Kapitel 28—Arbejde og Prøvelser.

I OVER tre Aar var Efesus Midtpunktet for Paulus’s Virksomhed. En blomstrende Menighed blev stiftet, og fra denne By udbredtes Evangeliet i Aslen baade blandt Jøder og Hedninger.AV 170.1

Apostelen havde nu i nogen Tid tænkt paa at foretage en ny Missionsrejse. Han satte sig “for i Aanden at rejse igjennem Makedonien og Akaia og at drage til Jerusalem og sagde: Efter at jeg har været der, bør det mig og at se Rom”. I Overensstemmelse med denne Plan sendte han “to af dem, som gik ham tilhaande, Timotheus og Erastus, til Makedonien”; men da han følte, at hans Nærværelse i Efesus endnu var paakrævet, besluttede han at blive til efter Pinse. Der indtraf imidlertid snart en Begivenhed, som fremskyndte hans Afrejse.AV 170.2

En Gang om Aaret blev der i Efesus udført visse særskilte Ceremonier til Ære for Gudinden Diana. Ved disse Anledninger kom en Mængde Mennesker fra alle Dele af Provinsen sammen, og der holdtes store og pragtfulde Festligheder.AV 170.3

Disse Festligheder var en stor Prøve for dem, som nylig havde antaget Troen. Den Gruppe af troende, som kom sammen i Tyrannus’s Skole, stemte kun lidet overens med al denne Festrus og blev Gjenstand for megen Latterliggjørelse, Haan og Fornærmelse. Paulus havde under sin Virksomhed rettet et kraftigt Slag mod den hedenske Gudsdyrkelse, hvorfor der sporedes en betydelig Nedgang i Besøget ved denne Nationalfest saavel som i de tilbedendes Begejstring. Indflydelsen af hans Lære strakte sig langt videre end til dem, der blev vundet for Troen. Mange, som ikke aabenlyst havde sluttet sig til den nye Lære, havde faaet Lys nok til at tabe al Tillid til de hedenske Guder.AV 170.4

Der forelaa ogsaa en anden Aarsag til Utilfredshed. I Efesus havde der efterhaanden udviklet sig en udstrakt og indbringende Forretning med Tilvirkning og Salg af smaa Helgenskrin og Billeder, Modeller af Dianas Tempel og Billede. De, som var beskjæftiget med denne Industri, fandt, at det gik tilbage med deres Forretning, og alle var enige om at give Paulus’s Virksomhed Skylden for For-andringen.AV 170.5

Demetrius, der tilvirkede saadanne Sølvtempler, sammenkaldte sine Medarbejdere i Faget og sagde: “I Mænd! I ved, at vi har vor Næring af denne Fortjeneste. Og I ser og hører, at denne Paulus ikke aleneste i Efesus, men næsten i det ganske Asia, har ved sin Overtalelse afvendt en stor Mængde, sigende: at de ikke er Guder, som gjøres med Hænder. Men der er ikke aleneste Fare for, at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes.” Disse Ord vakte Folkets Raseri. “Der de dette hørte, blev de fulde af Vrede, raabte og sagde: Stor er de Efesers Diana!”AV 170.6

Rygtet om denne Tale udbredtes hurtigt. “Den Ganske Stad blev fuld af Forvirring.” Man søgte efter Paulus; men Apostelen var intetsteds at finde. Hans Brødre, som var blevet underrettet om Faren, havde hastet med at faa ham væk. Engle fra Gud var blevet sendt for at beskytte Apostelen: Tiden var endnu ikke kommen, da han skulde lide Martyrdøden.AV 171.1

Da Hoben ikke kunde finde den, som deres Vrede var rettet mod, rev de “med sig Makedonerne Gajus og Aristarkus”, og med disse stormede de “alle som én afsted til Teatret”.AV 171.2

Paulus’s Skjulested var ikke langt derfra, og han fik snart høre om den Fare, hvori hans elskede Brødre var stedt. Uden Tanke paa sin egen Sikkerhed vilde han straks gaa hen til Teatret for at tale Oprørerne tilrette. “Men Disciplene tillod ham det ikke” Gajus og Aristarkus var ikke det Bytte, Folket søgte efter, og ingen alvorlig Fare truede dem. Men skulde Hoben laa Øje paa Apostelens blege, bekymrede Ansigt, vilde det øjeblikkelig opflamme dens værste Lidenskaber, og der vilde ikke være nogen som helst menneskelig Mulighed for at redde hans Liv.AV 171.3

Paulus var endnu begjærlig efter at forsvare Sandheden for Mængden, men blev endelig forhindret ved en advarende Meddelelse fra Teatret. “Nogle af Asiarkerne, som var hans Venner, sendte Bud til ham og bad ham, at han ikke maatte gaa ind i Teatret.”AV 171.4

Den Forvirring, som herskede i Teatret, blev stadig større. “Nogle skreg nu ét, andre et andet; thi Forsamlingen var i et Røre, og Størstedelen vidste ikke, hvad de var komne sammen for.” Den Omstændighed, at Paulus og enkelte af hans Ledsagere var af hebraisk Herkomst, gjorde, at Jøderne lagde Vind paa tydeligt at vise, at de ikke sympatiserede med ham og hans Arbejde. De førte derfor en af sine egne frem, for at han skulde fremlægge Sagen for Folket. Den udvalgte Taler var Alexander, en Kobbersmed, hvem Paulus senere hentyder til som en, der havde gjort ham meget ondt. 2 Tim. 4: 14. Alexander var en Mand med ikke ringe Dygtighed, og han satte al sin Kraft ind paa at vække Folkets Vrede udelukkende mod Paulus cg hans Fæller. Men Mængden, som saa, at Alexander var en Jøde, stødte ham tilside og raabte “alle som med én Røst, henved to Timer: Stor er de Efesers Diana!”AV 171.5

