Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
Evangelisering - Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Budskabet om kristen forvaltning.

    Undervis alle nyomvendte—Enhver omvendt sjæl skal have lyset om Herrens forlangende af tiende og offergaver. Alt hvad mennesker nyder, modtager de fra Herrens store gård, og Han er tilfreds med at Hans arvinger skal nyde Hans goder; men Han har lavet en særlig kontrakt med alle som står under Prins Imannuels blodbestænkte banner, så de kan vise deres afhængighed og ansvarlighed over for Gud, ved at give en vis del af Hans rigdomme tilbage, som Hans eget. Dette skal investeres ved underholdende missionsarbejde, som må gøres for at opfylde det hverv de har fået af Guds Søn lige før han forlod Sine disciple.—Manuskrift 123, 1898.Eva 249.2

    Alle er et led i frelsens kæde—Når et menneske er blevet et Guds barn, bør det betragte sig som et led i den kæde, som er sænket ned for at frelse verden. Det bør gøre fælles sag med Kristus og hjælpe til med at gennemføre hans nødvendige plan. De bør følges med ham ud for at opsøge og frelse de fortabte.—I den store Læges fodspor s. 105. (vtbl 84) (1905)Eva 250.1

    Evangelistens ansvar—Det er en del af dit arbejde at undervise dem som du bringer til sandheden, at bringe tienden ind i skatkammeret som en anerkendelse af deres afhængighed af Gud. De bør oplyses til fulde om deres pligt til at bringe Herren eget tilbage til Ham. Befalingen om at betale tiende er så tydelig at der er ingen skygge af undskyldning for at ikke gøre det. Hvis du ikke giver de nyomvendte undervisning om dette punkt, lader de en meget betydningsfuld del af dit arbejde være ugjort.—Brev 51, 1902.Eva 250.2

    Vejlede den nye menighed—Når missionsarbejderen vinder små grupper på forskellige steder, bør han aldrig give de nye i troen det indtryk at Gud ikke kræver af dem at de skal virke systematisk for at hjælpe til med at støtte sagen med sit personlige arbejde og med sine midler. ....Eva 250.3

    Alle bør oplæres til at gøre hvad de kan for Mesteren, og til at give ham, efter som han har velsignet dem. Som sin retmæssige del kræver han en tiendedel af deres indtægt, lad den være stor eller lille, og de som holder denne tilbage, begår ran mod ham og kan ikke vente at hans hånd skal give dem fremgang. Selv om menigheden for det meste består af fattige søskende, bør spørgsmålet om systematisk godgørenhed grundig forklares og planen møde en hjertelig modtagelse. Gud er i stand til at opfylde sin løfter. Hans hjælpekilder er ubegrænsede, og han bruger dem alle i fuldbyrdelsen af sin vilje. Og når han ser at en trofast udfører sin pligt og betaler tienden, vil han i sit vise forsyn ofte åbne veje hvorved den vil forøges. Den som følger Guds forordning i det lille han har fået, vil høste de samme frugter, som den som skænker af sin overflod.—Evangeliets tjenere s. 222, 223 (n 164). (1915)Eva 250.4

    Prøven på himmelsk fællesskab—Vor himmelske fader skænker gaver og beder om at få en del tilbage, for at han kan prøve os, om vi er værdige til at få det evige livs gave.—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 408. (1875)Eva 251.1

    Et punkt præsenteres taktisk og gentages—Guds ords lærere skal ikke tilbageholde nogle dele af Guds råd, så folk ikke er uvidende om deres pligt, og ikke forstå hvad Guds vilje er med dem, og ikke snubler og falder i fordærv. . . .Eva 251.2

    Lad ingen forsømme at give trofast og tydelig belæring om tiendebetaling. Lad der bringes instruktion til Herren, det som Han kræver som Sit eget; for Herrens anbefaling vil ikke hvile over et folk som frarøver Ham tiende og gaver. Der vil ofre være brug for at sætte folks opgave foran dem da de må afgive Gud Hans eget. Lad den som først præsenter sandheden gøre dette nøjagtigt og lad også ham som følger op på pengebetaling også tydeliggøre Guds krav om tiendebetaling, så folk kan se at medarbejderne på alle punkter lærer den samme sandhed og er enige om at være lydige mod alle Guds forlangender.Eva 251.3

    Men lad medarbejderne tænke skønsomt og ikke give fast føde til dem som er for små; giv dem ordets oprigtige mælk. Bland under ingen omstændigheder din egen ånd og tanker med sandheden og dæk ikke Guds forskrifter over med traditioner eller formodninger. Lad folk få sandheden som den er i Jesus.—Manuskrift 39, 1895.Eva 252.1

    Et forsømt arbejde—Vi skal give advarselsbudskabet til verden, og hvordan gør vi vort arbejde? Brødre, forkynder I den del af sandheden der behager folket, medens andre dele af arbejde efterlades ufærdige? Vil det være nødvendigt for nogle at følge efter dig, og tilskynde folk at bringe tiende og offergaver troskyldigt ind i Herrens skatkammer? Dette er prædikantens arbejde, men det er blevet sørgeligt forsømt. Folket har berøvet Gud, og der er sket fejl fordi prædikanten ikke ønskede at gøre sine brødre ubehag. Gud kalder disse mennesker for upålidelige forvaltere.—Review and Herald, 8.juli, 1884.Eva 252.2

    Trofast tiende er tilstrækkelige midler—Dersom der tilflød skatkammeret midler i nøjagtig overensstemmelse med Guds plan—en tiendedel af indtægten—ville der være rigelige midler til hans værks fremme.—Vidnesbyrdene bd. 5, s. 150. (1882)Eva 252.3

    Indsamling til missionerne—Under Guds forsyn, har dem som bærer byrden for Hans arbejde bestræbt sig til at bringe nyt liv i gamle arbejdsmetoder, og også udtænke ny planer og nye metoder til at vække menighedsmedlemmernes interesse til en forenet anstrengelse for at nå verden. En af de nye planer for at nå de ikke-troende er høstindsamlingskampagnen for missioner. I de sidste år har det vist sig, at være en succes på mange steder, der er til velsignelse for mange, og øger strømmen af midler til missionens kasse. Idet mange af dem, der ikke er af vor tro er blevet bekendt med den tredje engels budskab i de hedenske lande, er deres forståelse blevet vækket, og nogle har søgt at lære mere om sandheden der har kraft nok til at forvandle hjerter og liv. Der nås mænd og kvinder af alle klasser, og Guds navn er blevet forherliget.—Råd om forvaltning s. 190, 191.Eva 252.4

    Undgå verdslige metoder—Vi ser at kirkerne i vore dage opmuntrer til fest, grådighed, udskejelser, ved arrangere middage, markeder, dans og fester for at indsamle midler til menighedskassen. Her har kødelige mennesker fundet på en metode for at sikre sig midler uden at ofre sig. . . .Eva 253.1

    Lad os tage klart standpunkt over for al de menighedsfordærv, udsvævelser og fester som har en demoraliserende indflydelse på unge og gamle. Vi har ingen ret til at kaste helligdommens kåbe over dem, fordi disse midler skal bruges i menighedsøjemed. Sådanne ofringer er mangelfulde og sygelige, og bærer Guds forbandelse. De er kostbare for sjæle. Talerstolen kan forsvare fester, dans, lotterier, markeder og lukseriøse fester, for at få midler til menighedens øjemed; men lad os ikke tage del i nogen af disse ting; for hvis vi gør dette, vil Guds mishag være over os. Vi foreslår ikke at appellere til appetittens lyster eller fly til kødelige fornøjelser, for at Kristi bekende efterfølgere skal give midler som Gud har betroet dem. Hvis de ikke giver villigt, i kærlighed for Kristus, vil offeret på ingen måde være antageligt for Gud.—Råd om forvaltning s. 201, 202. (1878)Eva 253.2

    Bestukket af fester og fornøjelser—Det er et beklageligt faktum at hellige og evige hensyn ikke har den kraft til at åbne bekendende Kristi efterfølgeres hjerter, til at give frivillige ofre til evangeliets udgifter, ligesom tillokkende fester og munterhed i almindelighed gør. Det er en sørgelig kendsgerning at disse lokkemidler vil være fremherskende medens hellige og evige ting ikke vil have magt til at påvirke hjertet til godgørenhedsgerninger.Eva 254.1

    Moses' plan i ørknen med at oprejse midler havde stor succes. Det var ikke nødvendigt med tvang. Moses lavede ingen stor fest. Han indbød ikke folk til muntre scenerier, dans og almindelig morskab. Han indførte heller ikke lotterier eller noget andet af denne verdslige slags for at få midler til at rejse Guds tabernakel i ørkenen. Gud befalede Moses at indbyde Israels børn til at bringe offergaver. Moses skulle acceptere alle de menneskers gaver, som blev givet villigt af hans hjerte. Disse frivillige gaver kom i så stor overflod at Moses proklamerede at det var nok. De måtte ophøre med deres gaver; for de havde givet i overflod, mere end de kunne bruge.—Råd om forvaltning s. 203. (1874)Eva 254.2

    Og hvilket indtryk gør dette på de ikke-troendes sind? Guds ords hellige standard fornedres til støvet. Der kastes foragt over Gud og over den kristnes navn. De mest fordærvende principper styrkes ved denne ikke-bibelske måde at rejse midler på. Og det er sådan Satan vil have det. Mennesker gentager Nadiab og Abihus synd. De bruger den almindelige ild i stedet for den hellige ild i Guds tjeneste. Herren accepterer ikke sådanne ofre.Eva 254.3

    Alle disse metoder for at bringe penge ind i Hans skatkammer er en forhånelse mod Ham. Det er en forfalsket andagtsøvelse der driver til alle sådanne bedrag. O hvilken blindhed, hvilken forgabelse er der ikke over mange som hævder at være kristne! Menighedsmedlemmer gør på samme måde som verdens indbyggere gjorde i Noas dage, da deres hjerters indbildning kun var stadig ond. Alle som frygter Gud vil afsky sådanne metoder som en forkert fremstilling af Jesu Kristi religion.—Råd om forvaltning s. 205. (1896)Eva 254.4

    Menneskers forvaltning—Men den gyldne regel rummer en endnu dybere mening. Enhver, som er sat til at være husholder over Guds mangfoldige nåde, opfordres til at meddele sjæle i vankundighed og mørke, hvad han ville ønske, at de skulle give ham, hvis han var i deres sted. Apostelen Paulus sagde: “Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.” På grund af alt, hvad du har erkendt af Guds kærlighed, og alt, hvad du har modtaget af hans nådes rige gaver frem for den mest formørkede og nedværdigede sjæl på Jorden, er det din skyldighed at meddele disse gaver til en sådan sjæl.—Med mesteren på bjerget s. 135 (dk 135). (1896)Eva 255.1

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents