Kapitel 3—Den store Fuldmagt.

EFTER Kristi Død blev Disciplene næsten overvældet af Modløshed. Deres Herre var blevet forkastet, fordømt og korsfæstet. Præsterne og de Øverste havde henkastet haanligt: “Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa vil vi tro ham.” Matt. 27: 42. Haabets Sol var gaaet ned for Disciplene, og Natten havde lagt sig over deres Hjerte. Gang paa Gang gjentog de: “Vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel.” Luk. 24: 21. Ensomme og forsagte erindrede de hans Ord: “Gjør man dette med det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?” Luk. 23: 31.AV 17.1

Jesus havde flere Gange forsøgt at afsløre Fremtiden for Disciplene, men de brød sig ikke om at tænke paa. hvad han sagde. Paa Grund heraf kom hans Død som en Overraskelse for dem; og da de bagefter tænkte paa Fortiden og indsaa Følgerne af sin Vantro, fyldtes de med Sorg. Da Kristus var korsfæstet. troede de ikke, han vilde opstaa. Han havde tydelig sagt, at han skulde opstaa paa den tredje Dag; men de havde vanskeligt ved at forstaa, hvad han mente. Denne Mangel paa Forstaaelse gjorde, at de ved hans Død befandt sig i faldstændig Haabløshed. De var bittert skuffet. Deres Tro kunde ikke gjennemtrænge den Skygge, Satan havde kastet over deres Synskreds. Alting forekom dem svævende og uforklarligt. Hvor megen Sorg vilde de ikke have sparet sig for, om de blot havde troet Frelserens Ord!AV 17.2

Sønderknuste af Modløshed, Sorg og Fortvivlelse kom Disciplene sammen paa Salen og lukkede Dørene, af Frygt for at de skulde møde den samme Skjæbne, som havde ramt deres elskede Lærer. Her var det, at Frelseren efter sin Opstandelse viste sig for dem.AV 17.3

I 40 Dage blev Kristus paa Jorden, og i den Tid beredte han Disciplene for den Gjerning, de skulde udføre, og forklarede for dem det. de hidtil ikke havde forstaaet. Han talte om Profetierne angaaende sit Komme, sin Forkastelse af Jødefolket og sin Død og paaviste, at enhver Enkelthed i disse Profetier var blevet opfyldt. Han sagde, at de skulde betragte denne Opfyldelse af Profetierne som en Forsikring om den Kraft, der skulde ledsage dem i deres fremtidige Virksomhed. “Da oplod han deres Forstand, at de forstod Skrifterne,” staar der. “Og han sagde til dem: Saaledes er skrevet, og saaledes burde det Kristus at lide og at opstaa fra de døde tredje Dag; og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forla- else for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem.” Og han tillagde: “I er Vidner til disse Ting.” Luk. 24: 45-48.AV 17.4

I disse Dage Kristus tilbragte sammen med Disciplene, fik de en ny Erfaring. Idet de hørte den elskede Mester udlægge Skrifterne I Lyset af alt det, der var sket, blev deres Tro paa ham fuldt befæstet. De kom dertil at de kunde sige: “Jeg ved, hvem jeg har troet.” 1 Tim. 1 : 12. De begyndte at forstaa Beskaffenheden og Udstrækningen af sin Virksomhed, at indse, at de skulde forkynde for Verden de Sandheder, som var dem betroet. De forskjellige Begivenheder i Kristi Liv, hans Død og Opstandelse, Profetierne om disse Begivenheder, Frelsesplanens Hemmeligheder, Jesu Kraft til at forlade Synd — alt dette havde de været Vidne til, og de skulde kundgjøre det for Verden. De skulde forkynde Evangeliet om Fred og Frelse ved Omvendelse og Frelserens Kraft.AV 18.1

Før Kristus opfor til Himmelen, gav han Disciplene deres Fuldmagt. Han meddelte dem, at de skulde iværksætte det Testamente, hvori han skjænkede Verden det evige Liv som en Arveskat. I har været Vidne til min Opofrelse for Verden, sagde han, I har set, hvorledes jeg har arbejdet for Israel; og skjønt mit Folk ikke vilde komme til mig, at de kunde have Livet, skjønt Præsterne og de Øverste har gjort med mig, som de vilde, og skjønt de har forkastet mig, saa skal de dog endnu faa en Anledning til at vedkjende sig Guds Søn. I har set, at jeg er villig til at tage imod alle, som kommer til mig og bekjender sine Synder. Den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde støde ud. Til eder, mine Disciple, betror jeg dette Budskab om Naade. Det skal forkyndes for baade Jøder og Hedninger — først for Israel og dernæst for alle Nationer, Tungemaal og Folk. Alle dem, som tror, skal samles i én Menighed.AV 18.2

Denne Fuldmagt til at forkynde Evangeliet er det store Rettighedsbrev for Missionsarbejdere i Kristi Rige. Disciplene skulde virke ihærdigt for Sjæle og bringe Naadens Indbydelse ud til alle. De skulde ikke vente, til Folk kom til dem; de skulde gaa til Folket med sit Budskab.AV 18.3

Disciplene skulde udføre sit Arbejde i Kristi Navn. Ved ethvert Ord og enhver Handling skulde de henlede Opmærksomheden paa hans Navn som det, der besad den livgivende Kraft, hvorved Syndere kan blive frelst. Deres Tro skulde være grundet paa ham, som er Kilden til al Naade og Kraft. I hans Navn skulde de fremlægge sine Begjæringer for Faderen, og han vilde bønhøre dem. De skulde døbe i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn. Kristi Navn skulde være deres Feltraab, deres Kjendemærke, deres Samfundsbaand, Grundlaget for deres Handlemaade og Kilden til deres Fremgang. I hans Rige skulde intet anerkj endes, som ikke bar hans Navn og Overskrift.AV 18.4

Da Kristus sagde til Disciplene: Gaa ud i mit Navn og samle ind i Menigheden alle, som tror, fremholdt han tydeligt Nødvendigheden af at holde sig paa det jævne. Jo mindre Pral og Bram de viste, desto mere godt vilde de øve ved sin Indflydelse. Disciplene skulde tale paa samme enkle og ligefremme Maade, som Kristus havde talt. De skulde indprente i sine Tilhøreres Hjerte den Undervisning, han havde givet dem.AV 18.5

Frelseren sagde ikke til Disciplene, at deres Opgave vilde blive let. Han viste dem den store Ondskabens Sammensværgelse, der stod rustet imod dem. De vilde komme til at stride “mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regjerer i denne Tids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen”. Et”. 6: 12. Men de vilde ikke staa alene i Kampen. Han forsikrede dem om. at han vilde være med dem; og dersom de blot gik frem i Tro, skulde de staa under den Almægtiges Beskyttelse. Han bad dem være frimodige og stærke; thi en mægtigere end Englene vilde være hos dem — de himmelske Hærskarers Anfører. Han havde lagt alle Ting tilrette for deres Arbejde og paatog sig Ansvaret for dets heldige Gjennemførelse. Saa længe de adlød hans Ord og samvirkede med ham, kunde det ikke mislykkes for dem. Gaa ud til alle Folkeslag, sagde han, gaa til Jordens yderste Grænser, og vær vis paa, at ogsaa der vil jeg være med eder. Virk i Tro og Tillid; thi den Tid kommer aldrig, da jeg forlader eder. Jeg vil være med eder alle Dage, hjælpe eder til at udføre eders Pligt, vejlede, trøste, helliggjøre og opholde eder og sætte eder i Stand til at tale Ord, som vil lede Menneskenes Sind og Tanker til Himlen.AV 19.1

Kristi Offer for Menneskene var helt og fuldstændigt. Vilkaaret for fuld Forsoning var sket Fyldest. Det V ærk, han var kommet til Jorden for at udføre. var blevet fuldført. Han havde vundet Riget. Han havde vristet det ud af Satans Haand og var blevet Arving til alle Ting. Han var paa Vejen til Guds Trone for at hyldes af den himmelske Hærskare. Udrustet med sin fulde Myndighed gav han Disciplene deres Fuldmagt: “Gaa derfor hen og lær alle Folk, og døb dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands, og lær dem at holde alt det, jeg har befalet eder. Og se. jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.” Matt. 28: 19, 20.AV 19.2

Lige før Kristus forlod Disciplene, fremholdt han endnu en Gang tydeligt for dem sit Riges Beskaffenhed. Han mindede dem om de Ting, han tidligere havde fortalt dem desangaaende. Det var ikke hans Hensigt at oprette et timeligt Rige paa Jorden. Han var ikke udset til at herske som en jordisk Fyrste paa Davids Trone. Da Disciplene spurgte han: “Herre! vil du paa denne Tid oprette Israel Riget?” svarede han: “Det tilkommer ikke eder at vide Tid og Stund, hvilke Faderen har forbeholdt sin egen Magt.” Ap. Gj. 1:6,7. Det var ikke nødvendigt for dem at se længere ind i Fremtiden, end hvad han havde aabenbaret for dem. Deres Opgave var at forkynde Evangeliet.AV 19.3

Kristi synlige Nærværelse hos Disciplene skulde snart afbrydes; men en ny Kraft skulde komme over dem. Den Helligaand skulde udgydes over dem i sin rige Fylde og besegle dem for deres Virksomhed. “Se,” sagde han, “jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skal blive i Jerusalems Stad, indtil I bliver iført med Kraft af det høje.” Luk. 24: 49. “Thi Johannes døbte vel med Vand, men I skal døbes med den Helligaand om ikke mange Dage.” “I skal annamme den Helligaands Kraft, som skal komme over eder; og I skal være mine Vidner baade i Jerusalem, og i det ganske Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.” Ap. Gj. 1 : 5, 8.AV 19.4

Frelseren vidste, at selv de mest logiske Argumenter ikke vilde kunne smelte de haarde Hjerter eller bryde Verdslighedens og Egenkjærlighedens Skal. Han vidste, at Disciplene maatte modtage den himmelske Gave, at Evangeliet alene kunde have sin Virkning, naar det blev forkyndt af Hjerter opvarmet og Læber gjort veltalende ved en levende Kundskab om ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. Det Værk, der var overladt Disciplene, vilde kræve stor Dygtighed; thi de vilde staa overfor en Ondskabens Flom baade dyb og stærk. Mørkets Magter stod under en aarvaagen og ihærdig Anførers Ledelse, cg det var kun ved den Hjælp, som Gud ved sin Aand vilde give dem, at Kristi Efterfølgere kunde stride for Sandheden.AV 20.1

Kristus meddelte Disciplene, at de skidde begynde Virksomheden i Jerusalem. Denne Stad havde været Vidne til hans vidunderlige Offer for Menneskeslægten. Der havde han i menneskelig Skikkelse vandret omkring blandt Mennesker og talt med dem, og kun faa havde forstaaet, hvor nær Himlen var Jorden. Der var han blevet dømt og korsfæstet. I Jerusalem var der mange, som hemmeligt troede, at Jesus af Nazareth var Messias, og mange, som var ført bag Lyset af Præsterne og de Øverste. Disse maaatte høre Evangeliet. De skulde høre Kaldet til Omvendelse. Den underfulde Sandhed, at Syndernes Forladelse var at opnaa alene gjennem Kristus, skulde klargjøres for dem. Og det var mens hele Jerusalem var i Bevægelse efter de spændende Begivenheder i de sidste faa Uger, at Disciplenes Prædiken vilde gjøre det stærkeste Indtryk.AV 20.2

Under sin Virksomhed havde Kristus altid fremholdt for Disciplene den Sandhed, at de skulde være ét med ham i Arbejdet for at udfri Verden af Syndens Trældom. Da han udsendte de tolv og deretter de 70 for at forkynde Guds Rige, lærte han dem, at det var deres Pligt at meddele andre, hvad han havde kundgjort dem. I alt sit Arbejde oplærte han dem til personlig Virksomhed; og denne skulde strække sig stedse videre ad, efterhaanden som deres Antal tiltog, og tilsidst naa til Jordens yderste Grænser. Den sidste Undervisning, han gav Disciplene, var at han havde betroet dem Frelsens liflige Budskab til Verden.AV 20.3

Da Tiden kom, at Kristus skulde opfare til sin Fader, førte han Disciplene ud saa langt som til Bethanien. Her standsede han, og de samlede sig omkring ham. Med Hænderne adrakt til Velsignelse, som for at forsikre dem om sin Beskyttelse og Omsorg, blev han langsomt optaget fra dem. “Og det skete. der han velsignede dem, skiltes han fra dem og for op til Himlen.” Luk. 24: 51.AV 20.4

Medens Disciplene stod og stirrede opad for at faa et sidste Glimt af sin Herre, idet han opfor, blev han modtaget af jublende Skarer af himmelske Engle. Mens disse Engle ledsagede ham til Boligerne hisset, sang de jublende: “I Riger paa Jorden! syng for Gud, lovsyng Herren (Sela), ham. som farer i Himlenes Himle. . . . Giv Gud Magten, hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne.” Sal. 68: 33-35.AV 21.1

Disciplene stod endnu og skuede ivrigt op imod Himlen; og “se, da stod to Mænd hos dem i hvide Klæder, og de sagde: I galilæiske Mænd! hvorfor staar I og ser op mod Himlen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himlen, skal komme igjen paa samme Maade som I saa ham fare op til Himlen”. Ap. Gj. 1: 10, 11.AV 21.2

Løftet om Kristi andet Komme skulde altid staa klart i Disciplenes Erindring. Den samme Jesus, som de havde set fare op til Himlen, vilde komme igjen for at tage til sig dem. som tjener ham hernede. Den samme Røst, som havde sagt til dem: “Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende,” vilde byde dem velkommen i det himmelske Rige.AV 21.3

Ligesom Ypperstepræsten i den forbilledlige Tjeneste aflagde sin ypperstepræstelige Dragt og udførte sin Tjeneste iført en Dragt af hvidt Linned, lig en almindelig Præst, saaledes aflagde Kristus sig sit kongelige Klædebon og iklædte sig Menneskeskikkelse og frembar et Offer, idet han herunder selv var baade Præst og Offer. Ligesom Ypperstepræsten efter at have udført sin Tjeneste i det allerhelligste traadte frem for den ventende Forsamling i sin ypperstepræstelige Dragt, saaledes vil Kristus komme anden Gang iført en Dragt af hvideste hvidt, “saa ingen Bleger paa Jorden kan gjøre Klæder saa hvide”. Mark. 9: 3. Han vil komme i sin egen Herlighed og i Faderens Herlighed, og hele Engleskaren vil ledsage ham.AV 21.4

Saaledes vil Kristi Løfte til Disciplene faa sin Opfyldelse: “Naar jeg er gaaet bort og faar beredt eder Sted, kommer jeg igjen og vil tage eder til mig. at hvor jeg er, skal ogsaa I være.” Joh. 14: 3. Alle, som har elsket ham og ventet paa ham, vil han krone med Herlighed, Ære og Udødelighed. De retfærdige døde vil træde frem af sine Grave, og de levende vil blive rykket hen tilligemed dem for at møde Herren i Luften. De vil høre Jesu Røst, lifligere end nogen Musik, som dødelige Mennesker nogensinde har hørt, idet han siger: Eders Strid er fuldendt. “Kom hid, min Faders velsignede! Arv det Rige, som eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.” Matt. 25: 34.AV 21.5

Visselig havde Disciplene Grund til at fryde sig i Haabet om sin Herres Gjenkomst.AV 21.6