Kapitel 39—Forhøret i Cæsarea.

FEM Dage efter Paulus’s Ankomst til Cæsarea kom hans Anklagere fra Jerusalem, ledsaget af Tertullus, en Taler, hvis Bistand de havde sikret sig. Sagen kom straks op til Behandling. Paulus blev ført frem for Forsamlingen, og Tertullus begyndte “at anklage ham”. Gaaende ud fra at Smiger vilde have større Indflydelse over den romerske Landshøvding end ligefremme Udtalelser, der stemte overens med Sandhed og Ret. begyndte den listige Taler sit Indlæg med at rose Felix: “At vi ved dig nyder megen Fred, og at mange gode Foranstaltninger gjøres for dette Folk ved din Forsorg, mægtigste Felix! det erkjender vi altid og alle Vegne med al Taksigelse.”AV 241.1

Tertullus nedlod sig her til at fremkomme med en aabenbar Usandhed; thi Felix var en lav, foragtelig Karakter. Det var blevet sagt om ham, at “i Udøvelsen af allehaande Last og Grusomhed øvede han en Konges Magt med en Slaves Sindelag”. (Tacitus: History,” 5. Kap., Par. 9.). De, som hørte Tertullus. vidste, at hans smigrende Ord var usandfærdige; men deres Ønske om at hidføre Apostelen Fordømmelse var stærkere end deres Kjærlighed til Sandheden.AV 241.2

I sin Tale beskyldte Tertullus Apostelen for Forbrydelser, som. hvis de kunde bevises, vilde have resulteret i hans Domfældelse for Højforræderi imod Staten. “Vi har nemlig.” erklærede Taleren, “befundet denne Mand at være en Pest og at vække Oprør iblandt alle Jøder, som er over hele Verden, samt at være Formand for de Nazaræers Sekt. hvilken endog har forsøgt at vanhellige Templet.” Tertullus udtalte derpaa. at Lysias, som havde Befaling over Garnisonen i Jerusalem, havde taget Paulus fra Jøderne med Vold, da de var i Færd med at dømme ham efter sin Kirkelov, og saaledes tvunget dem til at føre Sagen frem for Felix. Denne Udtalelse blev gjort i den Hensigt at udvirke, at Paulus blev overleveret til den jødiske Ret. Alle Beskyldningerne støttedes kraftigt af de tilstedeværende Jøder, som ikke gjorde noget Forsøg paa at skjule det Had, de nærede mod Fangen.AV 241.3

Felix var tilstrækkelig skarpsindig til at læse Anklagernes Sindelag og Karakter. Han vidste. af hvilken Bevæggrund de havde smigret ham. og han saa ogsaa, at de ikke havde formaaet at bevise sine Anklager mod Paulus. Han vendte sig nu til den anklagede og gjorde Tegn til ham. at han skulde tale til sit Forsvar. Paulus spildte ingen Ord paa Komplimenter, men udtalte blot, at han med saa meget større Glæde kunde forsvare sig for Felix, som denne saa længe havde været Dommer og derfor havde et saa indgaaende Kjendskab til Jøder- nes Love og Skikke. Under Henvisning til de Beskyldninger, som blev fremført imod ham, paaviste han klart, at ikke en eneste af dem var sandfærdig. Han erklærede, at han ikke havde afstedkommet Forstyrrelse i nogen Del af Jerusalem, ej heller havde han vanhelliget Helligdommen. “Hverken i Templet,” sagde han, “har de fundet mig i Ordveksel med nogen, eller at gjøre Oprør blandt Folket, ei heller i Synagogerne, ej heller i Staden. De kan ej heller bevise det. som de nu anklager mig for.”AV 241.4

Samtidig med at han indrømmede, at “efter den Lærevej, hvilken de kalde en Sekt”, havde han tilhedet sine Fædres Gud. saa paastod han, at han altid havde troet “alt det, som er skrevet i Loven og Profelerne”, og at han i Overensstemmelse med Skriftens tydelige Lære hyldede Troen paa de dødes Opstandelse. Han erklærede videre, at del ledende Maal i hans Liv var “altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Mennesker”.AV 242.1

