Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Apostlenes Liv og Virksomhed - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 33—Arbejde under Vanskeligheder.

    MEDENS Paulus omhyggelig fremholdt for de omvendte Skriftens tydelige Lære angaaende den rette Fremgangsmaade til Understøttelse af Guds Værk, og medens han selv som en Evangeliets Forkynder gjorde Krav paa Retten “til ikke at arbejde” med nogen timelig Beskjæftigelse for at skaffe sig sit Underhold, saa skete det dog til forskjellige Tider, at han under sin Virksomhed i Civilisationens store Centrer arbejdede med et Haandværk for at skaffe sig sit Levebrød.AV 200.1

    Iblandt Jøderne b’ev legemligt Arbejde ikke betragtet som noget mærkeligt eller nedværdigende. Ved Moses var de blevet underviste om at oplære Børnene til Arbejdsomhed, og det blev betragtet som en Synd at lade de unge vokse op uden Kjendskab til legemligt Arbejde. Selv om et Barn skulde oplæres til at overtage et helligt Embede, blev Kjendskab til praktiske Gjøremaal anset som nødvendigt. Enhver ung Person lærte et Haandværk, enten hans Forældre var rige eller fattige. De Forældre, som forsømte at give sine Børn en saadan Opdragelse, blev anset for at have tilsidesat Herrens Undervisning. I Overensstemmelse med denne Skik havde Paulus tidlig lært en Teltmagers Haandværk.AV 200.2

    Før Paulus blev en Kristi Discipel, havde han beklædt en høj Stilling og var ikke afhængig af legemligt Arbejde. Men da han senere havde opbrugt alle sine Midler til Kristi Sags Fremme, tog han til Tider fat paa sit Haandværk for at tjene sit Brød. Navnlig var dette Tilfældet, naar han virkede paa Steder, hvor hans Bevæggrunde kunde blive misforstaaet.AV 200.3

    Det er i Thessalonika, vi først læser om, at Paulus arbejdede med sine Hænder, medens han prædikede Guds Ord. Idet han skrev til Menigheden dersteds, mindede han dem om, at han kunde have været dem “til Byrde”, og tilføjede: “I erindrer jo, Brødre! vort Arbejde og vor Møje; thi Nat og Dag arbejdende, for ikke at være nogen af eder til Byrde prædikede vi dog Guds Evangelium iblandt eder.” 1 Thess. 2: 6, 9. Og i sit andet Brev til dem sagde han, at han og hans Medarbejdere ikke aad “nogens Brød for intet”, medens de var hos dem. \ i arbejdede Nat og Dag, skrev han, “for ikke at være nogen af eder til Byrde. Ikke fordi vi jo havde Magt dertil; men vi vilde give eder os selv til et Mønster at efterfølge”.AV 200.4

    I Thessalonika havde Paulus truffet sammen med saadanne, som ikke vilde arbejde med sine Hænder. Det var om denne Klasse, han senere hen skrev: “Nogle iblandt eder vandrer utilbørlig, idet de ikke arbejder, men giver sig af med Ting, som ikke kommer dem ved. Men saadanne byder og formaner vi i den Herre Jesus Kristus, at de skal arbejde i Stilhed og æde sit eget Brød.” Medens Paulus arbejdede i Thessalonika, lagde han Vind paa at sætte et rigtigt Eksempel for saadanne. “Thi da vi var hos eder,” skrev han, “bød vi eder jo og dette, at hvis nogen ikke vil arbejde. skal han heller ikke æde.” 2 Thess. 3: 11, 12. 10.AV 200.5

