Kapitel 32—En godgjørende Menighed.

ISIT første Brev til Menigheden i Korinth gav Paulus de troende Undervisning angaaende de almindelige Principper, som ligger til Grund for Understøttelsen af Guds Værk paa Jorden. Idet han skrev om sin apostoliske Virksomhed for dem, spurgte han:AV 194.1

“Hvo tjener vel i Krig paa sin egen Sold? Hvo planter en Vingaard, og æder ikke af dens Frugt? Eller hvo føder en Hjord, og æder ikke af Hjordens Mælk? Mon jeg tale dette blot efter menneskelig Vis? Eller siger ikke ogsaa Loven dette? Thi der er skrevet, i Mose Lov: Du skal ikke tilbinde Munden paa den Okse, som tærsker. Er det Øksnene, Gud sørger for? Sikkert siger han det for vor Skyld. Thi for vor Skyld er der skrevet, at den, som pløjer, bør pløje i Haab, og den, som tærsker, bør tærske for at blive delagtig i sit Haab.”AV 194.2

“Dersom vi har saaet eder de aandelige Ting,” spurgte Apostelen videre, “er det da noget stort, om vi høster eders timelige? Dersom andre nyder saadan Ret over eder, kunde vi da ikke meget mere? Dog brugte vi ikke denne Ret; men vi taaler alt for ikke at gjøre Kristi Evangelium nogen Forhindring. Ved I ikke, at de, som tjener ved Helligdommen, æder af det hellige? de, som varer paa Alteret, deler med Alteret? Saaledes har og Herren forordnet for dem, som forkynder Evangelium, at de skal leve af Evangelium.” 1 Kor. 9: 7-14 Apostelen sigtede her til Herrens Plan om Underhold for Præsterne, der gjorde Tjeneste i Templet. De, som var ansattte i dette hellige Embede, blev underholdt af sine Brødre, hvem de skjænkede aandelige Velsignelser. “Nu har vel de af Levi Børn, som annammede Præstedømmet, Befaling at tage Tiende efter Loven af Folket.” Heb. 7: 5. Levi Stamme var af Herren udvalgt til den hellige Gjerning i Templet og Præstedømmet. Om Præsten var der sagt: “Herren din Gud har udvalgt ham ... til at staa og tjene i Herrens Navn.” 5 Mos. 18: 5. Herren krævede en Tiendedel af alt som sin egen, og at holde Tienden tilbage blev af ham betragtet som Be-drageri.AV 194.3

Det var denne Plan til Underhold for dem, som var beskjæftiget i Prædikeembedet, Paulus henviste til, da han sagde: “Saaledes har og Herren forordnet for dem, som forkynder Evangelium, at de skal leve af Evangelium.” Og i sit Brev til Timotheus skrev Apostelen senere: “Arbejderen er sin Løn værd.” 1 Tim. 5: 18.AV 194.4

Erlæggelsen af Tienden udgjorde imidlertid kun en Del af Guds Plan til Vedligeholdelsen af hans Tjeneste. Talrige Gaver og Ofrin- ger var ogsaa guddommelig bestemt. I den jødiske Husholdning blev Folket oplært til at vise Godgjørenhed baade i at støtte Guds Sag og i at sørge for de trængendes Behov. Ved særskilte Lejligheder blev der givet frivillige Ofre. I Kornhøsten og Vinhøsten blev Markernes Førstegrøde — Korn, Vin og Olje — skjænket som et Offer til Herren. Det overblevne samt de yderste Hjørner af Markerne var forbeholdt de fattige. Det første af Ulden, naar Faarene blev klippet, og af Grøden, naar Hveden blev tærsket, var bestemt for Gud. Det samme var Tilfældet med de førstefødte af alle Dyr; og en Løsepenge blev betalt for den førstefødte Søn. Førstegrøden blev frembaaret for Herren i Helligdommen og blev derefter overgivet Præsterne til deres Brug.AV 194.5

Ved dette Godgjørenhedssystem søgte Herren at lære Israel, at han i alt skulde være den første. De blev paa den Maade mindet om, at Gud var den. der ejede deres Marker, deres Hjorde og deres Kvæg, at det var ham, der sendte dem Solskin og Regn, som udviklede og modnede Høsten. Alt, hvad de havde, var hans; de var kun Husholdere over hans Gods.AV 195.1

Det er ikke Guds Hensigt, at de Kristne, hvis Privilegier langt overgaar Jødefolkets, skulde yde mindre rigeligt, end hvad de gjorde. “Hvem meget er givet,” sagde Frelseren, “hos ham skal man søge meget.” Luk. 12: 48. Den Gavmildhed, som krævedes af Jødefolket, blev for en stor Del anvendt til Gavn for deres egen Nation. I vor Tid strækker Guds Værk sig over hele Verden. Kristus har lagt Evangeliets Skatte i sine Efterfølgeres Hænder, og paa dem har han lagt det Ansvar at bringe Glædesbudskabet om Frelse ud til Verden. Vore Forpligtelser er visselig langt støtrre end Israeliternes paa hin Tid.AV 195.2

Efterhaanden som Guds Værk gjør Fremgang, vil Kravene om Hjælp blive stedse hyppigere. For at disse Krav kan blive opfyldte, bør de Kristne give Agt paa Herrens Befaling: “Før al Tienden til Forraadshuset, at der kan være Spise i mit Hus.” Mal. 3:10 Dersom de, der bekjender sig til at være Kristne, trofast vilde bringe Herren al sin Tiende og sine Gaver, vilde hans Forraadshus være fuldt. Der vilde da ikke være nogen Grund til at ty til Udstillinger og Lotterier eller Forlystelser for at skaffe Midler til Evangeliets Værk.AV 195.3

Menneskene fristes til at benytte sine Midler til egne Nydelser, til Tilfredsstillelse af Appetitten, til Smykker eller til Prydelse af Hjemmet. Til saadanne Ting betænker mange Menighedsmedlemmer sig ikke paa at gaa til store, ja endog overdrevne Udgifter. Men naar de bliver anmodet om at yde Midler til Herrens Forraadshus for at fremme hans Værk paa Jorden, faar de Betaenkeligheder Fordi de ikke synes, at de kan andet, giver de modvilligt et Beløb, der er langt mindre, end hvad de ofte anvender til unødvendige Ting. De aabenbarer ingen sand Kjærlighed i Kristi Tjeneste, ingen alvorlig Inte- resse for Sjæles Frelse. Hvem kan vel undres over, at saadannes Kristenliv kun er en forkrøblet, sygelig Tilværelse!AV 195.4

Den, hvis Hjerte gløder af Kristi Kjærlighed, vil betragte det ikke blot som en Pligt, men som en Glæde at bidrage til Fremskyndelsen af det højeste og helligste Værk, som er blevet betroet Mennesker — det at fremholde for Verden Godhedens, Barmhjertighedens og Sandhedens Skatte.AV 196.1

Det er Begjærlighed, som leder Menneskene til at tilbageholde til egen Tilfredsstillelse de Midler, som rettelig tilhører Gud, og denne Aand er lige saa afskyelig for ham nu, som da han ved sin Profet strengt irettesatte sit Folk, sigende: “Mon et Menneske tør bedrage Gud? Thi I bedrager mig, og dog siger I: Hvormed har vi bedraget dig? Med Tienden og Afgiften! Med Forbandelse er I forbandede, og I, ja det hele Folk, bedrager mig.” Mal. 3: 8, 9.AV 196.2

Gavmildhedens Aand er den Aand, som raader i Himlen. Denne Aand finder sit højeste Udtryk i Kristi Offer paa Korset. For vor Skyld gav Faderen sin enbaarne Søn, og Kristus gav Afkald paa alt. han havde, og gav sig selv, for at Menneskene kunde blive frelste Golgathas Kors opfordrer enhver Kristi Efterfølger til at vise Godgjørenhed. Det Princip, som belyses der, er at give, give. “Hvo som siger, at han bliver i ham, han er og skyldig til at vandre saaledes, som han vandrede.” 1 Joh. 2: 6.AV 196.3

Egenkjærlighedens Aand derimod er Satans Aand. Det Princip. som aabenbares i verdslige Menneskers Liv, er at tage, tage. De haaber derved at opnaa Lykke og Magelighed; men Frugten af deres Sæd er Elendighed og Død. Ikke før Gud ophører med at velsigne sine Børn, vil de ophøre med at være forpligtet til at give ham den Del, han gjør Krav paa. Ikke alene bør de give Herren den Del, som tilhører ham, men ogsaa bringe til hans Skatkammer en rigelig Gave som Takoffer. Af et glad Hjerte bør de skjænke Skaberen Førstegrøden af sin Overflod — det bedste, de ejer, sin bedste og alvorligste Tjeneste. Saaledes vi! de opnaa rige Velsignelser. Gud vil selv lade dem blive som en vandrig Have, hvis Vand ikke slaar fejl. Og naar den sidste store Høst indsamles, vil de Neg, de har været i Stand til at bringe Mesteren, blive Lønnen for deres uegennyttige Brug af de Talenter, de fik til Laans.AV 196.4

Guds udvalgte Sendebud, som er beskjæftiget med virksomt Arbejde, bør aldrig være nødsaget til at gaa i Striden paa egen Bekostning, uden Troessøskendes Sympati og hjertelige Støtte. Det tilkommer Menighedens Medlemmer at være liberale mod dem, der forlader sin timelige Beskjæftigelse for at vie sit Liv til Prædikevirksomheden. Naar Ordets Forkyndere opmuntres, betyder det stor Fremgang for Guds Sag; men naar den Støtte, der rettelig tilkom-mer dem, holdes tilbage paa Grund af Menneskenes Egenkjærlighed, slappes deres Hænder, og ofte bliver deres Arbejdskraft alvorlig svækket.AV 196.5

Guds Mishag er optændt imod dem, som udgiver sig for at være hans Efterfølgere, men alligevel lader gudhengivne Arbejdere lide Mangel paa Livets Nødvendigheder under sin aktive Missionsgjerning. Disse egenkjærlige Mennesker vil blive kaldt til Regnskab, ikke alene for at have misbrugt sin Herres Penge, men for den Nedtrykthed og Sorg, som deres Handlemaade har paaført hans trofaste Tjenere. De, som er kaldet ti! Prædikegjerningen og, naar Pligten kalder, giver Afkald paa alt for at indtræde i Guds Tjeneste, bør for sin Selvopofrelse erholde en Løn stor nok til at underholde dem og deres Familier.AV 197.1

I de forskjellige tlmelige Virksomheder, det være sig aandelige eller legemlige, kan trofaste Arbejdere tjene en god Løn. Er ikke Arbejdet med at udbrede Sandheden og føre Sjæle til Kristus af større Betydning end nogen almindelig Beskjæftigelse ? Er ikke de, som trofast udfører dette Arbejde, fuldt berettigede til en forsvarlig Løn? Ved vor Bedømmelse af Værdiforholdet mellem Arbejde for det aandelige og Arbejde for det timelige viser vi vor Værdsættelse af det himmelske i Modsætning til det jordiske.AV 197.2

For at der kan være Midler i Herrens Forraadshus til at underho’de Ordets Forkyndere og opfylde de Krav, der indløber om Hjælp til Missionsforetagender, er det nødvendigt, at Guds Folk villigt yder rigelige Bidrag. Der paahviler Ordets Forkyndere et højtideligt Ansvar med at fremholde for Menighederne, hvad Guds Sag trænger til, og oplære dem til at være gavmilde. Naar dette bliver forsømt, og Menighederne undlader at give til andres Nødtørft, kommer ikke alene Herrens Værk til at lide derunder; men den Velsignelse, som ellers skulde komme over de troende, bliver holdt tilbage.AV 197.3

Endog de meget fattige bør bringe Gud sine Ofre. De skal være delagtige i Kristi Naade ved at fornægte sig for at hjælpe dem, som er mere trængende, end de selv er. Den fattiges Gave, som er en Frugt af Selvfornægtelse, opstiger for Gud som en vellugtende Røgelse. Enhver Selvopofrelse styrker Gavmildhedens Aand i Giverens Hjerte og forener ham mere inderligt med ham. som var rig, men for vor Skyld blev fattig, for at vi ved hans Fattigdom kunde blive rige.AV 197.4

Beretningen om Enken, som lagde to Skjærve — alt, hvad hun ejede — i Kisten, er skrevet til Opmuntring for dem, som, medens de kjæmper med Fattigdom, dog ønsker at støtte Guds Sag med sine Gaver. Kristus henledte Disciplenes Opmærksomhed paa denne Kvinde, som havde givet “hele sit Livsophold”. Mark 12: 43, 44. Han tillagde hendes Gave større Værdi end de store Ofre. som bragtes af dem, hvis Almisse ikke krævede nogen Selvfornægtelse. De havde givet en ringe Del af sin Overflod. Enken derimod havde givet Afkald endog paa Livets Fornødenheder for at bringe sit Offer. Og dette gjorde hun i Tillid til, at Gud vilde sørge for Morgendagen. Om hende sagde Frelseren: “Sandelig siger jeg eder, at denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lagde i Kisten” Saaledes lærte han, at Gavens Værdi ikke beregnes efter Summens Størrelse, men efter det Forhold, den staar i til Giverens Evner, og efter den Bevæggrund, Giveren har.AV 197.5

I sin Virksomhed blandt Menighederne var Apostelen Paulus utrættelig i sine Bestræbelser for at skabe i de nyomvendtes Hjerter et Ønske om at gjøre store Ting for Guds Sag. Ofte formanede han dem til at vise Gavmildhed. I sin Tale til de Ældste fra Efesus om sit tidligere Arbejde iblandt dem sagde han: “Jeg viste eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbejde og komme de skrøbelige til Hjælp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv har sagt: Saligt er det at give, hellere end at tage.” “Hvo karrig saar,” skrev han til Korinthierne, “skal og karrig høste, og hvo som saar i Velsignelse, skal og høste i Velsignelse. Hver give, eftersom han har sat sig for i Hjertet, ikke med Fortrædenhed eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.” Ap. Gj. 20: 35; 2 Kor. 9: 6, 7.AV 198.1

Næsten alle de troende i Makedonien var fattige paa denne Verdens Gods; men deres Hjerter strømmede over af Kjærlighed til Gud og hans Sandhed, og de gav med Glæde for at støtte Evangeliets Sag. Naar der foretoges almindelig Indsamling blandt de hedenske Menigheder til Hjælp for de troende Jøder, blev de omvendtes Gavmildhed i Makedonien fremholdt som et Eksempel for andre Menig-heder. Idet Apostelen skriver til de troende i Korinth, henleder han deres Opmærksomhed paa “den Guds Naade, som har vist sig i Makedoniens Menigheder, at, uagtet de blev prøvede med megen Trængsel, har deres Glædes Fylde og deres dybe Fattigdom udgydet sig i en Rigdom af Goddædighed. Thi efter Evne (det vidner jeg), ja over Evne var de af sig selv villige og bad os med megen Overtalelse at annamme deres Gave og Sammenskud til Hjælp for de hellige”. 2 Kor. 8: 1-4.AV 198.2

Den Offervillighed, som de troende i Makedonien udviste, var en Følge af en hel og udelt Hengivenhed. Paavirkede af Guds Aand “hengav de sig selv først til Herren” (2 Kor. 8: 5), og dernæst var de villige til at give rigeligt af sine Midler til Evangeliets Fremme. Det var ikke paakrævet at nøde dem til at give; de glædede sig tværtimod over at have Anledning til at fornægte sig endog nødvendige Ting for at kunne afhjælpe andres Trang. Naar Apostelen vilde holde dem tilbage, tryglede de ham om at modtage deres Gave? I sin Enfoldighed og Oprigtighed og i sin Kjærlighed til Brødrene fornægtede de sig selv med Glæde og blev saaledes rige paa VelgjørenhedAV 198.3

Da Paulus sendte Titus til Korinth for at styrke de troende der, paalagde han ham at opbygge Menigheden i den Naade at kunne give, og i et Brev til de troende tilføjede han ogsaa sin egen Formaning: “Ligesom I er rige i alt.” skrev han, “i Tro og Lære og Kundskab og al Iver og i eders Kjærlighed til os; maatte I saaledes ogsaa være rige i denne Velgjørenhed!” “Men fuldend nu og at gjøre det, ligesom der var Redebonhed til at ville, der saaledes og maa være til at fuldende efter Evne. Thi dersom Redebonhed er forhaanden, da er enhver velbehagelig i Forhold til det. han har, ej i Forhold til det, han ikke har.” “Men Gud er mægtig til at lade al Naade rigelig til fylde eder, at I i alting kan have til fuld Tilfredshed, og have rigelig til al god Gjerning, ... at I kan være rige i alt til oprigtig Gavmildhed, hvilken virker ved os Taksigelse til Gud” 2 Kor. 8: 7, 11. 12; 9: 8-11.AV 198.4

Uegennyttig Gavmildhed hensatte denne Menighed i en Henrykkelse af hellig Glæde; thi de troende vidste, at de ved sine Bestræbelser hjalp til med at sende Evangeliet til dem. som sad i Mørke. Deres Godgjørenhed vidnede om, at de ikke havde modtaget Guds Naade forgjæves. Hvad kunde vel frembringe en saadan Gavmildhed uden Helliggjørelse ved Aanden? I de troendes og de vantroes Øjne var det et Naadens Under.AV 199.1

Aandelig Fremvækst er nøje forbundet med kristelig Gavmildhed. Kristi Efterfølgere bør glæde sig over, at de i sit Liv har Lejlighed til at aabenbare Frelserens Godgjørenhed Naar de giver til Herren, har de den Forvisning, at deres Skatte gaar forud for dem til de himmelske Sale. Ønsker nogen at faa sin Ejendom sikkert bevaret? Lad ham anbringe den i de Hænder, som bærer Mærkerne efter Korsfæstelsen. Ønsker nogen at forøge sin Ejendom? Saa lad ham give Agt paa den guddommelige Formaning: “Ær Herren af dit Gods og af al dln Avls Førstegrøde: saa skal dine Lader blive fulde med Overflod, og dine Persekar flyde over af Most.” Ordsp. 3: 9, 10. Dersom de søger at beholde sin Ejendom i egennyttige Hensigter, saa vil det blive dem til evig Fortabelse Men dersom de skjænker Gud sine Skatte, saa vil disse fra det Øjeblik af bære hans Paaskrift. De besegles med hans Uforanderlighed.AV 199.2

Gud siger: “Lyksalige er I, som saar ved alle Vande.” Es. 32: 20. En stadig Ydelse af Guds Gaver, hvor som helst Guds Sag eller Menneskenes Trang kræver vor Hjælp, leder ikke til Fattigdom “Der er den, som strør ud og faar endnu mere; og der er den, som holder tilbage mere, end ret er, og det bliver dog kun Fattigdom.” Ordsp. 11: 24. Sædemanden mangfoldiggjør sin Sæd ved at kaste den fra sig. Saaledes er det ogsaa med dem, som trofast uddeler Guds Gaver. Ved at meddele forøger de sine Velsignelser. “Giv, saa skal eder gives,” har Gud lovet; “et godt, knuget, rystet, topfuldt Maal skal de give i eders Skjød.” Luk. 6: 38.AV 199.3