Medarbejderen og hans kvalifikationer

I tjenestens ånd

Slid og slæb for sjæle—Idet hyrden går ud efter det fortabte får, er det ikke kun for almindelig interesse skyld, men i alvorlig slid og slæb for sjæle. Dette kræver den alvorligste hjerteransagelse, den mest bønlige eftersøgning af Gud, for at vi må kende Ham og Hans nådes kraft, ”for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.” — Brev 8, 1895.Eva 628.1

Medlidenhed med ufrelste—Men hvor få er der iblandt os som betrakter synderes frelse i det samme lys hvori den himmelske verden ser den—som en plan som fra evighed af var fattet i Guds sind! Hvor få af os er der som har vore hjerter knyttet til Genløserens hjerte i dette højtidelige, afsluttende værk! Der findes næppe en tiendedel af den medlidenhed med ufrelste sjæle som der burde være. Der er så mange at advare, men hvor få det er som har så megen samfølelse med Gud at de vil være alt eller intet når de blot kan se sjæle blive vundet for Kristus!— Evangeliets tjenere, 82. (1915)Eva 628.2

Helligelse, kærlighed og selvopofrelse—Den der arbejder for Gud bør lægge de højeste mentale og moralske kræfter i, hvori Guds natur, dannelse og nåde har begavet ham; men hans succes vil stå i forhold til hvor meget han har helliget sig og ofret sig i det arbejde han har gjort, frem for naturlige eller erhvervede begavelser. . . . Guddommelig nåde er det store element i den frelsende kraft; uden den er al menneskelig anstrengelse forgæves. — Råd til forældre, lærer og studerende, side 537, 538. (1913)Eva 628.3

Kærlighed og medfølelse—Herren ønsker mænd som glemmer sig selv, i bestræbelserne for at redde sjæle. Vorte liv er mere end fiasko hvis vi går igennem det, uden at efterlade os kærlighedens og medfølelsens vejmærker. Gud vil ikke arbejde med det hårdnakkede og kærlighedsløse menneske. Et sådant menneske ødelægger det mønster som Kristus ønsker at Hans medarbejdere skal åbenbare verden på. Uanset i hvilken arbejdsgren i Guds værk vi er involveret, skal Kristi godhed, godgørenhed og kærlighed være med i deres bestræbelser.Eva 629.1

Gud kalder på lysbærere som vil fylde verden med lys, den og glæde som kommer fra Kristus. Gud vil bruge ydmyge mennesker, som vil bevare deres sans for deres svaghed, som ikke vil tro at Guds værk beror af dem. Sådanne mennesker vil huske på hvad det er for en tjeneste Gud kræver af dem — det er ret til at tale og handling som Gud kræver. De vil åbenbare at Kristus bor i hjertet, bibringe renhed til hele kroppen.—Brev 197, 1902.Eva 629.2

Børns enkelthed—Lad os arbejde med alle vore evner, og forsøge at gøre sandheden for denne tid, tydelig for dem som ikke forstår den. Herrens velsignelse vil hvile på enhver sjæl som vil gribe ihærdigt fat i Hans arbejde. . . . . .Eva 629.3

Lad os opelske den enkelthed som små børn har. Den dyrebare bibel, Guds bog, er vor læremester. Alle som vil vandre ydmygt med Gud, vil han give sin Helligånd og vil tjene dem gennem hellige engles virke, for at gøre det rette indtryk på menneskesindene.—Manuskrift 77, 1909.Eva 629.4

Uden rod—Vi må gøre vort arbejde rent og trofast, også selvom der ikke er nogen der siger: ”Vel gjort.” Vort liv må være sådan som Gud ønsker at det skal være — trofast i gode ord, i venlige og eftertænksomme gerninger, i sagtmodighedens, renhedens og kærlighedens udtryk. Derved repræsenterer vi Kristus for verden. . . . . .Eva 630.1

De slidsomme mennesker, som nu er først og fremmest i det store sjælevindingsarbejde, er dem som Gud vil ære.—Brev 120, 1898.Eva 630.2

Fare for smiger—Hold øjet fæstnet på Kristus. Ret ikke jeres opmærksomhed på dine favoritpræster, efterligne hans eksempel og gå hans fagter efter,—kort sagt, blive hans skygge. Lad intet menneske sætte sin form på dig. . . .Eva 630.3

Ros ingen mennesker; smiger ingen mennesker; og lad ingen mennesker rose eller smigre dig. Satan vil gøre rigeligt af den slags. Se bort fra redskabet, og tænk på Jesus. Pris Herren. Giv Gud ære. Gør en melodi for Gud i jeres hjerter. Tal om sandheden. Tal om den kristnes håb, den kristnes himmel.—Manuskrift 8a, 1888.Eva 630.4

Følelser der ikke er nemme at såre—Vi bør ikke tillade, at vore følelser let såres. Vi må leve, ikke for at værne om vore følelser og vor anseelse, men for at frelse sjæle. Når vi bliver interesserede i menneskers frelse, så vil vi ikke længere agte på de små uoverensstemmelser, som så ofte opstår i vor omgang med andre. Hvad andre end måtte tænke om os eller gøre mod os, så behøver det ikke at forstyrre vor enhed med Kristus og vort samfund med Guds Ånd.—I den store læges fodspor, side 493. (1905)Eva 630.5

En glad og munter ånd—Når vi har en forsikring, som er strålende og klar, om vor egen frelse, skal vi vise denne glæde og munterhed, som passer sig for enhver Kristi efterfølger. Guds blødgørende og underdanige indflydelse der kommer ind i det praktiske liv, vil gøre indtryk på de sind, som være en smag af liv til liv. Men vise en hård og fordømmende ånd, vil mange sjæle vendes bort fra sandheden, og ind i fjendens rækker. En alvorlig tanke! Skal vi arbejde med den der fristes, så må vi kæmpe med vort selv.—Brev 1a, 1894.Eva 630.6

Sagtmodig og ydmyg i hjertet—Værdien af vort arbejde består ikke i at larme så meget i verden, at være nidkær, ivrig og aktiv i vor egen styrke. Værdien i vort arbejde står i forhold til Helligåndens tildeling. Værdien i vort arbejde kommer gennem tillid til Gud, som bringer helligere tankeegenskaber, så at vi kan have langmodighed med vore sjæle. Vi bør hele tiden bede til Gud for at øge vor styrke, gøre os stærke i Hans styrke, og optænde den guddommelige kærligheds flamme i vore hjerter. Guds sag fremmes bedst af dem som er sagtmodig og ydmyg i hjertet. — Manuskrift 38, 1895.Eva 631.1

Guds gerninger er ikke vore—Det er dette, vi behøver at forstå, at det ikke er vort arbejde, men Guds arbejde, og vi er kun redskaber i Guds hænder til at fuldføre det. Vi har brug for at søge Herren af hele vort hjerte, og Herren vil arbejde for os. — The Review and Herald, 10. maj, 1887.Eva 631.2

Offer for ethvert skridt. — Vi nærmer os enden af denne jords historie, og forskellige afdelinger af Guds værk skal føres frem med megen mere selvopofrelse, som hidtil udvist. Arbejdet for disse sidste dage er et missionsarbejde. Overbring sandheden, fra første til sidste bogstav i dens alfabet, i form af missionsarbejde. Arbejdet der skal gøres kræver opofrelse for hvert skridt fremad. Medarbejderne skal komme rensede og forædlede ud af prøvelserne, som guld der er lutret i ild.—The Review and Herald, 18. november, 1902.Eva 631.3

Underviser i doktrinerne og efterleve dem—Guds tjenere skal vise den størst omhu med de doktriner de underviser i, det eksempel de sætter, og den indflydelse de udøver over dem de omgås. Den store apostel appellerer til menigheden og til Gud at bevidne sandheden og oprigtigheden i hans bekendelse. ”I kan vidne, ja Gud selv,” siger han, ”om hvor fromt og retskaffent og ulasteligt vi færdedes iblandt jer, som tror.” — The Review and Herald, 11. december, 1900.Eva 632.1

Undgå at indvikle i forretninger—Vi skal være Hans medarbejdere. Dem som er i Hans tjeneste, må ud af alle forretningsarrangementer som vil plette deres Kristus-lignende karakter. De fiskere som Frelseren kaldte, forlod straks deres garn. Dem som giver sig selv helt til tjenestens arbejde må ikke indvikle sig i forretningslinier som vil gøre deres livsførelse rug og grov, og vil være til skade for deres åndelige vækst i det arbejde Herren har givet dem at udføre. — Brev 53, 1905.Eva 632.2

Uoprigtighed er fatalt—Der må ikke være nogen dobbelthed og krogede veje i medarbejderes livsførelse. Selvom fejltagelser gøres i oprigtighed, er det farligt for enhver, uoprigtighed i sandheden er fatalt.—The Medical Missionary, januar, 1891.Eva 632.3

En hård ånd fornægter Kristus—Mange taler flydende om læresætninger, og kan udtrykke stærk tro på teorier, men har de den Kristus-lignende sagtmodighed og kærlighed? Hvis de udviser en hård og kritiserende ånd, fornægter de Kristus. Hvis de ikke er venlige og ømhjertede, langmodige, er de ikke som Jesus, de bedrager deres egne sjæle. En ånd der er modsat Kristi kærlighed, ydmyghed sagtmodighed og høflighed, fornægter Ham, uanset hvad han bekender sig til.—The Review and Herald, 9. februar, 1892.Eva 632.4

Tal om tro og vær opmuntrende—Lad os passe på hvad vi siger. Lad os tale om troen, og vi vil få tro. Giv aldrig plads til modløse tanker hos Guds arbejde. Sig aldrig et tvivlende ord. Det er som frø der sås i begges hjerter, taler og tilhører, der giver høst i modløshed og vantro.—Brev 77, 1895.Eva 633.1

Kritik fra andre medarbejdere er nedslående—Det er vort privilegium at sige opmuntrende ord til vore kollegaer og medarbejdere; det er ikke vor forret at sige ord der vil nedtrykke. Det er ikke klogt af os at sammenligne os selv med andre medarbejdere, og tale om deres fejl, og rejse modstand mod deres arbejdsmetoder. Det vil ikke overraske om dem, som arbejder under tunge ansvar, og som har mange prøvelser at møde, nogle gange gør fejltagelser. . . . .Eva 633.2

Lad os blive fortrolig med de gode ting, som vore brødre gør, og tale om det.—Brev 204, 1907.Eva 633.3

Jalousi og onde tanker afføder splittelse—Der er intet som er så forsinkende og forkrøblende for arbejdet i sine forskellige gren, som jalousi, onde tanker og mistænksomhed. Dette afslører den splittelse som hersker blandt Guds medarbejdere. Selviskhed er roden til alt ondt.—Brev 113a, 1897.Eva 633.4

Uoprettelig skade mod sine medarbejdere—Lad ingen være skarpe og dikatatoriske i sin omgang med Guds medarbejdere. Lad dem som er tilbøjelige til at kritisere huske på at de har gjort ligeså graverende fejltagelser som dem, de fordømmer hos andre. Lad dem bøje sig i anger for Gud, bede om Hans tilgivelse for den skarpe tale de har, og den uforsigtige ånd som de åbenbarer. Husk på at Gud hører ethvert ord du siger, og at du bliver bedømt, som du vil blive dømt. . . . .Eva 633.5

Skal vi ikke råde bod på de vanskeligheder som eksisterer, når vi prøver at hele den sårede, ikke ved at skære deres lemmer bort, efterlade dem forkrøblede for livet, og deres nyttevirkning er forringet, skønt de burde være blevet helbredt? — Manuskrift 143, 1902.Eva 634.1

Kritik af andre svækker vort eget arbejde—Guds medarbejderes planer og metoder skal afprøves nøje på verdslige fremgangsmåder. Deres arbejde skal fremføres med Kristuslignende enkelhed. Husk på at han som tager en kritikers position svækker stærkt sin egen hænder. Gud har ikke gjort det til mænds og kvinders opgave at finde fejl hos deres kollegaer.—The Review and Herald, 2. september, 1902.Eva 634.2

Satans særlige fristelse—Hvis mænd ønsker at sætte sig selv der, hvor Gud kan bruge dem, må de ikke kritisere andre, og gøre deres mangler tydelige. Dette er Satans særlige fristelse, hvorved han prøver at forhindre arbejdet.—Manuskrift 152, 1898.Eva 634.3

Selvtilstrækkelighed nedbryder arbejdet—Vi ønsker at mennesker som vil styrke og opbygge arbejdet, ikke river det ned og forsøger at ødelægge det som andre har prøvet at gøre. Vi behøver mænd og kvinder som Gud kan arbejde igennem, hvis hjerters brakmark er blevet brudt op.Eva 634.4

Vi har ikke brug for medarbejdere som må støttes og føres frem af dem, som har været længe i troen, som ser sig selv som en fuldkommen helhed. Til disse vil vi sige: ”Bliv hvor I er.” Vi har haft nok at gøre med disse medarbejdere. Vi ønsker medarbejdere som ikke er gået ned i selviskheden, dem som ikke føler sig selvtilstrækkelige.—Manuskrift 173, 1898.Eva 634.5

Komplicere budskabets fremmarch—Egenskaberne hos Guds og menneskes fjende finder for ofte udtryk i deres ånd og egenskaber imod hinanden. De skader den andens hjerte, fordi de ikke har del i guddommelig natur; og derved arbejder de imod udviklingen af deres egen karakter. De bringer dem selv i problemer, og gør arbejdet hårdt og slidsomt, fordi de ser deres ånd og karaktermangler som dyrebare dyder, som de klynger sig til og opfostrer. . . .Eva 635.1

Mennesker gør arbejdet med sandhedens fremmarch ti gange vanskeligere end det virkelig er, når de prøver at tage Guds arbejde ud af Hans hænder, og over i deres egne begrænsede hænder. De tror at de hele tiden må finde på noget, for at få mennesker til at gøre ting, som de mener disse personer burde gøre. Tiden der bruges på alt dette, gør arbejdet mere kompliceret; for den store Mesterarbejder tages ikke med på råd i omsorgen for Hans egne arvinger. Mennesker giver sig til at rode rundt i andres karaktermangler, og det lykkes kun at gøre manglerne meget være. Det var bedre om de overlod Gud til, at gøre Sit eget arbejde; for Han ser ikke at de er i stand til at gendanne karakteren.—Generalkonferense Bulletin, 25. februar, 1895.Eva 635.2

Tilhugget og finpoleret til tjenesten—Dem som har mangler i karakteren, i optræden, i sæder og vaner, skal give agt på råd og irettesættelser de får. Denne verden er Guds arbejdssted, og enhver sten som kan bruges til det himmelske tempel, må tilhugges og poleres, indtil den er en behandlet, dyrebar sten, der egner sig til dets sted i Herrens bygning. Men hvis vi nægter at lade os træne og disciplinere, vil vi være som stene der ikke er tilhuggede og polerede, og som er kastet til side og til sidst er ubrugelige. — The Youth’s Instructor, 31. august, 1893.Eva 635.3

Dannelsens og venlighedens nådegaverEva 635.4

Vort store eksempel—I Sit liv førte Kristus sin egen guddommelige lære. Hans iver fik ham aldrig til at blive lidenskabelig. Han udviste god fasthed uden at være genstridig, godgørenhed uden at være svag, ømhed og sympati uden at være følsom. Han var meget social; alligevel havde Han en ophøjet værdighed, som ikke ansporede til upassende fortrolighed. Hans mådeholdenhed førte aldrig til blind tro eller strenghed. Han var ikke tillempet verden; alligevel var Han ikke ligeglad med de mindste mangler mennesker havde. Han var opmærksom på alles behov.—Manuskrift 132, 1902.Eva 636.1

Det fuldkomne mønster—Fra manddommens første år af, havde Kristus levet et liv som var et fuldkommen forbillede i ydmyghed, flid og lydighed. Han var altid opmærksom og tog hensyn til andre, altid selvfornægtende. Han bar rundt på himlens signatur, ikke for at blive tjent, men for at tjene. . . . .Eva 636.2

Kristi uselviske liv er et eksempel for alle. Hans karakter er forbillede for de karaktertræk vi kan danne, hvis vi følger i hans fodspor.—Manuskrift 108, 1903.Eva 636.3

Værdighed, opmærksomhed, dannelse—Vær sikker på at arbejdets værdighed fastholdes ved at udvirke et velordnet liv og en gudfrygtig omgang. Vær aldrig bange for at løfte en for høj standard. Familier som involverer sig i missionsarbejde, bør komme tæt til hjerterne. Jesu ånd burde gennemstrømme medarbejderens sjæl; det er behagelige og sympatiske ord, vise en uhildet kærlighed for deres sjæle, som vil nedbryde stolthedens og selviskhedens barrierer, og vise ikke-troende at vi har Kristi kærlighed; og så vil sandheden finde sin vej til hjertet. Dette er vort arbejde og vor opfyldelse af Guds plan.Eva 636.4

Al grovhed og rughed må lægges bort fra os. Der må værnes om høflighed, dannelse og kristen belevenhed. Pas på at ikke blive kort for hovedet og grov. Se ikke sådanne egenskaber som dyder; for sådan ser Gud dem ikke. Pas på at ikke fornærme nogen unødigt. — The Review and Herald, 25. november, 1890.Eva 637.1

Kristus vort eksempel på etikette—Virkelig finhed i tankegang og optræden læres bedre i den guddommelige lærers skole, end ved at overholde en række regler. Når hans kærlighed trænger ind i hjertet, giver den sindet disse forædlende træk, som former det til en lighed med hans eget. Denne form for dannelse, giver en himmelsk værdighed og sans for sømmelighed. Den giver et mildt sind og et elskeligt væsen, som aldrig kan sidestilles med det moderne samfunds overfladiske politur.—Uddannelse, side 243. (1903)Eva 637.2

Den sande etikette — vidtgående sympati og venlighed—Mange, der lægger meget stor vægt på formerne, viser kun lidt respekt for, hvad som helst der ikke imødekommer deres kunstige standard, hvor udmærket det end kan være. Dette er en falsk dannelse. Den fremmer kritisk hovmod og snæversindethed.Eva 637.3

Det væsentlige i sand høflighed er hensynsfuldhed over for andre. Den egentlige og varige dannelse er den, som skaber større medfølelse og opmuntrer til venlighed over for alle.—Uddannelse, side 243. (1903)Eva 637.4

Ømhed og venlighed—I behøver begge en pænere berøringsflade. Jeres ord skal formildne, ikke forhærde. Lad jeres hjerter blive fyldt med kærlighed for sjæle. Arbejd med dyb og øm interesse for dem omkring jer. Hvis I ser nogen gøre en fejltagelse, så gå til ham på den måde Kristus har udpeget i Sit Ord, og se om I ikke kan tale om sagen med Kristus lignende ømhed. Bed med ham, og tro at Frelseren vil vise vejen ud af vanskeligheden.Eva 637.5

Prædikanter behøver mere af Guds nåde, for at gøre deres arbejde acceptabelt. Når en prædikant finder hvordan menighedsmedlemmerne er sat op imod hinanden, så lad ham tøve en kende og forsøge at få en harmonisk forståelse ind. Lad ham aldrig give skarpe, diktatoriske anvisninger eller ordrer. Dette er ikke nødvendigt. Det arbejde vil være mere end spildt. . . . .Eva 638.1

Herren kalder jer til at udøve en opløftende indflydelse. Modtag tilliden til Guds Ord i hjertet. Kun derved kan I have Guds sindelag. Sæt jer selv under Helligåndens formende indflydelse. Så vil du få meget større kraft for det gode. . . . .Eva 638.2

Der hvor Jesu kærlighed regerer, er der fred og hvile. Hvor der værnes om denne kærlighed, er der en fornyende strøm i ørknen, der forvandler goldhed til opspiren.—Manuskrift 105, 1902.Eva 638.3

Takt og god dømmekraft smelter hjerterne—Takt og god dømmekraft øger medarbejderens nyttevirkning hundrede gange. Hvis han sige de rette ord på rette tid, og vise den rette ånd, vil dette udøve en smeltende kraft i hjertet på den som han prøver at hjælpe. — Evangeliets tjenere, side 119. (1915)Eva 638.4

Venlighed mod dem som skiller sig ud i læresætningerne—Dem som adskiller sig fra os i tro og lære bør behandles venligt. De er Kristi ejendom, og vi må møde dem på den store dag med det endelige regnskab. Vi skal kunne stå ansigt til ansigt med hinanden på dommen, og se optegnelsen for vore tanker, ord og handlinger, ikke som vi har set dem, men som de var i sandheden. Gud har pålagt os pligten at elske hinanden, ligesom Kristus har elsket os.—The Youth’s Instructor, 9. december, 1897.Eva 638.5

Uden personlige følelser og selviskhed—Mennesker må arbejde i overensstemmelse med Hans (Guds) regler og ordning, hvis de skal have fremgang. Gud vil kun acceptere de anstrengelser, som gøres i villighed og med ydmyge hjerter, uden en plet af personlige følelser eller selviskhed.—Brev 66, 1887.Eva 638.6

Tag evangeliets sko på—Min bror, jeg har et intenst ønske om at være et menneske efter Guds hjerte. Du må gøre en forandring i dit liv. Du har den dyrebareste sandhed at overbringe, men du må tage evangeliets sko på — dine fødder må have ”sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium.” Din måde at tale til folk på, er ikke altid til Guds velbehag. Du behøver at mærke Hans omvendende kraft på din sjæl hver dag. Du er fuld af fysisk styrke og energi, og du behøver meget af Kristi nåde, så det kan siges om dig, som det blev sagt om Ham: ”Din nedladelse gjorde mig stor.” Når Helligånden tager dit sind i besiddelse og styrer dine stærke følelser, vil du blive mere Kristus lig.—Brev 164, 1902.Eva 639.1

Helligheden i Guds arbejde—At behandle hellige ting, som om det var almindelige ting, er en forhånelse mod Gud; for det arbejde som Gud har sat til side, at gøre Hans gerning og give lyset til denne verden, er et helligt arbejde. Dem som har forbindelse med Guds arbejde, skal ikke gå forgæves i deres egen visdom, men i Guds visdom, ellers vil de være i fare for at sætte hellige og almindelige ting på samme niveau, og derved adskille sig selv fra Gud.—The Review and Herald, 8. september, 1896.Eva 639.2

Fornemmelse for et helligt ansvar—Unge mænd træder til for at beskæftige sig med Guds værk og nogle af dem har dårligt nok sans for værkets hellighed og ansvar. . . . . De pjanker og leger med unge piger, medens de næsten hver dag lytter til de alvorligste, mest hjertegribende sandheder.—Vidnesbyrd for menigheden bind 3, side 473. (1875)Eva 639.3

Ikke ordets skuespillere, men dets lærere—Jeg ser at en stor reformation må finde sted i forkyndergerningen, før at det bliver til det, som Gud vil have det til. Prædikanter på talerstolen har ingen ret til at optræde som teater-skuespillere, og påtage sig egenskaber og udtryk der skal give en vis effekt. De er ikke på den hellige talerstol som skuespillere, men som undervisere i højtidelige sandheder. Der er også fanatiske prædikanter, som i deres forsøg på at prædike Kristus, stormer op, hujer, hopper op og ned og tramper på talerstolen foran sig, som om denne kropslige øvelse gavner noget. Sådanne tossestreger tillægger ikke de udtrykte sandheder nogen kraft, men tværtimod væmmes mænd og kvinder med den stille dømmekraft og ophøjede syn. Når mændene giver sig selv til forkyndergerningen, er det deres opgave at forlade al grovhed og støjende optræden, idet mindste væk fra talerstolen.Eva 640.1

Kejtede og besynderlige fagter kan ikke tolereres på livets almindelige vandringsvej; hvor meget mindre, skal de så kunne holdes ud i det helligste arbejde i evangelieforkyndelsen. Prædikanten bør opelske nåde, belevenhed og dannede manér. Han bør føre sig selv i en stille værdighed, der passer sig for hans høje kald. Højtidelighed, en vis gudfrygtig myndighed, blandet med sagtmodighed, bør karakterisere hans optræden, som en lærer af Guds sandhed.Eva 640.2

