Kapitel 36—Frafaldet i Galatien.

UNDER sit Ophold i Korinth havde Paulus Grund til alvorlig Ængstelse angaaende nogle af de Menigheder. som allerede var grundlagt. Gjennem den Indflydelse. som var øvet af falske Lærere, der var opstaaet blandt de troende i Jerusalem, vandt Splittelse, Vranglære og Sanselighed hurtig Udbredelse blandt de troende i Galatien. Disse falske Lærere sammenblandede jødiske Overleveringer med Evangeliets Sandheder. Uden at ændse den Beslutning, som blev fattet ved det almindelige Raadsmøde i Jerusalem, hævdede de. at de omvendte Hedninger skulde overholde Ceremoniloven.AV 220.1

Stillingen var kritisk. De Onder, som havde faaet Indgang, truede med hurtigt at ødelægge de galatiske Menigheder.AV 220.2

Dette gik Paulus dybt til Hjerte, og hans Sjæl blev oprørt over dette aabenbare Frafald blandt dem, han med Troskab havde undervist om Evangeliets Grundsætninger. Han skrev ufortøvet til de forførte troende, afslørede de falske Teorier, de havde omfattet, og irettesatte strengt dem, der afveg fra Troen. Efter at have hilset Galaterne med de Ord: “Naade være med eder og Fred fra Gud Fa-der og vor Herre Jesus Kristus,” gav han dem følgende skarpe Irettesættelse:AV 220.3

“Jeg undrer paa, at I saa snart lader eder afvende fra den, som kaldte eder ved Kristi Naade, til et andet Evangelium; enddog der er intet andet, kun er der nogle, som forvilder eder og vil forvende Kristi Evangelium. Men dersom endog vi eller en Engel af Himlen prædiker eder Evangelium anderledes, end vi har prædiket eder det, han være en Forbandelse!” Apostelens Lære havde været i Overensstemmelse med Skriften, og den Helligaand havde vidnet med i hans Arbejde: derfor formanede han sine Brødre til ikke at høre paa noget, som stred imod de Sandheder, han havde lært dem.AV 220.4

Paulus bød de troende Galater nøje at overveje sin første Erfaring i det kristelige Liv. “0 I uforstandige Galater!” udbrød han, “hvo har fortryllet eder, at I ikke lyder Sandheden? Eder. hvem Jesus Kristus var malet for Øjne som korsfæstet iblandt eder. Kun dette vilde jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gjerninger, I annammede Aanden. eller ved Troens Forkyndelse? Er I saa uforstandige? Vil I, som begyndte i Aanden, nu fuldende i Kjødet? Har I da prøvet saa meget forgjæves? hvis ellers kun forgjæves! Mon da han, som meddeler eder Aanden og udretter kraftige Gjerninger i eder, udretter det ved Lovens Gjerninger eller ved Troens Forkyndelse ?”AV 220.5

Saaledes stillede Paulus de troende i Galatien for deres egen Samvittigheds Domstol og søgte at standse dem i deres Løb. Forla- dende sig paa Guds Kraft til at frelse og uden at ville anerkjende de frafaldne Læreres Lærdomme søgte Apostelen at faa de omvendte til at se, at de var blevet grovt forførte, men at de ved at vende tilbage til sin tidligere Tro paa Evangeliet endnu kunde forstyrre Satans Planer. Han indtog sit faste Standpunkt paa Sandhedens og Retfærdighedens Side, og hans store Tro og Tillid til det Budskab, han forkyndte, hjalp mange, hvis Tro var blevet rokket, til atter at stille sig paa Frelserens Side.AV 220.6

Hvor langt anderledes gik ikke Paulus til Værks, da han skrev til Galaterne, end da han skrev til Menigheden i Korinth ! Denne irettesatte han med Forsigtighed og Mildhed; hine straffede han strengt. Korinthierne var blevet overvundet af Fristelse. Forførte af det listige Blændværk fra Lærere, som forkyndte Vildfarelse under Sandhedens Kappe, var de blevet forvirret og vildledt. At lære dem at skjelne det falske fra det sande krævede stor Forsigtighed og Taalmodighed. Barskhed eller uforstandigt Hastværk fra Paulus’s Side vilde have tilintetgjort hans Indflydelse over mange af dem, han ønskede at hjælpe.AV 221.1

I de galatiske Menigheder var aaben og utilsløret Vildfarelse ifærd med at fortrænge Evangeliet. Kristus, Troens sande Grundvold, blev faktisk tilsidesat, medens Jødedommens Ceremonier kom i Hævd. Apostelen saa. at dersom de troende i Galatien skulde blive frelst fra de farlige Indflydelser, som truede dem, maatte der tages de mest bestemte Forholdsregler og de skarpeste Advarsler gives.AV 221.2

En Sag, som det er af Vigtighed for enhver Ordets Forkynder at lære, er at afpasse sit Arbejde efter deres Forhold, som han søger at hjælpe. Mildhed, Taalmodighed, Bestemthed og Fasthed er alle lige nødvendige; men disse maa alle øves med tilbørlig Forstand. At handle viseligt med de forskjellige Karakterer under forskjellige Omstændigheder og Forhold er en Opgave, som kun en af Guds Aand oplyst og helliget Visdom og Dømmekraft formaar at løse.AV 221.3

I sit Brev til Galaterne gjennemgik Paulus i Korthed de ledende Tildragelser i Forbindelse med sin egen Omvendelse og første kristelige Erfaring. Paa denne Maade søgte han at vise, at det var ved en særskilt Aabenbarelse af guddommelig Kraft, han var blevet ledet til at se og gribe Evangellets store Sandheder. Det var ved den Undervisning. han havde faaet af Gud selv, at Paulus blev ledet til at advare cg formane Galaterne paa en saa alvorlig og bestemt Maade. Han skrev ikke med Uvished eller Tvivl, men med den Sikkerhed, som er bygget paa en fast Overbevisning og sikker Kundskab. Han paaviste klart Forskjellen mellem at blive lært af Mennesker og at modtage Undervisning direkte fra Kristus.AV 221.4

Apostelen formanede Galaterne indtrængende til at forlade de falske Vejledere, som havde vildledet dem, og at vende tilbage til den Tro, som havde været ledsaget af umiskjendelige Beviser paa Guds Bifald. De Mænd, der havde søgt at føre dem bort fra deres Tro paa Evangeliet, var Hyklere, vanhellige i Hjerte og fordærvede i Vandel. Deres Religion bestod af en Række Ceremonier, ved hvis Udøvelse de ventede at vinde Herrens Gunst. De nærede intet Ønske om et Evangelium, der krævede Lydighed mod det Ord, som siger: “Uden nogen bliver født paany, kan han ikke se Guds Rige.” Joh. 3: 3. De syntes, at en Religion, der grundede sig paa en saadan Lære, krævede for store Ofre, og de klyngere sig til sine Vildfarelser og bedrog baade sig selv og andre.AV 221.5

At sætte udvortes Former i Stedet for Hellighed i Hjerte og Liv er endnu ligesaa behageligt for den uigjenfødte Menneskenatur, som det var paa hine jødiske Læreres Tid. Nu som den Gang er der falske aandelige Vejledere, til hvis Lærdomme mange lytter med Begjærlighed. Satans forsætlige Bestræbelser gaar ud paa at lede Menneskenes Sind bort fra Haabet om Frelse ved Troen paa Kristus og Lydighed mod Guds Lov. Til enhver Tid afpasser Ærkefienden sine Fristelser efter deres Fordomme eller Tilbøjeligheder. som han søger at forføre. I Apostlenes Dage fik han Jøderne til at ophøje Ceremoniloven og forkaste Kristus; i vor Tid forleder han mange, som kalder sig Kristne, til, under Paaskud af at ære Kristus, at betragte den moralske Lov med Foragt og lære, at man ustraffet kan overtræde dens Bud. Det er enhver Guds Tjeners Pligt fast og bestemt at imodstaa dem, som saaledes forvender Troen, og uden Frygt afsløre deres Vildfarelser med Sandhedens Ord.AV 222.1

I Forsøget paa at gjenvinde sine galatiske Brødres Tillid hævdede Paulus med Dygtighed sin Stilling som en Kristi Apostel. Han erklærede sig at være en Apostel “ikke af Mennesker og ikke ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som ham oprejste fra de døde”. Det var ikke af Mennesker, men af den højeste Autoritet i Himlen, han havde modtaget sin Fuldmagt; og hans Stilling var blevet anerkjendt af et almindeligt Raad i Jerusalem, hvis Beslutninger Paulus havde overholdt i alt sit Arbejde iblandt Hedningerne.AV 222.2

Det var ikke for at ophøje sig selv, men for at ophøje Guds Naade, at Paulus overfor dem, der fornægtede hans Apostelembede, saaledes gav Bevis paa, at han var “ikke ringere end hine høje Apostle”. De, som vilde forklejne hans Kald og hans Arbejde, stred imod Kristus, hvis Naade og Kraft blev aabenbaret gjennem Paulus. Fiendernes Modstand tvang Apostelen til at tage et afgjort Standpunkt for at hævde sin Stilling og Myndighed.AV 222.3

Paulus bad dem, som engang i sit Liv havde kjendt Guds Kraft, om at vende tilbage til sin første Kjærlighed til Evangeliet. Med uomstødelige Beviser fremholdt han for dem, at det var deres Privilegium at blive frie Mænd og Kvinder i Kristus, ved hvis Forsoning og Naade alle, som overgiver sig helt til ham, iføres hans Retfærdigheds Klædebon. Han indtog det Standpunkt, at enhver Sjæl, som ønsker at blive frelst, maa have en sand, personlig Erfaring i de Ting, som hører Gud til.AV 222.4

Apostelens alvorlige Formaningsord blev ikke uden Frugt. Den Helligaand virkede med stor Kraft, og mange, som havde betraadt fremmede Stier, vendte tilbage til sin tidligere Tro paa Evangeliet. Fra den Tid af stod de faste i den Frihed. som Kristus havde frigjort dem med. I sit Liv aabenbarede de Aandens Frugter: “Kjærlighed. Glæde. Fred. Langmodighed, Mildhed, Godhed. Trofasthed. Sagtmodighed. Afholdenhed.” Guds Navn blev æret, og mange blev lagt til de troendes Tal der i Landet.AV 223.1