    Til alle Tider har Satan søgt at skade Guds Tjeneres Virksomhed ved at bringe Sværmeri ind i Menigheden. Saaledes var det paa Paulus’s Tid. og saaledes var det senere paa Reformationens Tid. Wiclif, Luther og mange andre, hvis Indflydelse og Tro var Verden til Velsignelse, var udsatte for de Kunstgreb, hvorved Fienden søger at lede overdreven nidkjære, ubalancerede og vanhellige Hjerter til Fanatisme. Vildledte Sjæle har lært. at Opnaaelsen af sand Hellighed løfter Sindet op over jordiske Tanker og leder Menneskene til fuldstændig at afstaa fra Arbejde. Andre, der har næret yderliggaaende Anskuelser vedrørende visse Skriftsteder, har lært. at det er Synd at arbejde — at den Kristne ikke bør tænke paa sin egen eller sin Families timelige Velfærd, men hengive sig fuldstændig til aandelige Ting. Paulus’s Lære og Eksempel er en Irettesættelse af saadanne yderliggaaende Anskuelser.AV 201.1

    Paulus var ikke helt afhængig af sine Hænders Arbejde under sit Ophold i Thessalonika. Under Henvisning til sine Erfaringer i denne By skrev han til de troende i Filippi og erkjendte Modtagelsen af de Gaver, han havde faaet fra dem. medens han opholdt sig der. Han skrev: “Ogsaa i Thessalonika sendte I mig baade én og to Gange hvad jeg trængte.” Fil. 4: 16. Uagtet han modtog denne Hjælp, beflittede han sig paa at give Thessalonikerne et Eksempel paa Flid, for at ingen med Rette skulde kunne anklage ham for Begjærlighed, cg tillige for at hans Fremgangsmaade maatte være en praktisk Irettesættelse for dem, der nærede sværmeriske Anskuelser angaaende legemligt Arbejde.AV 201.2

    Da Paulus først kom til Korinth, fandt han sig omgivet af et Folk. som betragtede de fremmedes Bevæggrunde med Mistænksomhed. Grækerne, som boede paa Kysten, var dygtige Handelsfolk. Saa længe havde de udviklet sig i skarpe Forretningsmetoder, at de var kommet til at tro, at Vinding var Gudsfrygt, og at det at tjene Penge, uanset om det skete ved gode eller slette Midler, var rosværdigt. Paulus kjendte deres Karakter, og han vilde ikke give dem nogen Anledning til at sige, at han prædikede Evangeliet for at berige sig. Han kunde med Rette have gjort Fordring paa Understøttelse fra sine korinthiske Tilhørere; men han var villig til at give Afkald paa denne Ret. for at hans Nytte i Arbejdet og Fremgang som en Ordets Forkynder ikke skulde lide Skade ved den uberettigede Mistanke om, at han prædikede Evangeliet for Vindings Skyld. Han vilde søge at fjerne enhver Anledning til urigtige Fremstillinger, for at hans Budskab ikke skulde miste sin Kraft.AV 201.3

    Kort efter sin Ankomst til Korinth traf Paulus “en Jøde ved Navn Aqvilas, født i Pontus, som nylig var kommet fra Italien med Priscilla, sin Hustru”. Disse var “af det samme Haandværk” som han selv. Aqvilas og Priscilla, der var blevet landsforvist som Følge af Claudius’s Befaling om, at alle Jøder skulde forlade Rom, var kommet til Korinth, hvor de begyndte en Forretning som Teltmagere. Paulus havde gjort Forespørgsler angaaende dem, og da han hørte, at de frygtede Gud og søgte at undgaa de fordærvelige Indflydelser, som de var omgivet af, “blev han hos dem og arbejdede. . . . Men han talte i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Grækere”. Ap. Gj. 18: 2-4.AV 202.1

    Senere forenede Silas og Timotheus sig med Paulus i Korinth. Disse Brødre medbragte Gaver fra Menighederne i Makedonien til Værkets Understøttelse.AV 202.2

