125. — Kærlighed til verdslig forlystelse.

Det er en urovækkende kendsgerning, at kærlighed til verden er fremherskende i de unges sind, når man betragter dem som en helhed. Mange opfører sig, som om de dyrebare nådetimer vi ejer, medens nådens dør endnu er åben, var een stor forlystelsesdag, og som om de var her i verden bare for at more sig og føle sig tilfreds med en stadig række af ophidselser. De finder deres fornøjelse i verden og i de ting, der hører verden til, og de er fremmede for Faderen og hans Ånds nåde. De er ikke forsigtige i deres tale, og de synes at glemme, at af deres ord skal de blive retfærdiggjorte eller fordømte. Gud vanæres ved deres intetsigende og tomme, letsindigt tale og latter, der karakteriserer livet hos mange af vore unge. ...BTU 221.2

Satan anstrenger sig særlig for at lede dem til at finde lykke i verdslige fornøjelser, og at retfærdiggøre sig ved at forsøge på at vise, at disse fornøjelser er uskyldige og uskadelige, ja endogså gode for sundheden. Han fremstiller helliggørelsens sti som besværlig, medens de verdslige fornøjelsers stier er bestrøet med blomster.BTU 221.3

Han fremstiller for de unge verden og dens fornøjelser i falske og flatterende farver, men jordens forlystelser vil snart slutte, og det vi sår, må vi også høste. Er vore personlige egenskaber, vor dygtighed eller vore talenter for værdifulde til at blive viet til Gud, vor Skaber, han som våger over os hver en stund? Er vore egenskaber for dyrebare til at blive helliget Gud?BTU 221.4