Endelig ophørte de at raabe af bare Udmattelse, og der blev et Øjebliks Taushed. Byskriveren viste sig for Folket, og i Kraft af sit Embede lykkedes det ham at vinde Ørenlyd. Han mødte dem paa deres eget Felt og paaviste, at der ikke var nogen Foranledning til den Forvirring, som var opstaaet. Han søgte at bringe dem til Fornuft. “I Mænd i Efesus!” sagde han, “hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at de Efesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og det himmelfaldne Billede? Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det eder at være stille cg intet foretage eder fremfusende. Thi I har ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelrøvere, ej heller har bespottet eders Gudinde. Dersom Demetrius og de Kunstnere, som er med ham, har Klage imod nogen, da holdes Tingdage, og der er Landshøvdinger; lad dem kalde hverandre for Retten. Men har I ellers noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling; thi vi staar og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her intet er, hvormed vi kan forsvare dette Opløb Og der han dette havde sagt, lod han Forsamlingen gaa.”AV 171.6

I sin Tale havde Demetrius sagt, at deres Haandtering vilde lide. Disse Ord aabenbarede den virkelige Aarsag til Røret i Efesus samt Aarsagen til en stor Del af den Forfølgelse, som Apostlene var udsat for under sin Virksomhed. Demetrius og hans Mænd forstod, at Evangeliets Udbredelse rummede en Fare for deres Beskjæftigelse som Fabrikanter af Billeder. De hedenske Præsters og Kunstneres Indtægt stod paa Spil; og af denne Grund opvakte de den bitreste Modstand mod Paulus.AV 172.1

Ved Byskriverens og andre af Byens betroede Mænds Kjendelse kom Paulus til at staa for Folket som en Mand, der ikke var skyldig i noget ulovligt. Dette var en ny Sejer for Kristendommen over Vildfarelse og Overtro Gud havde oprejst en stor Øvrighedsperson til at forsvare sin Apostel og holde den støjende Hob i Ave. Paulus følte sig meget taknemmelig til Gud for, at hans Liv var blevet sparet, og at Kristendommen ikke var kommet i Vanry ved Røret i Efesus.AV 172.2

“Men efter at denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig og tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien” Paa denne Rejse ledsagedes han af to trofaste Brødre ved Navn Tychicus og Trofimus.AV 172.3

Paulus’s Virksomhed i Efesus var til Ende. Under Opholdet der havde han virket utrætteligt og gjennemgaaet mange Prøvelser og megen Angest. Han havde lært Folket baade offentligt og ved Husbesøg, og med mange Taarer havde han undervist og advaret dem. Stadig havde han mødt Modstand hos Jøderne, som ikke forsømte nogen Anledning til at opægge den offentlige Stemning imod ham.AV 172.4

Og samtidig med at Paulus saaledes kjæmpede med Modstand og med utrættelig Nidkjærhed søgte at fremme Evangeliets Værk og vaagede over en Menigheds Interesser, som endnu var ung i Troen, bar han i sin Sjæl en tung Byrde for alle Menighederne.AV 172.5

Rygter cm Frafald i enkelte af de Menigheder, han havde oprejst, voldte ham dyb Sorg. Han frygtede for, at hans Arbejde for dem skulde vise sig at have været forgjæves Mangen søvnløs Nat tilbragte han i Bøn og alvorlig Overvejelse, naar han hørte om den Maade, hvorpaa man gik tilværks for at modarbejde hans Virksomhed. Naar han havde Anledning og Forholdene krævede det, skrev han til Menighederne og gav dem Irettesættelse, Raad, Formaning og Opmuntring. I disse Breve dvæler Apostelen ikke ved sine egne Prøvelser, skjønt der nu og da kommer Træk tilsyne af hans Arbejde og Lidelser for Kristi Sag. Slag og Fængsel, Kulde, Sult og Tørst, Farer tillands og tilvands, i Byen og i Ørkenen, af sine egne Landsmænd, af Hedninger og af falske Brødre — alt dette udholdt han for Evangeliets Skyld. Han blev “spottet”, “udskjældt”, “alles Skovisk”, “tvivlende”, “forfulgt”, “trængt paa alle Maader”, “hver Time i Fare”, “hengivet stedse til Døden for Jesu SkyldAV 172.6

Under den stadige Storm af Modstand, under Fiendernes Modsigelser og forladt af Venner var den uforfærdede Apostel nær ved at tabe Modet. Men han kastede Blikket tilbage paa Golgatha, og med fornyet Iver fortsatte han ufortrødent med at udbrede Kundskaben om den Korsfæstede. Han fulgte jo blot den blodbestænkte Sti, som Kristus havde gaaet før ham Han søgte ikke at blive fritaget for Striden, før Tiden kom, da han skulde lægge sin Rustning ned for Frelserens Fødder.AV 173.1