Kapitel 1—Guds Hensigt med Menigheden.

Menigheden er Guds udvalgte Redskab til Menneskenes Frelse. Den blev organiseret for at yde Tjeneste, og dens Mission bestaar at bringe Evangeliet ud i Verden. Fra Begyndelsen af har det været Guds Hensigt, at hans overflødige Godhed og Fylde skulde lyse for Verden gjennem Menigheden. Menighedens Medlemmer, de han har kaldet fra Mørket til sit underfulde Lys, skal aabenbare hans Herlighed. Menigheden er Gjemmestedet for Kristi Naades Rigdomme. og gjennem Menigheden vil den endelige og fuldstændige Udfoldelse af Guds Kjærlighed sluttelig blive aabenbaret for “Fyrstendømmer og Magter i Himlen”. Ef. 3:10.AV 9.1

Mange og forunderlige er de Løfter, som findes i Skriften angaaende Menigheden “Mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslag.” Es. 56:7. “Jeg vil gjøre dem og de Steder, som er trindt omkring min Høj, til en Velsignelse; og jeg vil lade Regnen falde i rette Tid, det skal være Velsignelses Regnstrømme.” “Og jeg vil fremkalde en Plantning for dem til Navnkundighed. og de skal ikke ydermere bortrives af Hunger i Landet og ej mere bære Hedningernes Forhaanelse. Og de skal fornemme, at jeg Herren, deres Gud. er med dem. og at de er mit Folk, Israels Hus, siger den Herre, Herre. Og I, mine Faar, min Græsgangs Faar, I er Mennesker; jeg er eders Gud, siger den Herre. Herre.” Ez. 34: 26, 29-31.AV 9.2

“I er mine Vidner, siger Herren, og min Tjener, som jeg udvalgte, for at I skulde vide det og tro mig og forstaa, at Jeg er: før mig er ingen Gud dannet, og efter mig skal ingen være. Jeg er Herren, og der er ingen Frelser uden jeg Jeg har kundgjort det og har frelst og ladet eder høre det, og der var ingen fremmed Gud iblandt eder; og I er mine Vidner.” “Jeg, Herren, jeg har kaldet dig i Retfærdighed, og jeg vil tage dig ved din Haand; og jeg vil bevare dig og gjøre dig til en Pagt for Folket, til et Lys for Hedningerne, til at aabne de blindes Øjne. til at udføre de bundne af Fængsel, dem, som sidder i Mørke, af Fangenskabet.” Es. 42: 10-12; 42:6, 7.AV 9.3

“Paa den behagelige Tid bønhørte jeg dig, og paa Frelsens Dag hjalp jeg dig; og jeg vil bevare dig og sætte dig til en Pagt med Folket for at oprejse Landet og udskifte de øde Arvedele; for at sige til de bundne: Gaar ud! til dem, som er i Mørke: Kommer frem for Lyset! de skal finde Græsgang ved Vejene, og Græsgang skal være for dem paa alle nøgne Høje. De skal hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder. Og jeg vil gjøre alle mine Bjerge til Vej, og mine banede Veje skal forhøjes. . . . Synger med Fryd, I Himle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang! thi Herren trøster sit Folk og forbarmer sig over sine elendige. Men Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig. Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? Om ogsaa de kan glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig. Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder; dine Mure er bestandig for mig.” Es. 49:8-16.AV 9.4

Menigheden er Guds Fæstning, den Tilflugtsstad, som han har sikret sig i en oprørsk Verden. Ethvert Forræderi mod Menigheden er Troløshed mod ham. som har kjøbt Menneskeslægten med sin enbaarne Søns Blod. Fra Begyndelsen af har trofaste Sjæle udgjort Menigheden paa Jorden. Til enhver Tid har Herren havt sine Vægtere, som trofast har baaret Vidnesbyrd til den Slægt, som de levede iblandt. Disse Vægtere gav Varselsraabet; og naar de maatte nedlægge sin Rustning, var der andre, som optog Arbejdet. Gud indgik i et Pagtsforhold med disse Vidner og knyttede Menigheden paa Jorden til Menigheden i Himlen Han har adsendt sine Engle til at tjene Menigheden, og Helvedes Porte har ikke kunnet faa Overhaand over hans Folk.AV 10.1

Under Aarhundreders Forfølgelse, Kamp og Mørke har Gud opholdt sin Menighed. Ikke en Sky er faldt paa den, som han ikke har været beredt for; ikke en eneste Modstander er opstaaet for at bekjæmpe hans Værk, uden at han har forudset det. Alt er indtruffet, som han har forudsagt. Han har ikke ladet sin Menighed alene, men i profetiske Afsløringer skildret, hvad der skulde indtræffe; og det, som hans Aand drev Profeterne til at forudsige, er sket. Alle hans Beslutninger vil blive udført. Hans Lov staar saa fast som hans Trone, og ingen Ondskabens Magt kan rokke den. Sandheden er indblæst af Gud og bevogtes af ham; og den vil sejre over al Modstand.AV 10.2

Gjennem Aarhundreder med aandeligt Mørke har Guds Menighed været som en Stad, der ligger paa et Bjerg. Slægtled efter Slægtled ned igjennem Tiderne har Himlens rene Lære udfoldet sig indenfor dens Enemærker. Svag og mangel fuld som den kan synes at være, er Menigheden det eneste, som i en særskilt Forstand er Gjenstand for hans høj este Agtelse Den er hans Naades Skueplads, hvor han glæder sig over at kunne fremvise sin Magt til at forvandle Hjerterne.AV 10.3

“Hvorved vil vi ligne Guds Rige?” spørger Kristus, “eller med hvad Lignelse vil vi forestille det?” Mark. 4:30. Han kunde ikke benytte noget af denne Verdens Riger som en Lignelse. Han fandt i Menneskesamfundet intet, som det kunde lignes med. Jordiske Riger hersker ved sin materielle Overmagt; men fra Kristi Rige er ethvert kjødeligt Vaaben, ethvert Tvangsmiddel, banlyst. Dette Rige skal opløfte og forædle Menneskene. Guds Menighed bestaar af Mennesker, som lever et helligt Liv, er fyldt med forskjellige Gaver og med den Helligaand. Dens Medlemmer skal finde sin Lykke i deres Lykke, hvem de søger at hjælpe og velsigne.AV 10.4

Forunderligt er det Værk, som Herren har til Hensigt at udføre gjennem sin Menighed. for at hans Navn nan blive æret derved. I Ezekiels Syn om Helbredelsens Flod har vi et Billede af dette Værk: “Dette Vand gaar ud mod det østre Grænseland og strømmer ned over den slette Mark og gaar ud i Havet; naar det er ført ud i Havet, da bliver Vandene friske. Og det skal ske, at alt levende, som vrimler overalt, hvor Bækken kommer hen, skal leve op. . . . Og ved Bækken, ved dens Bred, paa denne og paa den anden Side skal der opvokse allehaande Træer med spiselig Frugt, der skal ikke falde et Blad af noget, og Frugten derpaa skal ikke faa Ende, hver Maaned skal de bære ny Frugt, thi deres Vande gaar ud fra Helligdommen; og Frugten deraf skal være til Spise, og Bladene deraf til Lægedom.” Ez. 47:8-12.AV 11.1

Fra Begyndelsen af har Gud virket gjennem sit Folk for at bringe Velsignelse til Verden. Han gjorde Josef til en Livets Kilde for Ægypterne, fordum; ved Josefs Retskaffenhed blev hele Folket holdt i Live. Ved Daniel frelste Gud alle de vise Mænds Liv i Babylon. Disse Befrielser staar som en Anskuelsesundervisning for os; de udgjør en Fremstilling af de aandelige Velsignelser, der tilbydes Verden gjennem Samfundet med den Gud. som Josef og Daniel tilbad. Enhver, i hvis Hjerte Kristus bor, enhver, som vil aabenbare hans Kjærlighed til Verden, er en Guds Medarbejder til Velsignelse for Menneskeslægten. Idet han af Frelseren modtager Naade at meddele andre, udvælder der fra ham en Strøm af aandeligt Liv.AV 11.2

Gud udvalgte Israels Børn, for at de skulde fremvise hans Karakter for Menneskene. Han vilde, at de skulde være en Frelsens Kilde i Verden. Guds Ord blev dem betroet. Aabenbarelsen af hans Vilje. I Israels tidligere Tider havde de andre Folkeslag i Verden paa Grund af sine fordærvelige Skikke tabt Kundskaben om Gud. De havde engang kjendt ham; men da de ikke “ærede eller takkede” ham “som Gud, men blev forfængelige i deres Tanker”, blev deres uforstandige Hjerter formørket. Rom. 1:21. I sin Miskundhed tilintetgjorde Gud dem dog ikke. Han besluttede at give dem en ny Anledning til at lære ham at kjende gjennem hans udvalgte Folk. Gjennem den Undervisning, der laa i Offersystemet, skulde Kristus blive ophøjet for alle Folk; og saa mange som vilde se hen til ham skulde leve. Kristus var Grundvolden i den jødiske Husholdning. Det hele System af Forbilleder og Symboler udgjorde en sammentrængt Profeti om Evangeliet, en Fremstilling, der grundede sig paa Løtfterne om en Gjenløsning.AV 11.3

Men Israels Bøn tabte sit høje Privilegium som Gads Repræsentanter afsyne. De glemte Gud og fuldendte ikke sin hellige Mission. De Velsignelser, de modtog, kom ikke Verden tilgode. Alle sine Fortrin benyttede de til Selvophøjelse. De stængte sig ude fra Verden for at undgaa Fristelse. De Indskrænkninger, som Gud havde paalagt dem i Omgangen med Afgudsdyrkerne for at bevare dem fra al Befatning med Hedningernes Skikke, benyttede de til at opføre en Skillevæg mellem sig og alle andre Folkeslag. De berøvede Gud den Tjeneste, han krævede af dem, og de berøvede sine Medmennesker aandelig Vejledning og et helligt Eksempel.AV 11.4

Præsterne og de Øverste blev efterhaanden bundet til ydre Former og et dødt Ceremonivæsen. De lod sig nøje med en lovmæssig Religion, og det blev umuligt for dem at bringe Himlens levende Sandheder ud til andre. De ansaa sin egen Retfærdighed for fuldt tilstrækkelig og ønskede ikke, at noget nyt Element skulde indføres i deres Gudsdyrkelse. Guds Velbehag til Menneskene blev ikke anset som noget, der var uafhængigt af dem selv, men sat i Forbindelse med deres egen Fortjeneste for deres gode Gjerningers Skyld. Den Tro, der er virksom i Kjærlighed og renser Sjælen, fandt ingen Plads i Farisæernes Religion, der bestod i Ceremonier og Menneskebud.AV 12.1

Om Israel havde Gud sagt: “Jeg har plantet dig som ædle Vinkviste, ægte Planter tilhobe; hvorledes har du da forvendt dig for mig til Ranker at et fremmed Vintræ?” Jer. 2:21. ..Israel er et frodigt Vintræ, det sætter sig Frugt.” Hos. 10: 1. “Og nu, I Jerusalems Indbyggere og Judas Mænd! dømmer dog imellem mig og min Vingaard. Hvad mere kunde der gjøres ved min Vingaard, som jeg ikke har gjort ved den? Hvi ventede jeg, at den skulde bære gode Druer, og den bar vilde Druer?” “Og nu vil jeg give eder tilkjende, hvad jeg vil gjøre ved min Vingaard: Jeg vil borttage dens Gjærde, og den skal afædes, jeg vil sønderrive dens Gjærde, og den skal nedtrædes. Og jeg vil lægge den øde, den skal ikke be-skjæres. ej heller hakkes, men der skal opvokse Torne og Tidsler; og jeg vil forbyde Skyerne at lade Regn falde paa den. Thi den Herre Zebaoths Vingaard er Israels Hus, og Judas Mænd er hans Lystes Plantning; og han ventede Lovlighed, men se. der blev Lovløshed, Retfærd, men se, der blev Voldsfærd!” Es. 5:3-7. “Det svage styrkede I ikke, og det syge lægede I ikke, og det. som havde lidt Brud, forbandt I ikke, og det fordrevne førte I ikke tilbage, og det, som var tabt, ledte I ikke efter; men med Haardhed og med Grumhed herskede I over dem.” Ez. 34:4.AV 12.2

De jødiske Ledere ansaa sig for kloge til at modtage Undervisning, for retfærdige til at behøve Frelse, for højt hædrede til at beliøve den Ære, som kommer fra Kristus. Frelseren vendte sig bort fra dem for at betro andre de Forrettigheder, de havde misbrugt. og det Værk, de havde ringeagtet. Guds Ære maatte blive kjendt, hans Ord stadfæstet Kristi Rige maatte blive oprettet i Verden. Guds Frelse maatte blive kundgjort i Ørkenens Stæder. Og Disciplene blev kaldet til at udføre det Værk, som de jødiske Ledere havde forsømt at fuldbyrde.AV 12.3