    I sit andet Brev til de troende i Korinth, som blev skrevet, efter at han havde stiftet en god Menighed der, talte Paulus om sin Vandel iblandt dem. “Gjorde jeg Synd,” spurgte han, “da jeg fornedrede mig selv, paa det I skulde ophøjes? Da jeg for intet forkyndte eder det Guds Evangelium? Jeg berøvede andre Menigheder og tog Sold af dem for at tjene eder, og der jeg var nærværende hos eder og trængte, da besværede jeg ingen; thi Brødrene, som kom fra Makedonien, afhjalp min Trang, og i alle Maader har jeg holdt, og skal jeg holde mig uden Besværing for eder. Saa vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke betages mig i Akaias Lande.” 2 Kor. 11 : 7-10.AV 202.3

    Paulus omtaler, hvorfor han havde fulgt denne Fremgangsmaade i Korinth. Det var, for at de, “som vil have Anledning” (2 Kor. 11: 12), ikke skulde have nogen Grund til at smæde. Medens han arbejdede ved Teltmagerlet, havde han ogsaa virket trofast med Evangeliets Forkyndelse. Han siger selv om sit Arbejde: “En Apostels Tegn blev jo gjort iblandt eder med al Taalmodighed. ved Tegn og Under og kraftige Gjerninger. Og han tilføjede: “Thi hvad er det vel. hvorudi I var ringere end de andre Menigheder, uden at jeg ikke selv var eder til Besvær? Tilgiv mig denne Uret! Se, jeg er tredje Gang rede at komme til eder, og vil ikke besvære eder, thi jeg søger ikke det. som eders er. men eder. . . . Jeg vil med Glæde opofre, ja opofres for eders Sjæle.” 2 Kor. 12: 12-15.AV 202.4

    Under sit langvarige Ophold i Efesus, hvor han i tre Aar udførte virksomt Missionsarbejde over hele Egnen, beskjæftlgede Paulus sig atter med sit Haandværk. I Efesus ligesom i Korinth var det ham til Opmuntring at være sammen med Aqvilas og Priscilla, som havde ledsaget ham paa hans Rejse tilbage til Asien ved Slutningen af hans anden Missionsrejse.AV 202.5

    Der var nogle, som gjorde Indsigelse imod, at Paulus arbejdede med sine Hænder, idet de hævdede, at det ikke sømmede sig for en Ordets Forkynder. Hvorfor skulde Paulus. en Taler af første Rang, saaledes knytte almindeligt Arbejde til Ordets Prædiken? Hvorfor var en Arbejder ikke sin Løn værd? Hvorfor skulde han arbejde som Teltmager, naar han efter alt at dømme kunde have benyttet den Tid til noget bedre?AV 202.6

    Men Paulus mente ikke. at den Tid, han saaledes anvendte, var spildt. Under Arbejdet sammen med Aqvilas holdt han Samfundet med den store guddommelige Lærer vedlige og forsømte ingen Anledning til at vidne for Frelseren og hjælpe dem, som behøvede Hjælp. Han var altid virksom med at søge efter aandelig Kundskab. Han gav sine Medarbejdere Undervisning i aandelige Ting og viste dem tillige et Eksempel paa Flid og Grundighed. Han var en hurtig, dygtig Arbejder. flittig i Gjerningen, “brændende i Aanden” i Tjenesten for Herren. Rom. 12: 11. Under Arbejdet med sit Haandværk havde han Adgang til en Klasse Mennesker, som han ellers ikke kunde havde naaet. Han fremholdt for sine Medarbejdere, at Dygtighed i almindeligt Arbejde er en Gave fra Gud, der baade skjænker Gaven og giver Visdom til at bruge den paa rette Madae. Han lærte, at vi bør ære Gud ogsaa i vor daglige Beskjæftigelse. At hans Hænder var hærdet ved Arbejde svækkede ikke i mindste Maade Kraften af hans inderlige Formaninger som en Ordets Forkynder.AV 203.1

    Paulus arbejdede undertiden baade Nat og Dag, ikke alene for sit eget Ophold, men for at han kunde hjælpe sine Medarbejdere. Han delte sin Fortjeneste med Lukas og hjalp Timotheus. Til Tider led han endog Sult for at afhjælpe andres Trang. Han levede et uegennyttigt Liv. Henimod Slutningen af sin Virksomhed, da han i Miletus holdt sin Afskedstale til de Ældste fra Efesus, kunde han opløfte sine arbejdsvante Hænder i deres Paasyn og sige: “Jeg har ikke begjæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. Men I ved selv, at disse Hænder har tjent for min Nødtørft og for dem, som er med mig. Jeg viste eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbejde og komme de skrøbelige til Hjælp og at ihukomme den Herre Jesu Ord, hvorledes han selv har sagt: Saligt er det at give, hellere end at tage.” Ap. Gj. 20: 33-35.AV 203.2

    Dersom Ordets Forkyndere synes, at de i sit Arbejde for Kristi Sag har Vanskeligheder og lider Savn, saa lad dem i Tanken besøge Værkstedet, hvor Paulus arbejdede. Lad dem have i Erindring, at medens den udvalgte Guds Mand arbejdede med Lærredet, arbejdede han for det Brød, som han rettelig havde fortjent ved sin Virksomhed som en Apostel.AV 203.3

    Arbejde er en Velsignelse, ikke en Forbandelse. Dovenskab ødelægger Gudsfrygt og bedrøver Guds Aand. En stillestaaende Pøl er modbydelig; men en klar, rindende Strøm spreder Sundhed og Glæde over Marken. Paulus vidste, at de, som forsømmer fysisk Arbejde, snart bliver svækkede. Han ønskede at lære de unge Ordets Forkyndere, at de ved at arbejde med sine Hænder og ved at gjøre Brug af sine Sener og Muskler vilde blive stærke til at udholde det møjsommelige Arbejde og de Savn, som de vilde møde i den evangeliske Virksomhed; og han forstod, at hans egen Undervisning vilde mangle Liv og Kraft, dersom han ikke sørgede for, at alle Dele af hans Organisme fik den nødvendige Øvelse.AV 203.4

    Den dovne gaar Glip af den uvurderlige Erfaring, som man opnaar ved en trofast Udførelse af Livets almindelige Pligter. Ikke nogle faa, men mange Tusinder af Mennesker lever kun for at fortære, hvad Gud i sin Naade skjænker dem. De glemmer at bringe Herren Takofre for de rige Gaver, han har betroet dem. De glemmer, at de ved en forstandig Brug af de Talenter, de har faaet til Laans, ikke blot skal fortære, men ogsaa frembringe noget. Dersom de forstod det Værk, Herren ønsker, de som hans Medhjælpere skulde udføre, vilde de ikke unddrage sig Ansvar.AV 204.1

    Den Nytte, de unge Mænd kan udføre. som føler sig kaldet af Gud til at prædike, beror for en stor Del paa den Maade, hvorpaa de tager fat paa sin Gjerning. De, som Gud har kaldet til Prædikevirksomheden, vil give Bevis paa sit høje Kald og ved ethvert muligt Middel søge at udvikle sig til dygtige Arbejdere. De vil stræbe efter at vinde en Erfaring, som vil gjøre dem duelige til at lægge Planer, organisere og handle. I Forstaaelsen af sit hellige Kald vil de ved Selvtugt i fuldere Grad komme til at ligne sin Frelser og aabenbare hans Godhed. Kjærlighed og Sandhed. Og naar de udviser Alvor i at udvikle de Talenter, som er dem betroet, bør Menigheden hjælpe dem paa en forstandig Maade.AV 204.2

    Ikke alle, som føler, at de er blevet kaldet til at prædike, bør opmuntres til straks at lade Menigheden overtage Byrden med at sørge for deres og deres Familiers financielle Underhold. Der er Fare for, at nogle, som kun har en begrænset Erfaring, kan blive ødelagt ved Smiger og uforstandig Opmuntring til at forvente fuldt Underhold uden Hensyn til. om de selv gjør nogen alvorlig Bestræbelse. De Midler, som er blevet viet til Fremme af Guds Værk, bør ikke opbruges af Mænd, som kun vil prædike for at faa sit Ophold og saaledes tilfredsstille en egennyttig Higen efter at mageligt Liv.AV 204.3

    For unge Mænd, som ønsker at benytte sine Evner i Prædikevirksomheden, vil Paulus’s Eksempel i Thessalonika. Korinth, Efesus og paa andre Steder være en værdifuld Undervisning. Selv om han var en dygtig Taler og udvalgt af Gud til en særskilt Gjerning, følte han sig dog aldrig hævet over Arbejde, ej heller blev han nogensinde træt af at gjøre Opofrelser for den Sag, han elskede. “Indtil denne Time,” skrev han til Korinthierne, “lider vi baade Hunger og Tørst og er nøgne og faar Mundslag og har intet vist Sted og arbejder møjsommelig med vore egne Hænder. Overskjældede velsigner vi, forfulgte taaler vi.” 1 Kor. 4:11, 12.AV 204.4

    Skjønt Paulus var en af de største blandt menneskelige Lærere, ud- førte han med Glæde de uanseligste saavel som de højeste Pligter. Naar Omstændighederne i hans Arbejde for Mesteren syntes at kræve det. arbejdede han villigt med sit Haandværk. Alligevel var han altid rede til at lægge sit timelige Arbejde til Side for at gjendrive Evangeliets Fienders Modstand eller for at udnytte en særskilt Anledning til at vinde Sjæle for Jesus. Hans Nidkjærhed og Flid staar som en Irettesættelse for Dovenskab og Lyst til Magelighed.AV 204.5

    Paulus viste ved sit Eksempel, at han ikke hyldede den Mening, som den Gang begyndte at faa Indflydelse i Menigheden: at Evangeliet kunde forkyndes med Held blot af dem, som var fuldstændig befriet for Nødvendigheden af at udføre legemligt Arbejde. Han belyste paa en praktisk Maade, hvad der kunde udrettes af gudhengivne Lægfolk paa mange Steder, hvor Folk ikke kjendte Evangeliet. Hans Fremgangsmaade optændte hos mange jævne Arbejdere et Ønske om at gjøre, hvad de kunde, for at fremme Guds Sag, medens de samtidig skaffede sig Ophold ved dagligt Arbejde. Aqvilas og Priscilla var ikke kaldte til at anvende hele sin Tid i Evangeliets Tjeneste, og dog benyttede Gud disse uanselige Arbejdere som Redskaber til at give Apollos en fuldere Forstaaelse af Sandhedens Vej. Herren benytter sig af forskjellige Redskaber under Fuldbvrdelsen af sit Forsæt; og medens enkelte med særskilte Talenter bliver udvalgt til at anvende alle sine Kræfter til at undervise og prædike Evangeliet, er der mange andre, som aldrig er blevet ordineret ved menneskelig Haandspaalæggelse, men som dog er kaldt til at udføre en vigtig Gjerning til Sjæles Frelse.AV 205.1

    Der ligger et stort Arbejdsfelt aabent for saadanne Arbejdere i Evangeliets Gjerning, som skaffer sig sit eget Ophold. Mange kan erholde værdifulde Erfaringer i Prædikevirksomheden, medens de en Del af Tiden beskjæftiger sig med legemligt Arbejde af en eller anden Art; og ved denne Fremgangsmaade kan kraftige Arbejdere blive udviklet til at uføre en vigtig Gjerning i trængende Missionsmarker.AV 205.2

    Den selvopofrende Guds Tjener, som arbejder utrættelig i Ord og Lære, bærer paa en tung Byrde. Han maaler ikke sit Arbejde med Timetal. Hans Løn øver ingen Indflydelse paa ham i hans Arbejde, ej heller kan ugunstige Forhold afholde ham fra Pligten. Fra Himlen har han sin Løn, naar det Arbejde, der blev ham betroet, er fuldført.AV 205.3

    Det er Guds Hensigt, at saadanne Arbejdere skal være fritaget for unødig Bekymring, og at de skal have fuld Anledning til at adlyde Apostelens Formaning til Timotheus: “Tænk paa dette, lev i dette.” 1 Tim. 4: 15. Skjønt de bør sørge omhyggeligt for at faa den nødvendige Legemsøvelse til at bevare den legemlige og aandelige Sundhed, er det dog ikke Guds Plan, at de skal være tvunget til at anvende en stor Del af sin Tid til timelig Beskjæftigelse.AV 205.4

    Skjønt disse trofaste Arbejdere er villige til at ofre og opofre sig for Evangeliet, er de dog ikke fritaget for Fristelse. Belemret og trykket af Bekymring paa Grund af Menighedens Forsømmelse med at yde dem den tilbørlige financielle Støtte bliver enkelte af dem voldsomt anfægtet af Fristeren. De bliver nedtrykte, naar de ser, at deres Arbejde saa lidet paaskjønnes. Vel er det sandt, at de ser fremad til en retfærdig Belønning i Dommen, og dette holder dem oppe; men indtil da maa deres Familie have Føde og Klæder. Om de kunde føle, at de var løst fra sin guddommelige Opgave, vilde de gjerne arbejde med sine Hænder. Men de forstaar, at deres Tid tilhører Gud, trods den Kortsynethed, der udvises af dem, som skulde skaffe dem det nødvendige at leve af. De hæver sig over Fristelsen til at tage fat paa en Levevej, hvorved de snart vilde være fri for Savn, og vedbliver at arbejde for at fremme den Sag, som er dem mere dyrebar end selve Livet. For at kunne gjøre dette bliver de maaske nødsaget til at følge Apostelens Eksempel og i nogen Tid tage fat paa almindeligt Arbejde. medens de samtidig varetager sin Gjerning som Ordets Forkyndere. Dette gjør de ikke for at fremme sine egne Interesser, men for at fremskynde Guds Sag paa Jorden.AV 205.5

    Undertiden ser det ud for en Guds Tjener, som om det var umuligt at udføre det Værk, der nødvendigvis maa udføres, fordi der mangler Midler til at drive en kraftig Virksomhed. Nogle frygter for, at de med de Midler, der staar til deres Raadighed, ikke kan udføre, hvad de føler sig forpligtet til at udføre. Men dersom de gaar frem i Tro, vil Guds Frelse blive aabenbaret, og deres Bestæbelser vil krones med Fremgang. Han, som har befalet sine Efterfølgere at gaa ud i al Verden, vil opholde enhver Arbejder, som i Lydighed mod hans Befaling søger at forkynde Budskabet.AV 206.1

    I Opbyggelsen af sit Værk gjør Herren ikke til enhver Tid alting klart for sine Tjenere. Undertiden prøver han sit Folks Tillid ved at hidføre Omstændigheder, som gjør det nødvendigt for dem at gaa frem i Tro. Ofte fører han dem paa trange, prøvende Steder og byder dem gaa frem. naar deres Fødder synes at røre ved Jor-dans Vande. Det er til saadanne Tider, naar Guds Tjenere opsender alvorlig Bøn til ham i Tro, at han aabner Vejen for dem og bringer dem ud paa den vide Mark.AV 206.2

    Naar Guds Sendebud forstaar sit Ansvar overfor de trængede Dele af Herrens Vingaard og i Mesterens Aand virker utrættelig for Sjæles Frelse, vil Englene berede Vejen for dem. og de nødvendige Midler til Værkets Fremme vil blive tilvejebragt. De, som har modtaget Lyset, vil give rigeligt for at fremme det Værk, som de har høstet Velsignelse af. Naar der kommer Opraab om Hjælp, vil de hver Gang yde rundhaandet, og Guds Aand vil paavirke deres Hjerte til at støtte Herrens Sag, ikke blot i de hjemlige, men ogsaa fremmede Missionsmarker. Saaledes vil Arbejderskaren paa andre Steder blive styrket, og Herrens Værk vil gaa fremad paa den Maade, han selv har bestemt.AV 206.3

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents