Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Apostlenes Liv og Virksomhed - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 12—Fra Forfølger til Discipel.

    EN af de fremtrædende Mænd blandt de jødiske Ledere, der blev alvorlig paavirket ved at se den Fremgang, som ledsagede Evangeliets Forkyndelse, var Saulus fra Tarsus. Af Fødsel var Saulus romersk Borger, men han var af jødisk Herkomst og var blevet uddannet i Jerusalem af de mest fremtrædende Rabbinere. Han var “af Israels Slægt, af Benjamins Stamme”, “en Hebræer af Hebræere, en Farisæer efter Loven, som forfulgte Menigheden med Nidkjærhed, som var ustraffelig efter Lovens Retfærdighed”. Fil. 3: 5, 6. Rabbinerne betragtede ham som en ung Mand, der gav rige Løfter, og de nærede store Forhaabninger om ham som en dygtig og nidkjær Forsvarer af Fædrenes Tro. Hans Ophøjelse til Medlem af Synedriet gav ham Indflydelse og Magt.AV 66.1

    Saulus havde spillet en fremragende Rolle ved Stefanus’s Forhør og Domfældelse, og de slaaende Beviser paa, at Gud var med Martyren, havde hos Saulus vakt Tvivl om, hvorvidt den Sag, han havde omfattet imod Jesu Efterfølgere, var retfærdig eller ej. Hans Sind var stærkt paavirket. I sin Forlegenhed henvendte han sig til dem, hvis Visdom og Dømmekraft han nærede fuld Tillid til. Præsternes og de Øverstes Fremstilling overbeviste ham tilsidst om, at Stefanus var en Bespotter, at Kristus, hvis Sag den afdøde Martyr havde antaget sig, var en Bedrager, og at de, som sad i det hellige Embede, maatte have Retten paa sin Side.AV 66.2

    Det var dog ikke uden alvorlig Kamp, at Saulus kom til denne Slutning; men hans Opdragelse og Fordom, hans Agtelse for sine tidligere Lærere og hans Higen efter Folkegunst bragte ham tilsidst til at forhærde sig imod Samvittighedens Stemme og Guds Naade. Og efter at han havde indtaget det faste Standpunkt, at Præsterne og de skriftkloge havde Ret, blev han meget bitter i sin Kamp imod den Lære, der fremholdtes af Jesu Disciple. Hans ivrige Virksomhed med at føre hellige Mænd og Kvinder for Domstolene, hvor nogle blev dømt til Fængsel og enkelte endogsaa til Døden, bragte Sorg og Mørke over den nylig organiserede Menighed og gjorde, at mange søgte Redning ved Flugt.AV 66.3

    De, som ved denne Forfølgelse blev fordrevet fra Jerusalem, “drog omkring og forkyndte Evangeliets Ord”. Blandt de Byer, de kom til, var ogsaa Damaskus, hvor den nye Lære vandt mange Tilhængere.AV 66.4

    Præsterne og de Øverste havde haabet, at det ved flittige Bestræbelser og strenge Forfølgelser skulde lykkes dem at undertrykke denne Vranglære. Nu indsaa de, at de Forholdsregler, de havde taget imod den nye Lære i Jerusalem, ogsaa maatte bringes i Anvendelse paa andre Steder. Saulus stillede sig til Tjeneste i Udførelsen af det særskilte Værk, som de ønskede udført i Damaskus. Han “fnøs endnu med Trusel og Mord mod Herrens Disciple, og gik til den Ypperstepræst, og begjærede af ham Breve til Damaskus til Synagogerne, paa det. om han fandt nogle Mænd eller Kvinder, som var af denne Lærevej, han da kunde føre dem bundne til Jerusalem”. “Med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster” begav Saulus af Tarsus sig i sin Manddoms Styrke og opflammet af misforstaaet Nidkjærhed ud paa hin mindeværdige Rejse, hvor der ventede ham mærkværdige Oplevelser, som skulde forandre hele hans Løbebane.AV 66.5

    Paa den sidste Dag af Rejsen. “midt paa Dagen”, lige som de trætte Vandnere nærmede sig Damaskus, kom de til et Sted, hvor de havde fuld Udsigt over store Strækninger af frugtbart Land, smukke Haver og frodige Vingaarde, der vandedes af kjølige Bække fra de nærliggende Bjerge. Efter den lange Rejse over øde Strækninger virkede et saadant Skue i Sandhed oplivende. Mens Saulus og hans Rejsefæller med Beundring skuede ud over de frugtbare Sletter og den smukke By nedenunder, skete det “hastig”, som han selv senere fortæller. at “et Lys fra Himlen, som overgik Solens Glans”, og som var for klart til, at dødelige Menneskers Øjne kunde taale det, omskinnede ham og dem, som rejste med ham. Blændet og forvirret faldt Saulus til Jorden.AV 67.1

    Medens Lyset vedblev at straale omkring ham. hørte Sauius en Røst. som talte ,.i det hebraiske Sprog” og “sagde til ham: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? Men han sagde: Hvo er du. Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe imod Braadden”.AV 67.2

    Forfærdet og næsten blændet af det stærke Lys hørte hans Ledsagere en Røst. men saa ingen. Men Saulus forstod de Ord, der blev talt; og det gik op for ham. at den. som talte, var ingen ringere end Guds Søn I det ophøjede Yæsen, som stod for ham, saa han den Korsfæstede. Billedet af Frelseren blev uudslettelig indprentet i den slagne Jødes Sjæl. Og Ordene ramte hans Hjerte med frygtindgydende Kraft. Et Væld af Lys trængte ind i hans formørkede Sind og aabenbarede hans hidtidige Vankundighed og Vildfarelse og hans øjeblikkelige Behov af den Helligaands Oplysning.AV 67.3

    Saulus forstod nu, at han ved at forfølge Jesu Efterfølgere i Virkeligheden havde udført Satans Gjerning. Han saa, at hans Opfattelse af. hvad der var hans Pligt, for en stor Del havde været grundet paa blind Tillid til Præsterne og de Øverste. Han havde troet dem, naar de havde fortalt ham, at Beretningen om Opstandelsen blot var noget. Disciplene havde opdigtet Nu, da Jesus selv stod aabenbaret for ham. var han overbevist om Sandheden af Disciplenes Paastande.AV 67.4

    I hin Stund, da det himmelske Lys omstraalede Saulus, var hans Tanke mærkværdig virksom. Sandheden af den hellige Skrifts Profetier gik op for ham. Han saa. at Jesu Forkastelse af Jøderne, hans Korsfastelse, Opstandelse og Himmelfart var forudsagt af Profeterne og et Bevis paa, at han var den lovede Messias. Stefanus’s Prædiken paa den Tid, han led Martyrdøden, traadte klart frem i hans Erindring, og han indsaa, at Martyren i Sandhed havde set “Guds Herlighed”, da han sagde: “Se, jeg ser Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds højre Haand.” Præsterne havde erklæret, at disse Ord var Gudsbespottelse; men Saulus vidste nu, at de var Sandhed.AV 68.1

    Hvilken Aabenbarelse alt dette var for Forfølgeren! Nu var Saulus fuldt klar over, at den lovede Messias var kommet til Jorden som Jesus af Nazareth, og at han var blevet forkastet og korsfæstet af dem, han kom for at frelse Han vidste ogsaa, at Frelseren var opstaaet sejerrig af Graven og opfaret til Himlen. Under Øjeblikkets guddommelige Aahenbaring erindrede Saulus med Forfærdelse, at Stefanus, som havde baaret Vidnesbyrd om den korsfæstede og opstandne Frelser, var blevet aflivet med hans Samtykke, og at mange andre af Jesu værdige Efterfølgere senere havde lidt Døden under den grusomme Forfølgelse, han havde iværksat.AV 68.2

    Frelseren havde talt til Saulus gjennem Stefanus, hvis klare Fremstilling ikke kunde bestrides. Den lærde Jøde havde i Martyrens Ansigt set Gjenskinnet af Kristi Herlighed — det var “som en Engels Ansigt”. Han havde bevidnet Stefanus’s overbærende Sindelag mod sine Fiender, og hvorledes han ikke tilregnede dem deres Synd. Han havde ogsaa set den Sjælsstyrke og frimodige Underkastelse, som blev udvist af mange, hvem han havde udsat for Tortur og Straf; han havde set nogle, der endogsaa med Glæde opofrede sit Liv for sin Troes Skyld.AV 68.3

    Alt dette havde talt kraftigt til Saulus og til Tider fyldt hans Sind med en næsten overvældende Overbevisning om. at Jesus var den lovede Messias Ved saadanne Lejligheder havde han undertiden kjæmpet hele Nætter imod denne Overbevisning og altid sluttet Kampen ved at erklære det som sin Mening, at Jesus ikke var Messias. og at hans Efterfølgere var forførte Fanatikere.AV 68.4

    Nu havde Kristus med egen Røst talt til Saulus og sagt: “Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?” Og Spørgsmaalet: “Hvo er du. Herre?” blev besvaret af den samme Røst: “Jeg er Jesus, den du forfølger.” Her viser Kristus sig som den. der er ét med sit Folk. Ved at forfølge Jesu Efterfølgere havde Saulus rettet et Slag direkte imod den himmelske Herre. Ved falskelig at anklage og vidne imod dem havde han falskelig anklaget og vidnet imod Verdens Frelser,AV 68.5

    Saulus nærede ingen Tvivl i sit Sind om, at den, som talte til ham, var Jesus af Nazareth. den længe forventede Messias, Israels Trøst og Forløser. “Bævende og forfærdet” spurgte han: “Herre! hvad vil du. at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: Staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre.”AV 69.1

    Da Herligheden forsvandt, og Saulus rejste sig op fra Jorden, opdagede han, at han var fuldstændig blind. Glansen af Kristi Herlighed havde været for stærk for hans menneskelige Blik, og da Lyset ikke længere var tilstede, var han indhyllet i den sorte Nat Han troede. at denne Blindhed var en Straf fra Gud for hans gru-somme Forfølgelse af Jesu Tilhængere. I forfærdeligt Mørke famlede han omkring, og i Frygt og Forfærdelse ledte hans Ledsagere ham “ved Haanden og førte ham ind i Damaskus”.AV 69.2

    Hin mindeværdige Dag havde Saulus om Formiddagen nærmet sig Damaskus med en Følelse af Selvtilfredshed ved Tanken om den Tillid, Ypperstepræsterne havde vist ham En ansvarsfuld Opgave var ham betroet. Han havde faaet det Hverv at fremskynde Jødedommen ved om muligt at standse Udbredelsen af den nye Lære i Damaskus. Han havde foresat sig. at hans Mission skulde krones med Held, og set fremad med store Forventninger om, hvad han kunde udrette.AV 69.3

    Men hvor ganske anderledes, end han havde forestillet sig det, blev ikke hans Indtog i Staden! Slaaet med Blindhed, hjælpeløs, pint af Samvittighedsnag, svævende i Uvished om, hvilke yderligere Straffedomme der kunde være ivente for ham, opsøgte han Discipelen Judas, hvor han i Ensomhed havde rig Anledning til Overvejelse og Bøn.AV 69.4

    I tre Dage kunde Saulus ikke se, “og han aad ikke, ej heller drak han”. Disse kvalfulde Dage var for han som Aar. Under svære Samvittighedskvaler gjenkaldte han sig atter og atter i Erindringen den Andel, han havde haft i Stefanus’s Martyrdød. Med Forfærdelse tænkte han paa den Synd. han havde begaaet ved at lade sig beherske af Præsternes og de Øverstes Ondskab og Fordom, endog da Stefanus’s Ansigt oplystes af Glansen fra Himlen. Med Bedrøvelse og sønderknust i Aanden tænkte han paa de mange Gange, han havde lukket sine Øjne og øren til for de mest slaaende Beviser og ubarmhjertigt fremskyndet Forfølgelsen af dem, som troede paa Jesus af Nazareth.AV 69.5

    Disse Dage af Selvransagelse cg Hjertekvaler tilbragte han for sig selv i Ensomhed. De troende, som var blevet underrettet om Hensigten med Saulus’s Ankomst til Damaskus, frygtede for, at han maaske blot forstillede sig for desto lettere at føre dem bag Lyset; og de holdt sig paa Afstand uden at vise ham nogen Sympati. Han havde intet Ønske om at henvende sig til de uomvendte Jøder, som han havde tænkt at slutte sig til for at forfølge de troende ; thi han vidste, at de ikke engang vilde høre paa hans Beret- ning. Det syntes derfor, som om han var afskaaret fra al menneskelig Medlidenhed. Hans eneste Haab om Hjælp stod til en barmhjertig Gud, og til ham kom han med et sønderbrudt HjerteAV 69.6

    I de lange Timer, mens Saulus var alene med Gud, mindedes han mange af de Skriftsteder, som henviste til Kristi første Komme. Hans Hukommelse var blevet skjærpet af den Overbevisning, der havde trængt sig ind paa ham, og omhyggelig gjennemgik han nu Profetierne. Og under Overvejelsen af Betydningen af disse Profetier blev han forbauset over sin egen tidligere Mangel paa Forstaaelse og over Jødernes almindelige Blindhed, der havde medført Forkastelsen af Jesus som den lovede Messias. For hans oplyste Blik syntes nu alt ganske klart. Han vidste, at hans tidligere Fordom og Vantro havde fordunklet hans aandelige Opfattelsesevne og hindret ham fra i Jesus af Nazareth at se den i Profetierne omtalte Messias.AV 70.1

    Idet Saulus nu fuldstændig gav efter for den Helligaands overbevisende Kraft, saa han de Fejlgreb, han havde begaaet, og erkjendte Guds Lovs vidtrækkende Krav. Han, som havde været en stolt Farisæer, forvisset om at han var retfærdiggjort ved sine gode Gjerninger, bøjede sig nu for Gud med Barnets Ydmyghed og Enfoldighed, bekjendte sin egen Uværdighed og bad om, at den korsfæstede og opstandne Frelsers Fortjeneste maatte tilregnes ham Saulus længtes efter at komme i Overensstemmelse og fuldt Samfund med Faderen og Sønnen, og drevet af et inderligt Ønske om Tilgivelse og Benaadning opsendte han brændende Bønner for Naadens Trone.AV 70.2

    Den bodfærdige Farisæers Bønner var ikke forgjæves. Hans Hjertes inderste Tanker og Rørelser blev forvandlet ved den guddommelige Naade, og hans Aandsliv kom i Samklang med Guds evige Forsætter. Kristus og hans Retfærdighed fik større Betydning for ham end hele Verden.AV 70.3

    Saulus’s Omvendelse afgiver et slaaende Bevis paa den Helligaands vidunderlige Kraft til at overbevise Menneskene om Synd. Han havde virkelig troet, at Jesus af Nazareth havde sat sig ud over Guds Lov og foreholdt sine Disciple, at den var uden Betydning. Men efter sin Omvendelse erkjendte Saulus Jesus som den, der var kommet til Verden i den bestemte Hensigt at hævde sin Faders Lov. Han var overbevist om, at hele det jødiske Offersystem stammede fra Jesus. Han saa. at ved Korsfæstelsen havde Forbilledet mødt sit Modbillede, og at Jesus havde opfyldt det gamle Testamentes Profetier om Israels Gjenløser.AV 70.4

    Beretningen om Saulus’s Omvendelse indeholder vigtige Principper, som vi altid bør have i Erindring. Saulus blev ført direkte frem for Kristi Aasyn. Kristus havde bestemt ham til at træde ind i en overmaade vigtig Gjerning, han skulde være ham “et udvalgt Redskab”; men Herren meddelte ham ikke straks, hvilket Arlæjde han havde tiltænkt ham. Han standsede ham paa hans Bane og over-beviste ham om hans Synd: men da Saulus sagde: “Hvad vil du, at jeg skal gjøre?” satte Frelseren ham i Forbindelse med sin Menighed, for at han der skulde erholde Oplysning om Guds Vilje med ham.AV 70.5

    Det underfulde Lys, der adspredte Saulus’s Mørke, var et Herrens Værk; men der var ogsaa et Værk, Disciplene skulde udføre for ham Kristus havde aabenbaret sig for ham og overbevist ham om hans Syndeskyld, og nu befandt den bodfærdige Mand sig i en Tilstand, hvor han kunde lære af dem, som Gud havde beskikket til at kundgjøre hans Sandhed.AV 71.1

    Medens Saulus opholdt sig i Ensomhed i Judas’s Hus og der vedblev i Bøn og Paakaldelse, aabenbarede Herren sig i et Syn for “en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias” og meddelte ham, at Saulus af Tarsus bad og behøvede Hjælp. “Staa op, gak hen i den Gade, som kaldes den lige,” sagde det himmelske Sendebud. “og spørg i Judas’s Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se. han beder. Og han har set i et Syn en Mand ved Navn Ananias at komme ind og lægge Haanden paa ham, at han skulde blive seende”.AV 71.2

    Ananias kunde neppe nok skjænke Engelens Ord Tiltro: thi Beretningen om Saulus’s bitre Forfølgelse af de troende i Jerusalem var blevet udbredt viden om. Han dristede sig til at gjøre Indvendinger: “Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. Og han har her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalder dit Navn.” Men Befalingen var bestemt: “Gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab, at bringe mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israesl Børn.”AV 71.3

    Adlydende Engelens Befaling opsøgte Ananias den Mand, som for kort Tid siden fnøs med Trusler imod alle, der troede paa Jesu Navn. Han lagde sin Haand paa den bodfærdige lidendes Hoved og sagde: “Saul, Broder! Herren har sendt mig, Jesus, der aabenbaredes for dig paa Vejen, ad hvilken du kom, at du skal vorde seende igjen, og fyldes med den Helligaand.”AV 71.4

    “Og straks faldt det fra hans Øjne ligesom Skjæl, og han blev seende i det samme og stod op og blev døbt.”AV 71.5

    Saaledes anerkjendte Jesus den Myndighed, hans organiserede Menighed besad, og satte Saulus i Forbindelse med sine udvalgte Redskaber paa Jorden. Kristus havde nu en Menighed som sin Repræsentant paa Jorden, og det Hverv at lede bodfærdige Syndere ind paa Livets Vej paahvilede den.AV 71.6

    Mange nærer den Tanke, at de med Hensyn til sit Lys og sine Erfaringer er ansvarlige overfor Kristus alene og uafhængige af hans anerkjendte Efterfølgere paa Jorden. Jesus er Synderes Ven, og han ynkes over deres Ulykke. Han har al Magt baade i Himlen og paa Jorden; men han anerkjender de Midler, han har beskikket til Menneskenes Oplysning og Frelse; han henviser Syndere til Me-nigheden, som han har gjort til en Lysets Formidler i Verden.AV 71.7

    Da Saulus, forblindet af Vildfarelse og Fordom, fik en Aabenbarelse af Kristus, hvem han forfulgte, blev han sat i direkte Forbindelse med Menigheden, som er Verdens Lys. I dette Tilfælde er Ananias en Fremstilling af Kristus og tillige en Fremstilling af Kristi Tjenere paa Jorden, der er udset til at handle i hans Sted. I Kristi Sted rører Ananias ved Saulus’s Øjne, for at de maa blive seende. I Kristi Sted lægger han sin Haand paa ham, og idet han beder i Jesu Navn, faar Saulus den Helligaand. Alt sker i Kristi Navn og med hans Bemyndigelse. Kristus er Kilden; Menigheden er det Redskab, gjennem hvem Meddelelsen sker.AV 72.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents