KAPITEL 17—ELISA KALDES TIL PROFET

Gud havde befalet Elias at salve en efterfølger. “Salv Elisa”, Sjafats søn, ... til profet i dit sted!” sagde Herren. (1 Kong. 19, 16.) Elias adlød og drog ud for at finde Elisa. På rejsen nordpå så han den store forandring, som landskabet havde undergået i løbet af ganske kort tid. Før var jorden tør og markerne udyrkede, fordi der hverken var faldet dug eller regn i tre og et halvt år. Nu spirede det overalt, som om naturen ville erstatte tørkens og hungersnødens år.PoK 108.1

Elisas fader var en velhavende landmand. Hans familie bøjede ikke knæ for Ba’al, da næsten hele folket faldt fra Herren. Her var et hjem, hvor man ærede Gud og fandt det ganske naturligt at holde det gamle Israels tro i hævd til daglig. Det var i dette miljø, at Elisa voksede op. I de rolige omgivelser på landet lærte han Gud og naturen at kende, og mens han var beskæftiget med nyttigt arbejde, gennemgik han den forberedelse, som skulle gøre ham skikket til hans høje hverv. Her lærte han at være nøjsom og vise både Gud og sine forældre lydighed.PoK 108.2

Elisa blev kaldet til profetgerningen, mens han pløjede i marken sammen med sin faders tjenestefolk. Han udførte det arbejde, som lå nærmest for hånden. Han besad både lederevner og tjenersind. Hans natur var rolig og mild, men han var energisk og havde en fast vilje. Han var retskaffen og pålidelig og elskede og frygtede Gud. Under det daglige arbejde tilegnede han sig målbevidsthed og en ædel karakter og gik stadig fremad i nåde og kundskab. Samtidig med at han hjalp sin fader med arbejdet derhjemme, lærte han at samarbejde med Gud.PoK 108.3

Elisa var tro over lidt og forberedte sig derved til større ansvar. Fra dag til dag tilegnede han sig den erfaring, som gjorde ham skikket til en mere omfattende gerning. Han lærte at tjene og erhvervede sig derved evnen til at undervise og lede andre. Her har alle noget at lære. Intet menneske ved, hvad Gud vil lære det igennem de erfaringer, som det må gennemgå, men alle kan være overbevist om, at troskab i det små er et vidnesbyrd om skikkethed til større ansvar. Alt, hvad vi gør i livet, fortæller noget om vor karakter, og det er den, der under udførelsen af de små pligter viser sig “som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde”, Gud kan ære med en større gerning. 2 Tim. 2, 15.PoK 108.4

Det menneske, der mener, at det er uden betydning, hvorledes man udfører de små pligter, er uegnet til en mere ærefuld stilling. Det mener måske selv, at det egner sig til større ansvar, men Gud nøjes ikke med at se på overfladen. Når et sådant menneske er blevet stillet på prøve, bliver der afsagt denne dom: “Du er vejet på vægten og fundet for let.” Dets mangel på troskab falder tilbage på det selv. Det tilegner sig ikke den nåde, kraft og karakterstyrke, som det kan opnå ved en uforbeholden overgivelse.PoK 109.1

Der er mange, der mener, at deres liv er spildt, og at de ikke gør noget for at fremme Guds rige, fordi de ikke er beskæftiget direkte med religiøst arbejde. Hvis de derimod kunne udrette et eller andet stort, ville de gøre det med glæde. De mener endog, at det er fuldstændig berettiget, at de ikke foretager sig noget som helst, fordi de kun kan arbejde i det små. Dette er en fejl-tagelse. Et menneske kan være beskæftiget i Guds tjeneste under udøvelsen af dagliglivets almindelige pligter såsom træfældning, rydning af en grund eller pløjning. Den mo-der, der opdrager sine børn til at tjene Kristus, arbejder lige så bogstaveligt for Gud som prædikanten, der står på talerstolen.PoK 109.2

Mange ville ønske, at de var i besiddelse af særlige evner, så de kunne udrette noget specielt; men de samme mennesker ser helt bort fra de nærmeste pligter og tænker ikke over, at deres tilværelse ville blive langt mere interessant, hvis de gav sig i kast med disse. Mennesker af denne type burde gøre det arbejde, der ligger nærmest. Gode resultater afhænger ikke så meget af talenter som af energi og villighed. Det er ikke de fremragende evner, der sætter os i stand til at udføre vort arbejde tilfredsstillende, men en samvittighedsfuld afvikling af de daglige pligter, et tilfreds sind og en oprigtig in-teresse for andres vel. Der kan udføres før-steklasses arbejde på selv den mest beskedne plads. De mest almindelige hverv er smukke i Guds øjne, når de udføres i kærlighed og trofasthed.PoK 109.3

Elias blev vejledet af Gud, da han drog ud for at finde en efterfølger. Da han gik forbi den mark, hvor Elisa gik og pløjede, kastede han sin kappe over den unge mands skulder. Dette var tegnet på, at Elisa var indviet til sin nye gerning Sjafats familie var blevet bekendt med Elias’ arbejde og mission under hungersnøden, og nu gjorde Guds Ånd det klart for Elisa, hvad profetens handling betød. Han opfattede det som et tegn på, at Gud havde kaldet ham til at være Elias’ efterfølger.PoK 109.4

“Så forlod han okserne og løb efter Elias og sagde: “Lad mig først kysse min fader og min moder, så vil jeg følge dig!” Han svarede: “Gå kun tilbage, thi hvad er det ikke, jeg har gjort ved dig!” Dette var ikke et afslag, men en trosprøve. Elisa skulle beregne omkostningerne og selv afgøre, om han ville tage imod kaldet eller forkaste det. Hvis hans hjerte hang ved hans hjem og de fordele, som han havde der, måtte han gerne blive der. Men Elisa forstod betydnin-gen af dette kald. Han vidste, at det kom fra Gud, og tøvede ikke med at adlyde. Han ville ikke for nogen pris lade denne anledning til at blive Guds tjener gå fra sig. Det kunne heller ikke falde ham ind at give afkald på den store forret, det var at færdes sammen med Herrens tjener. “Så tog han og slagtede oksespandet, kogte okserne ved stavtøjet og gav folkene dem at spise; derpå brød han op og fulgte Elias og gik ham til hånde.” 1 Kong. 19, 20. 21. Han forlod uden tøven sit hjem, hvor han var elsket, for at gøre fælles sag med profeten i dennes omskiftelige tilværelse.PoK 109.5

Hvis Elisa havde spurgt Elias, hvad man ventede af ham, ville han have fået dette svar: “Gud ved det, han vil vise dig det. Hvis du venter på Herren, vil han besvare alle dine spørgsmål. Du kan følge mig, hvis du er overbevist om, at Gud har kaldet dig. Du må gøre det klart for dig selv, at Gud står bag mig, og at det er hans røst, du hører. Hvis du kan regne alt for skarn for at vinde Guds gunst, kan du roligt komme.”PoK 110.1

Der er en vis lighed imellem det kald, Elisa modtog, og det svar, Kristus gav den rige yngling, som spurgte: “Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Kristus svarede: “Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!” Matt. 19, 16. 21.PoK 110.2

Elisa tog imod kaldet til at tjene og tænkte ikke mere på de glæder og bekvemmeligheder, han gav afkald på. Den rige yngling gik “bedrøvet bort”, da han hørte Frelserens ord, “thi han havde meget gods”. 22. vers. Han var ikke villig til at bringe ofre. Han elskede sine ejendele mere, end han elskede Gud. Han nægtede at give afkald på alt for Kristi skyld og viste sig derved uværdig til en plads i Mesterens tjeneste.PoK 110.3

Hvert eneste menneske møder denne opfordring til at lægge alt på tjenestens alter. Vi bliver ikke alle sammen bedt om at gore tjeneste på samme måde som Elisa, og det er heller ikke alle, der får befaling om at sælge alt, hvad de har. Men Gud beder os om at give hans værk førstepladsen i vort liv og ikke lade en dag gå, uden at vi har gjort noget for at fremme hans værk på jorden. Han forventer ikke samme slags tjeneste af alle. Én bliver måske opfordret til at arbejde i et fremmed land, og en an-den bliver anmodet om at give af sine midler for at fremme evangeliet. Gud tager imod hvert enkelt menneskes gave. Det vigtigste er, at vi indvier vort liv og alt, hvad vi har, til ham. De mennesker, der gør dette, vil høre Himmelens kald og give agt derpå.PoK 110.4

Det er Herrens vilje, at alle de, der får del i hans nåde, skal arbejde for andre. Vi bør hver især sige: “Her er jeg, send mig!” Der hviler et ansvar på hvert eneste menneske, hvad enten vedkommende er ordets forkynder, læge, købmand, landmand, akademiker eller faglært håndværker. Hvert eneste menneske har pligt til at gøre andre bekendt med frelsens evangelium, og alt, hvad det foretager sig, bør tjene dette formål.PoK 110.5

Til at begynde med blev der ikke stillet store krav til Elisa. Han skulle stadig løse ganske almindelige opgaver. Der siges om ham, at han øste vand på sin herre Elias’ hænder, og i alt, hvad han foretog sig, lærte han ydmyghed og tjenersind. Mens han var profetens personlige ledsager, vedblev han at være tro over lidt, samtidig med at han helligede sig til den gerning, som Gud havde tildelt ham.PoK 110.6

Elisa blev ikke skånet for fristelser, efter at han havde sluttet sig til Elias. Han blev udsat for mangfoldige prøvelser, men hver gang, han kom i vanskeligheder, stolede han på Gud. Han blev fristet til at tænke på sit hjem, som han havde forladt, men han gav ikke efter for denne fristelse. Da han først havde lagt sin hånd på ploven, var han fast besluttet på ikke at vende sig om og se til-bage, og han forblev tro mod sit kald under alle prøvelser.PoK 110.7

Forkyndergerningen omfatter langt mere end at prædike ordet. Den består i at uddanne unge mænd, ligesom Elias uddannede Elisa, tage dem fra deres almindelige arbejde og give dem et ansvar at røgte i Guds værk. Til at begynde med skal de blot bære små ansvar, men efterhånden som de får mere styrke og erfaring, bør byrderne forøges. Der findes troende og bedende mænd blandt ordets forkyndere mænd, som kan sige: “Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, om livets ord, ... det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer.” 1 Joh. 1, 1-3. Unge, uerfarne mænd bør uddannes ved at arbejde sammen med disse erfarne Guds tjenere. Derved vil de lære at bære byrder.PoK 111.1

Det er en ædel opgave at uddanne unge mennesker på denne måde. Herren selv samarbejder med dem, der påtager sig dette hverv, og de unge mænd, som er blevet kaldet til at indvi sig til Herrens tjeneste og nyder den forret at måtte arbejde sammen med alvorlige, gudfrygtige prædikanter, bør bestræbe sig på at få det mest mulige ud af deres anledninger. Gud har vist dem den ære at vælge dem til at arbejde for ham og har placeret dem, hvor de kan uddanne sig til denne gerning. De bør derfor være ydmyge, trofaste, lydige og villige til at bringe ofre. Hvis de villigt tilegner sig den undervisning, Gud giver dem, hvis de gør, hvad han byder dem, og lader hans tjenere være deres rådgivere, vil de blive retfærdige, principfaste og pålidelige mænd, som Gud kan betro et ansvar.PoK 111.2

Når evangeliet forkyndes rent og purt, vil der blive kaldet mænd fra ploven og fra de erhverv, hvor hovedvægten lægges på indtjeningsmulighederne, for at gennemgå en uddannelse sammen med erfarne missions-arbejdere. Når de har lært at arbejde rigtigt, vil de forkynde sandheden med kraft. Ved forsynets vidunderlige indgriben vil bjerge af vanskeligheder blive ryddet af vejen og kastet i havet. Da vil menneskene høre og forstå det budskab, som betyder så meget for jordens beboere. Menneskene vil blive klar over, hvad der er sandhed, og Guds værk vil gå fremad, indtil hele jorden er blevet advaret, og da vil enden komme.PoK 111.3

Elias og Elisa arbejdede sammen i mange år efter Elisas kaldelse. Den unge mand blev bedre skikket til sin gerning for hver dag, der gik. Gud havde brugt Elias til at be-kæmpe kolossale onder. Afgudsdyrkelsen, som med Akabs og den hedenske Jesabels støtte havde ført hele folket på vildspor, havde fået et grundskud. Ba’als profeter var blevet dræbt. Disse begivenheder havde gjort et dybt indtryk på hele Israels folk, og mange var atter begyndt at tjene Gud. Elias’ efter-følger, Elisa, skulle bestræbe sig på at lede Israel fremad på den rette vej ved at under-vise folket omhyggeligt og tålmodigt. Ved samarbejdet med Elias, som var den største profet siden Moses’ tid, forberedtes han til den gerning, som han snart skulle varetage alene.PoK 111.4

Mens de arbejdede sammen, fik Elias fra tid til anden befaling om at gå hårdt i rette med grove synder. Da den onde Akab tog Nabots vingård, var det Elias’ røst, der forudsagde hans og hele hans hus’ endeligt. Da Ahazja efter sin fader Akabs død forkastede den levende Gud og søgte råd hos Ba’al-Zebub, var det atter Elias’ røst, som protesterede kraftigt.PoK 111.5

Under Israels frafald var profetskolerne, som var blevet grundlagt af Samuel, gået i forfald. Elias genåbnede disse skoler og gav derved de unge mænd mulighed for at erhverve sig en uddannelse, som tilskyndede dem til at løfte loven til højhed og ære. Der omtales tre af disse skoler, nemlig skolen i Gilgal, Betel og Jeriko. Elias og Elisa besøgte disse skoler, kort før Elias blev taget til Himmelen. Ved denne lejlighed gentog Guds profet den undervisning, som han havde givet under sine tidligere besøg. Fremfor alt understregede han, at de burde betragte det som en stor forret at vise Himmelens Gud troskab. Han inskærpede dem også betydningen af, at alle faser af deres uddannelse var præget af jævnhed og ligefremhed. De kunne kun modtage Himmelens stempel og optage en gerning i Herrens værk, hvis de fulgte disse retningslinjer.PoK 112.1

Elias glædede sig, da han så, hvad der blev udrettet ved hjælp af disse skoler. Reformationen var ikke fuldført, men over hele riget kunne han se en bekræftelse af Herrens ord: “Jeg vil lade syv tusinde blive tilbage i Israel, hvert knæ, der ikke har bøjet sig for Ba’ al.” 1 Kong. 19, 8.PoK 112.2

Mens Elisa ledsagede profeten fra skole til skole, blev hans tro og den beslutning, han havde taget, atter sat på prøve. Både i Gilgal, Betel og Jeriko sagde profeten, at han skulle blive tilbage. “Bliv her,” sagde Elias, “thi Herren vil have mig til Betel!” Men da Elisa som ung gik bag ploven, lærte han, at man ikke skal give op eller blive mismodig. Han agtede heller ikke at lade noget bortlede hans opmærksomhed fra hans mål nu, da han havde valgt en anden livs-gerning. Han ville ikke skilles fra sin herre, så længe han kunne erhverve sig kundskaber, der ville gøre ham bedre skikket til sin gerning. Elias var ikke klar over, at hans disciple i profetskolerne havde fået at vide, at han ville blive taget til Himmelen. Han vidste heller ikke, at Elisa var bekendt hermed, og Guds profets prøvede tjener holdt sig nu meget nær til sin herre. Hver gang Elias sagde, at Elisa skulle blive tilbage, svarede han: “Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!”PoK 112.3

“Så fulgtes de ad.” Da de kom til Jordan, tog Elias “sin kappe, rullede den sammen og slog vandet med den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør bund. Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: “Sig, hvad du ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!”PoK 112.4

Elisa bad ikke om verdslig ære eller om en høj stilling blandt jordens store mænd. Han ønskede af hele sit hjerte at få et stort mål af den Ånd, som Gud i så rigelig grad havde skænket den mand, der nu snart ville opleve den ære at blive bortrykket. Han vidste, at intet mindre end den Ånd, som havde hvilet over Elias, kunne gøre ham skikket til at udfylde den plads, som Gud havde kaldet ham til i Israel. Han sagde derfor: “Måtte to dele af din Ånd komme over mig!”PoK 112.5

Hertil svarede Elias: “Det er et stort for-langende, du kommer med! Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive dig til del, ellers ikke!” “Mens de nu gik og talte sammen, se, da kom der en ildvogn og ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i stormvejret.” Se 2 Kong. 2, 1-11.PoK 112.6

Elias var et forbillede på de hellige, som lever på jorden ved Kristi andet komme. De vil blive forvandlet “i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder”, og skal ikke smage døden. 1 Kor. 15, 51. 52. Det var som repræsentant for de mennesker, der vil blive bortrykket, at Elias ved slutningen af Kristi gerning på jorden fik lov at stå sammen med Frelseren og Moses på forklarelsens bjerg. Disciplene så en miniaturefremstilling af de forløstes rige, da de betragtede disse herliggjorte personer. De så Jesus iklædt Himmelens lys og hørte en røst fra skyen bekræfte, at han var Guds Søn. (Luk. 9, 35.) De så Moses, som repræsenterede de mennesker, der vil blive oprejst fra de døde ved Kristi andet komme. Og endelig var Elias til stede som repræsentant for dem, der ved verdens ende vil blive forvandlet og udødeliggjort og taget til Himmelen uden at se døden.PoK 113.1

Da Elias sad ensom og modløs i ørkenen, sagde han, at han havde fået nok af livet, og bad om at måtte dø. Men i sin nåde tog Herren ham ikke på ordet. Der ventede ham endnu en stor opgave, og når hans gerning var endt, skulle han ikke dø modløs og ensom. Han skulle ikke lægges i graven, men ledsages til herlighedens rige af Guds engle.PoK 113.2

“Og Elisa så det og råbte: “Min fader, min fader, du Israels vogne og ryttere!” Og han så ham ikke mere. Så greb han sine klæder og sønderrev dem. Derpå tog han Elias’ kappe, som var faldet af ham, op og gik tilbage og stillede sig ved Jordans bred, og han tog Elias’ kappe, som var faldet af ham, slog vandet med den og sagde: “Hvor er nu Herren, Elias’ Gud?” Og da han havde slået vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over. Da profetsønnerne fra Jeriko så det derovre, sagde de: “Elias’ Ånd hviler på Elisa!” Og de gik ham i møde og kastede sig til jorden for ham.” 2 Kong. 2, 12-15.PoK 113.3

Når Herren i sit forsyn ser, at tiden er inde til at tage dem, som han har givet visdom, bort fra sit værk, hjælper og styrker han deres efterfølgere, hvis disse er villige til at søge hjælp hos ham og vandre på hans veje. Efterfølgerne kan blive endnu visere end deres forgængere, fordi de kan tage ved lære af disses erfaringer og blive kloge af deres skade.PoK 113.4

Fra nu af stod Elisa i Elias’ sted. Han havde været tro over lidt, og nu skulle det vise sig, at han også var tro over meget.PoK 113.5