Kapitel 4—Pinsefesten.

DA Disciplene vendte tilbage fra Oljebjerget til Jerusalem, saa Folk paa dem og ventede at finde et Udtryk af Sorg, Forvirring og Nederlag i deres Ansigt; men i Stedet saa de Tegn paa Glæde og Sejer. Disciplene sørgede nu ikke over skuffede Forhaabninger. De havde set den opstandne Frelser, og hans Løfte ved Afskeden lød stadig i deres Øren.AV 22.1

I Overensstemmelse med Jesu Befaling blev de i Jerusalem for at oppebie Faderens Forjættelse — Aandens Udgydelse. De ventede ikke i Ørkesløshed. Skriften siger, at “de var stedse i Templet og lovede og prisede Gud”. Luk. 24: 53. De kom ogsaa sammen for at fremlægge sine Begjæringer for Faderen i Jesu Navn. De vidste, at de havde en Repræsentant i Himlen, en Talsmand ved Guds Trone. I højtidelig Ærefrygt bøjede de sig i Bøn og gjentog Løftet: “Hvad som helst I beder Faderen om i mit Navn, skal han give eder. Hidindtil har I ikke bedet om noget i mit Navn; bed, og I skal faa, at eders Glæde maa blive fuldkommen.” Joh. 16: 23, 24. De rakte Troens Haand stadig højere og højere opad, med det mægtige Argument: “Kristus er den, som er død, ja meget mere, som og er oprejst, som og er ved Guds højre Haand, som og træder frem for os.” Rom. 8: 34.AV 22.2

Medens Disciplene ventede paa Forjættelsens Opfyldelse, ydmygede de sig i oprigtig Bodfærdighed og bekjendte sin Vantro. Naar de mindedes de Ord, Jesus havde talt til dem før sin Død, kunde de bedre forstaa deres Betydning. Sandheder, som de havde glemt, randt dem atter i Sinde, og disse Sandheder gjentog de for hverandre. De bebrejdede sig, at de havde misforstaaet Frelseren. Den ene Begivenhed efter den anden i hans mærkelige Liv traadte i Rækkefølge frem for deres Tanker. Idet de dvælede ved hans rene, hellige Liv, syntes det for dem, som om ingen Møje vilde være for svær. intet Offer for stort, dersom de blot i sit Liv kunde bære Vidnesbyrd om Kristi elskelige Karakter. O, tænkte de, om de blot kunde have levet de sidste tre Aar om igjen, hvor langt anderledes vilde de da ikke have optraadt! Dersom de blot kunde se Mesteren igjen, hvor alvorligt vilde de ikke bestræbe sig for at vise, hvor højt de elskede ham. og hvor oprigtig bedrøvede de var over nogensinde at have saaret ham med et Ord eller en Handling i Vantro! Men de fandt Trøst i den Tanke, at de havde faaet Tilgivelse. De havde sat sig for, at de saa vidt muligt vilde adsone sin Vantro ved frimodig at bekjende ham for Verden.AV 22.3

Disciplene bad med stort Alvor om at blive skikket til at møde Menneskene og i sin daglige Omgjængelse tale Ord, som vilde lede Syndere til Kristus. De lagde al Uoverensstemmelse og ethvert Ønske om at være den største til Side og trængte sig nær sammen i kristeligt Brodersamfund. De trængte sig nærmere og nærmere Gud. og idet de gjorde dette, indsaa de, hvilken stor Forret det var, at det havde været dem forundt at komme i saa nær Berøring med Kristus. Sorg fyldte deres Hjerte, naar de tænkte paa. hvor mange Gange de havde bedrøvet ham ved sin Sløvhed til at fatte, sin Sendrægtighed til at forstaa den Undervisning, som han til deres eget Bedste søgte at bibringe dem.AV 23.1

