Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Apostlenes Liv og Virksomhed - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 20—Korset ophøjet.

    EFTER at have tilbragt nogen Tid med at virke i Antiokia foreslog Paulus for sin Medarbejder, at de skulde begive sig ud paa en ny Missionsrejse. “Lad os dog vende tilbage og se til Brødrene i enhver By, hvor vi forkyndte Herrens Ord, hvorledes de har det!”AV 118.1

    Baade Paulus og Barnabas nærede en øm Omsorg for dem, som havde omfattet Evangeliet under deres Virksomhed, og de længtes efter at se dem. Denne Omsorg bevarede Paulus altid. Selv naar han befandt sig i fjerne Missionsmarker, langt borte fra de Steder, hvor han først havde virket, vedblev han at føle det som sin Pligt at formane disse omvendte til at blive tro “og fuldende” sin “Helliggjørelse i Guds Frygt”. 2 Kor. 7: 1. Stadig søgte han at hjælpe dem til at blive selvstændige Kristne, som vokste, blev stærke i Troen, brændende i sin Nidkjærhed og helhjertede i sin Hengivenhed for Gud og i Arbejdet for hans Riges Fremme.AV 118.2

    Barnabas var villig til at følge med Paulus, men ønskede at tage Markus med, som nu atter havde besluttet at tage Del i Virksomheden. Dette satte Paulus sig imod. Han “holdt for, at de ikke skulde tage den med”, som havde forladt dem i et vanskeligt Øjeblik paa deres første Missionsrejse. Han var ikke til Sinds at undskylde den Svaghed, Markus havde udvist ved at forlade Arbejdet for at nyde Hjemmets Tryghed og Bekvemmeligheder. Han paastod, at en Mand med saa liden Udholdenhed, var uskikket til et Arbejde, der krævede Taalmodighed, Selvfornægtelse, Mod, Hengivenhed, Tro og Villighed til at ofre endog Livet, om saa skulde være. Saa skarp blev Striden, at Paulus og Barnabas skiltes, idet denne fulgte sin Overbevisning og tog Markus med. “Barnabas tog Markus til sig og sejlede til Cypern. Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Guds Naade.”AV 118.3

    Paulus og Silas rejste igjennem Syrien og Cilicien, hvor de styr kede Menighederne, og kom tilsidst til Derbe og Lystra i Provinsen Lykaonien. Det var i Lystra, Paulus var blevet stenet; men nu besøger han atter det Sted. hvor han før svævede i Fare. Det var ham magtpaaliggende at se, hvordan de, som ved hans Virksomhed havde antaget Evangeliet, stod sin Prøve Han blev ikke skuffet; thi han fandt, at de troende i Lystra havde staaet fast trods voldsom Modstand.AV 118.4

    Her traf Paulus atter Timotheus, som havde været Vidne til hans Lidelser ved Slutningen af det første Besøg i Lystra. Det Indtryk, Timotheus dengang havde faaet, var blevet stærkere med Ti- den, indtil han nu var overbevist om, at det var hans Pligt at træde ind i Prædikegjerningen. Han følte sig knyttet til Paulus og ønskede at tage Del med ham i Arbejdet ved at bistaa ham, efter som Lejligheden maatte tilbyde sig.AV 118.5

    Silas, Paulus’s Medarbejder, var en prøvet Arbejder, der havde Profetiens Gave; men det Værk, som skulde udføres, var saa stort, at det var nødvendigt at oplære flere Arbejdere til virksom Tjeneste. I Timotheus saa Paulus en Mand, som forstod Prædikeembedets Hellighed, som ikke lod sig afskrække ved Udsigterne til at møde Lidelse og Forfølgelse, og som var villig til at modtage Undervisning. Alligevel vovede Apostelen ikke at paatage sig det Ansvar at oplære Tiomtheus, som endnu var en uprøvet ung Mand, til en Evangeliets Forkynder uden først at have skaffet sig fuld Vished vedrørende hans Karakter og tidligere Liv.AV 119.1

    Timotheus’s Fader var Græker, og hans Moder Jødinde. Fra Barndommen af havde han kjendt Skrifterne. I Hjemlivet havde han været Vidne til en sund og sand Gudsfrygt. Hans Moders og Bedstemoders Tro paa den hellige Skrift var ham en stadig Paamindelse om, hvilken Velsignelse der ligger i at gjøre Guds Vilje. Guds Ord var Regelen for den Opdragelse, disse to gudfrygtige Kvinder havde givet Timotheus. Den aandelige Kraft i de Lærdomme, han havde modtaget af dem, bevarede ham ren i Tale og ubesmittet af de onde Indflydelser, som han var omgiven af. Saaledes havde hans Lærere i Hjemmet samvirket med Gud i at berede ham til at bære Byrder.AV 119.2

    Paulus saa, at Timotheus var trofast, standhaftig og paalidelig, og valgte ham som sin Ledsager i Virksomheden og paa sine Rejser. De, som havde undervist Timotheus i hans Barndom, blev belønnet ved at se ham nøje knyttet til den store Apostel. Timotheus var en meget ung Mand, da han af Gud blev udset til Lærer; men ved den Opdragelse, han havde faaet i sin tidlige Barndom, var han blevet saa grundfæstet i sine Principer, at han var skikket til at tage Pladsen som Paulus’s Medhjælper; og ung som han var, bar han sit Ansvar med kristelig Ydmyghed.AV 119.3

    Af Forsigtighedshensyn tilraadede Paulus klogelig, at Timotheus skulde lade sig omskjære — ikke fordi Gud krævede det, men for at forebygge den Indvending, som kunde opstaa hos Jøderne imod hans Virksomhed. Under sit Arbejde rejste Paulus fra By til By i mange Lande, og ofte vilde han have Lejlighed til at prædike Kristus i de jødiske Synagoger saavel som paa andre Steder, hvor Folk kom sammen. Dersom det blev bekjendt, at en af hans Medarbejdere var uomskaaren, kunde Jødernes Fordom og religiøse Forbindelse lægge store Hindringer i Vejen for hans Arbejde. Overalt mødte Apostelen skarp Modstand og haard Forfølgelse. Han ønskede at bringe sine jødiske Brødre saavel som Hedningerne Kundskab om Evangeliet, og derfor bestræbte han sig for at fjerne ethvert Paa- skud for Modstand, saa langt som dette var foreneligt med Troen. Men samtidig som han tog dette Hensyn til jødisk Fordom, troede han og lærte, at Omskjærelse eller Forhud er intet, og at Evangeliet om Kristus er alt.AV 119.4

    Paulus elskede Timotheus, sin “ægte Søn i Troen”. 1 Tim. 1 : 2. Den store Apostel prøvede ofte den unge Discipel ved at stille ham Spørgsmaal angaaende den hellige Skrift; og medens de rejste omkring fra Sted til Sted, underviste han ham omhyggeligt om, hvorledes han skulde arbejde paa bedste Maade. Baade Paulus og Silas søgte i al sin Omgang med Timotheus at uddybe det Indtryk, han allerede havde faaet af Prædikeembedets hellige, alvorlige Karakter.AV 120.1

    I sin Virksomhed søgte Timotheus stadig Raad og Undervisning hos Paulus. Han handlede ikke efter Indskydelse, men efter rolig Overvejelse og Betænkning, idet han ved hvert Skridt spurgte: Er dette Herrens Vej? Den Helligaand fandt i Timotheus en, som han kunde skikke og danne som et Tempel for Guds Iboen.AV 120.2

    Naar Bibelens Lærdomme efterleves i det daglige Liv, øver de en dyb og varig Indflydelse paa Karakteren. Denne Bibelens Undervisning lærte Timotheus og efterlevede den Han havde ingen særlig udprægede Talenter; men hans Arbejde var værdifuldt, fordi han anvendte de Evner, Gud havde givet ham, i Mesterens Tjeneste. Hans Forstaaelse af praktisk Gudsfrygt udmærkede ham fremfor andre troende og skaffede ham Indflydelse.AV 120.3

    De, som virker for Sjæles Frelse, maa opnaa en dybere, fuldere og klarere Kundskab om Gud, end der faaes ved en ganske almindelig Bestræbelse. De maa lægge al sin Kraft i Herrens Værk. De er delagtige i et højt og helligt Kald, og dersom de skal høste Sjæle til Løn for sit Arbejde, maa de holde fast ved Gud i urokkelig Tro og daglig erholde Naade og Kraft fra ham, som er Kilden til al Velsignelse. “Thi Guds saliggjørende Naade er aabenbaret for alle Mennesker, som oplærer os, at vi skal forsage Ugudelighed og de verdslige Begjæringer, og leve tugtelig og retfærdelig, og gudelig i denne Verden; forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Aabenbarelse, som gav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al Uretfærdighed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidkjært til gode Gjerninger.” Tit. 2: 11-14.AV 120.4

    Før Paulus og hans Ledsagere trængte frem til nye Arbejdsfelter, besøgte de de Menigheder, som var blevet oprettet i Pisidien og omkringliggende Lande. “Men som de drog igjennem Stæderne, overantvordede de dem de Anordninger at holde, som var besluttede af Apostlene og de Ældste i Jerusalem. Saaledes blev Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag.”AV 120.5

    Apostelen Paulus følte et tungt Ansvar for dem, der var blevet omvendt under hans Virksomhed. Fremfor alt ønskede han, at de maatte være tro, “mig til Ros paa Kristi Dag”, sagde han, “at jeg ikke har løbet forgjæves, ej heller arbejdet forgjæves”. Fil. 2: 16. Han bævede ved Tanken om, hvad Frugter hans Arbejde mon skulde bære. Han følte, at endog hans egen Frelse vilde staa paa Spil, om han kom tilkort i Udøvelsen af sin Pligt, og Menigheden kom tilkort i at samarbejde med ham for Sjæles Frelse. Han vidste, at Prædiken alene ikke var nok til at oplære de troende til at fremholde Livets Ord. Han vidste, at det var ved Linje paa Linje, Bud paa Bud, lidt her og lidt der, at de maatte oplæres til at gjøre Fremgang i Kristi Værk.AV 120.6

    Det er en almengyldig Lov, at naar nogen undlader at benytte de Evner, Gud har givet ham, vil disse Evner svækkes og blive til intet. Den Sandhed, som ikke meddeles andre, taber sin livgivende, lægende Kraft. Det var dette, som var Aarsagen til Apostelens Frygt for, at det ikke skulde lykkes ham at fremstille ethvert Menneske fuldkomment i Kristus. Hans Haab om at vinde Himlen fordunkledes, naar han tænkte paa, at Fejlgreb fra hans Side kunde føre til, at Menigheden fik et menneskeligt Tilsnit i Stedet for et guddommeligt. Hans Kundskab, hans Veltalenhed, hans Undergjerninger, hans Syner om evige Ting, da han blev henrykket til den tredje Himmel, alt dette vilde være forgjæves, dersom de, for hvem han virkede, paa Grund af hans Utroskab i Arbejdet skulde gaa glip af Guds Naade. Derfor formanede han baade mundtlig og skriftlig dem, der havde taget imod Kristus, til at føre en Vandel, som vilde gjøre dem “ustraffelige og rene, Guds ulastelige Børn midt iblandt en vanartet og vrang Slægt, iblandt hvilken I viser eder som Lys i Verden, idet I holder frem Livets Ord”. Fil. 2: 15, 16.AV 121.1

    Enhver sand Ordets Forkynder føler et tungt Ansvar for deres aandelige Fremvækst, som er betroet til hans Omsorg, og en Længsel efter, at de maa blive Guds Medarbejdere. Han forstaar, at Menighedens Velfærd for en stor Del beror paa, om han trofast udfører det Værk, Gud har givet ham. Alvorlig og utrættelig søger han at opflamme hos de troende Ønsket om at vinde Sjæle for Kristus, ved Tanken paa, at ethvert nyt Medlem, der tillægges Menigheden, kan blive et Redskab til yderligere at fremme Forløsningens Værk.AV 121.2

    Efter at have besøgt Menighederne i Pisidien og tilstødende Lande trængte Paulus og Silas tilligemed Timotheus sig frem til “Frygien og det galatiske Land”, hvor de med stor Kraft forkyndte det glade Budskab om Frelse. Galaterne var forfaldne til Afgudsdyrkelse; men da Apostlene prædikede for dem, glædede de sig i det Budskab, der lovede dem Frigjørelse for Syndens Trældom. Paulus og hans Medarbejdere forkyndte Læren om Retfærdiggjørelse ved Troen paa Kristi Sonoffer. De fremholdt Kristus som den, der saa den faldne Menneskeslægts hjælpeløse Tilstand og kom for at forløse Menneskene ved at leve i Lydighed mod Guds Lov og lide Straffen for deres Ulydighed. I Lyset af Korset begyndte mange, som aldrig før havde kjendt den sande Gud, at forstaa Faderens store Kjærlighed.AV 121.3

    Galaterne blev saaledes underviste i Grundsandhederne vedrørende “Gud Fader” og “vor Herre Jesus Kristus, som hengav sig selv for vore Synder, paa det han kunde udfri os fra denne nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Vilje”. “Ved Troens Forkyndelse” modtog de Guds Aand og blev “Guds Børn formedelst Troen i Kristus Jesus”. Gal. 1 : 3, 4; 3: 2, 24.AV 122.1

    Paulus’s Vandel under sit Ophold blandt Galaterne var af den Art, at han senere hen kunde sige: “Vorder ligesom jeg.” Gal. 4: 12. Hans Læber var blevet berørt med en Glød fra Alteret, og han kunde hæve sig over legemlige Svagheder og fremholde Jesus som Synderens eneste Haab. Hans Tilhørere vidste, at han havde været hos Jesus. Iført Kraft fra det høje kunde han tolke aandelige Ting med aandelige og nedbryde Satans Befæstninger; Hjerter blev sønderbrudte ved hans Fremstilling af Guds Kjærlighed, som den kom til Syne i hans enbaarne Søns Offer, og mange blev bevæget til at spørge: “Hvad skal jeg gjøre for at blive frelst ?”AV 122.2

    Denne Maade at fremholde Evangeliet paa udmærkede Apostelens Arbejde gjennem hele hans Virksomhed blandt Hedningerne. Altid fremholdt han Golgathas Kors for dem. “Ikke os selv prædiker vi,” skrev han i de senere Aar af sit Liv, “men Kristus Jesus, Herren: os derimod at være eders Tjenere for Jesu Skyld. Thi Gud. som sagde, at Lyset skulde skinne frem af Mørket, har ogsaa ladet det skinne i vore Hjerter til at oplyse Kundskaben om Guds Herlighed i Jesus Kristus.” 2 Kor. 4: 5, 6.AV 122.3

    De gudfrygtige Sendebud, som i Kristendommens første Tid bragte det glade Budskab om Frelse til en fortabt Verden, tillod aldrig Tanken om Selvophøjelse at skjæmme sin Fremstilling af Kristus og ham korsfæstet. De tragtede hverken efter Myndighed eller Forrang. De skjulte sig selv hos Frelseren og priste Gud for Frelsens store Plan og Kristus, som var denne Plans Begynder og Fuldender. Kristus, den samme i Gaar og i Dag og til evig Tid, var Hovedemnet i deres Lære.AV 122.4

    Dersom Ordets Forkyndere i vor Tid vilde sætte Kristi Kors højere og stedse højere, vilde deres Virksomhed bære langt større Frugter. Om Syndere blot kan ledes til at kaste et eneste alvorligt Blik paa Korset, om de blot kan faa et fuldt og klart Syn paa den korsfæstede Frelser, saa vil de forstaa Guds Barmhjertigheds Fylde, og Syndens store Hæslighed.AV 122.5

    Kristi Død beviser Guds store Kjærlighed til Menneskene. Den er Pantet paa vor Frelse. At berøve den Kristne Korset vilde være som at tage Solen fra Himlen. Korset bringer os nær til Gud, forliger os med ham. Med den Barmhjertighed og Medlidenhed, som særmærker en Faders Kjærlighed, betragter Jehova de Lidelser’ hans Søn udholdt for at frelse Menneskeslægten fra evig Død, og benaader os i den Elskede.AV 122.6

    Uden Korset vilde Menneskene ikke have noget Samfund med Faderen. Alt vort Haab beror paa Korset. Derfra udstraaler Glansen af Frelserens Kjærlighed; og naar Synderen ved Korsets Fod ser op til ham. som døde for at frelse ham. kan han glæde sig af hele sit Hjerte; thi hans Synder er ham tilgivet. Knælende i Tro ved Korsets Fod er han naaet til det højeste Sted, som det er et Menneske givet at naa.AV 123.1

    Ved Korset lærer vi, at vor himmeleske Fader elsker os med en evig Kjærlighed. Kan vi vel undres over, at Paulus udbrød: “Det være langt fra mig at rose mig, uden af vor Herres Jesu Kristi Kors”? Gal. 6: 14. Ogsaa vi kan glæde os i Korsets Herlighed; ogsaa vi kan overgive os helt til ham, som gav sig selv for os. Med Ansigter straalende af Lyset fra Golgatha vil vi da kunne gaa ud for at aabenbare dette Lys for dem. som sidder i Mørke.AV 123.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents