Kapitel 41—“Der mangler lidet I, at du overtaler mig.”

PAULUS havde appelleret sin Sag til Kejseren. og Festus kunde ikke andet end sende ham til Rom. Der hengik imidlertid nogen Tid. før han fandt et passende Skib, og da andre Fanger skulde sendes samtidig, foraarsagede Undersøgelsen af disses Sag ogsaa nogen Forhaling. Dette gav Paulus Anledning til at fremlægge Grundene for sin Tro for de ledende Mænd i Cæsarea og tillige for Kong Agrippa II. den sidste af Slægten Herodes.AV 249.1

“Men der nogle Dage var forløbne, kom Kong Agrippa og Berenice til Cæsarea, at hilse Festus. Og da de opholdt sig der mange Dage, forelagde Festus Kongen Paulus’s Sag, sigende: Her er en Mand, efterladt bunden af Felix, imod hvilken de Ypperstepræster og de Ældste af Jøderne mødte, der jeg var i Jerusalem, og begjærede Straf over ham.” Han nævnte de Omstændigheder, som havde ført til, at Fangen indankede sin Sag for Kejseren. Han fortalte om det Forhør, der nylig var afholdt hos ham over Paulus, og sagde, at Jøderne ikke havde bragt nogen Anklage imod Paulus af den Slags, som han havde ventet, men at det kun drejede sig om “nogle Tvistigheder med ham om deres Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, hvilken Paulus sagde at leve”.AV 249.2

Da Festus fremlagde sin Beretning, blev Agrippa interesseret og sagde: “Jeg vilde ogsaa gjerne høre denne Mand.” I Overensstemmelse med hans Ønske blev der bestemt et Møde til den næste Dag. “Anden Dagen altsaa, der Agrippa og Berenice kom med stort Bram og gik ind paa Raadhuset med Øversterne og de ypperste Mænd i Staden, gav Festus Befaling, og Paulus blev fremført.”AV 249.3

Til Ære for sine Gjæster havde Festus søgt at gjøre Sammenkomsten imponerende pragtfuld. Statholderens og hans Gjæsters glimrende Dragter. Stridsmændenes Vaaben og deres Anføreres glimrende Rustninger bidrog til at kaste forøget Glans over det hele.AV 249.4

Og nu traadte Paulus frem. endnu med Haandjern paa. Hvilken Kontrast man her havde for sig! Agrippa og Berenice var i Besiddelse af Magt og Stilling, og paa Grund heraf nød de Verdens Gunst. Men de var blottede for de Karaktertræk, som har Betydning hos Gud. De var Overtrædere af hans Lov, fordærvede i Hjerte og Vandel. Deres Liv var afskyeligt i Herrens Øjne.AV 249.5

Den alderstegne Fange, som her stod lænket til den vagthavende Stridsmand, havde i sit Udseende intet at frembyde, der vilde skaffe ham Verdens Hyldest. Men i denne Mand. der tilsyneladende var uden Venner, uden Rigdom og Stilling, og som var Fange for sin Tro paa Guds Søn, var hele Himlen interesseret. Engle var hans Ledsagere. Dersom et af disse skinnende Sendebud havde ladet sin Herlighed straale igjennem, saa vilde den kongelige Pragt og Stolthed være blevet fordunklet; baade Konge og Hofmænd vilde være blevet slaaet til Jorden, ligesom den romerske Vagt ved Kristi Grav.AV 249.6

Festus selv fremstillede Paulus for Forsamlingen med disse Ord: “Kong Agrippa og alle I Mænd. som her er samlede med os! Her ser I den, om hvem hele Jødernes Hob søgte mig baade i Jerusalem og her og raabte paa, at han ikke burde faa leve længere. Men da jeg kom efter, at han ikke har gjort noget, som fortjener Døden, og da han ogsaa selv indankede sin Sag for Kejseren, satte jeg mig for at sende ham did. Noget paalideligt at skrive til min Herre om ham har jeg ikke; derfor førte jeg ham frem for eder og mest for dig. Kong Agrippa, for at jeg kan have noget at skrive, naar han er blevet forhørt. Thi det tykkes mig meningsløst, naar jeg sender en Fange, da ikke at give Oplysning om Klagerne mod ham.”AV 250.1

Kong Agrippa gav nu Paulus Frihed til at tale for sig. Apostelen lod sig ikke forvirre af sine Tilhøreres Pragt og høje Rang; thi han vidste, hvor lidet verdslig Rigdom og Stilling er værd. Jordisk Pomp og Magt kunde ikke for et Øjeblik gjøre ham forknyt eller bringe ham ud af Sindsligevægt.AV 250.2

“Angaaende alle de Ting.” sagde han, “for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa! agter jeg mig selv lykkelig, at jeg i Dag skal forsvare mig for dig, allermest, fordi du har Kundskab om alle Jødernes Skikke og Spørgsmaal; derfor beder jeg dig, at du taalmodig vil høre mig.”AV 250.3

Paulus fortalte om sin Omvendelse fra haardnakket Vantro til Troen paa Jesus af Nazareth som Verdens Frelser. Han beskrev det himmelske Syn. som først havde opfyldt ham med usigelig Frygt, men som bagefter blev ham en Kilde til den største Trøst — en Aabenbaring af guddommelig Herlighed. hvori han saa den sidde paa sin Trone, som han havde foragtet og hadet, og hvis Efterfølgere nan endnu paa det Tidspunkt søgte at ødelægge. Fra den Stund af havde Paulus været et nyt Menneske, en som alvorligt og oprigtigt troede paa Jesus, og som var blevet saadan ved Guds forvandlende Naade.AV 250.4

Med Klarhed og Kraft skildrede Paulus for Agrippa de ledende Begivenheder i Forbindelse med Kristi Liv paa Jorden. Han vidnede, at den Messias, som Profetierne havde omtalt, allerede var kommet som Jesus af Nazareth. Han paaviste, hvorledes det gamle Testamentes Skrifter havde erklæret, at Messias skulde fremtræde som et Menneske blandt Mennesker, og hvorledes enhver Enkelthed, som var blevet omtalt af Moses og Profeterne, havde faaet sin Opfyldelse i Jesu Liv. For at frelse en fortabt Verden havde Guds egen Søn taalt Korset og foragtet Forsmædelsen og var opfaret til Himlen som Sejerherre over Død og Grav.AV 250.5

Hvorfor, spurgte Apostelen, skulde det synes utroligt, at Kristus opstod fra de døde? En Gang havde det set saadan ud tor ham; men hvorledes kunde han forkaste det. som han selv havde set og hørt? Ved Damaskus’s Port havde han i Sandhed set den korsfæstede og opstandne Kristus, den samme som havde vandret paa Jerusalems Gader og var død paa Golgatha, som senere brød Dødens Baand og opfor til Himlen. Ligesaa virkeligt som Kefas, Jakob, Johannes eller nogen anden Discipel havde han selv set ham og talt med ham. Og Røsten havde befalet ham at forkynde Evangeliet om den opstandne Frelser, og hvorledes kunde han undlade at lyde den? I Damaskus, i Jerusalem, gjennem hele Judæa og i fjerne Egne havde han baaret Vidnesbyrd om Jesus den Korsfæstede og fremholdt for alle Klasser af Mennesker, at de skulde “omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger”.AV 251.1

“For disse Tings Skyld.” udtalte Apostelen, “greb Jøderne mig i Templet og forsøgte at slaa mig ihjel. Men efter at have bekommet den Hjælp. som er fra Gud, staar jeg indtil denne Dag, og vidner baade for smaa og store, og siger intet andet end det, baade Profeterne har sagt at skulle ske. og Moses: at Kristus skuldle lide, at han, den første af de dødes Opstandelse, skulde forkynde Lys for Folket og Hedningerne.”AV 251.2

Hele Forsamlingen sad som fortryllet, idet den hørte Apostelen berette om sine vidunderlige Erfaringer. Paulus behandlede her sit Yndlingsemne. Ingen, som hørte ham, kunde være i Tvivl om hans Oprigtighed. Men midt i sit overbevisende, kraftige Indlæg blev han afbrudt af Festus. der raabte: “Du raser, Paulus! den megen Lærdom gjør dig rasende.”AV 251.3

Apostelen svarede: “Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men taler sande og betænksomme Ord. Thi Kongen er vidende om dette, og til ham taler jeg frimodig, efterdi jeg er vis paa, at slet intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke sket i en Vraa.” Derpaa henvendte han sig direkte til Agrippa og sagde: “Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem.”AV 251.4

Stærkt grebet glemte Agrippa for et Øjeblik sine Omgivelser og sin høje Værdighed. Tænkende kun paa de Sandheder, han havde hørt, og paa den ydmyge Fange, der stod foran ham som Guds Sendebud, svarede han uvilkaarlig: “Der fattes lidet udi, at du jo overtaler mig til at blive en Kristen.”AV 251.5

Med stort Alvor lød Apostelens Svar: “Jeg vilde ønske til Gud. enten der fattes lidet eller meget, at ikke alene du. men og alle, som hører mig i Dag. maatte blive saadanne. som og jeg er” — og løftende sine lænkebundne Hænder tilføjede han: “undtagen disse Lænker”.AV 251.6

Festus, Agrippa og Berenice kunde med Rette have baaret de Lænker. Apostelen var bundet med. De var alle skyldige i grove Forbrydelser. Disse Overtrædere havde her hørt Tilbudet om Frelse ved Kristi Navn. En i det mindste havde følt sig tilskyndet til at tage imod den tilbudte Naade og Tilgivelse. Men Agrippa skjød fra sig Tilbudet om Naade og nægtede at vedkjende sig den korsfæstede Gjenløsers Kors.AV 251.7

Kongens Nysgjerrighed var nu tilfredsstillet, og idet han rejste sig, tilkjendegav han, at Sammenkomsten var til Ende.Da Forsamlingen spredtes, talte de til hverandre og sagde: “Denne Mand gjør intet, som fortjener Død eller Lænker.”AV 252.1

Ihvorvel Agrippa var Jøde, delte han dog ikke Farisæernes fanatiske Nidkjærhed og blinde Fordom. “Denne Mand,” sagde han til Festus, “kunde være løsladt, dersom han ikke havde indskudt sig for Kejseren.” Men Sagen var blevet henvist til en højere Domstol og laa nu udenfor baade Festus’s og Agrippas Magtomraade.AV 252.2