Prædikanter bør ikke praktisere anekdotefortællinger bag talerstolen, det forringer kraften og højtideligheden i den sandhed der bringes. Det er stærkt kritisabelt at fortælle anekdoter eller hændelser som skaber latter, eller en let tanke i tilhørernes sind. Sandhederne bør iklædes en kyskhed og renhed og i ophøjet sprog; og illustrationerne bør være af denne karakter.Eva 640.3

Var evangelieforkyndelsen det som den burde og skulle være, ville underviserne i Kristi sandhed arbejde i harmoni med englene; de ville være i samarbejde med deres store lærer. Der er for lidt bøn iblandt Kristi prædikanter; og for megen selvophøjelse. Der er for lidt gråd mellem forhallen og alteret, og råb: »Herre, spar dog dit folk! Overgiv ej din arv til skændsel!” Der holdes for mange langt overvejende doktrinære prædikener, uden en gnist af åndelig iver og kærlighed for Gud. Der er for mange gestikulationer og fortællinger af humoristiske anedokter bag talerstolen, og der siges for lidt om Jesu Kristi kærlighed og medfølelse.Eva 640.4

Det er ikke nok at forkynde til mennesker; vi må bede med dem og for dem; vi må ikke holde os selv på kold afstand fra dem, men komme i sympati, tæt til til de sjæle vi ønsker at redde, besøge dem og tale med dem. Den prædikant som fører arbejdet uden for talerstolen på en proper måde, vil udrette ti gange mere end ham der indskrænker sit arbejde til talerstolen.—The Review and Herald, 8. august, 1878.Eva 641.1

Undgå spøg og skæmt—Denne spøgefulde ånd, i lethed og fjaseri, er en anstødssten for syndere og en værre anstødssten for dem, som giver plads for et uhelliget hjertes tilbøjeligheder. Det at nogle har ladet dette træk udvikle og styrkes indtil spøgeri er ligeså naturligt som deres åndedrag, formindsker ikke dens onde virkninger. Kan nogen udpege et spørgende ord, Herren har udtalt, eller nogen lethed der ses i Hans karakter, kan han føle at denne lethed og spøgefuldhed er en undskyldning for ham selv. Denne ånd er ukristen; men for at være en Kristen er at være Kristus lig. Jesus er et fuldkomment forbillede, og vi må efterligne Hans eksempel. En kristen er det højeste slags menneske, en Kristi repræsentant.Eva 641.2

Nogle, som giver sig af med spøgende, lette og skæmtende bemærkninger, kan godt virke til at have en passende værdighed bag talerstolen. De kan være i stand til at straks gå over i alvorlige spørgsmål, og bringe deres tilhørere de vigtigste og prøvende sandheder der nogen sinde er betroet dødelige mennesker; men måske kan deres medarbejdere, som de har påvirket, og som har mødt dem med uforsigtig spøg, ikke ændre deres tankestrøm så hurtigt. De føler sig fordømte, deres tanker er forvirrede; og de egner sig ikke til at dvæle over himmelske temaer, og forkynde Kristus og Ham korsfæstet.Eva 641.3

Tilbøjeligheden til at sige vittige ting, som vil skabe en latter, når sagens mangler overvejes, uanset om det er under et komitémøde, bestyrelsesmøde eller nogen andre forretningsmøder, er ikke fra Kristus. Denne ubetimelige latter har en demoraliserende tendens. Gud æres ikke, når vi latterliggører alt den ene dag,, og den næste dag er modløse og næsten håbløse, uden lys fra Kristus, og parat til at finde fejl og knurren. Han er glad når Hans folk udviser pålidelighed, og karakterfasthed, og når de har muntre, lykkelige og håbefulde tilbøjeligheder. . . .Eva 642.1

Hvis sindet er optaget af himmelske ting, vil samtalen dreje sig om det samme. Hjertet vil banke hurtigere, når man tænker på den kristnes håb, de dyrebare og største forjættelser, som står nedskrevet for at opmuntre os. Der er ingen grund til at holde vor glæde tilbage over Guds nåde og godhed. Det er en glæde, ingen kan tage fra os. — The Review and Herald, 10. juni, 1884.Eva 642.2

[Se også siderne 206-211, “Historier, anekdoter, spøg og skæmt.”]

Fornøjelige prædikanter—Der en person i jeres konferens (jeg kender ikke hans navn) som ikke være knyttet til konferensen som prædikant, for hans indflydelse er ikke gunstig på deres tanker som søger sandheden.Eva 642.3

Han blev udpeget for mig, og disse ord blev sagt: ”Guds sag har ikke brug for uomvendte, fornøjelige prædikanter. Denne mands ånd er ikke helt i harmoni med det højtidelige arbejde som vi er involveret i.” Den sandhed, som vi bekender at tro, har ikke brug for spøgefulde mænd til at bringe den. En mand med en let og gemytlig natur vil mere gennemsyre menighederne med den samme ånd, end ti gode mænd kan gøre for at fjerne dette indtryk. . . . .Eva 643.1

Guds omvendende kraft må komme over prædikanternes hjerter, ellers vil de søge andre kald. Hvis Kristi ambassadørere ser det højtidelige i, at overbringe sandheden til folk, vil de være sobre og eftertænksomme mænd, medarbejdere sammen med Gud. Hvis de har en sand fornemmelse af det hverv som Kristus gav Sine disciple, vil de åbne Guds Ord med ærbødighed, og lytte til undervisningen fra Herren, bede om visdom fra Himlen, at de står mellem de levende og døde, må de indrømme at de må aflægge regnskab til Gud, for det arbejde, der kommer ud af deres hænder.Eva 643.2

Hvad kan en prædikant gøre uden Jesus? Slet intet. Hvis han så er en letsindig, og spøgende mand, er han ikke forberedt til at udføre den opgave Herren har pålagt ham. ”Uden mig,” siger Kristus, ”kan I slet intet gøre.” De flabede ord som kommer fra hans læber, de spøgende anekdoter, ord der siges for at skabe latter, bliver alt sammen fordømt i Guds Ord og hører slet ikke hjemme bag de hellige talerstol. . . .Eva 643.3

Medmindre prædikanterne er omvendte, vil menighederne være syge og ved at dø. Guds kraft alene kan ændre menneskehjertet og indgyde det med Kristi kærlighed. Alene Guds kraft kan rette og undertrykke lidenskaberne og hellige hengivenheden. Alle som er i tjeneste, må ydmyge deres stolte hjerter, underlægge deres vilje under Guds vilje, og skjule deres liv med Kristus i Gud.Eva 643.4

Hvad er formålet med prædikantgerningen? Er det at blande komikken med det religiøse? Teateret er stedet for sådanne opvisninger. Hvis Kristus er formet inden for, hvis sandheden med dens helliggørende kraft bringes ind i sjælens inderste helligdom, vil du ikke få fornøjelsesfjollede mænd, du vil heller ikke få sure, tvære og irritable mænd, til at undervise i Kristi dyrebare lektier for fortabte sjæle.—Brev 15, 1890.Eva 644.1

Vandre med forsigtighed—Al koldblodighed, som er så tarveligt, teatermæssige gestikulationer, al lethed, spøg og skæmt må ses af dem, der bærer Kristi åg, som ”ikke behageligt” — som en forhånelse mod Gud og en fornægtelse af Kristus. Det gør tankerne uegnede for grundige tanker og solidt arbejde. Det gør mennesket ineffektivt, overfladisk og åndelig sygelig. . . .Eva 644.2

Lad enhver prædikant være sindrig. Idet han studerer Kristi liv, vil han se nødvendigheden i at vandre varsomt. Han er stadig, og vil være glad og lykkelig, hvis han er knyttet til Retfærdighedens Sol; og vise Hans Ros, som har kaldt ham ud af mørket til Hans for forunderlige lys. Samtalen vil være ren og fuldstændig fri fra al slangagtige udtryk.—Manuskrift 8a, 1888.Eva 644.3