SILAS’S og Timotheus’s Ankomst fra Makedonien under Paulus’s Ophold i Korinth havde været til stor Opmuntring for Apostelen. De bragte ham “godt Budskab” om den “Tro og Kjærlighed”, som de, der havde antaget Sandheden under det første Besøg af Evangeliets Udsendinge i Thessalonika, udviste Paulus nærede den ømmeste Kjærlighed til disse troende, som under Prøvelser og Modgang havde bevaret sin Troskab mod Gud. Han længtes efter at aflægge dem et personligt Besøg; men da dette ikke dengang lod sig gjøre, skrev han til dem.AV 149.1

I dette Brev til Menigheden i Thessalonika udtrykte Apostelen sin Taknemmelighed til Gud for den glædelige Beretning om deres Fremvækst i Troen. “Saa er vi derved, Brødre!” skrev han, “trøstede ved eder i al vor Trængsel og Nød formedelst eders Tro. Thi nu lever vi, efterdi I staar fast i Herren. Med hvad Tak kan vi og gjengjælde Gud for eder, for al den Glæde, med hvilken vi glæder os over eder for vor Gud, idet vi Nat og Dag indstændig beder, at vi maatte se eders Ansigt og raade Bod paa eders Troes Mangler?”AV 149.2

“Vi takker Gud altid for eder alle, idet vi kommer eder i Hu i vore Bønner, tænkende uafladelig paa eders Gjerning i Troen, og eders Arbejde i Kjærligheden, og eders Bestandighed i Haabet til vor Herre Jesus Kristus, for vor Guds og Faders Aasyn”AV 149.3

Mange af de troende i Thessalonika havde vendt sig “til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud”. De havde “annammet Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligaand”. Apostelen skrev, at ved deres Troskab i at følge Herren var de “blevne Mønstre for alle de troende i Makedonien og Akaia”. Denne rosende Omtale var ikke ufortjent; “thi fra eder,” skrev han, “er Herrens Ord lydelig hørt, ikke alene i Makedonien og Akaia. men eders Tro til Gud er og bleven kundbar alle Vegne”.AV 149.4

De troende i Thessalonika var sande Missionsarbejdere. Deres Hjerter brændte af Nidkjærhed for Frelseren, som havde friet dem fra Frygten for “den tilkommende Vrede”. Ved Kristi Naade var der sket en vidunderlig Forandring i deres Liv, og Herrens Ord. som blev talt ved dem. ledsagedes af stor Kraft Hjerter blev vundet ved de Sandheder, som blev fremholdt, og Sjæle blev lagt til de tro-endes Tal.AV 149.5

I dette første Brev omtaler Paulus den Maade, hvorpaa han virkede blandt Thessalonikerne. Han erklærede, at han ikke havde søgt at vinde Tilhængere med Svig eller urene Hensigter. “Ligesom vi er fundne værdige af Gud til at betroes Evangelium, saaledes taler vi, ikke som vi vilde behage Menneskene, men Gud, som prøver vore Hjerter. Thi hverken omgikkes vi med smigrende Ord, som I ved, ej heller med Paaskud for Gjerrighed; Gud er Vidne. Vi søgte og ikke Ære af Mennesker hverken af eder eller af andre, enddog vi kunde have været eder til Byrde som Kristi Apostle; men vi omgikkes mildt med eder. Som en Amme plejer sine Børn, saaledes er vi, af inderlig Kjærlighed til eder, villige til at dele med eder, ikke aleneste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I er blevne os elskelige.”AV 149.6

“I er Vidner og Gud,” vedblev Apostelen, “hvor hellig og retfærdelig og ustraflfelig vi omgikkes med eder, I troende; ligesom I ved, hvorledes vi formanede og trøstede eder, enhver især, som en Fader sine Børn, og vidnede, at I skulde omgaaes værdelig for Gud, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.”AV 150.1

“Derfor takker vi og Gud uafladelig, at da I annammede det Guds Ord, som I hørte a f os, antog I ikke Menneskers Ord, men (som det sandelig er) Guds Ord, hvilket og kraftelig ter sig i eder, som tror.” “Thi hvo er vort Haab eller vor Glæde eller vor Æres Krone? mon ikke ogsaa I, for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse? I er jo vor Ære og Glæde.”AV 150.2

I sit første Brev til de troende i Thessalonika søgte Paulus at undervise dem om de dødes Tilstand Han omtalte de døde som sovende — i ubevidst Tilstand: “Jeg vil ikke, at I skal være uvidende, Brødre! om de hensovede, paa det I ikke skal sørge som de andre, der ikke har Haab. Thi dersom vi tror, at Jesus er død og opstanden, da skal og Gud saaledes føre de hensovede ved Jesus frem med ham. . . . Thi Herren selv skal komme ned af Himlen med et Anskrig, med Overengels Røst og med Guds Basun, og de døde i Kristus skal opstaa først; derefter skal vi, som lever, som overbliver, rykkes tilligemed dem hen i Skyerne, til at møde Herren i Luften; og saaledes skal vi altid være med Herren.”AV 150.3

Thessalonikerne havde med Begjærlighed grebet Tanken om. at Kristus skulde komme for at forvandle de troende, som levede, og tage dem til sig. De havde vaaget omhyggeligt over sine Venners Liv, at de ikke skulde dø og saaledes gaa glip af den Velsignelse, som de ventede at modtage ved sin Herres Komme. Men den ene efter den anden af deres Venner var blevet taget fra dem. og med Smerte havde Thessalonikerne kastet et sidste Blik paa sine afdøde og neppe vovet at nære Haab om atter at møde dem i et tilkommende Liv.AV 150.4

Da Paulus s Brev blev aabnet og læst, blev hans Ord angaaende de dødes virkelige Tilstand Menigheden til stor Glæde og Trøst. Paulus vidste, at de, som levede, naar Kristus kom. ikke skulde møde sin Herre forud for dem, der var hensovet i Jesus. Overengelens Røst og Guds Basun skulde naa de hensovede, og de døde i Kristus skulde opstaa først, inden de levende blev iklædt Udødelighed. “Derefter skal vi, som lever, som overbliver, rykkes tilligemed dem hen i Skyerne, til at mode Herren i Luften; og saaledes skal vi altid være med Herren. Saa trøst hverandre med disse Ord!”AV 150.5

Vi kan neppe fatte, hvilket Haab og hvilken Glæde denne Forsikring bragte den unge Menighed i Thessalonika. De troede paa og glædede sig over det Brev, som deres Fader i Evangeliet havde sendt dem, og deres Hjerter fyldtes af Kjærlighed til ham. Han havde før fortalt dem om disse Ting; men den Gang var deres Sind optaget med Granskningen af Lærdomme, der forekom dem nye og mærkelige, og man kan ikke undres over, at enkelte Punkter ikke var blevet levende indprentet i deres Sind Men de hungrede efter Sandhed, og Paulus’s Brev bragte dem nyt Haab og ny Styrke, en fastere Tro paa og en dybere Kjærlighed til ham, som ved sin Død havde bragt Liv og Uforkrænkelighed for Lyset.AV 151.1

Nu frydede de sig i Kundskaben om, at deres troende Venner vilde opstaa af Graven for at nyde evigt Liv i Guds Rige. Det Mørke, som havde indhyllet de afdødes Hvilesteder, forsvandt. En ny Glans kastedes over Kristentroen, og Kristi Liv og Opstandelse fremtraadte for dem i fornyet Herlighed.AV 151.2

“Da skal og Gud saaledes føre de hensovede ved Jesus frem med ham,” skrev Paulus. Mange tyder dette Skriftsted derhen, at de hensovede vil ledsage Kristus fra Himlen; men Paulus mente, at ligesom Kristus var oprejst fra de døde. saaledes vil Gud kalde de hensovede hellige frem af deres Grave og tage dem med til Himlen. Dyrebare Trøst, herlige Haab. ikke alene for Menigheden i Thessalonika. men for alle Kristne, hvor de end er!AV 151.3

Under sin Virksomhed i Thessalonika havde Paulus saa udførligt omtalt Tidemes Tegn og paavist, hvilke Begivenheder der vilde finde Sted forud for Menneskesønnens Aabenbarelse i Himlens Skyer, at han ikke ansaa det for nødvendigt at skrive udtømmende angaaende dette Emne Han henviste dog tydeligt til. hvad han tidligere havde fremholdt. “Men om Tid og Stund,” sagde han, “har I ikke behov. at eder tilskrives; thi I ved selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten Thi naar de siger: Fred og Tryghed! da skal Fordærvelsen hastelig staa over dem.”AV 151.4

Der er mange i vor Tid. som lukker Øjnene for de Beviser, Kristus har givet for at advare Menneskene om sit Komme. De søger at stille al Frygt. medens samtidig Tegnene paa. at Enden er nær. hurtig gaar i Opfyldelse, og Verden haster fremad mod den Stund, da Menneskesønnen skal aabenbares i Himlens Skyer. Paulus lærte, at det er Synd at stille sig ligegyldig overfor de Tegn. som er Forløbere for Kristi andet Komme. Dem. som gjør sig skyldige i denne Forsømmelse, kalder han Mørkets og Nattens Børn Dem. som vaager og venter, opmuntrer han med disse Ord: “Men I, Brødre! I er ikke i Mørket, saa at den Dag skulde som en Tyv komme over eder. I er alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi er ikke Nattens Børn og ej Mørkets. Derfor lad os ikke sove ligesom de andre, men lad os vaage og være ædru.”AV 151.5

Apostelens Lære angaaende dette Punkt er særskilt vigtig for Menigheden i vor Tid. For dem, som lever saa nær ved alle Tings Fuldendelse, bør Apostelens Ord have stor Vægt: “Lad os, som er Dagens Børn, være ædru, iførte Troens og Kjærlighedens Panser, og som en Hjelm Saliggjørelsens Haab. Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at bekomme Saliggjørelse ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, at enten vi vaager eller sover, skal vi leve tilligemed ham.”AV 152.1

Den aarvaagne Kristen er en virksom Kristen, der ivrigt søger at gjøre alt, hvad der staar i hans Magt, for Evangeliets Fremme. Efterhaanden som hans Kjærlighed til Frelseren vokser, tiltager ogsaa hans Kjærlighed til hans Medmennesker. Han møder alvorlige Prøvelser, ligesom hans Mester gjorde; men han lader ikke Trængslerne forbitre sit Sind eller tilintetgjøre sin Sjælefred. Han ved. at Prøvelse, naar den bæres paa rette Maade, vil forædle og rense ham og bringe ham i nærmere Samfund med Kristus. De, som er delapagtige i Kristi Lidelser, vil ogsaa være delagtige i hans Trøst og tilsidst faa Del i hans Herlighed.AV 152.2

“Vi beder eder, Brødre,” skriver Paulus videre i sit Brev til Thessalonikerne, “at I skjønner paa dem, som arbejder iblandt eder og er eders Forstandere i Herren og paaminder eder. og at I holder dem overmaade højt i Kjærlighed for deres Gjernings Skyld. Hold Fred med hverandre!”AV 152.3

De troende i Thessalonika blev i høj Grad besværede af Mænd, som kom til dem med sværmeriske Opfattelser og Lærdomme. Nogle “vandrer utilbørlig, idet de ikke arbejder. men giver sig af med Ting, som ikke kommer dem ved”. Menigheden var blevet tilbørlig organiseret, og Mænd var blevet udvalgt til at tjene som Ordets Forkyndere og Menighedstjenere. Men nogle var egenraadige og ustyrlige cg nægtede at underordne sig dem, som beklædte ansvarsfulde Stil-linger i Menigheden. De gjorde ikke alene Krav paa Retten til at have sin egen Mening, men ogsaa til offentlig at paanøde Menigheden sine Anskuelser. I Betragtning af dette gjorde Paulus Thessalonikerne opmærksom paa det Hensyn, man skyldte dem. der var blevet valgt til Stillinger, som gav dem Myndighed i Menigheden.AV 152.4

I sin Omsorg for at de troende i Thessalonika skulde vandre i Herrens Frygt, formanede Apostelen dem til at udvise praktisk Gudsfrygt i det daglige Liv. “Iøvrigt. Brødre!” skrev han. “beder og formaner vi eder i den Herre Jesus, at ligesom I har lært af os. hvorledes det bør eder at omgaaes og tækkes Gud. I derudi maatte yde mere tiltage. I ved jo, hvordanne Bud vi gav eder formedelst den Herre Jesus. Thi dette er Guds Vilje, eders Helliggjørelse, at I skal sky Horeri!” “Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggjørelse.”AV 152.5

Apostelen følte, at han for en stor Del var ansvarlig for deres aandelige Velfærd, som var blevet omvendt under hans Virksomhed Hans Ønske for dem var, at de maatte vokse i Kundskaben om den eneste sande Gud og den. han havde udsendt, Jesus Kristus. I sit Arbejde traf han ofte sammen med smaa Grupper af Mennesker, som elskede Jesus, og bøjede sig med dem i Bøn om, at Gud vilde lære dem at vedligeholde en levende Forbindelse med ham. Ofte samraadede han med dem om, hvorledes man bedst kunde bringe Evangeliets Lys til andre; og naar han var skilt fra dem, han saaledes havde virket for, bad han ofte Gud om at bevare dem fra det onde og hjælpe dem at være alvorlige, virksomme Missionsarbejdere.AV 153.1

Et af de stærkeste Beviser paa sand Omvendelse er Kjærlighed til Gud og Menneskene. De, der antager Jesus som sin Frelser, nærer en dyb, oprigtig Kjærlighed til andre, som har samme dyrebare Tro. Dette var Tilfældet med de troende i Thessalonika. “Om Broderkjærlighed,” skrev Apostelen, “har I ikke behov, at jeg skal skrive eder til; thi I er selv lærte af Gud at elske hverandre, ja, I gjør endog det samme mod alle Brødrene, som er i hele Makedonien; men vi formaner eder, Brødre! ydermere at tiltage, og at søge Ære i at leve stille, og varetage hver sin Gjerning, og arbejde med eders egne Hænder, saasom vi har budet eder, paa det I maa omgaas sømmeligen med dem, som er udenfor, og ikke trænger til nogen.”AV 153.2

“Og eder forfremme cg overflødiggjøre Herren i Kjærligheden til hverandre og til alle, ligesom og vi har den til eder, paa det eders Hjerter maa styrkes, at være ustraffelige i Hellighed for Gud og vor Fader, i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse med alle hans hellige!”AV 153.3

“Men vi formaner eder, Brødre: paamind de uskikkelige, trøst de klejnmodige, ophjælp de skrøbelige, vær langmodige mod alle Se til, at ingen betaler nogen ondt for ondt; men stræb altid efter det gode, baade imod hverandre og imod alle. Vær altid glade. Bed uden Afladelse. Frembær Taksigelse i alle Ting: thi dette er Guds Vilje i Kristus Jesus til eder.”AV 153.4

Apostelen paalagde Thessalonikerne ikke at foragte Profetiens Gave; og med de Ord: “Udsluk ikke Aanden, foragt ikke Profetier. prøv alle Ting, behold det gode,” paalagde han dem at være forsigtige med altid at skjelne mellem det falske og det sande. Han bød dem at “sky det onde under alle Skikkelser” og afsluttede sit Brev med den Bøn, at Gud vilde hellige dem ganske og aldeles, for at de i “Aand og Sjæl og Legeme” maatte “bevares ustraffelig i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse”. Og han tilføjede: “Han er trofast. som eder kaldte.”AV 153.5

Den Undervisning, som Paulus i sit første Brev sendte Thessalonikerne angaaende Kristi andet Komme, var i fuld Overensstemmelse med hvad han tidligere havde lært. Alligevel blev hans Ord fejlagtig opfattet af nogle Brødre i Thessalonika. De forstod ham derhen, at han ytrede Haab om selv at leve og blive Vidne til Frel-serens Tilkommelse. Denne Anskuelse bidrog til at forøge Bevægelsen og Begejstringen blandt dem. De, som tidligere havde forsømt sine Ansvar og Pligter, blev nu mere ivrige i at fremholde sine urigtige Meninger,AV 153.6

I sit andet Brev søgte Paulus at rette paa denne deres Misforstaaelse af hans Lære og fremholde for dem sit virkelige Standpunkt. Han udtrykte atter sin Tillid til deres Retskaffenhed og sin Taknemmelighed for, at deres Tro var stærk, og at de nærede Kjærlighed til hverandre og til Mesterens Sag. Han sagde, at han frem-holdt dem for andre Menigheder som et Eksempel paa den Taalmodighed og standhaftige Tro, der frimodigt taaler Forfølgelse og Trængsel. Og han ledte deres Tanker hen paa Kristi andet Komme, da Guds Folk skal hvile fra alle sine Bekymringer og Besværligheder.AV 154.1

“Vi selv,” skrev han, “roser os af eder i Guds Menigheder formedelst eders Taalmodighed og Tro under alle eders Forfølgelser og Trængsler, som I fordrager, . . . efterdi det er retfærdigt for Gud at gjengjælde dem Trængsel, som trænger eder, men eder, som trænges, Ro med os i den Herres Jesu Aalienbarelse af Himlen med sin Magtes Engle, med Ildslue, naar han bringer Hævn over dem, som ikke kjender Gud, og over dem, som ikke er vor Herres Jesu Kristi Evangelium lydige; hvilke skal lide Straf, en evig Fortabelse fra Herrens Ansigt og fra hans Magts Herlighed. . . . Derfor beder vi ogsaa altid for eder. at vor Gud vil agte eder sit Kald værdige, og med Kraft fuldkomme al ham velbehagelig Godhed og Troens Gjerning, paa det vor Herres Jesu Kristi Navn maa herliggjøres i eder, og I udi ham, efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Naade.”AV 154.2

Men forud for Kristi Komme skulde der paa det religiøse Omraade indtræffe vigtige Begivenheder, som var forudsagt i Profetien. Apostelen siger: “Vi beder eder, Brødre! ... at I ikke snarlig lader eder forvilde i Sindet eller forfærde, hverken ved nogen Aand eller ved Lære eller ved Brev, som fra os, som var Kristi Dag forhaanden. Lad ingen bedrage eder i nogen Maade; thi først maa jo Frafaldet komme, og det Syndens Menneske aabenbares, Fordærvelsens Søn, han, som modsætter og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds Tempel som en Gud, og udgiver sig for at være en Gud.”AV 154.3

Paulus s Ord maatte ikke mistydes. Man maatte ikke lære, at han paa Grundlag af en særskilt Aabenbarelse havde advaret Thessalonikerne om Kristi umiddelbart forestaaende Gjenkomst. Et saadant Standpunkt vilde bringe Forvirring i deres Tro; thi Skuffelse leder ofte til Vantro. Apostelen formanede derfor Brødrene til ikke at modtage et saadant Budskab som noget, der kom fra ham. og han henviste herunder til den Sandhed. at Pavemagten, som Profeten Daniel saa tydelig havde beskrevet, først skulde opstaa og føre Krig imod Guds Folk. Før denne Magt havde udført sit dødbringende, bespottelige Værk, vilde det være forgjæves for Menigheden at vente sin Herres Komme. “Kommer I ikke i Hu.” spurgte Paulus, “at jeg sagde eder dette, der jeg endnu var hos eder ?”AV 154.4

Frygtelige var de Prøvelser, som skulde ramme Guds sande Menighed. Allerede da Apostelen skrev, var “Uretfærdighedens Hemmelighed” begyndt at virke. De Ting. der i Fremtiden skulde komme til Udvikling, vilde ske “efter Satans Kraft, med al Løgnens Bedrag iblandt dem, som fortabes”.AV 155.1

Særlig alvorlig er Apostelens Udtalelse angaaende dem. Som skulde nægte at antage “Kjærlighed til Sandheden”. “Derfor,” skrev han om alle dem, der forsætlig forkastede Sandhedens Budskaber, “skal Gud og sende dem kraftige Vildfarelser, at de skal tro Løgnen, paa det alle skal dømmes, som ikke troede Sandheden, men havde Velbehag i Uretfærdighed.” Menneskene kan ikke ustraffet forkaste de Advarsler, Herren i sin Naade sender dem. Gud vil tage sin Aand bort fra dem, som haardnakket vender sig bort fra disse Advarsler, og de vil blive overladt til de Forførelser, som de holder fast ved.AV 155.2

Saaledes gav Paulus et Omrids af det ødelæggende Værk, der vilde blive udført af den Magt, som skulde virke gjennem de lange Aarhundreder af Forfølgelse og Mørke forud for Kristi andet Komme De troende I Thessalonika havde haabet paa øjeblikkelig Befrielse; nu blev de formanede til frimodigt og i Guds Frygt at tage fat paa det Arbejde, som forelaa. Apostelen paalagde dem ikke at forsømme sine Pligter eller hengive sig til en ørkesløs Venten. Efter deres lyse Forventninger om øjeblikkelig Befrielse vilde det daglige Stræb og den Modstand, de maatte møde. forekomme dem dobbelt trist. Han formanede dem derfor til Standhaftighed i Troen.AV 155.3

“Derfor, Brødre! staa fast, og hold hart ved de Lærdomme, som I har annammet, være sig ved vor Tale eller vort Brev. Men han, vor Herre Jesus Kristus, og vor Gud og Fader“ som os har elsket og givet os en evig Trøst og et godt Haab i Naade, han trøste eders Hjerter og styrke eder i al god Tale og Gjerning!” “Men Herren er trofast; han skal styrke eder og bevare eder fra det onde. Vi har den Tillid til eder i Herren, at I baade gjør og herefter vil gjøre, hvad vi byder eder. Og Herren styre eders Hjerter til at elske Gud og til at vente paa Kristus med Taalmodighed!”AV 155.4

De troendes Værk var blevet dem anvist af Gud. Ved trofast at holde sig til Sandheden skulde de bringe andre det Lys, de selv havde modtaget. Apostelen bød dem ikke at blive trætte i at gjøre det gode og henviste dem til sit eget Eksempel paa Flid i timelige Anliggender under utrættelig og nidkjær Virksomhed for Kristi Sag. Han irettessatte dem, der havde hengivet sig til Dovenskab og for- maalsløs Adspredelse og Handel, op paabød, at de skulde “arbejde i Stilhed og æde sit eget Brød”. Han paalagde ogsaa Menigheden at skille sig af med enhver, som haardnakket vedblev at forkaste den Undervisning, der var givet af Guds Tjenere. “Dog.” tilføjede han, “hold ham ikke som en Fiende, men paamind ham som en Broder.”AV 155.5

Ogsaa dette Brev afsluttede Paulus med en Bøn om, at Guds Fred og den Herres Jesu Kristi Naade maatte være deres Trøst og Støtte i Livets Møje og Prøvelser.AV 156.1

Kapitel 24—Korinth.

Kapitel 26—Apollos i Korinth