Kapitel 24—Korinth.

IDE første Aarhundreder af den kristne Tidsregning var Korinth en af de ledende Byer ikke alene i Grækenland, men i hele Verden. Grækere, Jødere og Romere samt rejsende fra ethvert Land fyldte dens Gader, ivrigt optaget af Forretning og Fornøjelse. Da den var et stort Midtpunkt for Handel og tilgjængelig fra alle Dele af det romerske Rige, var det af Vigtighed at vinde Tilhængere for Gud og hans Sag paa dette Sted.AV 142.1

Blandt de Jøder, som havde nedsat sig i Korinth, var Aqvilas og Priscilla, der senere udmærkede sig som ivrige Kristi Medarbejdere. Da Paulus var blevet bekjendt med disse Menneskers Karakter, tog han Bolig hos dem.AV 142.2

Straks ved Begyndelsen af sit Arbejde paa dette folkerige Sted saa Paulus alvorlige Hindringer i Vejen for sin Virksomhed paa alle Sider. Byen var næsten helt forfalden til Afguderi. Venus var den mest yndede Gudinde, og med Venusdyrkelsen fulgte mange demoraliserende Skikke og Ceremonier. Korinthierne var navnkundige endog blandt Hedningerne for sin store Umoralskhed. De syntes at bryde sig lidet om andet end Øjeblikkets Glæder og Fornøjelser.AV 142.3

I sin Forkyndelse af Evangeliet i Korinth benyttede Apostelen en anden Fremgangsmaade end den, han havde anvendt under sin Virksomhed i Athen. Paa sidstnævnte Sted forsøgte han at afpasse sin Fremgangsmaade efter sine Tilhørere. Han havde mødt Logik med Logik, Videnskab med Videnskab, Filosofi med Filosofi. Naar han tænkte paa den Tid, han saaledes havde anvendt, indsaa han, at hans Lære i Athen kun havde baaret ringe Frugt. og han besluttede sig til at følge en anden Fremgangsmaade i Forsøget paa at paavirke de ligegyldige Korinthier. Han satte sig for at undgaa vidtløftige Argumenter og Diskussioner og “ikke at vide noget” iblandt dem “uden Jesus og ham korsfæstet”. Han vilde prædike for dem, “ikke i menneskelig Visdoms overtalende Ord, men i Aands og Krafts Bevisning”. 1 Kor. 2:2, 4.AV 142.4

Jesus, hvem Paulus stod i Begreb med at fremholde for Grækerne i Korinth som Kristus, var en Jøde af uanselig Herkomst, udgaaet fra en By bekjendt for sin Ugudelighed. Han var blevet forkastet af sit Folk og tilsidst korsfæstet som en Misdæder. Grækerne mente, at det var nødvendigt at højne Menneskeslægten; men de ansaa Studiet af Filosofi cg Videnskab som den eneste Vej til sand Storhed og Anseelse. Vilde det lykkes Paulus at faa dem til at forstaa. at Troen paa denne uanselige Jøde vilde opløfte og forædle alle et Menneskes Evner og Anlæg?AV 142.5

For mange Mennesker i vor Tid staar Golgathas Kors omgivet af herlige Minder. Begivenhederne ved Korsfæstelsen vækker hellige Følelser. Men paa Paulus’s Tid blev Korset betragtet med Afsky og Forfærdelse. At fremstille som Menneskeslægtens Frelser en Person, der havde lidt Døden paa Korset, vilde ganske naturligt fremkalde Spot og Modstand.AV 143.1

Paulus vidste godt, hvorledes hans Budskab vilde blive betragtet baade af Jøder og Grækere i Korinth. Han indrømmede: “Vi prædiker den korsfæstede Kristus, som er Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarlighed “ 1 Kor. 1 : 23. Blandt hans jødiske Tilhørere vilde mange blive vrede over det Budskab, han nu skulde forkynde. For Grækerne vilde hans Ord være en urimelig Daarskab. Han vilde blive betragtet som afsindig, naar han forsøgte at vise, hvorledes Korset kunde bidrage til at højne Menneskene eller have noget med Menneskeslægtens Frelse at skaffe.AV 143.2

Men for Paulus stod Korset som det vigtigste af alt. Siden den Gang han blev standset i sin Forfølgelse af den korsfæstede Nazaræers Tilhængere, havde han aldrig ophørt med at rose sig af Korset. Den Gang havde han faaet en Aabenbarelse af Guds uendelige Kjærlighed, som den var fremvist i Kristi Død, og dette havde hidført en forunderlig Forandring i hans Liv, saa at alle hans Planer og Forsætter kom til at stemme med Guds Vilje. Fra den Stund af havde han været et nyt Menneske i Kristus. Han vidste af personlig Erfaring, at naar en Synder først engang faar Øje paa Faderens Kjærlighed, som den ses i hans Søns Offer, og giver sig ind under den guddommelige Indflydelse, sker der en Hjerteforandring, og fra den Stund af er Kristus alt og i alle.AV 143.3

Ved sin Omvendelse blev Paulus fyldt med en inderlig Længsel efter at hjælpe sine Medmennesker til at se Jesus af Nazareth som den levende Guds Søn, der er mægtig til at forvandle og frelse. Efter den Tid helligede han sig helt til Forsøget paa at skildre den Korsfæstedes Kjærlighed og Magt. Hans store, varme Hjerte omfattede alle Klasser. “Baade Græker og Barbarer, baade vise og uvise er jeg en Skyldner,” skrev han. Rom. 1 : 14. Kjærligheden til Herlighedens Herre, som han saa ubarmhjertigt havde forfulgt ved at efterstræbe hans hellige, var den ledende Kraft i hans Liv og Handlemaade. Dersom nogensinde hans Varme paa Pligtens Vej afkjøledes, saa var et eneste Blik paa Korset og den underfulde Kjærlighed, som der kom tilsyne, nok til at bringe ham til at omgjorde sit Sinds Lænder og trænge videre frem paa Selvfornægtelsens Sti.AV 143.4

Se paa Apostelen, naar han prædiker i Synagogen i Korinth og tolker Moses’s og Profeternes Skrifter og fører sine Tilhørere med sig ned til den forjættede Messias’s Komme! Hør ham, naar han forklarer Gjenløserens Gjerning som Menneskeslægtens store Yp- perstepræst — han som ved at ofre sig selv engang for alle skulde gjøre Forsoning for Synden og derpaa tiltræde sin Tjeneste i den himmelske Helligdom! Hans Tilhørere kom til at forstaa, at den Messias, hvis Komme de saa længselsfuldt havde ventet, allerede var kommen, at hans Død udgjorde Modbilledet til alle de forbilledlige Ofre, og at hans Tjeneste i Helligdommen i Himlen stod som den store Virkelighed, der pegte tilbage paa og forklarede Tjenesten under det jødiske Præsteskab.AV 143.5

Paulus “vidnede for Jøderne, at Jesus er den Kristus”. Fra de gammeltestamentlige Skrifter paaviste han, at i Samklang med Profetierne og Jødernes almindelige Forventning skulde Messias være af Abrahams og Davids Slægt. Derpaa fulgte han Jesu Slægtregister fra Patriarken Abraham gjennem Kong David. Han læste Profeternes Vidnesbyrd om den forjættede Messias’s Karakter og Værk og om den Maade, hvorpaa han skulde blive modtaget og behandlet paa Jorden. Og dernæst paaviste han, at alle disse Forudsigelser var blevet opfyldt i Jesu af Nazareths Liv, Virksomhed og Død.AV 144.1

Paulus paaviste, at Kristus var kommet for først af alt at tilbyde Frelse til det Folk, der ventede paa Messias’s Komme som Fuldbyrdelsen af og Kronen paa sin nationale Tilværelse. Men dette Folk havde forkastet ham, som vilde have givet dem Livet, og valgt sig en anden Anfører, hvis Herredømme vilde ende med Døden. Han forsøgte at faa sine Tilhørere til at forstaa, at Omvendelse alene kunde frelse den jødiske Nation fra den truende Ødelæggelse. Han afslørede deres Uvidenhed angaaende Betydningen af de Skrifter, som de smigrede sig med og roste sig af. at de tilfulde forstod Han irettesatte dem for deres Verdslighed, deres Higen efter Rang og Pragt og deres store Egenkjærlighed.AV 144.2

I Aandens Kraft berettede Paulus om sin egen vidunderlige Omvendelse og om sin Tillid til det gamle Testamentes Skrifter, der havde faaet en saa fuldstændig Opfyldelse i Jesus af Nazareth. Han talte med højtideligt Alvor, og hans Tilhørere kunde ikke undgaa at se, at han af hele sit Hjerte elskede den korsfæstede og opstandne Frelser. De saa, at hans Sind var grundfæstet i Kristus, og at hans Liv var knyttet til hans Herre. Saa indtrvksfulde var hans Ord, at kun de, som var fyldt med det bitreste Had mod den kristne Religion, kunde blive uberørte.AV 144.3

Men Jøderne i Korinth tillukkede Øjnene for de Beviser, som Apostelen saa klart fremholdt, og nægtede at høre hans Henstillinger. Den samme Aand, som havde drevet dem til at forkaste Kristus, fyldte dem med Vrede og Raseri mod hans Tjener; og dersom Gud ikke paa en særskilt Maade havde beskyttet ham, for at han vedblivende kunde bringe Evangeliet ud iblandt Hedningerne, vilde de have taget hans Liv.AV 144.4

“Men der de stod imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod være over eders Hoved! Jeg er ren; herefter vil jeg gaa til Hedningerne. Og han gik bort derfra og kom i Huset til en ved Navn Justus, som frygtede Gud, hvis Hus laa næst op til Synagogen.”AV 144.5

Silas og Timotheus var kommet “fra Makedonien” for at hjælpe Paulus, og tilsammen arbejdede de for Hedningerne. For Hedninger saavel som for Jøder prædikede Paulus og hans Ledsagere Kristus som den faldne Slægts Frelser. Disse Korsets Udsendinge undgik vidtløftige, søgte Fremstillinger og dvælede ved hans Egenskaber, som havde skabt Verden og var Universets øverste Hersker. Med Hjerter fulde af Kjærlighed til Gud og hans Søn opfordrede de Hedningerne til at betragte det usigelige Offer, som var bragt for Menneskene. De vidste, at dersom de, der saa længe havde famlet sig frem i Hedenskabets Mørke, blot kunde faa se det Lys, der udstraalede fra Golgathas Kors, vilde de blive draget til Forløseren. “Og jeg,” havde Frelseren sagt, “naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, vil jeg drage alle til mig.” Joh. 12:32.AV 145.1

Evangeliets Forkyndere i Korinth forstod den frygtelige Fare, der nu truede dem, for hvem de virkede, og det var med en Følelse af det store Ansvar, som hvilede paa dem, at de fremholdt Sandheden, som den er i Jesus. Klart, tydeligt og bestemt var deres Budskab — en Livets Lugt til Liv eller en Dødens Lugt til Død. Evangeliet blev ikke aabenbaret i deres Ord alene, men ogsaa i deres daglige Liv. Engle samvirkede med dem. og Guds Naade og Kraft viste sig ved manges Omvendelse. “Crispus, Synagoge-Forstanderen, troede paa Herren med sit ganske Hus, og mange Korinthier, som hørte til, troede og blev døbte.”AV 145.2

Det Had, som Jøderne altid havde næret imod Apostlene, forøgedes nu end mere. Crispus’s Omvendelse og Daab forbitrede de gjenstridige Modstandere i Stedet for at overbevise dem De kunde ikke fremføre Beviser imod Paulus’s Prædiken, og af Mangel herpaa tyede de til listige, ondskabsfulde Angreb. De bespottede Evangeliet og Jesu Navn. I deres blinde Vrede var intet Ord for bittert og intet Middel for tarveligt for dem at benytte sig af. De kunde ikke benægte, at Kristus havde udført Mirakler; men de erklærede, at han havde udført dem ved Satans Magt. og paastod frækt, at de Undergjerninger, Paulus havde gjort, stammede fra samme Kilde.AV 145.3

Skjønt Paulus’s Virksomhed i Korinth ikke blev ganske uden Frugt, saa blev han dog næsten fuldstændig mismodig over den Ugudelighed, han saa og hørte i hin fordærvede By. Den Fordærvelse, han havde været Vidne til blandt Hedningerne. og den Foragt og Haan, han havde været udsat for fra Jødernes Side, voldte ham megen Bedrøvelse. Han nærede Tvivl om. hvorvidt det var forstandigt at forsøge paa at oprette en Menighed af det Materiale, han her havde fundet.AV 145.4

Idet han var ved at belave sig paa at forlade Byen for at rejse til en mere lovende Arbejdsmark og alvorlig søgte at blive klar over, hvad der var hans Pligt, aabenbarede Herren sig for ham i et Syn og sagde: “Frygt ikke, men tal, og ti ikke, fordi jeg er med dig, og ingen skal lægge Haand paa dig og gjøre dig ondt; thi jeg har meget Folk i denne Stad” Paulus forstod, at dette var en Befaling om, at han skulde blive i Korinth, og en Forsikring om, at Herren vilde give den udsaaede Sæd Vækst. Styrket og opmuntrei vedblev han at virke der med Ihærdighed og Iver.AV 145.5

Apostelens Virksomhed indskrænkede sig ikke blot til at tale offentlig. Der var mange, som ikke kunde naaes paa denne Maade. Han tilbragte megen Tid med at virke fra Hus til Hus og benyttede sig saledes af Omgangen med Folk i deres Hjem. Han besøgte de syge og sørgende, trøstede dem, som var i Trængsel, opløftede de nedtrykte, og i al sin Tale og Gjerning ophøjede han Jesu Navn. Saaledes virkede han med “Skrøbelighed og i Frygt og i megen Bæven”. 1 Kor. 2:3. Han bævede af Frygt for, at hans Lære skulde fremvise et menneskeligt Præg i Stedet for det guddommelige.AV 146.1

“Visdom taler vi iblandt de fuldkomne,” erklærede Paulus senere hen; “dog ikke denne Verdens Visdom, ikke heller denne Verdens Øversters, hvilke skal beskjæmmes; men vi taler Guds Visdom, den hemmelighedsfulde, den, som var skjult, hvilken Gud har forud beskikket før Verdens Begyndelse, til vor Herlighed, hvilken ingen af denne Verdens Øverster kjendte; thi havde de kjendt den, havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre; men, som skrevet er: Hvad intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som ham elsker. Men os aabenbarede Gud det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybheder. Hvilket Menneske ved det, der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham? Saa ved og ingen det, som er i Gud, uden Guds Aand.”AV 146.2

“Og vi har ikke annammet Verdens Aand, men den Aand, som er af Gud, paa det vi kan kjende, hvad der er os skjænket af Gud; hvilket vi og taler, ikke med Ord, som menneskelig Visdom lærer, men med Ord, som den Helligaand lærer, idet vi tolker aandelige Ting med aandelige Ord.” 1 Kor. 2:6-13AV 146.3

Paulus forstod, at hans Dygtighed ikke laa hos ham selv, men i den Helligaands Nærværelse, hvis liflige Indflydelse fyldte hans Hjerte og gjorde enhver Tanke Kristus underdanig. Han talte om sig selv som “ombærende altid den Herres Jesu Død i Legemet, at og Jesu Liv maa aabenbares i vort Legeme”. 2 Kor. 4: 10. Kristus var Hovedskikkelsen i Apostelens Lære. “Jeg er korsfæstet med Kristus, udtalte han; “alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Kristus lever i mig” Gal. 2:20. Hans eget Jeg var skjult; Kristus blev aabenbaret og ophøjet.AV 146.4

Paulus var en veltalende Mand. Før sin Omvendelse havde han ofte søgt at gjøre Indtryk paa sine Tilhørere ved Hjælp af sin Veltalenhed; men nu afstod han fra alt saadant. I Stedet for at give sig at med poetiske Skildringer og fantasifulde Fremstillinger, der kunde kildre Sanserne og give Indbildningen Næring, men som ikke stod i nogen Forbindelse med Livets daglige Erfaringer, søgte Paulus nu ved Hjælp af enkel, ligefrem Tale at indprente i Hjerterne saadanne Sandheder, som er af væsentlig Betydning. Fantasifulde Fremstillinger af Sandheden kan vel vække oprømte Følelser; men altfor ofte sker det. at Sandheder, der fremholdes paa denne Maade, ikke skaffer den troende den Næring, som der skal til for at styrke og ruste ham til Livets Kamp. Det er kjæmpende Sjæles øjeblikkelige Behov og nuværende Prøvelser, der maa mødes med sund, praktisk Undervisning i Kristendommens Grundprincipper.AV 146.5

Paulus’s Virksomhed i Korinth blev ikke uden Frugt. Mange vendte sig bort fra Afgudsdyrkelsen for at tjene den levende Gud, og en stor Menighed stillede sig under Kristi Banner Nogle af de mest udsvævende blandt Hedningerne blev omvendte og sande Vidner om Guds Barmhjertighed og Kristi Blods rensende Kraft.AV 147.1

Den tiltagende Fremgang, Paulus havde i at forkynde Kristus, opirrede de vantro Jøder til desto stærkere Modstand. De stod “samdrægtelig op imod Paulus” og førte ham for Gallions Domstol. Gallion var den Gang Landshøvding i Akaia. De ventede, at Øvrigheden nu ligesom ved tidligere Lejligheder vilde staa paa deres Side, og med høje, vrede Stemmer udslyngede de sin Anklage imod Apostelen og sagde: “Denne vil overtale Folket til en Gudsdyrkelse imod Loven.”AV 147.2

Den jødiske Religion stod under Romermagtens Beskyttelse, og Apostelens Anklagere mente, at dersom de kunde faa ham beskyldt for Overtrædelse af deres religiøse Love. vilde han rimeligvis blive overgivet til dem for at blive forhørt og dømt. Paa denne Maade haabede de at kunne volde hans Død. Men Gallion var en retskaffen Mand og vilde ikke være et Redskab i de nidkjære, rænkefulde Jøders Haand Ærgerlig over deres Egenretfærdighed og religiøse Forblindelse vilde han intet Hensyn tage til deres Beskyldning. Da Paulus vilde tale til sit Forsvar, meddelte Gallion ham, at det ikke var nødvendigt. Derpaa vendte han sig til de opbragte Anklagere og sagde; “Dersom det var nogen Uretfærdighed eller Misgjerning. I Jøder! vilde jeg, som billigt, anhøre eder. Men er det en Strid om Lære og Navne og om den Lov, som I har, da se selv til; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting. Og han drev dem fra Domstolen.”AV 147.3

Baade Jøder og Græker havde ventet begjærligt paa at høre Gallions Dom, og hans øjeblikkelige Afvisning af Sagen som noget. der ikke havde Krav paa Offentlighedens Interesse, betød for Jøderne, at de maatte trække sig tilbage, slagne og opfyldte af Vrede. Landshøvdingens bestemte Optræden aabnede Øjnene paa den støjende Hob, der havde støttet Jøderne. For første Gang under Paulus’s Virksomhed i Europa gik Mængden over paa hans Side Lige for Landshøvdingens Øjne, og uden at denne gjorde noget for at hindre det, an faldt de Apostelens mest fremtrædende Anklagere. “Alle Grækerne greb Sosthencs, Synagogens Forstander, og slog ham for Domstolen; og Gallion bekymrede sig ikke om alt dette.” Saaledes vandt Kristendommen en aabenbar Sejer.AV 147.4

“Paulus blev der da endnu en lang Tid.” Dersom Apostelen paa dette Tidspunkt var blevet nødt til at forlade Korinth. vilde de, som havde antaget Jesu Tro, have befundet sig i en farlig Stilling. Jøderne vilde have lagt an paa at udnytte de Fordele, de havde opnaaet, endog til Kristendommens Udryddelse paa den Egn.AV 148.1