hårdhed som en god soldat af Kristi kors. Jesus udholdte synderes uoverensstemmelser mod sig selv. Se på Kristi liv og fat mod og opelsk tro, tapperhed og håb.VM3 434.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents