Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Frelst alene “i Kristus”

    “Han vil frelse mig nu”
    Den fortabte synder siger måske: “Jeg er en fortabt synder, men Kristus kom for at søge og frelse det, som er fortabt. Han siger: “Jeg er ikke kommet at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse”. Mark. 2,17 (ældre dansk oversættelse). Jeg er en synder, og han døde på Golgatas kors for at frelse mig. Jeg behøver ikke at være ufrelst et øjeblik længer. Han døde og opstod igen for at retfærdiggøre mig, og han vil frelse mig nu. Jeg tager imod den tilgivelse, han har lovet.” 1)
    VKK 68.1

    Den, som angrer sin synd og tager imod den gave, som er Guds Søns liv, kan ikke blive overvundet. Når han i tro tager imod den guddommelige natur, bliver han et Guds barn. Han beder, han tror. Når han bliver fristet eller på anden måde sat på prøve, påberåber han sig den kraft, som Kristus døde for at give, og så sejrer han ved Kristi nåde. Det behøver enhver synder at forstå. Han må angre sin synd, han må tro på Kristi styrke og tage imod denne styrke for at blive frelst og holdt borte fra synd. Hvor taknemmelige burde vi ikke være for at kende Kristi eksempel! 2)VKK 68.2

    Hvorfor græmme sig?
    Livet i Kristus er et liv i hvile. Du vil måske ikke altid føle de stærke stemninger, men du bør have en stadig fredfyldt fortrøstning til Gud. Dit håb er ikke i dig selv, men i Kristus. Din svaghed er forenet med hans styrke, din uforstand med hans visdom, din skrøbelighed med hans uendelige magt. . . .
    VKK 69.1

    Vi må ikke hengive os til bekymringer og frygt angående vor egen frelse ved at gøre selvet for meget til midtpunkt, for det vender sjælen bort fra kilden til vor styrke. Overlad omsorgen for din sjæl til Gud og forlad dig på ham. Lad din tale og dine tanker dreje sig om Kristus og dit eget selv forsvinde i ham. Bortkast al tvivl; hold op med din frygt. Sig med apostelen Paulus: “Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.” Gal. 2, 19. 20. Hvil i Gud. Han er mægtig til at bevare det, som du har betroet ham. Hvis du overlader dig i hans hænder, så vil han lade dig mere end sejre ved ham, som har elsket dig. 3)VKK 69.2

    Noget, du kan stole på
    “Han, som ved sin egen forsoning skaffede mennesket en uendelig rigdom af åndelig kraft, vil ikke undlade at benytte denne kraft til vort bedste. ‘” I hele Satans hær findes der ingen magt, der kan besejre en eneste sjæl, som i barnlig tillid overlader sig til Kristus.” 4)
    VKK 70.1

    “Overflod af nåde er blevet tilvejebragt, så at den troende sjæl kan blive holdt fri for synd.” 5)VKK 70.2

    “I ham har vi et fuldkomment offer, et ubegrænset offer, en mægtig Frelser, som helt og fuldt kan frelse dem, som kommer ti! Gud ved ham. I kærlighed konuner han for at åbenbare Faderen, for at forlige mennesket med Gud, for at gøre ham til en ny skabning, som er fornyet efter dens billede, som skabte ham.” 6)VKK 70.3

    Peters problem
    Det onde, der førte til Peters fald lidet han fornægtede Kristus, da denne blev forhørt] . . ., viser sig at være årsag til tusinders fald i dag. Der er ikke noget, der er mere anstødelig for Gud eller farligt for mennesket end stolthed og indbildskhed. Af alle synder er den den mest håbløse, den, der er vanskeligst at aflægge.
    VKK 71.1

    Peters fald skete ikke pludseligt, men gradvis. Selvtillid fik ham til at tro, at han var frelst, og skridt for skridt blev taget på vejen, der førte nedad, indtil han fornægtede sin Mester. Vi kan aldrig være sikre, når vi stoler på os selv, eller føle, at vi kan være trygge over for fristelser, så længe vi er i denne verden. De, der antager Frelseren, burde aldrig oplæres til at sige og føle, at de er frelst, hvor oprigtig deres omvendelse end måtte være. *) [Se fodnoten side 72J. Dette er vildledende. Alle bør lære at nære håb og tro, men selv når vi overgiver os til Kristus og ved, at han har antaget os, er vi ikke uden for fristelsernes rækkevidde. Guds ord siger: “Mange skal sigtes, renses og lutres.” Dan. 12, 10. Kun den, der holder ud i prøvelsen, vil modtage livets krone. Jak. l, 12.VKK 71.2

    De, der antager Kristus og i deres første tillidsfuldhed siger: “Jeg er frelst,” står i fare for at stole på sig selv. De taber deres egen svaghed af syne og glemmer, at de stadig behøver guddommelig kraft. De står uforberedte overfor Satans snarer, og når fristelserne kommer, falder mange ligesom Peter i syndens dyb. Vi bliver påmindet: “Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder.” 1 Kor. 10, 12. Vor eneste sikkerhed består i, at vi aldrig stoler på os selv, men forlader os på Kristus. 7)VKK 72.1

    Del er den kristnes privilegium at vide, at når han antager Kristus er han frelst fra sine synder og kan glæde sig i denne frelse. Men hverken Bibelen eller str. Whites skrifter støtter den populære lære: “En gang frelst, altid frelst.” En person kan være frelst i dag, men ved ikke at holde blikket fæstet på Jesus og daglig vokse i ham, kan han blive selvsikker og fortabt i morgen. Apostlen Paulus erklærede: “Jeg dør daglig.” På en måde er omvendelse en daglig erfaring.VKK 72.2

    Studér nøje den advarsel, som drages af lektien i Peters liv. Læs den i hele dens sammenhæng og i forbindelse med en lignende udtalelse, som følger. Du vil finde, at dette indviklede skriftsted forklarer sig selv. Vor Herre ønsker, at enhver kristen skal glæde sig over frelsen, den frelse, han daglig nyder. Og når man spørger: “Er du frelst?”, kan han med sikkerhed svare ja. Han vil forklare, at denne erfaring er resultatet af stadig afhængighed af Gud og af daglig kristelig vækst. - White Trustees.VKK 73.1

    Vær aldrig “tilfreds”
    Der er mange, som bekender Kristus, men som aldrig bliver modne kristne. De erkender, at mennesket er faldet, og dets evner er svækkede, at det er ude af stand til at gøre en moralsk indsats, men de siger, at Kristus har båret alle byrder, alle lidelser, enhver selvfornægtelse, og de er villige til at lade ham bære dem. De siger, at der er intet’ for dem at gøre udover at tro; men Kristus siger: “Hvis nogen vil gå i mil spor, skal han fornægte sig selv og tage’ sit kors op og følge mig.” Matt. 16, 24. Jesus holdt Guds bud. ...
    VKK 73.2

    Vi må ikke forblive i en situation, hvor vi er tilfredse og holder op med at gøre fremgang og sige: “Jeg er frelst”. Hvis man nærer en sådan ide, vil bevæggrundene til at våge, til bøn og til at gøre en alvorlig anstrengelse for at gå fremad for at nå højere mål ophøre med at eksistere. Ingen helliggjort tunge vil blive fundet, som udtaler disse ord, før Kristus kommer, og vi går ind gennem portene i Guds stad. Da kan vi med den største berettigelse give Gud og Lammet ære for en evig forløsning. Så længe mennesket er fuldt af svaghed - for selv kan han ikke frelse sin sjæl - skulle han aldrig vove at sige: “Jeg er frelst.”VKK 73.3

    Det er ikke den, som tager rustningen på, som kan være stolt af at have sejret, for han må kæmpe og vinde sejren. Det er den, som holder ud indtil enden, som skal blive frelst. 8)VKK 74.1

    Forbindelse med Kristus - foregiven eller ægte
    Der er både troende og ikke-troende i menigheden. Kristus fremstiller disse to klasser i lignelsen om vintræet og grenene. Han formaner sine efterfølgere: “Bliv i mig, så bliver jeg også i jer. Ligesom grenene ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vin træet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Jeg er vin træet, I er grenene. Den, Som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Joh. 15, 4. 5.
    VKK 74.2

    Der er stor forskel mellem en foregiven og en virkelig forbindelse med Kristus ved tro. En trosbekendelse bringer et menneske ind i menigheden, men beviser ikke, at det har en levende forbindelse med det levende vintræ. Der gives en regel, ved hvilken en sand discipel kan skelnes fra dem, som foregiver at følge Kristus, men ikke tror på ham. Den første klasse bærer frugt, den anden derimod er uden frugt. Den ene bliver ofte behandlet med Guds beskæringskniv, så at den kan bære mere frugt, den anden skulle forlængst som visne grene være adskilt fra det levende vintræ. . . .VKK 74.3

    Fibrene i grenen er næsten identiske med vintræets. Liv, styrke og frugtbarhed flyder uhindret og stadig fra stammen ud i grenene. Roden sender sin næring gennem grenene. Sådan er den sande troendes forhold til Kristus. Han bliver i Kristus og får sin næring fra ham.VKK 75.1

    Det er personligt
    Dette åndelige forhold kan kun oprettes ved at praktisere personlig tro. Troen må fra vor side udtrykke den største forkærlighed, fuldkommen fortrøstning og fuldstændig koncentration. Vor vilje må fuldstændig give efter for den guddommelige vilje; vore følelser, vore ønsker, vore interesser og vor ære må blive et med Kristi riges fremgang og hans sags ære, idet vi stadig modtager hans nåde, og Kristus stadig tager imod taknemmelighed fra os.
    VKK 75.2

    Når denne fortrolige forbindelse og fællesskabet er dannet, bliver vore synder lagt på Kristus; hans retfærdighed bliver tilregnet os. Han blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Vi har adgang til Gud ved ham. Vi bliver taget imod “i den elskede”. ...VKK 75.3

    Det var, da Kristus skulle til at tage afsked med sine disciple, at han gav dette smukke symbol på sin forbindelse med de troende. Han havde fortalt dem om den nære forbindelse med ham selv, som skulle hjælpe dem til at opretholde det åndelige liv, når hans personlige nærværelse var ophørt. For rigtig at gøre indtryk på deres sind gav han dem vintræet som det mest rammende og passende billede. ‘“VKK 76.1

    Alle Kristi efterfølgere har en lige så dyb interesse i denne lektie, som. disciplene havde, da de lyttede til hans ord. Under frafaldet vendte mennesket sig bort fra Gud. Adskillelsen var stor og frygtelig; men Kristus havde gjort en udvej for at knytte os til sig selv. Det ondes magt er i den grad blevet et med den menneskelige natur, at intet menneske kan vinde sejr undtagen ved at være forenet med Kristus. Ved denne forening modtager vi moralsk og åndelig styrke. Hvis vi har Kristi Ånd, vil vi være til ære og velsignelse for mennesker og forherlige Gud.VKK 76.2

    Faderen er vingårdsmanden. Han beskærer enhver frugtbærende gren med dygtighed og nænsomt. De, som nu har del i Kristi lidelser og skam, vil herefter få del i hans herlighed. Han “skammer . . . sig ikke ved at kalde dem brødre.” Hans engle tjener dem. Ved sin genkomst vil han komme som Menneskesøn, således at han endog i sin herlighed gør sig til et med menneskeheden. Til dem, som har forenet sig med ham, siger han: “Glemmer en kvinde sit diende barn”, ... “jeg glemmer dig ej. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig”, dig har jeg altid for øje.VKK 77.1

    Beskæring af grenene
    O, hvilket utroligt privilegium, der bliver os tilbudt!
    VKK 77.2

    Vil vi udfolde vore alvorligste anstrengelser for at danne dette forbund med Kristus, ved hvilket alene disse velsignelser kan opnås? vil vi afstå fra vore synder ved hjælp af retfærdighed og standse vore overtrædelser ved at vende os til Herren? Skepsis og vantro er udbredt. Kristus stillede dette spørgsmål: “Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på Jorden?” Vi må opelske en levende, virksom tro. Vor tros bestandighed er betingelsen for forbundets vedvaren.VKK 77.3

    Et forbund med Kristus ved ‘levende tro er holdbart. Ethvert andet forbund vil forgå. Det var Kristus, som først valgte os og betalte en uendelig stor pris for vor forløsning; og den virkelig troende vælger Kristus som den første og den sidste og bedste i alle ting. Men forbundet koster os noget. Det er et forbund med absolut afhængighed, som skal sluttes af en stolt natur. Alle, som indgår i dette forbund må føle, at de behøver Kristi forsonende blod. Hjertet må forandres. De må overgive deres egen vilje til Guds vilje. Der vil blive en strid mellem ydre og indre hindringer. Der må udføres et pinefuldt arbejde for at blive frigjort og ligeledes for at blive tilsluttet. Stolthed,’ selviskhed, forfængelighed, verdslighed - ja synd i alle former - må overvindes, hvis vi skal indgå et forbund med Kristus. Grunden til, at mange finder kristenlivet så uendelig hårdt, og hvorfor de er så vægelsindede og så foranderlige er, at de prøver at slutte sig til Kristus uden først at frigøre sig fra de afguder de værner om.VKK 78.1

    Efter at forbundet med Kristus er indgået, kan det kun opretholdes ved alvorlig bøn og utrættelige anstrengelser. Vi må stå imod, vi må opgive, vi må besejre selvet. Ved Kristi nåde, ved mod, ved tro og ved agtpågivenhed’ kan vi vinde sejr. 9)VKK 78.2

    1) Selected Messages, 1. bind, side 392.
    2) Samme, side 224.
    3) Vejen til Kristus, side”71, 72.
    4) Lys over Hverdagen, l, side 150.
    5) Selected Messages, 1. bind, side 394.
    6) Samme, side 321.
    7) Lys over Hverdagen, l, side 147, 148.
    8) ‘Selected Messages, 1. bind, side 313-315.
    9) Testimonies, 5. bind, side 228-231.
    VKK 79.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents