Kapitel 57—Aabenbaringens Bog.

PAA Apostlenes Tid var de Kristne fyldt med Alvor og Begejstring. Saa utrætteligt arbejdede de for Mesteren, at Rigets Evangelium i forholdsvis kort Tid trods voldsom Modstand blev forkyndt i alle beboede Dele af Verden. Den Nidkjærhed, som Jesu Efterfølgere paa hin Tid udviste, er af den inspirerede Pen blevet nedtegnet til Opmuntring for de troende i alle Tider. Om Menigheden i Efesus, som den Herre Jesus benyttede som et Symbol paa hele den kristne Menighed i den apostoliske Tidsalder, erklærede det trofaste og sanddru Vidne:AV 332.1

“Jeg ved dine Gjerninger og dit Arbejde og din Taalmodighed, og at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som siger sig at være Apostle og er det ikke, og har befundet dem at være Løgnere; og du har udstaaet og har Taalmodighed; og du har arbejdet for mit Navns Skyld, og er ikke bleven træt.” Aab. 2:2, 3.AV 332.2

I Begyndelsen udmærkede Menigheden i Efesus sig ved barnlig Enfoldighed og Inderlighed. De troende bestræbte sig alvorligt for at adlyde ethvert Guds Ord. og deres Vandel vidnede om en alvorlig, oprigtig Kjærlighed til Kristus. De glædede sig ved at gjøre Guds Vilje, fordi Frelseren boede i deres Hjerte. De var fulde af Kjærlighed til Forløseren, og deres højeste Maal var at vinde Sjæle for ham. De tænkte ikke paa at ophobe og hengjemme Kristi Naades dyrebare Skatte. De forstod Vigtigheden af sit Kald, og fyldt med Budskabet: “Fred paa Jorden, og i Menneskene en Velbehagelighed,” brændte de af Længsel efter at bringe Glædesbudskabet om Frelsen til Jordens fjerneste Egne. Verden saa, at de havde været hos Jesus. Syndige, bodfærdige Mennesker, som havde faaet Syndsforladelse og var blevet renset og helliggjort, traadte i Samfund med Gud gjennem hans Søn.AV 332.3

Menighedens Medlemmer var ét i Sind og Handling. Kjærlighed til Kristus var den gyldne Kjæde, der bandt dem til hverandre. De jagede efter at opnaa et stedse større Kjendskab til Herren, og deres Liv aabenbarede Kristi Fred og Glæde. De besøgte de faderløse og Enkerne i deres Trængsel og bevarede sig selv ubesmittet af Verden. da de vidste, at en Undladelse af at gjøre dette vilde være i Strid med deres Bekjendelse og en Fornægtelse af Frelseren.AV 332.4

I enhver By blev der udfoldet Virksomhed. Sjæle blev omvendte, og disse følte sig atter drevet til at fortælle andre om den uvurderlige Skat, de havde fundet. De kunde ikke hvile, før det Lys, der havde oplyst deres eget Sind, ogsaa skinnede over andre. Mængder af vantro Mennesker blev kjendt med Grundene for den Kristnes Haab. Varme, inderlige personlige Henstillinger blev rettet til de vildtfarende, til de udstødte og til dem, som vel udgav sig for at kjende Sandheden, men dog elskede Vellyst mere, end de elskede Gud.AV 332.5

Men efter nogen Tid begyndte de troendes Nidkjærhed at aftage og deres Kjærlighed til Gud og til hverandre at svækkes. Kulde sneg sig ind i Menigheden. Nogle glemte den vidunderlige Maade, hvorpaa de havde antaget Sandheden. Den ene efter den anden af de gamle Bannerførere faldt paa sin Post. Nogle af de yngre Arbejdere. der kunde have hjulpet til med at bære disse gamle Banebryderes Byrder og saaledes have været beredte til at træde til som kloge Ledere, var blevet trætte af de ofte gjentagne Sandheder. I sin Tragten efter noget nyt og overraskende søgte de at indføre nye Sandhedspunkter, som var mere tiltalende for mange, men som ikke var i Overensstemmelse med Evangeliets Grundsætninger. I sin Selvtillid og aandelige Blindhed indsaa de ikke, at disse Sofisterier vilde lede mange til at drage tidligere Erfaringer i Tvivl og saaledes føre til Forvirring og Vantro.AV 333.1

Under Fremholdelsen af disse falske Lærdomme opstod der Meningsforskjel, og mange blev forledet til at se bort fra Jesus som Troens Begynder og Fuldender. Drøftelsen af uvigtige Lærdomspunkter og Dvælen ved tiltalende Fabler af menneskelig Opfindelse lagde Beslag paa den Tid, der burde have været anvendt til Evangeliets Forkyndelse. De Skarer af Mennesker, som kunde være blevet overbeviste og omvendte ved en trofast Fremholdelse af Sandheden, blev ikke advarede. Gudsfrygt aftog hurtigt, og det saa ud, som om Satan var ved at faa Overtaget over dem, der bekjendte sig til at være Kristi Efterfølgere.AV 333.2

Det var paa dette kritiske Tidspunkt i Menighedens Historie, at Johannes blev dømt til Landsforvisning. Aldrig før havde Menigheden staaet i saa stort Behov af hans Tale. Næsten alle hans tidligere Medarbejdere i Virksomheden havde lidt Martyrdøden. De tiloversblevne troende stod overfor bitter Modstand. Efter alle ydre Tegn at dømme var den Dag ikke fjern, da Kristi Menigheds Fiender vilde sejre.AV 333.3

Men Herrens Haand var i Virksomhed i det skjulte. I Forsynets Styrelse blev Johannes saaledes stillet, at Kristus kunde give ham en vidunderlig Aabenbarelse af sig selv og af guddommelige Sandheder til Menighedens Oplysning.AV 333.4

Da Sandhedens Fiender landsforviste Johannes, havde de haabet at bringe det trofaste Guds Vidne til evig Taushed. Men paa Patmos modtog Discipelen et Budskab, hvis Indflydelse skulde vedblive at styrke Menigheden indtil Tidens Ende. De, der landsforviste Johannes, blev vel ikke fritaget for Ansvaret af sin urigtige Handling; men de blev Redskaber i Herrens Haand til at fuldføre Guds For- sæt; og netop Forsøget paa at udslukke Lyset blev et Middel til at stille Sandheden aabent til Skue.AV 333.5

Det var paa Sabbaten, at Herlighedens Herre aabenbarede sig for den landsforviste Apostel. Johannes holdt Sabbaten ligesaa hellig paa Patmos, som da han prædikede for Folket i Judæas Byer og Stæder. Han tilegnede sig de dyrebare Løfter, som var givet med Hensyn til denne Dag. “Jeg henryktes I Aanden paa Herrens Dag,” skriver Johannes, “og jeg hørte bag mig en Røst som en Basunes, der sagde: Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste. ... Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talede med mig; og da jeg vendte mig, saa jeg syv Guldlysestager, og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn.” Aab. 1: 10-13.AV 334.1

Højlig begunstiget var denne elskede Discipel. Han havde set sin Mester i Gethsemane, hvor hans Ansigt var mærket af Angestens Blodsdraaber — “saa ilde tilredt var hans Udseende, at det ikke var som et Menneskes, og hans Skikkelse, at den ikke var som Menneskebørns”. Es. 52: 14. Han havde set ham i de romerske Stridsmænds Vold, iført en gammel Purpurkaake og kronet med Torne. Han havde set ham hænge paa Golgathas Kors, udsat for grusom Grovhed og Spot. Nu blev det Johannes forundt endnu engang at se sin Herre. Men hvor forandret er ikke hans Udseende ! Han er nu ikke længere en Mand fuld af Pine, foragtet og ydmyget af Mennesker. Han er iført et Klædebon af himmelsk Klarhed. “Hans Hoved og Haar” er “hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans Øjne som Ildslue; og hans Fødder lige det skinnende Kobber, som glødede i Ovnen.” Aab. 1 : 14, 15, 17, 18. Hans Stemme er som mange Vandes Lyd. Hans Ansigt skinner som Solen. I hans Haand er syv Stjerner, og af hans Mund udgaar et skarpt, tveægget Sværd, et Symbol paa hans Ords Magt. Patmos bestraales af den opstandne Herres Herlighed.AV 334.2

“Og der jeg saa ham,” skriver Johannes, “faldt jeg ned for hans Fødder som en død; og han lagde sin højre Haand paa mig og sagde til mig: Frygt ikke!” Aab. 1:17.AV 334.3

Johannes fik Styrke til at leve i sin herliggjorte Herres Nærværelse. Derefter blev Himmelens Herlighed opladt for hans undrende Blik. Det blev ham tilladt at se Guds Trone og se fremad forbi al jordisk Strid og betragte den hvidklædte, forløste Skare. Han hørte de himmelske Engles Musik og deres Lovsange som havde vundet Sejer ved Lammets Blod og ved det Ord, de vidnede. I den Aabenbaring, han fik, blev der fremstillet for ham Scene efter Scene af den allerstørste Betydning for Guds Folk. og Menighedens Historie blev forudsagt lige til Tidens Ende. I Tegn og Symboler blev Emner af overordentlig Betydning fremstillet for Johannes; og dette skulde han nedskrive, for at Guds Folk i hans Dage og ned igjennem kommende Tider kunde have en fuld Forstaaelse af de Farer og Kampe, de vilde møde.AV 334.4

Denne Aabenbaring blev givet Menigheden til Vejledning og Trøst ned gjennem den kristne Tidsalder. Alligevel har religiøse Lærere erklæret, at den er en forseglet Bog, og at dens Hemmeligheder ikke kan tydes. Mange har derfor vendt sig bort fra den profetiske Beretning, uvillige til at benytte Tid til Granskning af dens Hemmeligheder. Men Gud vil ikke, at hans Folk skal betragte denne Bog saaledes. Den er “Jesu Kristi Aabenbaring, som Gud har givet ham, for at vise sine Tjenere de Ting, som snart skal ske”. “Salig er den. som læser,” siger Herren, “og de, som hører Profetiens Ord og bevarer det, som er skrevet i den; thi Tiden er nær.” Aab. 1: 1-3. “Jeg vidner for hver, som hører denne Bogs Profeties Ord: Dersom nogen lægger noget til disse Ting, da skal Gud lægge paa ham de Plager, som er skrevne i denne Bog. Og dersom nogen tager noget bort fra denne Profeties Bogs Ord, da skal Gud borttage hans Del af Livsens Bog og af den hellige Stad og fra de Ting. som er skrevne i denne Bog. Han. som vidner disse Ting, siger: Ja, jeg kommer snart!” Aab. 22:18-20.AV 334.5

I Aabenbaringens Bog skildres Guds Dybheder. Selve det Navn, som disse inspirerede Blade har faaet: “Aabenbaring”, er en Gjendrivelse af den Paastand, at den skulde være en forseglet Bog. En Aabenbaring er noget, som er aabenbaret. Herren selv aabenbarede for sin Tjener de Hemmeligheder, som denne Bog indeholder, og han har til Hensigt, at de skal være tilgjængelige for alles Granskning. Dens Sandheder er rettet til dem, der lever i denne Verdens sidste Tid, saavel som til dem, der levede paa Johannes’s Tid Nogle af de Tildragelser, der skildres i denne Profeti, hører Fortiden til, og nogle foregaar nu; nogle viser os Afslutningen af den store Strid mellem Mørkets Magter og Himlens Fyrste, og andre aabenbarer de frelstes Sejer og Glæde paa den nye Jord.AV 335.1

Lad ingen tænke, at fordi han ikke kan forklare Betydningen af hvert eneste Sindbillede i Aabenbaringens Bog, saa er det til ingen Nytte for ham at granske den og søge at komme til Klarhed over Betydningen af de Sandheder, den indeholder. Den, som aabenbarede disse Hemmeligheder for Johannes, vil give enhver flittig Sandhedsgransker en Forsmag paa de himmelske Ting. De, hvis Hjerter er modtagelige for Sandheden, vil blive i Stand til at forstaa dens Lære og delagtige i de Velsignelser, der er lovet dem, som “hører Profetiens Ord og bevarer det, som er skrevet i den”.AV 335.2

I Aabenbaringens Bog mødes og afsluttes alle Bøger i Bibelen. Her har man Fuldstændiggjørelsen af Daniels Bog. Den ene er en Profeti, den anden er en Aabenbaring. Den Bog. der blev forseglet, er ikke Aabenbaringens Bog, men den Del af Daniels Profeti, som omhandler de sidste Dage. Engelen bød: “Og du, Daniel, luk til for Ordene og forsegl Bogen indtil Endens Tid.” Dan. 12:4.AV 335.3

Det var Kristus, der bød Apostelen skrive, hvad der nu vilde blive aabenbaret for ham. “Hvad du ser, skriv det i en Bog,” befalede han, “og send det til Menighederne i Asien. til Efesus og til Smyrna og til Pergamus og til Tyatira og til Sardus og til Filadelfia og til Laodicea.” “Jeg er . . . den Levende; og jeg var død. og se, jeg er levende i al Evighed! . . . Skriv, hvad du saa, baade det som er, og det som skal ske herefter; de syv Stjerners Hemmelighed, hvilke du har set i min højre Haand, og de syv Guldlysestager. De syv Stjerner er de syv Menigheders Engle, og de syv Lysestager, som du saa, er de syv Menigheder.” Aab. 1:11, 18-20.AV 335.4

Navnene paa de syv Menigheder er symbolske Betegnelser paa Menigheden i de forskjellige Afsnit af den kristelige Tidsalder. Tallet syv betegner Fuldkommenhed og er en sindbilledlig Fremstilling af den Sandhed, at Budskaberne strækker sig ned til Tidens Ende, medens de Symboler, der anvendes, aabenbarer Menighedens Tilstand i de forskjellige Afsnit i Verdenshistorien.AV 336.1

Kristus omtales som vandrende mellem de syv Guldlysestager. Paa denne Maade fremstilles hans Forhold til Menigheden. Han har stadig Samfund med sit Folk. Han kjender deres sande Tilstand. Han lægger Mærke til deres Orden, deres Gudsfrygt, deres Hengivenhed. Skjønt han er Ypperstepræst og Midler i Helligdommen hisset, fremstilles han dog som vandrende frem og tilbage midt iblandt sine Menigheder paa Jorden. Med utrættelig Agtpaagivenhed og aldrig svigtende Aarvaagenhed ser han efter. om Lyset hos nogen af hans Vægtere brænder dunkelt eller slukkes. Dersom Lysestagerne blev overladt til Menneskers Omsorg alene, vilde den flagrende Lue vansmægte og dø; men han er den sande Vægter i Herrens Hus, den sande Opsynsmand i Templets Forgaarde. Hans vedblivende Omsorg og opholdende Naade er Kilden til Liv og Lys.AV 336.2

Kristus fremstilles som holdende de syv Stjerner i sin højre Haand. Dette er for os en Forsikring om, at ingen Menighed, som er tro i sit Hverv, behøver at frygte for at blive tilintetgjort; thi ikke en eneste Stjerne, som staar under Almagtens Beskyttelse, kan rives ud af Kristi Hænder.AV 336.3

“Dette siger den, som holder de syv Stjerner i sin højre Haand.” Aab. 2:1. Disse Ord tales til Lærere i Menigheden — til dem, hvem Gud har betroet stort Ansvar. De gode Indflydelser, som til Overflod skal gjøre sig gjældende i Menigheden, er uadskillelig knyttet til Guds Ords Forkyndere, som skal aabenbare Kristi Kjærlighed. Himlens Stjerner staar under Kristi Kontrol. Han fylder dem med Lys; han leder og styyrer deres Bevægelser. Hvis han ikke gjorde dette, vilde de blive faldende Stjerner. Saaledes ogsaa med hans Tjenere. De er kun Redskaber i hans Haand, og alt det gode. de kan udrette, sker ved hans Kraft. Gjennem dem skal hans Lys skinne. Deres Dygtighed maa være i Frelseren. Dersom de vil se hen til ham, ligesom han han saa hen til Faderen, saa vil de kunne udføre hans Værk. Naar de sætter sin Lid til Gud, vil han lade sit Lys straale over dem, saa de kan lade det skinne for Verden.AV 336.4

Allerede tidlig i Menighedens Historie begyndte den Uretfærdighedens Hemmelighed, som Apostelen Paulus forud havde talt om, sit fordærvelige Værk. og da de falske Lærere, som Peter havde ad- varet de troende imod. fremkom med sin Vranglære, blev mange besnæret af falske Lærdomme Nogle vaklede i Prøvens Stund og lod sig friste til at opgive Troen. Ved den Tid, da Johannes fik denne Aabenbaring, havde mange mistet sin første Kjærlighed til Evangeliet. Men i sin Naade overlod Gud ikke Menigheden til at fortsætte i en frafalden Tilstand. I et inderligt Budskab aabenbarede han sin Kjærlighed til dem og sit Ønske om. at de maatte handle saaledes, at de skaffede sig Vished om sit evige Vel. “Kom derfor i Hu.” beder han. “hvorfra du er falden, og vend om og gjør de forrige Gjerninger.” Aab. 2: 5.AV 336.5

Menigheden var mangelfuld og behøvede streng Irettesættelse og Revselse; og Johannes blev paavirket til at skrive Budskaber med Advarsel og Irettesættelse og Formaning til dem, som ved at glemme Evangeliets Grundprincipper vilde komme til at sætte sit Haab om Frelse paa Spil. Men de Revselsens Ord, som Gud finder det paakrævet at sende, bliver altid talt i inderlig Kjærlighed og med Løfte om Fred til enhver bodfærdig troende. “Se, jeg staar for Døren og banker.” siger Herren; “dersom nogen hører min Røst og oplader Døren, til ham vil jeg gaa ind og holde Nadvere med ham, og han med mig.” Aab. 3 : 20.AV 337.1

Og til dem, som i Kampens Hede bevarede Troen paa Gud, fik Profeten følgende Opmuntring og Løfte: “Jeg ved dine Gjerninger Se. jeg har stillet for dig en aabnet Dør, og ingen kan lukke den; thi du har en liden Kraft, dog har du bevaret mit Ord og ikke fornægtet mit Navn. . . . Efterdi du har bevaret mit Ord om Taalmodighed. vil jeg og bevare dig fra Fristelsens Stund, som skal komme over ganske Jorderige, at friste dem, som bor paa Jorden.” De troende fik denne Formaning: “Bliv vaagen, og styrk det øvrige, som vil dø.” “Se, jeg kommer snart! Hold fast ved det du har, at ingen skal tage din Krone.” Aab. 3:8, 10. 2, 11.AV 337.2

Det var gjennem en, der erklærede sig for at være en “Broder og meddelagtig i Trængslen” (Aab. 1:9), at Kristus aabenbarede for sin Menighed, hvad den skulde lide for hans Skyld. Idet den alderstegne Landsforviste skuede ned igjennem de lange Aarhundreder med Mørke og Overtro, saa han Skarer af Mennesker, som led Martyrdøden, fordi de elskede Sandheden. Men han saa ogsaa. at den, der opholdt sine første Vidner, ikke vilde forlade sine trofaste Efterfølgere i de aarhundredlange Forfølgelser, som de maatte gjennemgaa før Tidens Afslutning. “Frygt ikke for det, du skal lide!sagde Herren. “Se, Djævelen skal kaste nogle af eder I Fængsel. paa det I skal fristes, og I skal have Trængsel.. .. Vær tro indtil Døden, saa vil jeg give dig Livsens Krone.” Aab. 2:10.AV 337.3

Og til alle de trofaste, som kjæmpede imod det onde, hørte Johannes disse Løfter blive givet: “Den, som sejrer, ham vil jeg give at æde af Livsens Træ. som er midt I Guds Paradis.” “Den, som sejrer, han skal iføres hvide Klæder. og jeg vil ikke udslette hans Navn af Livsens Bog, og jeg vil bekjende hans Navn for min Fader og for hans Engle.” “Den, som sejrer, ham vil jeg give at sidde med mig paa min Trone, ligesom og jeg har sejret og sidder hos min Fader paa hans Trone.” Aab. 2:7; 3:5. 21.AV 337.4

Johannes saa Guds Barmhjertighed, Ømhed og Kjærlighed blandet med hans Hellighed, Retfærdighed og Magt. Han saa, at Syndere fandt en Fader i ham, hvem de for sine Synders Skyld var bange for. Og idet han skuede fremad til den Tid. da den store Strid vil være afsluttet, saa han paa Zions Bjerg “dem, som havde vundet Sejer, . . . staaende ved Glarhavet og holdende Guds Harper”, syngende Mose og Lammets Sang. Aab. 15:2, 3.AV 338.1

Frelseren fremstilles for Johannes under Sindbillederne “Løven af Juda Stamme” og et Lam “ligesom slagtet”. Aab. 5:5, 6. Disse Sindbilleder betegner en Forening mellem uendelig Magt og selvopofrende Kjærlighed. Løven af Juda Stamme, saa forfærdelig for dem, som forkaster hans Naade, vil for de lydige og troende være det Guds Lam. Den I ldstøtte, der vidner om Rædsel og Vrede over Guds Lovs Overtrædere, staar som et Tegn paa Lys, Barmhjertighed og Befrielse for dem som har holdt hans Bud. Den Arm, som er mægtig til at slaa de gjenstridige, vil være mægtig til at udfri de trofaste. Enhver, som er trofast, vil blive frelst. “Han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basuner, og de skal forsamle hans udvalgte fra de fire Vejr, fra den ene Ende af Himlen til den anden.” Matt. 24.31.AV 338.2

I Sammenligning med Verdens Millioner vil Guds Folk, som altid før, være en liden Flok; men dersom de holder fast ved Sandheden, som den er aabenbaret i hans Ord, vil Gud være deres Tilflugt. De staar under Almagtens Skjold. Gud er altid Flertallet. Naar Lyden af den sidste Basun gjennemtrænger de dødes Fængsel, og de retfærdige stiger frem sejrende og udbryder: “Død, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Sejer?” (1 Kor. 15: 55) — da vil Guds Børn, staaende sammen med Gud, med Kristus, med Englene og med de trofaste og sanddru fra alle Tider, udgjøre langt det største FlertalAV 338.3

Kristi sande Disciple følger ham gjennem svære Kampe, udholder Selvfornægtelse og erfarer bitre Skuffelser; men dette lærer dem at forstaa Syndens Skyld og Ulyykke, saa de betragter den med Afsky. Som de er delagtige i Kristi Lidelser, skal de ogsaa blive delagtige i hans Herlighed. I sit Syn saa Profeten Guds sidste Menigheds endelige Sejer. Han skriver:AV 338.4

Og jeg saa som et Glarhav, blandet med Ild. og dem. som havde vundet Sejer, . . . staaende ved Glarhavet og holdende Guds Harper. Og de sang Mose’, den Guds Tjeners, Sang og Lammets Sang, sigende : Store og forunderlige er dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande er dine Veje, du de helliges Konge!” Aab. 15 : 2, 3.AV 338.5

“Og jeg saa, og se, Lammet stod paa Zions Bjerg og med det 144,000, som havde dets Faders Navn skrevet i deres Pnader.” Aab. 14: 1. Her i Verden var deres Sind helliget Gud: de tjente ham med sin Forsand og sil Hjerte, og nu kan han sætte sit Navn “i deres Pander”. “Og de skal regjere i al Evighed.” Aab. 22:5. De gaar ikke ud og ind som de. der tigger om en Plads. De hører med til dem, om hvem Kristus siger: “Kommer hid min Faders velsignede! arver det Rige. som eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.” Han byder dem velkommen som sine Børn, sigende: “Gaa ind til din Herres Glæde.” Matt. 25 : 34. 21.AV 338.6

“Disse er de, som følger Lammet, hvor det gaar. Disse er kjøbte fra Menneskene til en Førstegrøde for Gud og Lammet.” Aab. 14: 2-5. I Profetens Syn skildres de som staaende paa Zions Bjerg omgjordet til hellig Tjeneste og iført hvidt Linklæde, som er de helliges Retfærdighed. Men alle, som følger Lammet i Himlen, maa først følge ham paa Jorden, ikke utaalmodigt eller lunefuldt. men i tillidsfuld, kjærlig, villig Lydighed, ligesom Hjorden følger Hyrden.AV 339.1

“Jeg hørte en Røst fra Himlen som Lyden af mange Vande og som Lyden af en stærk Torden, og Røsten jeg hørte, var som af Harpespillere, som spillede paa sine Harper. Og de sang en ny Sang for Tronen; . . . og ingen kunde lære Sangen, uden de 144,000, de som er kjøbte fra Jorden. . . . Og i deres Mund er ikke fundet Løgn; thi de er uden Lyde.” Aab. 14:2-5.AV 339.2

“Og jeg. Johannes, saa den hellige Stad, det nye Jerusalem, at stige ned af Himlen fra Gud, beredt som Bruden, smykket for sin Brudgom.” “Dens Glans var som den dyrebareste Sten, som krystalklar Jaspis. Den havde ogsaa en stor og høj Mur med tolv Porte, og over Portene tolv Engle og paaskrevne Navne, hvilke er Israels Børns tolv Stammer.” “Og de tolv Porte var Perler, enhver af Portene én Perle, og Stadens Gade var rent Guld, som et gjennemsigtigt Glar. Og jeg saa intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud den Almægtige, og Lammet.” Aab. 21 :2 11, 12, 21, 22.AV 339.3

“Og der skal ingen Forbandelse være mere; og Guds og Lammets Trone skal være i den, og hans Tjenere skal tjene ham. Og de skal se hans Ansigt, og hans Navn skal være i deres Pander. Og Nat skal der ikke være, og de behøver ikke Lys eller Solens Skin, fordi Gud Herren lyser for dem.” Aab. 22:3-5.AV 339.4

“Og han viste mig Livsens Vands rene Flod, skinnende som Krystal, som udvælder fra Guds og Lammets Trone. Midt i dens Gade og paa begge Sider af Floden vokste Livsens Træ, som bar tolv Gange Frugt og gav hver Maaned sin Frugt; og Bladene af Træet tjente til Folkenes Lægedom.” “Salige er de, som gjør hans Befalinger. paa det de maa faa Adgang til Livsens Træ og indgaa gjennem Portene i Staden.” Aab. 22: 1 2, 14.AV 339.5

“Og jeg hørte en høj Røst fra Himlen, som sagde: “Se, Guds Paulun er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans Folk, og Gud selv skal være med dem og være deres Gud.” Aab. 21 : 3.AV 339.6