Disse Beredelsens Dage var en Tid med alvorlig Hjerteransagelse. Disciplene forstod sin aandelige Trang og raabte til Herren om en hellig Salvelse, der vilde gjøre dem skikket til at virke for Sjæles Frelse. De bad ikke om Velsignelse blot for sig selv. De følte Trykket af Byrden for Sjæles Frelse. De erkjendte, at Evangeliet skulde kundgjøres i hele Verden, og de tilegnede sig den Kraft, Kristus havde lovet dem.AV 23.2

I den patriarkalske Tidsalder havde man ofte følt den Helligaands Indflydelse i en mærkbar Grad, men aldrig i dens Fylde. Nu bad Disciplene i Lydighed mod Frelserens Ord inderligt om denne Gave, og i Himlen lagde Kristus sin Forbøn til. Han gjorde Fordring paa den Helligaands Gave, saa han kunde udgyde den over sit Folk.AV 23.3

“Og der Pinsefestens Dag var kommen, var de alle endrægtig tilsammen. Og der kom pladselig en Lyd af Himmelen, som et fremfarende vældigt Vejr, og fyldte det ganske Hus, hvor de sad.”AV 23.4

Aanden kom over de ventende, bedende Disciple i en Fylde, der naaede til hvert eneste Hjerte. Den Almægtige aabenbarede sig i sin Kraft for sin Menighed. Det var som om denne Indflydelse var holdt tilbage i Aarhundreder; men nu var der Glæde i Himlen over, at Naadens Aand i dens Fylde kunde blive udgydt over Menigheden. Og under Aandens Indflydelse lød der Ord af Anger og Bekjendelse, sammen med Lovsange for Syndernes Forladelse. Der hørtes Taksigelse og profetisk Tale. Hele Himmelen bøjede sig ned for at se og fryde sig over Guds Visdom og uudgrundelige Kjærlighed. Henrykt af hellig Undren udbrød Apostlene: “Heri er Kjærlighed!” De greb den Gave, som var dem skjænket; og hvad paafulgte? Aandens Sværd, nyskjærpet med Kraft og glinsende af himmelsk Lyn, huggede sig Vej gjennem Vantroen. Tasinder blev omvendt paa én Dag.AV 23.5

“Det er eder gavnligt, at jeg gaar bort,” havde Kristus sagt til sine Disciple, “thi gaar jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til eder.” “Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han vejlede eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting, skal han forkynde eder.” Joh. 16: 7, 13.AV 23.6

Kristi Opfart til Himlen var Tegnet paa, at hans Disciple skulde erholde den lovede Velsignelse. De skulde oppebie denne, før de paabegyndte sin Virksomhed. Da Kristus traadte ind gjennem de himmelske Porte. blev han sat paa Tronen under Englenes Hyldest. Saasnart denne Ceremoni var tilende, nedsteg den Helligaand over Disciplene i rige Strømme, og Kristus blev i Sandhed herliggjort med den Herlighed, som han havde hos Faderen fra Evighed. Udgydelsen paa Pinsefesten var Himmelens Meddelelse om, at Frelserens højtidelige Indsættelse havde fundet Sted. I Overensstemmelse med sit Løfte havde han sendt den Helligaand fra Himlen til sine Efterfølgere som et Tegn paa. at han som Præst og Konge havde faaet al Myndighed i Himlen og paa Jorden og var den Salvede over sit Folk.AV 24.1

“Og der viste sig for dem Tunger, som af Ild, der fordelte sig, og satte sig paa enhver af dem. Og de blev alle opfyldte af den Helligaand, og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.” I Form af lldtunger hvilede den Helligaand over de forsamlede. Dette var et Sindbillede paa den Gave, som blev skjænket Disciplene, og som satte dem i Stand til flydende at tale fremmede Sprog, som de hidtil ikke havde kjendt. Ildtungerne var et Billede paa den brændende Nidkjærhed, hvormed Apostlene skulde virke, og paa den Kraft, der skulde ledsage deres Virksomhed.AV 24.2

“Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himlen.” Under Adspredelsen havde Jødefolket opholdt sig næsten alle Steder paa Jorden, og i Landflygtigheden havde de lært at tale forskjellige Sprog. Mange af disse Jøder var ved denne Lejlighed kommet til Jerusalem for at overvære de religiøse Festligheder, som da fandt Sted. De tilstedeværende repræsenterede alle kjendte Tungemaal. Denne Sprogforskjel vilde have været en stor Hindring for Evangeliets Forkyndelse; derfor gjorde Gud ved et Vidunder en Udvej for at afhjælpe denne Mangel hos Apostlene. Den Helligaand udrettede for dem, hvad de ikke vilde have kunnet gjøre for sig selv i en Levetid. De kunde nu forkynde Evangeliet overalt og tale flydende de Folks Tungemaal, som de skulde virke iblandt. Denne vidunderlige Gave var for Verden et stærkt Bevis paa, at deres Arbejde var af Gud. Fra den Tid af var Disciplenes Sprog rent, enkelt og korrekt, enten saa de talte sit eget eller et fremmed Tangemaal.AV 24.3

“Der denne Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen og blev bestyrtet ; thi enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal. Men de forfærdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: Se, er ikke alle disse, som taler, Galilæer? Og hvorledes hører vi dem tale, hver paa vort eget Maal, hvorudi vi er fødte ?”AV 24.4

Præsterne og de Øverste blev meget forbitret over denne mærkværdige Foreteelse, men turde ikke give efter for sit Had af Frygt for at udsætte sig for Folkets Vrede. De havde slaaet Nazaræeren ihjel; men her var hans Tjenere, ulærde Mænd fra Galilæa, ved at tale i alle de da kjendte Tungemaal om hans Liv og Virksomhed. Præsterne, der vilde forklare Disciplenes mærkelige Evne som noget ganske naturligt, erklærede, at de var drukne som Følge af at have nydt store Mængler af den Vin. som var tilberedt til Festen. Nogle af de mest uvidende blandt de tilstedeværende greb denne Forklaring som Sandhed; men de mere forstandige vidste, at en saadan Paastand var urigtig, og de, som forstod de forskjellige Tungemaal, aflagde Vidnesbyrd om, at Disciplene talte de fremmede Sprog korrekt.AV 24.5

Som Svar paa Præsternes Anklage paaviste Peter, at det, som her skete, var en direkte Opfyldelse af Joels profetiske Forudsigelse om, at en saadan Kraft skulde komme over Menneskene for at berede dem for et særskilt Værk. “I jødiske Mænd, og alle I, som bor i Jerusalem!” sagde han til dem, “det være eder vitterligt, og aabne eders Øren for mine Ord. Thi ikke er disse drukne, som I mener; det er jo den tredje Time paa Dagen; men dette er, hvad der er sagt ved Profeten Joel: Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde min Aand over alt Kjød, og eders Sønner og eders Døtre skal profetere, og de unge iblandt eder skal se Syner, og de gamle skal have Drømme. Ja. endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skal profetere.” .AV 25.1

Med Klarhed og Kraft vidnede Peter om Kristi Død og Opstandelse: “I israelitiske Mænd, hør disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand af Gud, udmærket for eder ved kraftige Gjerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I og selv ved; denne ... tog I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelslog ham. Ham oprejste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.”AV 25.2

Peter henviste ikke til Kristi Lære som Bevis for sit Standpunkt, da han vidste. at Tilhørernes Fordom var saa stærk, at hvad Kristus havde sagt om denne Sag, vilde have været uden Virkning. Han talte derimod til dem om David, der af Jøderne blev betragtet som en af Nationens Patriarker. “David siger om ham.” udtalte han: “Jeg havde stedse Herren for mine Øjne; thi han er hos min højre Haand. at jeg ikke skal rokkes. Derfor glæder mit Hjerte sig. og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab; thi du skal ikke lade min Sjæl i de dødes Rige, ikke heller tilstede din Hellige at se Forraadnelse.”AV 25.3

“I Mænd. Brødre! lad mig tale frit til eder om Patriarken David ; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.” Han talte, “forudseende, om Kristi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de dødes Rige. ej heller hans Kjød se Forraadnelse. Denne Jesus oprejste Gud. hvortil vi er Vidner.”AV 25.4

Det. som her foregaar, er af overordentlig Interesse. Folk kommer fra alle Kanter for at høre Disciplenes Vidnesbyrd om Sandheden, som den er i Jesus. De trænger sig ind og fylder Templet. Præsterne og de Øverste er der, endna med et mørkt, hadeluldt Udtryk i sit Ansigt, med Hjertet fyldt af blivende Had mod Kristus og med Hænderne urene efter det Blod, de udgjød, da de korsfæstede Verdens Frelser. De havde ventet at faa se Apostlene kuet af Frygt for Undertrykkelse og Mord; men her finder de dem hævet over al Frygt, fyldt med Aanden, idet de med Kraft forkynder Jesu Guddom. De hører dem erklære med Frimodighed. at den, som for saa kort en Tid siden blev ydmyget, foragtet, slaaet af grusomme Hænder og korsfæstet, er Livets Fyrste, som nu er ophøjet ved Guds højre Haand.AV 25.5

Nogle af dem, der hørte Apostlene, havde taget en virksom Del i at fordømme og ihjelslaa Kristus. De havde blandet sine Stemmer med Mængdens i Raabet om, at han skulde korsfæstes. Da Jesus og Barrabas stod for dem i Domssalen, og Pilatus spurgte: “Hvilken vil I, at jeg skal give eder løs?” havde de raabt: “Ikke denne, men Barrabas!” Matt. 27: 17; Joh. 18: 40. Da Pilatus overlod Kristus til dem, sigende: “Tag I ham og korsfæst ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham,” “jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod,” havde de raabt: “Hans Blod komme over os og over vore Børn !” Joh. 19: 6; Matt. 27: 24, 25.AV 26.1

Nu hørte de Disciplene erklære, at det var Guds Søn, der var blevet korsfæstet. Præsterne og de Øverste bævede. Skyldbevidsthed og Angest greb Folket. Det gik “dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostle: I Mænd, Brødre! hvad skal vi gjøre?” Blandt dem, som hørte Disciplenes Tale, var der fromme Jøder, som var oprigtige i sin Tro. Den Kraft, der ledsagede Talerens Ord, overbeviste dem om, at Jesus i Sandhed var Messias.AV 26.2

“Men Peter sagde til dem: Omvend eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Kristi Navn til Syndernes Forladelse; og I skal faa den Helligaands Gave. Thi eder og eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som er langt borte, hvilke som helst Herren vor Gud vil kalde dertil.”AV 26.3

Peter fremholdt klart for disse skyldbevidste Mennesker den Sandhed, at de havde forkastet Kristus, fordi de var blevet ført bag Lyset af Præsterne og de Øverste, og at dersom de vedblev at søge Raad hos dem og vente paa, at de skulde anerkjende Kristus, før de selv vovede at gjøre det, vilde de aldrig komme til at tage imod ham. Til Trods for at de bekjendte sig til Guds frygt, tragtede disse mægtige Mænd efter jordisk Rigdom og Ære. De var uvillige til at komme til Kristus og tage imod Lys.AV 26.4

Under denne himmelske Belysning traadte Skrifterne, som Kristus havde forklaret for Disciplene, frem for dem i sin rene Sandheds fulde Glans. Det Slør, som havde hindret dem i fuldt ud at se, hvad der var blevet afskaffet, blev nu fjernet, og de forstod klart og tydeligt Hensigten med Kristi Mission og hans Riges Natur. De kunde tale om Frelseren med Kraft, og under deres Udfoldelse af Frelsesplanen for sine Tilhørere blev mange overbeviste. De Over- leveringer og den Overtro, som Præsterne havde indprentet hos dem, blev revet ud af deres Sind, og de antog Frelserens Lære.AV 26.5

“De, som nu gjerne annammede hans Ord. blev døbte; og der vandtes samme Dag henved tre Tusinde Sjæle.”AV 27.1

De ledende Mænd blandt Jøderne havde ment, at Kristi Værk vilde være afsluttet med hans Død. Men nu blev de i Stedet for Vidne til disse vidunderlige Ting, som skete paa Pinsedagen. De hørte Disciplene med en hidtil ukjendt Kraft og Energi prædike Kristus, og de saa deres Ord stadfæstet ved Tegn og Undere. I Jerusalem, som var Jødedommens Hovedfæstning, erklærede Tusinder aabent sin Tro paa Jesus af Nazareth som Messias.AV 27.2

Disciplene blev forbauset og fyldt med Glæde ved den store Indhøstning af Sjæle. De betragtede ikke denne underfulde Indhøstning som en Følge af sine egne Bestræbelser; de forstod, at de havde traadt ind i andres Arbejde. Siden Adams Fald havde Kristus hele Tiden betroet sine udvalgte Tjenere Ordets Sæd, som skulde udsaaes i Menneskehjerterne. Under sit Liv paa Jorden havde han selv udsaaet Sandhedens Sæd og vandet den med sit Blod. Det Omvendelsesværk, som fandt Sted paa Pinsedagen, var Frugten af denne Udsæd: det var Indhøstningen af Kristi Værk og aabenbarede Kraften i hans Lære.AV 27.3

Apostlenes Forkvndelse var klar og overbevisende; men den alene vilde ikke have kunnet fjerne den Fordom, som havde modstaaet saa mange Beviser. Den Helligaand havde gjort, at deres Forkyndelse rammede Hjerterne med guddommelig Kraft. Apostlenes Ord var som skarpe Pile fra den Almægtige; de overbeviste Menneskene om, hvilken frygtelig Skyld de havde paadraget sig ved at forkaste og korsfæste Herlighedens Herre.AV 27.4

Ved Kristi Undervisning var Disciplene kommet til at indse sin Trang til den Helligaand. Ved Aandens Undervisning erholdt de den endelige Beredelse og tog fat paa sit Livsværk. De var ikke længere uvidende og udannede. De var ikke længere en Samling af Mænd med ensidige Opfatninger, uoverensstemmende og selvmodsigende. Deres Haab stod ikke længere til jordisk Storhed. De var samdrægtige og “havde ét Hjerte og én Sjæl”. De tænkte kun paa Kristus, ham alene; hans Riges Fremme var deres Maal. I Sind og Karakter var de blevet Mesteren lig, og Folk “kjendte dem, at de havde været med Jesus”.AV 27.5

Ved Pinsefesten fik de Lys fra Himlen. De Sandheder, som de ikke kunde forstaa, mens de var sammen med Kristus, gik nu op for dem. Med en Troens og Overbevisningens Fylde, som de aldrig før havde kjendt, antog de den hellige Skrifts Lære. Det var ikke længere en Troessag for dem, at Kristus var Guds Søn; de vidste, at ihvorvel han var iklædt Menneskelighed, saa var han dog i Sandhed Messias, og de talte om sine Erfaringer med en Vished, som førte med sig Overbevisningen om, at Gud var med dem.AV 27.6

De kunde tale om Jesu Navn med fuld Forvisning; thi var han ikke deres Ven og ældre Broder? De var traadt i et inderligt Samfund med Kristus og sad hos ham i det himmelske. Med brændende Nidkjærhed vidnede de om ham. Deres Hjerte var fyldt med en Hengivenhed saa fuld, saa dyb og saa vidtrækkende, at den drev dem ud til Jordens Ender med Vidnesbyrdet om Kristi Kraft. De var fyldt med den stærkeste Længsel efter at føre det Værk videre, som han havde begyndt. De forstod, hvor meget de skyldte Gud, og de forstod Arbejdets Ansvar. Styrket ved den Helligaands Gave gik de ud fulde af Nidkjærhed for at forkynde Korsets Sejer. Den Helligaand opildnede dem og talte gjennem dem. Kristi Fred lyste ud af deres Ansigter. De havde viet sit Liv til hans Tjeneste, selve deres Væsen bar Vidnesbyrd om, at de var helt overladt i hans Haand.AV 27.7