Paa en ærlig og ligefrem Maade omtalte han Hensigten med sit Besøg i Jerusalem, og hvorledes det var gaaet til, at han blev fængslet og kom i Forhør: “Efter mange Aars Forløb kom jeg for at bringe Almisser til mit Folk og Ofringer. Herved fandt nogle Jøder fra Asien mig, der jeg blev renset i Templet uden Opløb og uden Larm. Disse burde være til Stede for dig og klage, om de har noget imod mig. Eller lad disse selv sige, om de har fundet nogen Uret hos mig, da jeg stod for Raadet, uden det maa være dette ene Ord, som jeg raabte. der jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for de dødes Opstandelse.”AV 242.2

Apostelen talte med Alvor og aabenbar Oprigtighed, og hans Ord var overbevisende. I sit Brev til Felix havde Claudius Lysias baaret et lignende Vidnesbyrd angaaende Paulus’s Vandel. Felix havde desuden selv en bedre Forstaaelse af den jødiske Religion, end mange tænkle. Apostelens tydelige Udtalelser om de foreliggende Kjendsgjerninger satte Felix i Stand til endnu tydeligere at forstaa de Bevæggrunde, som beherskede Jøderne i deres Forsøg paa at faa Paulus domfældt for Oprør og Forræderi. Landshøvdingen kunde ikke efterkomme deres Ønske om at fælde en uretfærdig Dom over en romersk Borger, ej heller kunde han overlade ham til dem for at blive aflivet uden efter et lovligt Forhør. Men Felix kjendte selv ingen højere Bevæggrund end egne Interesser og var behersket af Lysten til Ros og Ønsket om Forfremmelse. Frygten for at støde Jøderne atholdt ham fra at vise fuld Retfærdighed mod en Mand, som han vidste var uskyldig. Han besluttede derfor at udsætte Forhøret, indtil Lysias kunde komme til Stede, idet han sagde: “Naar Øversten Lysias kommer ned. vil jeg paakjende eders Sag.”AV 242.3

Apostelen vedblev at være Fange, men Felix befalede Høvedsmanden, som havde Paulus i Varetægt, at “tilstaa ham Bekvemmelighed, og ikke forbyde nogen af hans egne at gaa ham til Haande eller at komme til ham”.AV 242.4

Ikke længe derefter sendte Felix og hans Hustru Drusilla Bud efter Paulus. for at de i en privat Samtale kunde høre ham “om Troen paa Kristus”. De var villige til, ja endog begjærlige efter at hore disse nye Sandheder — Sandheder, som de maaske aldrig mere vilde faa at hore, og som, om de blev forkastet, vilde blive et hastigt Vidne imod dem paa den yderste Dag.AV 242.5

Paulus betragtede dette som en Anledning, Gud havde givet ham. og udnyttede den med Troskab. Han vidste, at han stod overfor en Mand, som havde Magt til at tage hans Liv eller at sætte ham i Frihed; men alligevel anvendte han ikke Ros eller Smiger i sin Tale til Felix og Drusilla. Han vidste. at hans Ord vilde blive dem enten en Livets eller en Dødens Lugt, og forglemmende alle egennyttige Hensyn søgte han at vække dem til Forstaaelse af den Fare, der truede dem.AV 243.1

Apostelen forstod, at Evangeliet havde Krav til alle, som maatte høre hans Ord. og at de engang vilde komme til at staa enten blandt de rene og hellige omkring den store hvide Trone eller blandt dem. til hvem Kristus vilde sige: “ Vig bort fra mig, I, som beflitter eder paa Uret!” Matt. 7: 23. Han vidste. at han maatte møde enhver af sine Tilhørere for den himmelske Domstol, og at han der maatte affægge Regnskab ikke blot for alt, hvad han havde sagt og gjort, men for de Bevæggrunde og den Aand, som havde ledsaget hans Ord og hans Handlinger.AV 243.2

Saa voldsom og grusom havde Felix været i sine Handlinger, at kun faa nogensinde før havde vovet endog blot at antyde for ham. at hans Karakter og Vandel ikke var ulastelig. Men Paulus havde ingen Frygt for Mennesker. Han talte tydeligt om sin Tro paa Kristus og om Grundene for denne Tro og kom saaledes til at dvæle særskilt ved de Dyder, som er af Vigtighed i den kristelige Karakter, men som det stolte Par, han nu stod overfor, var saa sørgeligt blottet for.AV 243.3

Han fremholdt for Felix og Drusilla Guds Karakter — hans Retfærdighed og Retvished og hans Lovs Natur. Han paaviste klart, at det er Menneskets Pligt at leve et ædrueligt, afholdende Liv. beherske Lidenskaberne med Fornuftens Tøjler, vandre i Overensstemmelse med Guds Lov og bevare de legemlige og aandelige Kræfter i sund Tilstand. Han fremholdt, at der visselig vil oprinde en Dom medag, da alle vil faa Løn efter de Gjerninger, som er sket ved Legemet. og da det klart vil vise sig. at Rigdom. Stilling eller Rang ikke evner at skaffe Menneskene Gunst hos Herren eller at befri dem for Syndens Følger. Han viste, at det nærværende Liv er Menneskenes Anledning til at berede sig for det tilkommende Liv. Dersom de forsømte de Anledninger, de nu havde, vilde de lide evig Fortabelse; der vilde ikke blive givet dem en ny Prøvetid.AV 243.4

Paulus dvælede særlig ved Guds Lovs vidtrækkende Fordringer. Han paaviste. at den strækker sig til Menneskehjertets dybeste Afkrog og kaster et Væld af Lys over det, som er blevet skjult for Menneskenes Blik og Kundskab. Hvad Hænderne kan gjøre, eller Tungen udtale, — hvad det udvortes Liv aabenbarcr. — er kun en ufuldkommen Fremstilling af Menneskets moralske Karakter. Loven ransager et Menneskes Tanker, Bevæggrunde og Forsætter. De syndige Lidenskaber, der er skjult for det menneskelige Øje, den Misundelse, det Had, den Begjærlighed og Ærgjerrighed, de onde Handlinger, hvorpaa der grundes i Sjælens lønlige Dyb, men som aldrig bliver til Virkelighed af Mangel paa Anledning — alt saadant fordømmes i Guds Lov.AV 243.5

Paulus søgte at lede sine Tilhøreres Sind hen til det store Syndoffer. Han pegte paa de Ofre, som var Skyggerne af tilkommende Goder, og fremstillede derpaa Kristus som Modbilledet til alle disse Ceremonier — den Virkelighed, de pegte fremad til som den eneste Kilde til Liv og Haab for faldne Mennesker. De hellige Mænd fordum blev frelste ved Tro paa Kristi Blod. Naar de betragtede Offerdyrets Dødskamp, skuede de hen over Tidernes Svælg til det Guds Lam, som skulde bære Verdens Synd.AV 244.1

Gud har et berettiget Krav paa alle sine Skabningers Kjærlighed og Lydighed. I sin Lov har han givet dem en fuldkommen Maalestok for hvad Ret er. Men mange glemmer sin Skaber og foretrækker at gaa sine egne Veje i Stedet for at følge hans Vilje. Den Kjærlighed, der er saa høj som Himlen og saa vidtrækkende som Verdensaltet, møder de med Fiendskab. Gud kan ikke slaa af paa sin Lovs Fordringer af Hensyn til ugudelige Mennesker, ej heller kan Mennesket i sin egen Kraft efterkomme Lovens Fordringer. Kun ved Troen paa Kristus kan Synderen blive renset for sin Syndeskyld og sættes i Stand til at vise Lydighed mod Skaberens Lov.AV 244.2

Saaledes forfægtede den fangne Paulus den guddommelige Lovs Fordringer baade paa Jøder og Hedninger og fremholdt Jesus, den foragtede Nazaræer, som Guds Søn, Verdens Gjenløser.AV 244.3

Den fyrstelige Jødinde forstod godt den Lovs hellige Karakter, som hun saa skammeligt havde overtraadt; men hendes Fordom mod Manden fra Golgatha forhærdede hendes Hjerte mod Livets Ord Felix derimod havde aldrig før hørt Sandheden; og idet Guds Aand bragte Overbevisning til hans Sjæl, blev han dybt paavirket. Samvittigheden, der nu vaagnede, lod sin Stemme høre, og Felix følte, at Apostelens Ord var sande. I Tanken gjennemgik han sin syndige Fortid. De lønlige Ting i hans tidligere Liv med dets Udsvævelser og Blodsudgydelser og hans triste Livsregister i de senere Aar traadte frem for ham med en frygtelig Klarhed. Han saa sig selv som et tøjlesløst, grusomt, rovbegjærligt Menneske. Aldrig før havde Sandheden saaledes trængt ind i hans Hjerte. Aldrig før havde hans Sjæl været saa fyldt med Rædsel. Tanken om at alt det skjulte i hans forbryderske Løbebane laa aabent og udspændt for Guds Øjne, og at han vilde blive dømt efter sine Gjerninger, bragte ham til at bæve af Forfærdelse.AV 244.4

Men i Stedet for at lade Overbevisningen føre ham til Omven- delse søgte han at skille sig af med disse ubehagelige Tanker. Samtalen med Paulus blev brat afbrudt. “Gaa bort for denne Gang!” sagde han; “naar jeg faar god Tid. vil jeg kalde dig til mig igjen.”AV 244.5

Hvor vidt forskjellig var ikke Felix’ Optræden fra Fangevogterens i Filippi! Herrens Tjenere blev ført frem for Fangevogteren i Lænker, ligesom Paulus blev ført frem for Felix. Beviserne paa. at de støttedes af en guddommelig Kraft, deres Lovsange under Lidelse og Vanære, deres Frygtløshed, da Jorden rystedes af Jordskjælv, og den kristelige Villighed til at tilgive, som de lagde for Dagen, overbeviste Fangevogterens Hjerte, og med Glæde bekjendte han sine Synder og fik Tilgivelse. Felix bævede, men han omvendte sig ikke. Fangevogteren annammede med Glæde Guds Aand i sit Hjerte og i sit Hjem; Felix bød den guddommelige Udsending gaa bort. Den ene valgte at blive et Guds Barn, en Arving til Himlen; den anden valgte sin Lod med dem, der gjør Uret.AV 245.1

I to Aar blev der intet yderligere foretaget mod Paulus; men han vedblev dog at være Fange. Felix besøgte ham gjentagne Gange og hørte opmærksomt paa hans Ord. Men den virkelige Bevæggrund til denne tilsyneladende Venlighed var Ønsket om Vinding, og han lod ham forstaa. at ved at betale en stor Sum Penge kunde Paulus opnaa Frihed. Apostelen var imidlertid en altfor ædel Person til at ville skaffe sig Frihed ved Bestikkelse. Han havde ikke gjort sig skyldig i nogen Forbrydelse, og han kunde ikke nedlade sig til at begaa en Uret for at blive fri. Derhos var han selv for fattig til at betale en saadan Løsesum, selv om han havde været villig dertil; og han vilde ikke paa egne Vegne gjøre Krav paa sine Tilhængeres Sympati og Godgjørenhed. Han følte ogsaa, at han var i Guds Haand, og han vilde ikke indvirke forstyrrende paa Guds Forsæt med ham.AV 245.2

Felix blev tilsidst kaldet til Rom paa Grund af store Forurettelser, som var begaaet mod Jøderne. Før han i Overensstemmelse med denne Opfordring forlod Cæsarea, mente han at ville “fortjene Tak af Jøderne” ved at lade Paulus blive i Fængslet. Men Felix’ Forsøg paa at gjenvinde Jødernes Tillid lykkedes ikke. Han blev i Vanære afsat fra sit Embede, og Porsius Festus blev udnævnt til hans Efterfølger, med Cæsarea som sin Residens.AV 245.3

En Lysstraale fra Himlen havde skinnet paa Felix, da Paulus talte til ham om Retfærdighed og Afhold og den tilkommende Dom. Dette var hans himmelsendte Anledning til at se og forsage sine Synder. Men han sagde til Guds Sendebud; “Gaa bort for denne Gang! Naar jeg faar god Tid, vil jeg kalde dig til mig igjen.” Han havde kastet Vrag paa det sidste Tilbud om Naade. Aldrig mere skulde han modtage et Kald fra Gud.AV 245.4