Kapitel 54—Et trofast Vidne.

EFTER Kristi Himmelfart fremtræder Johannes som en trofast. alvorlig Arbejder for Mesteren. Ligesom de andre Disciple modtog han paa Pinsedagen den Helligaands Udgydelse, og med fornyet Nidkjærhed og Kraft vedblev han at tale Livets Ord til Folket, søgende at lede deres Tanker hen til den Usynlige. Han var en kraftig Ordets Forkynder, inderlig og meget alvorlig. I et smukt Sprog og med en klangfuld Stemme fortalte han om Kristi Ord og Gjerninger og talte paa en Maade, som gjorde Indtryk paa deres Hjerter, som hørte ham. Hans enkle og ligefremme Ord, den Kraft, der laa i de Sandheder, han fremholdt, og den Varme, der udmærkede hans Undervisning, skaffede ham Adgang til alle Klasser.AV 315.1

Apostelens Liv var i Overensstemmelse med hans Lære. Den Kjærlighed til Kristus, som brændte i hans Hjerte, drev ham til at virke alvorligt og utrætteligt for sine Medmennesker, især for sino Brødre i den kristne Menighed.AV 315.2

Kristus havde befalet de første Disciple at elske hverandre, ligesom han havde elsket dem. Derved skulde de bære Vidnesbyrd for Verden om. at Kristus, Herlighedens Haab. boede I dem. “Et nyt Bud giver jeg eder.” havde han sagt, “at I skal elske hverandre; ligesom jeg har elsket eder, skal ogsaa I elske hverandre.” Joh. 13: 14. Den Gang disse Ord blev udtalt, kunde Disciplene ikke forstaa dem ; men efter at de havde været Vidne til Kristi Lidelser, efter hans Korsfæstelse, Opstandelse og Himmelfart, og efter at den Helligaand var kommet over dem paa Pinsedagen, havde de faaet et klarere Indblik i Guds Kjærlighed samt i Beskaffenheden af den Kjærlighed, som de skulde nære til hverandre. Da kunde Johannes sige til sine Meddisciple:AV 315.3

“Derpaa har vi kjendt Kjærligheden, at han har sat sit Liv til for os; ogsaa vi er skyldige at sætte Livet til for Brødrene.”AV 315.4

Da Disciplene efter den Helligaands Udgydelse gik ud for at forkynde Budskabet om en levende Frelser, var Sjæles Frelse deres eneste Ønske. De glædede sig i det liflige Samfund med de hellige. De var lemfældige, betænksomme, selvfornægtende, villige til at bringe et hvilket som helst Offer for Sandhedens Skyld. I sin daglige Omgang med hverandre udviste de den Kjærlighed, som Kristus havde givet dem Befaling om. Ved uegennyttige Ord og Handlinger stræbte de efter at tænde denne Kjærlighed i andres Hjerter.AV 315.5

En saadan Kjærlighed skulde de troende altid nære. De skulde gaa fremad i villig Lydighed mod det nye Bud. Saa nøje skulde de være forenet med Kristus, at de vilde blive i Stand til at opfylde alle hans Fordringer. Deres Liv skulde Vidne om den Frelsers Magt. som kunde retfærdiggjøre dem ved sin Retfærdigbed.AV 315.6

Men lidt efter lidt indtraadte der en Forandring. De troende begyndte at søge efter Mangler hos andre. Ved at dvæle ved Fejltrin og give Plads for uvenlig Kritik tabte de Frelseren og hans Kjærlighed afsyne. De blev mere strenge med Hensyn til udvortes Ceremonier. mere nøjeregnende med Teorien end med Troens Udøvelse. I sin Nidkjærhed i at fordømme andre oversaa de sine egne Fejltrin. De tabte den Broderkjærlighed, som Kristus havde krævet af dem, og værst af alt: de var sig ikke sit Tab bevidst. De forstod ikke, at Lykke og Glæde forsvandt fra deres Liv, og at de efter at have lukket Guds Kjærlighed ude af sit Hjerte snart vilde vandre i Mørket.AV 316.1

Johannes, som forstod, at Kjærligheden aftog i Menigheden. fremholdt for de troende deres stadige Behov af denne Kjærlighed. Hans Breve til Menigheden er fyldt med denne Tanke . “I elskelige! lad os elske hverandre,” skriver han; , thi Kjærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født af Gud og kjender Gud. Hvo som ikke elsker, kjender ikke Gud; thi Gud er Kjærlighed. Derudi er Guds Kjærlighed aabenbaret iblandt os. at Gud har sendt sin Søn den enbaarne til Verden, at vi skal leve ved ham. Derudi bestaar Kjærligheden: ikke at vi har elsket Gud, men at han har elsket os, og har udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. I elskelige! har Gud saaledes elsket os, da er vi og skyldige at elske hverandre.”AV 316.2

Om den særskilte Maade, hvorpaa denne Kjærlighed hør aabenbare sig hos de troende, siger Apostelen: “Atter skriver jeg eder et nyt Bud. som er sandt i ham og i eder; thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede. Hvo som siger, at han er i Lyset, og hader sin Broder, han er endnu i Mørket. Hvo som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham. Men hvo som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket og ved ikke, hvor han gaar, fordi Mørket har forblindet hans Øjne.” “Dette er det Budskab, som I har hørt fra Begyndelsen, at vi skal elske hverandre.” “Hvo som ikke elsker sin Broder, bliver i Døden. Hver. som hader sin Broder, er en Manddraher; og I ved. at ingen Manddraber har det evige Liv blivende i sig. Derpaa har vi kjendt Kjærligheden, at han har sat sit Liv til for os; ogsaa vi er skyldige at sætte Livet til for Brødrene.”AV 316.3

Det er ikke Verdens Modstand, som rummer den største Fare for Kristi Menighed. Det er det onde, som næres i de troendes egne Hjerter, der volder den største Ulykke og sikrere end alt hemmer Guds Sag. Den bedste Maade, hvorpaa man kan svække det aandelige Liv, er ved at nære Misundelse og Mistanke og finde Fejl. Paa den anden Side er det stærkeste Vidnesbyrd om, at Gud har sendt sin Son til Verden, det, at der hersker Enighed og Forstaaelse blandt de Mennesker med alle Slags Anlæg, som udgjør hans Menighed. Dette Vidnesbyrd er det Kristi Efterfølgeres Forret at bære. Men for at gjøre dette maa de stille sig under Kristi Ledelse. Deres Karakter maa blive dannet efter hans Karakter og deres Vilje etter hans Vilje.AV 316.4

“Et nyt Bud giver jeg eder,” sagde Kristus; “at I skal elske hverandre; ligesom jeg har elsket eder. skal ogsaa I elske hverandre.” Joh. 13: 34. Hvilke vidunderlige Ord! Men o hvor mangelfuldt de bliver efterlevet! I Guds Menighed i vor Tid hersker der en sørgelig Mangel paa Broderkjærlighed. Mange, som bekjender sig til at elske Frelseren, elsker ikke hverandre. Vantro Mennesker holder Øje med dem. som bekjender sig til at være Kristne, for at se, om deres Tro øver en helliggjørende Indflydelse over deres Liv; og de opdager hurtigt Manglerne i deres Karakter, Uoverensstemmelsen mellem deres Bekjendelse og Handlinger. Lad de Kristne ikke give Fienden Anledning til at pege paa dem og sige: Se. hvor disse Mennesker, der staar under Kristi Banner, hader hverandre! De Kristne er Medlemmer af én Familie; de er alle Børn af den samme himmelske Fader og har det samme salige Haab om Udødelighed. Meget inderligt og ømt bør det Baand være, som knytter dem sammen.AV 317.1

Den guddommelige Kjærlighed retter de mest rørende Henvendelser til Hjertet, naar den opfordrer os til at udvise den samme ømme Medlidenhed, som Kristus udviste. Kun den, som nærer en uegennyttig Kjærlighed til sin Broder, har sand Kjærlighed til Gud. En sand Kristen lader ikke med Vilje den Sjæl blive uden Advarsel og uden Omsorg, som er i Fare og Nød. Han vil ikke holde sig borte fra de vildfarende og overlade dem til at styrte sig endnu dybere i Ulykke og Modløshed eller falde paa Satans Slagmark.AV 317.2

De, som aldrig har erfaret Kristi ømme, dragende Kjærlighed, kan ikke lede andre til Livets Kilde. Kristi Kjærlighed i Hjertet er en tvingende Kraft, som leder Menneskene til at aabenbare ham i Tale. i Ømhed og Medlidenhed. og ved at hjælpe dem op, som de omgaaes. Kristelige Arbejdere. som vil have Fremgang i sin Gjerning, maa kjende Kristus; og for at kjende ham maa de kjende hans Kjærlighed. I Himlen bliver deres Skikkethed som Arbejdere vurderet efter deres Evne til at elske, som Kristus elskede, og virke, som han virkede.AV 317.3

“Lad os ikke elske med Ord.” skriver Apostelen, “men i Gjerning og Sandhed.” Fuldkommenhed i kristelig Karakter opnaaes, naar man i sit Indre stadig føler en Tilskyndelse til at hjælpe og velsigne andre. Det er denne Kjærlighedens Luftning, der omgiver den troendes Sjæl. som gjør ham til en Livets Lugt til Liv og sætter Gud I Stand til at velsigne hans Arbejde.AV 317.4

Kjærlighed til Gud over alle Ting og uegennyttig Kjærlighed til hverandre — det er den bedste Gave, vor himmelske Fader kan give os. Denne Kjærlighed er ikke en Indskydelse, men et guddommeligt Princip, en vedvarende Kraft. Det Hjerte, som ikke er helliget Gud, kan ikke føde eller frembringe den; den findes kun i det Hjerte, hvor Jesus hersker. “Vi elsker ham. fordi han elskede os først.” I det Hjerte, som er fornyet ved Guds Naade, er Kjærligheden det raadende Princip, Grundlaget for al Handling. Den omformer Karakteren, styrer Drifterne, behersker Lidenskaberne og forædler Stemningerne. Naar denne Kjærlighed næres i Sjælen, forsøder den Livet og spreder en forædlende Indflydelse omkring til alle.AV 317.5

Johannes bestræbte sig for at føre de troende til en Forstaaelse at’ de ophøjede Privilegier, de vilde opnaa ved Udøvelsen af Kjærlighedens sande Aand. Naar den med sin omdannende Kraft fyldte Hjertet, vilde den beherske enhver anden Bevæggrund og løfte sin Eje mand op over de fordærvelige Indflydelser i Verden udenom. Og naar denne Kjærlighed fik Lov til at have fuldt Raaderum og blev den ledende Kraft i Livet, vilde deres Tillid og Fortrøstning til Gud og hans Handlemaade med dem blive fuldstændig. De vilde da komme til ham i Troens fulde Forvisning, vidende at de af ham vilde faa alt. hvad de behøvedse til sit timelige og aandelige Vel. “I dette er Kjærligheden bleven fuldkommen hos os,” skrev han, “at vi har Frimodighed paa Dommens Dag; thi ligesom han er, saa er og vi i denne Verden. Frygt er ikke i Kjærligheden. men den fuldkomne Kjærlighed driver Frygten ud.” “Og dette er den frimodige Tilid, som vi har til ham, at dersom vi beder om noget efter hans Vilje, da hører han os; . . . saa ved vi, at vi har de Ting, vi har bedet om.”AV 318.1

“Dersom nogen synder, har vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus den Retfærdige, og han er en Forsoning for vore Sydner, dog ikke alene for vore. men ogsaa for den ganske Verdens.” “Dersom vi bekjender vore Synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed.” Betingelsen for at erholde Barmhjertighed hos Gud er enkel og rimelig. Herren forlanger ikke, at vi skal foretage os svære Ting for at faa Til-givelse. Vi behøver ikke at foretage lange, besværlige Pilegrimsrejser eller udføre smertefulde Bodsøvelser for at befale vore Sjæle til Himlens Gud eller udsone vore Overtrædelser. “Den, som bekjender” sine Synder “og afstaar fra dem. skal faa Barmhjertighed”. Ordsp. 28: 13.AV 318.2

I Himlen taler Kristus sin Menigheds Sag. — han taler deres Sag, hvis Forløsning han har forhvervet ved sit Blod. Aartusinders Forløb kan ingensinde svække Kraften af hans Sonoffer. Hverken Liv eller Død, hverken det høje eller det lave kan skille os fra Guds Kjærlighed i Kristus Jesus, ikke fordi vi holder saa fast ved ham. men fordi han holder saa fast ved os. Dersom vor Frelse beroede paa vore egne Bestræhelser, kunde vi ikke blive frelst; men den beror paa ham, som staar bagved alle Løfterne. Det Greb, vi har paa ham. kan synes at være svagt: men hans Kjærlighed er den ældre Broders Kjærlighed. Saa længe vi holder fast paa Samfundet med ham. kan intet rive os ud af hans Haand.AV 318.3

Efterhaanden som Aarene gik, og de troendes Antal vokste, virkede Johannes med forøget Troskab og Alvor for sine Brødre. Tiderne rummede store Farer for Menigheden. Sataniske Forførelser fandtes overalt. Ved Løgn og urigtige Fremstillinger søgte Satans Haandlangere at vække Modstand mod Kristi Lære. og som Følge heraf truedes Menigheden af Splittelser og Vranglære. Nogle. som bekjendte Kristus, paastod, at hans Kjærlighed fritog dem for Ly-dighed mod Guds Lov. Paa den anden Side var der mange, som lærte, at det var nødvendigt at overholde de jødiske Skikke og Ceremonier, og at en blot og bar Overholdelse af Loven uden Tro paa Kristi Blod var tilstrækkelig til Frelse. Nogle holdt paa, at Kristus var et godt Menneske, men fornægtede hans Guddom. Nogle, der gav det Udseende af at være tro mod Guds Sag, var Forførere, og i sin Vandel fornægtede de Kristus og hans Evangelium. De levede selv i Overtrædelse og indførte vrange Lærdomme i Menigheden. Saaledes blev mange ledet ind i Skepticismens og Vildfarelsens Labyrint.AV 319.1

Johannes blev dybt bedrøvet, da han saa disse giftige Vildfarelser snige sig ind i Menigheden. Han saa de Farer. Menigheden var udsat for. og han optraadte hurtigt og bestemt. Johannes’s Breve aander af Kjærlighed. Det kunde synes, som om han skrev med en Pen. der var dyppet i Kjærlighed. Men naar han kom i Berøring med dem, der overtraadte Guds Lov og alligevel paastod, at de levede uden Synd. tog han ikke i Betænkning at advare dem imod den frygtelige Forførelse, de befandt sig i.AV 319.2

I en Skrivelse til en Medhjælper i den evangeliske Virksomhed, en Kvinde af godt Navn og vidtrækkende Indflydelse, sagde han: “Mange Forførere er komne ind i Verden, som ikke bekjender Jesus Kristus at være kommen i Kjødet. En saadan er Forføreren og Antikristen. Giver Agt paa eder selv, at vi ikke skal tabe, hvad vi har arbejdet. men maa bekomme en fuld Løn. Hver den. som afviger og ikke bliver i Kristi Lærdom, har ikke Gud. Hvo som bliver i Kristi Lærdom, han har baade Faderen og Sønnen. Dersom nogen kommer til eder og fører ikke denne Lærdom, ham annammer ikke til Huse og byder ham ikke velkommen. Thi hvo som byder ham velkommen, bliver delagtig i hans onde Gjerninger.”AV 319.3

Saadanne som paastaar sig at blive i Kristus, medens de lever i Overtrædelse af Guds Lov, har vi Ret til at bedømme paa samme Maade. som den elskede Discipel gjorde. Der findes i disse sidste Dage lignende Onder som dem, der truede Menighedens Trivsel paa hin Tid, og Apostelen Johannes’s Undervisning angaaende disse Punkter bør omhyggeligt paaagtes. “I maa have Kjærlighed!” — det er det Raab, som høres overalt, især hos saadanne, som paastaar sig at være hellige. Men den sande Kjærlighed er altfor ren til at skjule nogen Synd. som ikke bekjendes. Vel skal vi elske de Sjæle for hvem Kristus døde, men vi skal dog ikke gaa paa Akkord med det onde. Vi maa ikke forene os med de gjenstridige og kalde det Kjærlighed. Gud kræver, at hans Folk i vor Tid skal udvise den samme Uforfærdethed som Johannes fordum ved at forsvare, hvad der er Ret, i Modsætning til sjælefordærvende Vildfarelser.AV 319.4

Apostelen lærer, at samtidig som vi bør udvise kristelig Hensynsfuldhed, saa har vi ogsaa Ret til at optræde bestemt overfor Synd og Syndere, og at dette ikke staar i Strid med sand Kjærlighed. “Hvo som gjør Synd,” skriver han. “begaar og Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse. Og I ved. at han er aabenbaret, paa det han skulde borttage vore Synder, og der er ikke Synd i ham. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder, har ikke set ham, ej heller kjendt ham.”AV 320.1

Som et Kristi Vidne indlod Johannes sig ikke i nogen Tvist eller trættende Strid. Han fremholdt, hvad han vidste, hvad han havde set og hørt. Han havde haft fortrolig Omgang med Kristus, havde hørt hans Lære og været Vidne til hans mægtige Undergjerninger. Faa kunde se det skjønne i Kristi Karakter, saaledes som Johannes saa det. For ham var Mørket forsvundet; det sande Lys skinnede paa ham. Hans Vidnesbyrd angaaende Frelserens Liv og Død var klart og indtrængende. Han talte fra et Hjerte, der var fuldt til Overflod af Kjærlighed til Frelseren, og ingen Kraft kunde standse hans Ord.AV 320.2

“Det, som var fra Begyndclsen,” udtalte han. “det, vi har hørt, det. vi har set med vore Øjne, det, vi har beskuet og vore Hænder følet paa. nemlig cm det Livsens Ord; . . . hvad vi har set og hørt. forkynder vi eder, at ogsaa I skal have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus.”AV 320.3

Saaledes kan enhver sand troende blive i Stand til i sin egen Erfaring at besegle, “at Gud er sanddru”. Joh. 3; 33. Han kan bære Vidnesbyrd om det, han har set og hørt og erfaret af Kristi Kraft.AV 320.4