Vidnesbyrd 18 (1870)

Kristelig afholdenhed

[“Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer og som I har fra Gud og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!” 1Kor 6,19.20VM2 354.1

Vi er ikke vore egne. Vi er blevet købt for en høj pris, ved Guds søns lidelse og død. Dersom vi kunne forstå dette og til fulde fatte det, ville vi føle, at der hviler et stort ansvar på os med hensyn til at holde os i den bedst mulige sundhedstilstand, for at vi må kunne yde Gud fuldkommen tjeneste. Men når vi på nogen måde opbruger vor livskraft, nedsætter vor styrke eller omtåger forstanden, synder vi mod Gud. Ved at følge en sådan vej ærer vi ikke Gud i vore legemer og i vor ånd, som hører ham til, men begår en stor uret i hans øjne.VM2 354.2

Har Jesus givet sig selv for os? Er en stor pris blevet betalt for vor genløsning? Og forholder det sig således, at vi ikke tilhører os selv? Er det sandt, at alle kræfter i vort væsen, vort legeme, vor ånd, alt, hvad vi har og alt, hvad vi er, hører Gud til? Ja, visselig. Og når vi fatter dette, hvilken forpligtelse stiller det os ikke under, over for Gud til at bevare os selv i den tilstand, at vi her på jorden kan ære ham i vore legemer og i vor ånd, som tilhører ham!VM2 354.3

Vi tror uden nogen tvivl, at Kristus snart kommer. Dette er for os ikke et eventyr; det er en realitet. Vi nærer inden tvivl og har i årevis ingen tvivl næret om, at de lærdomme, vi i dag hylder, er sandheden for vor tid og at vi nærmer os dommen. Vi bereder os til at møde ham, som under ledsagelse af en engleskare skal åbenbares i himmelens skyer for at skænke de trofaste og de retfærdige udødelighedens fuldendte gave. Når han kommer, er det ikke hans opgave at rense os fra vore synder, at fjerne manglerne i vor karakter eller at helbrede os for skrøbelighederne i vort temperament og vore tilbøjeligheder. Hvis dette overhovedet bliver udrettet for os, vil det alt sammen være udført inden den tid. Når Herren kommer, vil de, der er hellige, vedblive at være hellige. Den, der har bevaret sit legeme og sin ånd i hellighed, i helliggørelse og i ære, vil da få udødelighedens fuldendte gave. Men de, som er uretfærdige, vanhellige og urene, vil vedblive at være sådan for al tid. Ingen gerning vil da blive udført for at fjerne deres mangler og give dem en hellig karakter. Den guddommelige smelter sidder da ikke mere for at udføre sin renselsesproces og fjerne deres synder og deres fordærvelse. Dette må alt sammen gøres i disse prøvetidens timer. Det er nu, denne gerning skal udføres for os.VM2 355.1

Vi modtager Guds sandhed med vore forskelligartede anlæg og når vi kommer under påvirkning af denne sandhed, vil den udrette den gerning for os, som er nødvendig for at give os en moralsk skikkethed til herlighedens rige og til at færdes i de himmelske engles selskab. Vi er nu i Guds værksted. Mange af os er utilhuggede stene fra stenbruddet. Men når vi tager imod Guds sandhed, påvirkes vi af dens indflydelse. Den løfter os op og bortfjerner fra os enhver ufuldkommenhed og synd, uanset af hvilken art. Vi beredes til at se kongen i hans skønhed og til engang at forenes med de rene himmelske engle i herlighedens rige. Det er hernede, dette værk skal udføres for os; det er her, vore legemer og vor ånd skal beredes til udødelighed.VM2 355.2

Vi befinder os i en verden, som er i modstrid med en ren og hellig karakter og med vækst i nåden. Hvor vi end vender blikket hen, ser vi fordærvelse og besmittelse, udartelse og synd. Og hvilke opgaver er det, at vi skal beskæftige os med hernede, lige før vi modtager udødelighed? De består deri, at vi bevarer vore legemer hellige og vor ånd ren, for at vi må kunne stå uden plet midt i den fordærvelse, der udfolder sig rundt omkring os i disse sidste dage. Og hvis dette værk skal udføres, er det påkrævet, at vi af hjertet og på en forstandig måde tager fat på det øjeblikkeligt. Egoisme bør ikke trænge sig ind her og påvirke os. Guds Ånd bør have fuldkomment herredømme over os og påvirke os i alle vore handlinger. Dersom vi ret har fat på himmelen, ret har fat på kraften fra det høje, vil vi mærke Guds Ånds helliggørende indflydelse på vore hjerter.VM2 356.1

Når vi har forsøgt at fremholde helsereformen for vore brødre og søstrer og vi har talt til dem om betydningen af at spise og drikke og gøre alt til Guds ære, har mange ved deres handlinger sagt: “Det kommer ingen ved, hvorvidt jeg spiser dette eller hint. Hvad vi end gør, skal vi selv bære følgerne deraf.” Kære venner, I tager storlig fejl. I er ikke de eneste, der lider under en forkert handlemåde. Samfundet, som I lever i, lider i stor udstrækning lige så vel som I under følgerne af jeres forsyndelser. Dersom I lider som følgerne af jeres uafholdenhed i spise og drikke, påvirkes også vi, som færdes iblandt jer eller omgås jer, at jeres svagheder. Vi må lide på grund af jeres forkerte handlemåde. Dersom den bidrager til at svække kraften i jeres sind eller legeme, mærker vi det, når vi er sammen med jer og påvirkes deraf. Dersom I er triste i stedet for at være livsglade i jeres sind, kaster I en skygge over alle jeres omgivelser. Hvis vi er bedrøvede og nedtrykte og har vanskeligheder, kunne I, hvis jeres helbredstilstand var, hvad den burde være, have klare tanker, så I kunne vise os en udvej og tale et trøstende ord til os. Men dersom jeres hjerne er så valen på grund af jeres urigtige levemåde, at I ikke er i stand til at give os det rigtige råd, betyder det så ikke et tab for os? Vi kan måske have temmelig stor tillid til vort eget skøn, men vi ønsker alligevel at have rådgivere; “for vel står det til, hvor mange giver råd” Vi ønsker, at vor handlemåde måtte være sådan, at de, som vi har kær, kan se, at den er konsekvent og vi ønsker at søge råd og at de må være i stand til at give os det med klare tanker. Men hvad bryder vi os om jeres skøn, dersom nervekraften i jeres hjerner er blevet anstrengt til det yderste og livskraften er blevet ledet bort fra hjernen for at kunne tage sig af den upassende føde, I har indført i jeres mave, eller af en overdreven mængde af sund føde? Hvad bryder vi os om sådanne menneskers skøn? De ser gennem en masse ufordøjet føde. Derfor har jeres levemåde indvirket på os. Det er umuligt for jer at følge en urigtig fremgangsmåde uden at påføre andre mennesker lidelse.VM2 356.2

“Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb således, at I kan vinde den! Enhver, der deltager i idrætskamp, er afholdende i alt; de andre for at få en sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner. Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.” De, der deltog i væddekampen for at vinde den laurbærkrans, der blev betragtet som en særlig hæder, var afholdende i alt, for at deres muskler, deres hjerne og enhver del af deres organisme måtte være i den allerbedste kondition af løbet. Hvis de ikke var afholdende i alt, ville de ikke have den samme spændstighed, som når de var afholdende. Var de afholdende, kunne de gennemføre løbet med større held; de var mere sikre på at vinde kransen.VM2 357.1

Men trods al deres afholdenhed — trods alle deres anstrengelser for at underkaste sig en omhyggelig diæt, så de kunne være i den bedste kondition — var det for dem, der befandt sig på den jordiske væddeløbsbane, kun et løb på det uvisse. De kunne gøre deres allerbedste og dog til sidst ikke opnå hæderstegnet; for en anden kunne være lidt foran dem og opnå prisen. Kun een fik sejrsprisen. Men på den himmelske bane kan vi alle løbe og alle opnå prisen. Der er ingen usikkerhed, ingen risiko, forbundet dermed. Vi må iføre os de himmelske dyder og med blikket vendt opad mod udødelighedens krans stadig holde os det guddommelige mønster for øje. Han var en smertens mand og kendt med sorg. Vor guddommelige herres ydmyge og selvfornægtende liv skal vi altid holde os for øje. Og når vi så søger at ligne ham og holde vort blik fæstet ved målet og sejrsprisen, kan vi løbe dette løb med vished, vidende, at dersom vi gør det allerbedste, vi kan, skal vi visselig sikre os sejrsprisen.VM2 358 .1

Mennesker var villige til at underkaste sig selvfornægtelse og disciplin for at kunne løbe og opnå en forgængelig krans, der ville forgå i løbet af en dag og kun var et tegn på ære for dødelige væsener hernede. men vi skal deltage i den væddekamp, ved hvis afslutning man opnår udødelighedens krans og et evigt liv. Ja, en langt større og evig vægt af herlighed vil blive os tilstået som sejrspris, når løbet er fuldført. “Vi,” siger apostlen, “for at få en sejrskrans, der aldrig visner.” Og dersom de, der deltog i denne væddekamp her på jorden for at opnå en timelig krans, kunne være afholdende i alt, kan så ikke også vi være det, som har en uforkrænkelig krans i sigt, en evig vægt af herlighed og et liv, der holder mål med Gud? Kan ikke vi, som har denne stor tilskyndelse, “med udholdenhed ile fremad i det kapløb, .... mens vi retter vort blik mod Jesus, troens Banebryder og Fuldender?” Hebr 12,1.2 Han har udpeget vejen for os og mærket den helt igennem med sine egne fodspor. Det er den vej, han vandrede og vi kan sammen med ham erfare selvfornægtelsen og lidelsen og vandre på denne sti, som er mærket med hans eget blod.VM2 358 .2

“Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave.” Her er et arbejde at gøre for hver mand og kvinde og for hvert barn. Satan søger stadig at få herredømme over jeres legemer og jeres ånd. Men Kristus har købt jer og I er hans ejendom. Og nu tilkommer det jer at arbejde i forening med Kristus, i forening med de hellige engle, der tjener jer. Det tilkommer jer at holde legemet i ave, at bekæmpe det. Hvis I ikke gør dette, vil I visselig miste det evige liv og gå glip af udødelighedens krans. Og dog vil nogle sige: “Hvad kommer det andre ved, hvad jeg spiser, eller hvad jeg drikker?” Jeg har vist jer, hvilken indflydelse jeres handlemåde har på andre. I har set, at den har meget med jeres indflydelse i jeres egne familier at gøre. Den har meget med dannelsen af jeres børns karakter at gøre.VM2 359.1

Som jeg før han sagt, lever vi i en fordærvet tidsalder. Det er en tid, da Satan synes at have næsten fuldstændigt herredømme over de menneskers sind, der ikke er helt overgivet til Gud. Derfor hviler der et meget stort ansvar på forældre og foresatte, der skal opdrage børn. Forældre har påtaget sig det ansvar at bringe disse børn til verden; og hvad er nu deres pligt? Består den i at lade dem vokse op, netop som det måtte falde sig og netop som de vil? Lad mig sige jer, at der hviler et tungt ansvar på disse forældre. “Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!” Gør I dette, når I tilbereder den mad, I sætter på jeres borde og samler familien for at nyde den? Giver I kun jeres børn sådan føde, som I ved vil kunne danne det allerbedste blod? Er det sådan føde, som vil holde organismen i den mest mulig feberfri tilstand? Er den sådan, at den giver dem de allerbedste betingelser for liv og sundhed? Er det sådan føde, I lægger vægt på at sætte frem for jeres børn? Eller giver I dem usund, pirrede, ophidsende føde, uden hensyn til deres bedste i fremtiden?VM2 359.2

Lad mig sige jer, at der er børn, som fødes til det onde. Satan synes at have herredømme over dem. Han tager deres unge sind i besiddelse og de fordærves. Hvorfor handler fædre og mødre, som om de befandt sig i en sløvhedstilstand? De har ingen mistanke om, at Satan sår ond sæd i deres familier. De handler, som om de var så blide og så ligegyldige angående disse ting, som det er muligt for dem at blive. Hvorfor vågner de ikke op og læser om og sætter sig ind i disse emner? Apostlen siger: “Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenhed udholdenhed,” Her er et arbejde, der påhviler enhver, som bekender sig til at følge Kristus; det gælder om at føje dyd til dyd. Vejl f menigh bd. 1 side 153-158]VM2 360.1

Kapitel efter kapitel er blevet åbnet for mig. Jeg kan udpege børnefamilie efter børnefamilie i dette hus, enhver en er lige så fordærvet som helvedet selv. Nogle af dem bekender sig som Kristi efterfølgere og I, deres forældre, er lige så ligegyldige som om I havde fået en lammelse.VM2 360.2

[Jeg har sagt at nogen af jer er selviske. I har ikke forstået hvad jeg mente. I har prøvet at finde ud af hvad slags mad I synes bedst om og I har ladet jer lede af smag og behag. Drivkraften har ikke været ønsket om at ære Gud, vokse i nåden og fuldende helliggørelsen i gudsfrygt. i har rådført jer med smagen, lysten og appetitten. Og medens I har gjort dette, har Satan vundet en sejr, ligesom han plejer i sådanne tilfælde og han har forpurret alle jeres anstrengelser i kampen.VM2 360.3

Nogle af jer fædre har ladet børnene blive undersøgt af en læge for at finde ud af hvad der er i vejen med dem. Men jeg kunne i løbet af et par minutter have fortalt jer hvad de fejler. Jeres børn er fordærvede. Satan har fået magt over dem. Han er kommet jer i forkøbet, medens I som står i Guds sted for at værne om dem, tog det med ro og var sløve og søvnige. Gud har befalet jer at opdrage børnene i Herrens frygt og formaning. Men Satan har kommet jer i forkøbet og han har bundet dem med stærke bånd. Men I fortsætter med at sove. Må Gud vise barmhjertighed både mod jer og jeres børn, for I trænger alle sammen til hans barmhjertighed.VM2 360.4

Hvis I var gået ind i helsereformen og hvis I havde lagt vægt på jeres tro at vise dyd og i dyden indsigt og i indsigten afhold, kunne alt have været meget anderledes. Men I er bare delvis vækket af den uretfærdighed og fordærvelse som hersker i jeres egne hjem.] I har åbnet jeres øjne en smugle og derefter lagt jer til at sove igen. Tror I at engle kan komme ind i jeres boliger? Tror I at jeres børn er modtagelig for hellig påvirkning med det der er iblandt jer? Jeg kan tælle familie efter familie der er næsten helt under Satans kontrol. Jeg ved at dette er sandt og jeg ønsker at vågne op før det er for sent og finde sjælenes blod på deres klæder, endda deres egne børns sjæles blod. [Råd og vink side 361]VM2 361.1

Nogle af disse børns sind er så svækkede at de kun har en tredjedel af den klarhed de kunne have haft hvis de var dydige og rene. De har i selvbesmittelse kastet det bort. Netop her i menigheden, vrimler det overalt med fordærvelse. Nu og da er der sang, eller fornøjelsesmøder. Hver gang hører jeg om dette, jeg føler det som om jeg klæder mig selv i sækkelærred. “Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag og Nat over mit Folks Datters slagne.” “Herre, spar dog dit Folk!” Jeg føler mig nedtrykt. Jeg kan beskrive for jer en sjælspine udover alt andet, som jeg har. I sover. Måtte Sinajs lyn og torden vække den menighed? Måtte det vække jer fædre og mødre, til at begynde reformationsarbejde i jeres egne hjem? [I må stadig give børnene undervisning. I må vise dem hvordan de kan undfly ondskaben og fordærvelsen i vor tid. Men i stedet for at gøre dette er der mange af jer som bare tænker på noget at spise. I sætter både smør, æg og kød på bordet og børnene får lov til at spise frit af disse retter. Maden de får, består af netop sådanne ting som ophidser deres dyriske drifter og så komme I til møderne og beder Gud om at velsigne børnene. Hvor langt tror I at jeres børn når? I har en vigtig gerning at gøre først. Når I har gjort alt som Gud venter at I skal gøre for børnene, da kan I med frimodighed gøre krav på den specielle hjælp som Gud har lovet at give jer. Råd og vink side 294]VM2 361.2

[I burde lære at vise mådehold i alle ting. I må lære det når I spiser og drikker. Men I siger: “Andre har ikke noget at gøre med hvad jeg spiser og drikker, eller hvad jeg sætter på mit bord.” Jo, det angår andre i høj grad, hvis I da ikke foretrækker at stænge barnet inde, eller flytte ud i en ørken hvor I ikke vil være til besvær for andre og hvor deres urolige, uskikkelige børn ikke kan øve en fordærvelig indflydelse. Råd og vink side 199]VM2 362.1

[Mange, som har sluttet sig til helsereformen, har aflagt alt, hvad der er skadeligt men når de har aflagt disse ting, betyder det så, at de kan spise netop så meget, som de måtte ønske? De sætter sig til bordet og i stedet for at betænke, hvor meget de bør spise, giver de efter for appetitten og spiser alt for meget. Resten af dagen har maven alt, hvad den kan gøre, eller alt, hvad den bør gøre, for at aflaste den byrde, som er blevet lagt på den. Al den føde, som tilføres mavesækken ud over, hvad organismen kan drage nytte af, bliver en byrde for naturen i dens arbejde. Den er en hindring for det levende maskineri. Organismen belemres og kan ikke udføre sit arbejde tilfredsstillende. De livsvigtige organer anstrenges i den opgave at besørge en mængde føde, som organismen ikke har nogen gavn af.VM2 362.2

Hjernekraften svækkes ved, at der trækkes så store veksler på den for at hjælpe maven med at bære sin svære byrde. Og når den har fuldført opgaven, hvilke fornemmelser gør sig så gældende som følge af dette unødvendige forbrug af vital kraft? En fornemmelse af mathed, en svaghed, som om man må have mere at spise. Måske denne fornemmelse kommer lige før spisetid. Hvad er årsagen til dette? Naturen har slidt sig igennem sit arbejde og er som følge deraf så grundig udmattet, at denne fornemmelse af mathed melder sig. Og så mener man, at maven siger: “Mere mad!” når den i sin svaghed tydeligt siger: “Giv mig hvile!”VM2 363.1

Maven trænger til hvile for at kunne genvinde sine utømmede kræfter til nyt arbejde. Men i stedet for at tilstå den en hvileperiode mener man, at den trænger til mere føde og pålægger derfor naturen nok et læs og nægter den at tiltrængte hvile. Dette er ligesom en mand, der arbejder ude på marken hele den første del af dagen, indtil han er træt. Han kommer hjem ved middagstid og siger, at han er træt og udmattet; men du opfordrer ham til at gå til sit arbejde igen, så vil han blive bedre. På denne måde er det, man behandler maven. Den er grundig udmattet. men i stedet for at lade den hvile giver man den mere føde og tilkalder så bistand i fordøjelsesarbejdet. Vejl f menigh bd. 1 side 158-159]VM2 363.2

Mange af jer har til tider mærket en lammelse omkring hjernen. I har ikke haft lyst til at tage vare på noget arbejde som kræver åndelig eller fysisk aktivitet, før I har hvilet ud over tanken at bære byrder. Derefter er der atter denne fornemmelse af håbløshed. Men I siger at der mangler mere mad og giver maven en dobbelt byrde at tage sig af. Selv om I er strikse med kvaliteten af jeres mad, herliggører I alligevel Gud i jeres legemer og ånd, som er hans, ved at spise så meget mad? Dem som fylder så meget mad i maven og belaster således den naturlige organisme, kan ikke påskønne den sandhed de burde høre og dvæle ved. De kan ikke vække hjernens stivnede følelser til at se værdien i soning og det store offer der er blevet gjort for faldne mennesker. Det er umuligt for disse at påskønne den store, den dyrebare og den stærkt rige belønning som er i vente for de trofaste sejrherrer. Den dyriske del af vor natur bør aldrig overlades til at beherske moralen og intellektet.VM2 363.3

Og hvilken indflydelse har forspisning på maven? Den bliver svækket, fordøjelsesorganerne svækkes og sygdomme, med alle dets onde følger, fremkaldes som resultatet. Hvis nogen før har været syg, vil de nu forøge vanskelighederne for dem og svække deres livskraft hver dag de lever. De sætter deres vitale kræfter i unødig aktivitet for at fordøje den mad de fylder i deres maver. Hvilken frygtelig tilstand at være i! Af erfaring ved vi noget om fordøjelsesvanskeligheder. Vi har haft det i vor familie og vi frygter den sygdom meget. Når en person bliver helt igennem dyspetiker, lider han meget mentalt og fysisk; og hans venner må også lide, medmindre de er ligeså ufølsomme som dyr. Og alligevel vil du sige: “Det kommer ikke jer ved hvad jeg spiser eller hvordan jeg fører mit liv”? Lider nogen af dem der er sammen med fordøjelsespatienter? Prøv blot at på en eller anden måde at genere dem. Hvor naturligt er det ikke at være irriteret! De har det dårligt og det viser sig for dem at deres børn har det dårligt. De kan ikke tale roligt til dem, heller ikke, uden særlig fortrin, handle roligt i deres familier. Alle omkring dem er påvirket af sygdommen de har; alle må lide følgerne af deres skavank. De kaster en sort skygge. Påvirker da jeres spise og drikkevaner ikke andre? Vidst gør de så. Og i bør være meget omhyggelige med at bevare jer i den bedste helbredstilstand så I kan aflægge Gud den bedste tjeneste og gøre jeres pligt i samfundet og for jeres familie.VM2 364.1

Men selv helsereformatorer kan fejle med mængden af mad. De kan spise overdrevent af sundt mad. De har aldrig taget deres standpunkt over for helsereformen. De har valgt at spise og drikke hvad der behager dem og når det behager dem. På den måde skader de deres organisme. Ikke blot dette, men de skader deres familier ved at sætte en usund kost på deres borde som vil øge deres børns dyriske anfald og lede dem til at kun bekymre sig en lidt for himmelske sager. Forældrene styrker således dyret og nedsætter deres børns åndelige kræfter. Hvilken stor straf må de ikke betale til slut! Og så undres de over at deres børn er så svage moralsk!VM2 365.1

Forældre har ikke givet deres børn den rette opdragelse. Ofte viser de, de samme svagheder som ses i børnene. De spiser forkert og dette fremkalder deres nervøse kræfter til maven og så har de ingen livskraft til andre ting. De kan ikke rigtigt styre deres børn på grund af deres egen utålmodighed, de kan heller ikke lære dem den rette vej. Måske tager de for hårdhændet fat i dem og giver dem irriteret et slag. Jeg har sagt at ryste et barn vil ryste to onde ånder ind, medens det kun ryster én ud. Hvis et barn gør noget forkert, vil det at ryste kun gøre det værre. Det vil ikke vejlede det. Når organismen ikke er i en god tilstand, når kredsløbet er brudt og de dårlige kræfter gør alt hvad de kan for at fordøje dårlig mad, eller for stor en mængde af endda god mad, har forældre ikke selvbeherskelse. De kan ikke ræsonnere fra årsag til virkning. Her er årsagen til hvorfor de i enhver handling i deres familie skaber flere trængsler end dem de kan stoppe. De lader ikke til at forstå og ræsonnere fra årsag til virkning og de går til arbejdet som blinde mennesker. De synes at handle som om det ville forherlige Gud så de kan lige så godt handle som vilde mennesker og hvis noget galt skulle ske i deres familie, så kunne de fjerne det råt og brutalt.VM2 365.2

Hvem er vore børn? De er blot vore yngre brødre og søstre i den familie Gud anerkender som sin. Vi har at gøre med medlemmer i Herrens familie. Og når deres tarv er betroet til os, hvor påpasselige bør vi da ikke være for at bringe dem frem for Herren, således når Mesteren kommer kan vi sige: “Her er vi Herre og de børn som du har givet os.” Kan vi da være i stand til at sige: “Vi har prøvet at gøre vort arbejde og vi har prøvet at gøre det godt”?VM2 366.1

[Jeg har set mødre i store familier, der ikke kunne se det arbejde, der lå lige på deres vej, umiddelbart foran dem i deres egne familier. De ønskede at være missionærer og at udføre en eller anden stor gerning. De så sig om efter en eller anden høj stilling, men forsømte at tage sig af netop den gerning i hjemmet, som Herren havde overladt til dem at gøre. Hvor vigtigt er det ikke, at hjernen er klar. hvor vigtigt er det ikke, at legemet er mest muligt sygdomsfrit, for at vi må kunne gøre og udføre det på en sådan måde, at Mesteren kan sige: “Vel, du gode og tro tjener! du var tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde!” Mine søstre, ringeagt ikke de få ting, Herren har overladt til jer at gøre! Lad hver dags gerninger være sådanne at I på den endelige opgørsdag ikke vil skamme jer ved at stå over for det regnskab, som den nedtegnende engel har ført.VM2 366.2

Men hvad angående en mangelfuld, dårlig kost? Jeg har talt om betydningen af, at fødens mængde og art er i streng overensstemmelse med sundhedslovene. Men vi ønsker ikke at anbefale en mangelfuld kost. Det er blevet vist mig, at mange har et forkert syn på helsereformen og holder sig til en dårlig kost. De lever af billig og dårlig føde, tilberedt uden omhu og uden hensyntagen til organismens ernæring. Det er vigtigt, at maden tilberedes med omhu for at den kan nydes med velbehag, når appetitten ikke er fordærvet. Når vi at princip undlader at bruge kødspiser, smør, kødpostej, krydderier, svinekød og ting som pirrer maven og ødelægger sundheden, må man aldrig fremholde den tanke, at det er af ringe betydning, hvad vi spiser.VM2 367.1

Der er nogle, som går til yderligheder. De må spise nøjagtigt så meget og netop som den slags og indskrænke sig til to eller tre ting. De tillader kun, at nogle få ting serveres for deres familier. Ved at spise en ringe mængde og det ikke af den bedste slags, indtager de ikke nok føde til at give organismen den rette næring. Dårlig føde kan ikke omdannes til godt blod. En mangelfuld kost vil udarme blodet.] Jeg vil nævne søster A’s tilfælde. Denne sag blev vist mig for at vise en yderlighed. To klasser blev fremstillet for mig: Først, dem som ikke levede op til det lys Gud havde givet dem. De startede i reformen fordi nogen andre gjorde det. Selv forstod de ikke ordningen. Der er mange af jer som bekender jer til sandheden, som har taget imod den fordi nogen andre gjorde og for jeres skyld kunne du ikke give en grund. Det er derfor du er lige så svag som vand. I stedet at veje motiver i evighedens lys, i stedet for at have et praktisk kendskab til principperne under alle dine handlinger, i stedet for at grave ned til bunden og selv bygge på et rigtigt fundament, vandrer I i andres optændingsild. Og i dette vil du lide nederlag, som du har lidt nederlag i helsereformen. Hvis I havde handlet ud fra principper ville du ikke have gjort dette. [samme s 159-160]VM2 367.2

[Nogle kan ikke forstå nødvendigheden af at spise og drikke til Guds ære. Appetittens tilfredsstillelse indvirker på dem i alle livets forhold. Den viser sig i deres familie, i deres menighed, ved bedemødet og i deres børns opførsel. Den har været deres livs forbandelse. Du kan ikke bringe dem til forståelse af sandheden for disse sidste dage. Gud har sørget rigeligt for alle disse skabningers underhold og lykke; og dersom hans love aldrig blev overtrådt og dersom alle handlede i overensstemmelse med den guddommelige vilje, ville man erfare sundhed, fred og lykke i stedet for elendighed og ondt uden ophør. [samme s 160]VM2 368.1

En anden klasse som har antaget helsereformen er meget strenge. De tager et standpunkt og står hårdnakket på det standpunkt og lader næsten alt gå til punkt og prikke. Søster A var en af disse. Hun var ikke sympatiserende, elskende og hengiven som vor guddommelige Herre. Næsten alt hvad hun kunne se var rigtigt. Hun gik længere end Dr. Tall. Hendes patienter måtte endda gå væk fra hende fordi de ikke kunne få nok at spise. Hendes forarmede kost gav hende forarmet blod.VM2 368.2

[Kødspiser vil forringe blodet. Tilbered kød med krydderier og spis det sammen med fede og søde kager postejer, så vil blodet blive dårligt. Organismen anstrenges for hårdt, når den skal tage sig af den slags føde. Kødpostejer og pickles, der aldrig burde komme i en menneskelig mave, vil frembringe bold af en elendig kvalitet. Og føde af dårlig kvalitet, tillavet på en forkert måde og nydt i utilstrækkelig mængde, kan ikke omdannes til godt blod. Kødspiser og fede retter samt en ufuldstændig kost vil bringe de samme følger.VM2 368.3

Og nu med hensyn til mælk og sukker: Jeg kender mennesker, som er blevet skræmt af helsereformen og har sagt, at de ikke ville have noget med den at gøre, fordi den har talt imod fri anvendelse af disse ting. Forandringer bør foretages med stor forsigtighed og vi bør gå varsomt og klogt frem. Vi ønsker at følge en fremgangsmåde, der vil anbefale sig selv til intelligente mænd og kvinder i landet. Store mængder mælk og sukker nydt sammen virke skadeligt. De indfører urenheder i organismen. De dyr, mælken kommer fra, er ikke altid sunde. De kan være behæftede med sygdom. En ko kan tilsyneladende være sund om morgnen og død inden aften. Den var da syg om morgnen og dens mælk var behæftet med sygdom, men det vidste man ikke. Dyreverdenen ser syg. Kødspiser er befængt med sygdom. Kunne vi havde vished for, at dyr var fuldkommen sunde, ville jeg anbefale, at fok brugte kødspiser hellere end store mængder mælk og sukker. Det ville ikke volde den skade, om mælk og sukker. Sukker belemrer organismen. Det hindrer den levende maskines arbejde. Vejl f menigh bd. 1 side 160-161]VM2 368.4

Der var en sag i Montcalm Land, Michigan, som jeg vil henvise til. Personen var ikke noget ædelt menneske. Han var et hundrede og to og firs cm høj og så pæn ud. Jeg var kaldt hen til ham da han var syg. Jeg havde for nyligt talt med ham om hans livsførelse. “Jeg kan ikke lide udseende af dine øjne,” sagde jeg. Han spiste meget sukker. Jeg spurgte ham hvorfor han gjorde det. Han sagde at han havde holdt op med at spise kød, vidste ikke hvad han ellers skulle spise end sukker. Hans mad mættede ham ikke, ganske enkelt fordi hans kone ikke vidste hvordan man skulle lave mad. Nogle af jer sende jeres næsten voksne døtre til skolen, før de ved hvordan de skal lave mad, skønt dette burde være af største betydning. Her var en kvinde som ikke vidste hvordan man skulle lave mad; hun havde ikke lært at tilberede sund mad. Hustruen og moderen var utilstrækkelig i denne betydningsfulde del af uddannelsen; og som følge deraf blev det til dårligt tilberedt mad der ikke dækker organismens krav tilstrækkeligt. Sukker blev spist i overdreven mængde, hvilket giver hele organismen en sygelig tilstand. Mandens liv blev unødigt ofret på grund af dårlig mad. Da jeg tog hen til den syge mand prøvede jeg at fortælle dem så godt jeg kunne hvordan man skulle og snart begyndte han langsomt at blive bedre. Men han begyndte uklogt at bruge sine kræfter igen, selvom han ikke var i stand til det, spiste en smugle af den ikke rigtige slags og blev dårlig igen. Så var der ingen hjælp for ham. Hans organisme var som en levende affaldsdynge. Han døde som offer for dårlig mad. Han prøvede at få sukker til at erstatte god mad og det hele blev kun værre af det.VM2 369.1

[Jeg sidder ofte ved brødres og søstres borde og ser, at de bruger en stor mængde mælk og sukker. Disse ting belemrer organismen, irriterer fordøjelsesorganerne og påvirker hjernen. Alt, hvad der hindrer den aktive bevægelighed i det levende maskineri, påvirker hjernen meget umiddelbart. Og ifølge det lys, jeg har fået, er sukker, nydt i store mængder, mere skadeligt end kød. Disse forandringer bør foretages med forsigtighed og emnet bør behandles på en måde, som ikke er egnet til at vække mishag og fordom hos dem, vi ønsker at undervise og hjælpe.VM2 370.1

Vore søstre har ofte intet kendskab til madlavning. Til sådanne ønsker jeg at sige: Jeg ville gå til den allerbedste kok, der findes i landet og forblive der i ugevis om nødvendigt, indtil jeg havde lært at mestre kunsten og var blevet en klog, dygtig kok. Dette ville jeg gøre, selv om jeg var fyrretyve år gammel. Det er jeres pligt at lære at lave mad og det er jeres pligt at lære jeres døtre at lave med. Når I lærer dem kogekunsten, bygger I en skranke omkring dem, som vil bevare dem fra den dårskab og last, som de ellers kan blive fristet til at hengive sig til. Jeg sætter pris på min syerske og jeg værdsætter min sekretær; men min kokkepige, der er dygtig til at tilberede maden, som opretholder livet og giver næring til hjerne, ben og muskler, fylder den vigtigste plads blandt hjælperne i min familie. Vejl f menigh bd. 1 side 161]VM2 370.2

Mødre, der er intet der leder til mere ondt end at tage byrderne fra jeres døtre og ikke give dem noget særligt at gøre og lade dem selv vælge deres beskæftigelse, måske lidt crochet eller lidt andet leg der kan beskæftige dem. Lad dem bruge lemmer og muskler. Hvis det keder dem hvad så? Er I ikke betynget af jeres arbejde? Vil byrder skade jeres børn, mere end det skader jer, hvis de ikke er for tunge? Faktisk ikke. De kan komme sig over deres træthed med en god nats søvn og være beredte til at gå i gang med den næste dags arbejde. Det er en synd at lade dem vokse op i ladhed. Sodomas synd og ødelæggelse var overflod af brød og lediggang.VM2 371.1

Vi mangler at arbejde ud fra et korrekt standpunkt. Vi mangler at handle som mænd og kvinder der skal for dommen. Og når vi antager helsereformen bør vi antage den med pligtfølelse. Ikke fordi nogen andre har antaget den. [Jeg har ikke forandret mine spisevaner det mindste siden jeg gik over til helsereformen. Jeg er ikke gået et eneste skridt tilbage siden lyset fra himlen første gang skinnede på min sti. Jeg sluttede engang med at spise kød og smør. Og samtidig begyndte jeg at spise kun to gange om dagen. Og dette har jeg praktiseret, endda når jeg hele tiden har været optaget med anstrengende hjernearbejde fra tidlig om morgnen og til solnedgang om aftnen. Jeg gik over til at spise to gange om dagen uden at gøre forandringer i mit arbejdspres. Jeg har lidt meget på grund af sygdom. Fem gange har jeg haft anfald af lammelse. I månedsvis har venstre arm været bundet til siden, fordi jeg havde så stærke smerter i hjertet. Da jeg gik over til kostreformen, nægtede jeg at give efter for appetitten. Jeg ville ikke lade appetitten herske over mig. Skulle appetitten hindre mig i at opnå større helse og livskraft, så Gud kunne blive æret ved det? Skulle appetitten stå hindrende i vejen for mig et eneste øjeblik? Aldrig! Jeg har lidt af skrigende slut, for jeg var meget glad for kød. Men når jeg var ved at besvime, lagde jeg armene over maven og sagde: “Jeg vil ikke smage en smugle kød. Jeg vil ikke spise andet end sund, enkel mad. Eller jeg vil lade være med at spise.” Brød kunne jeg slet ikke lide. Kun en sjælden gang kunne jeg spise et lille stykke brød. Der var flere slags mad i helsekosten jeg ganske godt kunne lide. Men brød syntes jeg var modbydelig. Da jeg gik over til en anden kost, måtte jeg kæmpe en hård kamp med mig selv. I de første to eller tre måltider kunne jeg ikke klare at smage brød. Jeg kunne ikke få det ned. Men jeg sagde til maven: “Du må vente indtil du kan spise brød.” Og det varede ikke så længe før jeg kunne spise både almindeligt brød og også grahamsbrød. Grahamsbrød havde jeg aldrig før brudt mig om. Men nu syntes jeg at det smagte godt. Og jeg mærkede at jeg havde god appetit.VM2 371.2

Da jeg skrev Spiritual Gifts bind tre og fire, var jeg ofte helt udmattet af overanstrengelse. Jeg så da at det var nødvendig at gøre en radikal forandring i mine livsvaner. Da jeg havde hvilet ud i nogle dage, følte jeg mig bedre igen. Af princip holdt jeg op med at overanstrenge mig og af princip tog jeg standpunkt for helsereformen. Og siden den gang og til nu, brødre, har I ikke hørt at jeg har anbefalet yderliggående helseprincipper, som jeg har været nød til at tage tilbage. Jeg har ikke anbefalet nogen andre principper end dem som jeg praktiserer i dag. Jeg anbefaler endvidere en sund og nærende kost.VM2 372.1

Jeg synes ikke at det er noget tab at afstå fra sådanne ting som bare efterlader en ubehagelig ånde og en væmmelig smag i munden. Er det virkelig selvforsagelse at slutte med sådanne urene ting og gå over til en tilstand der alt er så sødt som honning? Er det et savn at være fri for en væmmelig smag i munden og uden at føle et knugende tryk i maven? Jeg har fået mere end nok af dette i tiden som er gået. gang på gang er jeg besvimet med mit barn i armene. Men nu mærker jeg ikke noget til disse anfald. Skulle jeg kalde det et savn at give afkald på dette, når jeg kan stå foran jer så frisk som jeg er i dag? Der findes næppe én af hundrede kvinder som kan klare det anstrengende arbejde som jeg har. Men jeg har handlet efter principper og ikke efter indskydelser. Jeg handlede fordi jeg troede at Gud ville godkende det skridt jeg agtede at tage. Jeg ønskede at få en bedre helsetilstand, for at jeg kunne ære Gud på en bedre måde i mit legeme og i min ånd, som hører Gud til. Råd og vink side 392-393]VM2 372.2

[Vi kan få en mangfoldighed af god og sund føde, tilberedt på en sundhedsmæssig måde, således at alle vil finde den velsmagende. Og dersom I, mine søstre, ikke forstår at lave mad, vil jeg råde jer til at lære det. Det er af livsvigtig betydning, at I kan lave mad. Flere sjæle går fortabt på grund af dårlig madlavning, end i har nogen forestilling om. Den skaber sygelighed, sygdom og slet humør; organismen kommer i ulave og man kan ikke opfatte himmelske ting. Der er mere religion i et stykke godt brød, end mange af jer tror. Der er mere gudsfrygt i god madlavning, end i har begreb om. Vi ønsker, I må lære hvad god religion er og praktisere den i jeres familier. Når jeg undertiden har været borte fra hjemmet, har jeg vidst, at brødet på bordet såvel som maden i almindelighed ville gøre mig skade; men jeg var nød til at spise lidt for at opretholde livet. Det er en synd i Guds øjne at anvende sådan føde. Jeg har lidt af mangel på den rette kost. Er fordøjelsen dårlig, kan I søge frygt af forskellig slags på bordet, men spis ikke for mange slags til eet måltid. på denne måde vil I kunne få afveksling, det vil smage godt og I vil føle jer vel tilpas efter måltidet. Vejl f menigh bd. 1 side 161-162]VM2 373.1

Jeg er overrasket over at mange af jer, efter alt det lys der blev givet til dette sted, spiser mellem måltiderne! I bør aldrig lade en bid passere jeres læber mellem jeres regelmæssige måltider. Spis hvad I bør, men spis det i et måltid og vent så til det næste. [Jeg spiser så meget som det er nødvendig for at tilfredsstille kroppens behov. Men når jeg rejser mig fra bordet, har jeg lige så god appetit som da jeg begyndte at spise. Og når næste måltid begynder, er jeg rede til at tage min portion og ikke noget mere. Hvis jeg skulle spise en dobbelt portion nu, bare fordi maden smagte så godt, hvordan kunne jeg da bøje mine knæ og bede Gud om at hjælpe mig i arbejdet med at skrive? På grund af min grådighed ville jeg ikke være i stand til at finde en eneste god idé eller have en klar tanke. Kunne jeg bede Gud om at tage sig af den unødvendige belastning på fordøjelsen? Det ville være at vanære Gud. Det ville være at bede Gud hjælpe mig til at følge lysten til at spise efter smag og behag. Nej, jeg spiser kun så meget som jeg tror det er passende og så beder jeg Gud om at give mig styrke til at gøre det arbejde som han har givet mig at udføre. Jeg ved at Gud har hørt mine bønner og givet mig svar, når jeg har bedt på denne måde. Råd og vink side 394-395]VM2 373.2

Og atter, når vi spiser umådeholdent, så synder vi imod være egne legemer. Om sabbaten, i Guds hus, vil grovæderne side og sove når Guds ord forkyndes. De kan hverken holde deres øjne åbne, eller fatte de højtidelige og alvorlige prædikner. Tror I at disse forherliger Gud i deres legemer og ånd, som er hans? Nej; de vanærer ham. Og dyspeptikeren — hvad har givet ham fordøjelsesproblemer. I stedet for at overholde regularitet, har han lade appetitten styre sig og har spist mellem måltiderne. Måske har han, hvis han har stillesiddende arbejde, ikke himlens livgivende luft til at hjælpe fordøjelsen; og han har ikke haft tilstrækkelige legemsøvelser.VM2 374.1

Nogle af jer har det som om I ville have nogen til at fortælle hvor meget I skal spise. Dette bør ikke være vejen frem. Vi skal handle ud fra et moralsk og religiøst ståsted. Vi skal være mådeholdne i alle ting, fordi vi har en uforgængelig krone, en himmelsk rigdom, i udsigt. Og vil jeg sige til mine brødre og søstre, jeg vil have moralsk mod til at tage mit standpunkt og til at beherske mig. Jeg ønsker ikke at lade andre gøre dette. I spiser for meget og så bliver I ynkelige og så begynder I at tænke over hvad I spiser og drikker. Spis blot det som er det bedste, gør det rigtigt, vær afklaret med syn for himlen og hav ikke samvittighedsnag. Vi tror ikke at fristelser fjernes helt fra hver barn eller voksen. Vi har alle en krig foran os og må være i stand til at modstå Satans fristelser og vi ønsker at vide at vi i os selv har kræfter til at gøre dette.VM2 374.2

[Og medens vi ønsker at råde jer til ikke at spise for meget, selv af den bedste salgs føde, ønsker vi også at advare dem, der går til yderlighed, mod at opstille et falsk ideal og så søge at få alle til at rette sig efter dette. Der er nogle, der tager fat som helsereformatorer uden at være skikkede til at beskæftige sig med noget andet foretagende og som ikke har tilstrækkelig fornuft til at tage sig af deres egne familier eller holde sig på deres rette plads i menigheden. Og hvad gør de? Jo, de tager fat som læger i helsereformen, som om dette skulle kunne lykkes for dem. De påtager sig det ansvar, som deres praksis medfører og tager menneskers liv i deres hænder.VM2 374.3

Jeg vil hæve min røst til protest i mod, at ukyndige påtager sig at behandle sygdom, som om det var i overensstemmelse med helsereformens principper. Gud forbyde, at vi skulle blive de prøveklude, hvorpå de udfører deres eksperimenter! Vi er for få. Det er en alt for skændig kamp for os at bukke under i. Gud fri os fra en sådan fare! Gu trænger ikke til sådanne lærere og læger. Lad dem ,der har nogen kundskab om den menneskelige organisme, forsøge at behandle sygdom. Den himmelske læge var fuld af medlidenhed. Det er denne ånd, de behøver, der skal havde med de syge at gøre. Nogle, der påtager sig at blive læger, er forblindede, egoistiske og egensindige. Man kan ikke lære dem noget. Måske har de aldrig udrettet noget, som var noget værd. De har måske aldrig haft held med sig i livet. De ved ikke noget, som virkelig er værd at vide; men alligevel er de begyndt at praktisere helsereformen. Vi har ikke råd til at lade sådanne mennesker berøve den ene eller den anden livet. Nej, vi har ikke råd til det!VM2 375.1

Vi ønsker at handle helt rigtigt hver eneste gang. Vi ønsker at lede vort folk frem til det rigtige standpunkt angående helsereformen. Apostlen siger: “Lad os rense os fra alt som besmitter legeme og ånd og gennemføre hellighed i gudsfrygt.” Vi må handle ret for at kunne bestå i de sidste dage. Vi trænger til klare hjerner og et klart sind i sunde legemer. Vi bør for alvor begynde at arbejde for vore børn, for hvert medlem i vore familier. Skal vi tage fat og arbejde ud fra det rigtige standpunkt? Jesus kommer; og hvis vi følger en fremgangsmåde, der gør os blinde for de sjælsopløftede sandheder for disse sidste dage, hvorledes kan vi så blive helligede i sandheden? Hvorledes kan vi blive skikkede til udødelighed? Måtte Herren hjælpe os, så vi kan begynde at arbejde hernede som aldrig før! Vejl f menigh bd. 1 side 162-163]VM2 375.2

Vi har talt om at have en mødeserie på dette sted og tage fat i arbejdet for folk. Men vi tør ikke lægge vore arme under jer for at løfte jer. Vi ønsker at I skal begynde dette reformations arbejde i jeres egne hjem. Vi vil have dem der har baggrund til at rejse sig. I må begynde at arbejde. Og når vi ser at i selv er begyndt at arbejde, vil vi komme og støtte det. Vi håber at kunne reformere jeres børn, så de kan være omvendt til Kristus og at reformationsånden kan spredes ud i jeres midte. Men når I er dobbelt døde og kan rives op med rode, tør vi ikke påtage os arbejdet. Så vil vi hellere gå til en ikke-troende forsamling hvor der er hjerter der vil tage imod sandheden. Sandhedens byrde ligger på os. Der er tilstrækkelig mange der vil høre sandheden; og vi længes efter at være der hvor vi kan sige den til dem. Vil I hjælpe os med at arbejde for jer selv?VM2 376.1

Måtte Herren hjælpe jer til at føle det som I aldrig før har følt. Måtte han hjælpe jer til at dø i selvet og få reformationsånden ind i jeres hjem, at Guds engle kan komme ind i jeres midte og hjælpe jer og at i må modnes til himmelsk forvandling.VM2 376.2