DEN KONGELIGE LOV BEDØMMER KARAKTEREN, 16. MAJ

“Hvis I virkelig opfylder den kongelige lov,... handler I ret.” Jak. 2, 8.KA 146.2

Den kongelige lov er den standard, hvormed karakteren bedømmes. Loven afslører synden. Ved loven kommer bevidstheden om synd. Men synderen drages stadig mod Jesus af den vidunderlige åbenbarelse af hans kærlighed, hvormed han ydmygede sig selv til at lide en skamfuld død på korset. Hvilket studium! Engle har forsøgt alvorligt og med længsel at trænge ind i denne vidunderlige hemmelighed. Det er et studium, som kan lægge beslag på den højeste menneskelige intelligens, at det faldne menneske, der er bedraget af Satan og har valgt side med ham, kan blive forvandlet til den uendelige Guds Søns billede — at mennesket kan blive ham lig, og at Gud vil elske det faldne og forløste menneske som sin egen Søn på grund af Kristi retfærdighed som tilregnes mennesket. Læs om det i de levende Skrifter.KA 146.3

Dette er guddommens hemmelighed, et billede af højeste værdi. Det må vi meditere over, flette ind i enhver tale, hænge op i mindernes hal, og give udtryk for med vore læber, hvorledes menneskelige væsener har smagt og erkendt, at Herren er god. Dette må være forberedelsen til enhver prædiken.. . .KA 146.4

Med Kristus-ligheden opnår den kristne menneskehedens højeste form.. . . Han føler sin svaghed, men bliver en sejrvinder ved at tilegne sig Guds kraft gennem en levende tro og en oprigtig hensigt. Hans fred og glæde bliver stor, fordi det kommer fra Herren, og intet er så velkomment for Guds åsyn, som sjælens stadige ydmygelse for ham. Disse er ubestridelige beviser på, at Herren med sin Helligånd har indflydelse på hjertet. Det mirakel, der sker i et Guds barn, som kæmper og sejrer over sine naturlige svagheder, er mere vidunderligt end helbredelsen af en sygdom. Guds univers ser på det menneske med meget større glæde end på nogen storslået ydre pragt. Den indre karakter præges efter det guddommelige mønster. . . .KA 146.5

At ophøje Kristus som vor eneste kilde til styrke, at fremstille hans enestående kærlighed, idet han tog menneskets syndeskyld på sig og tilregnede det sin egen retfærdighed, afsvækker ikke på nogen måde lovens værdighed. TVærtimod stiller det den i det rette lys og forherliger den. Det sker udelukkende ved det lys, der genspejles fra Golgatas kors. I den store frelsesplan er loven kun helt og fuldt med, når den fremstilles i lyset fra den korsfæstede og opstandne frelser. Dette kræver en åndelig forståelse. Det tænder i beskuerens hjerte en brændende tro, håb og glæde over, at Kristus er hans retfærdighed. Denne glæde gælder kun dem, som elsker og holder Jesu ord, som er Guds ord.^{43Manuscript 24,1888.}KA 147.1