Evangelistens hustru

Ansvarlig for hendes talenter—Et ansvar påhviler prædikantens hustru, som hun ikke burde og ikke kan bare kaste fra sig. Gud vil gøre krav på det talent, der er lånt hende, med renter. Hun bør arbejde alvorligt, trofast og samstemmende med sin mand i at vinde sjæle. Hun bør aldrig fremhæve sine ønsker, eller udtrykke en mangel på interesse i hendes mands arbejde, eller dvæle ved hjemve og usammenhængende følelser. Alle disse naturlige følelser må overvindes. Hun bør have et livsmål som gennemføres uden vaklen. Hvad nu hvis dette strider mod følelser, behag og en naturlig smag? Dette bør ofres med glæde og lethed for gøre godt og vinde sjæle.Eva 674.2

Prædikanternes hustruer bør leve et indviet og helliget liv. Men nogle vil nyde godt af en religion, som der ikke er noget kors i, og som ikke kræver nogen selvfornægtelse og anstrengelse fra deres side. I stedet for selv at være ophøjede og lære fra Gud, for at få styrke og bære deres personlige ansvar, har de det meste af tiden været afhængige af andre og fået deres åndelige liv fra dem. Hvis de bare ville lære tillidsfuldhed, i barnlig tillid, til Gud og have deres hengivenhed samlet i Jesus og lede deres liv ud fra Kristus, den levende Vin, hvilken masse godt kunne de gøre, hvilken hjælp kunne de være for andre, hvilken støtte for deres mænd og hvilken løn ville være deres ved enden!— Vidnesbyrd for menigheden bind 1, s. 452, 453. (1864)Eva 674.3

Ledsage manden i sjælevinding—Hvis en prædikanthustru ledsager sin mand på hans rejser, bør hun ikke gå efter sin egen særlige lyst, ved at snakke og vente på ham, men hun skal arbejde med ham. Hun bør have den samme interesse, som han har, for at gøre godt. Hun bør være villig til at følge sin mand, hvis hjemmepligterne ikke forhindrer det og hun bør hjælpe ham i hans anstrengelser for at vinde sjæle. Med beskedenhed og ydmyghed og dog med en pæn selvtillid, bør hun have en dragende indflydelse på personerne omkring hende og bør gøre sin del og bære sit kors og byrde ved møderne, omkring familiealteret og i samtale omkring kaminen. Folk forventer dette og de har ret til at forvente det. Hvis disse forventninger ikke erkendes, er mandens påvirkning mere end halvt nedbrudt.Eva 675.1

Prædikantens hustru kan gøre meget hvis hun vil. Hvis hun har den selvopofrende ånd og har en kærlighed for sjæle, kan hun gøre næsten lige så meget godt sammen med ham. En søstermedarbejder i sandhedens sag kan forstå og komme ind i visse sager, særligt blandt søstrene, som prædikanten ikke kan.—Vidnesbyrd for menigheden bind 1, s. 452. (1864)Eva 675.2

Klæder for prædikanthustruerne—Navnlig bør vore prædikanters hustruer være forsigtige, at de ikke afviger fra bibelens tydelige lærdomme angående klædedragt. Mange ser på disse påbud som værende for gammeldags til at fortjene opmærksomhed; men han, som gav dem til sine disciple, foreslog, hvilke farer kærligheden til klædedragt ville medføre i vor tid og sendte os denne advarsel. Vil vi agte på advarselen og handle klogt? Overdådighed i påklædning tiltager stadig. Endnu har vi ikke set afslutningen derpå. Moden er stadig skiftende og vore søstre følger den, uden hensyn til tid eller udgifter. Til påklædning ofres der en stor mængde midler, der burde tilbageleveres til Gud som er giveren.—Vidnesbyrd for menigheden bind 4, 630, 631. (1864)Eva 675.3

Hjemmereligionens eksempel—Lad prædikantens hustru som har barn, huske på at hun har en missionsmark i sit hjem, hvor hun bør arbejde med utrættelig energi og en aldrig svigtende nidkærhed og i erkendelsen af at frugterne af hendes gerning vil vedvare gennem al evighed. Er hendes børns sjæle ikke lige værdifulde som hedningenes? Lad henne derfor tage sig af dem med kærlig omhu. På henne hvile det ansvar at vise verden hvilken kraft og ynde Guds frygt i hjemmet indebærer. Hun bør lade sig lede af principper, ikke af indskydelser, og hun bør arbejde i bevidstheden om at Gud er hendes hjælper. Hun må ikke tillade noget at aflede henne fra hendes mission.Eva 676.1

Den mor som har en inderlig forbindelse med Kristus, øver en indflydelse af uberegnelig værdi. Hennes tjeneste i kærlighed gør hjemmet til et Betel. Kristus virker sammen med henne og forvandler livets almindelige vand til himmelsk vin. Hennes børn vil vokse op og blive til en velsignelse og en hæder for henne i dette liv og i det tilkommende. — Evangeliets tjenere, 206. (1915)Eva 676.2

Det vigtige arbejde der hjemme—Dersom gifte mænd går ud i virksomheden og efterlader sine hustruer hjemme for at tage sig af børnene, udfører hustruen og moderen et ligeså stort og vigtig arbejde som manden og faderen. Mens den ene er ude på missionsfeltet, er den anden en hjemmets missionær, hvis bekymringer og sorger og byrder ofte langt overstiger mandens og farens. Moderen har en højtidelig og betydningsfuld gerning på at tilpasse børnenes sind og karakter, oplære dem til at gøre nytte her i tiden og berede dem for det tilkommende udødelige liv.Eva 676.3

Manden som virker ude på det åbne missionsfelt, bliver måske æret af mennesker, mens hun som slider hjemme, muligvis ikke har nogen anerkendelse for sin gerning; men dersom hun arbejder med sin families bedste interesser for øje og søger at danne børnenes karakter efter det guddommelige mønster, vil den regnskabsførende engel skrive hendes navn som en af de største missionærer i verden.Eva 677.1

Prædikantens hustru kan være en stor hjælp for sin mand ved at søge at lette hans byrde, dersom hun bevarer sin egen sjæl i Guds kærlighed. Hun kan lære sine børn Guds Ord. Hun kan styre sit eget hus på en økonomisk og forsigtig måde. Sammen med sin mand kan hun opdrage børnene til sparsommelighed i deres vaner og lære dem at begrænse sine fordringer.—Evangeliets tjenere, 149. (1915)Eva 677.2

Beklagelser er dødbidende—Disse søstre er nøje forenede med Guds værk, dersom han har kaldet deres, mænd til at forkynde sandheden for vor tid. Hvis disse tjenere i sandhed er kaldet af Gud, vil de erkende sandhedens betydning. De står imellem de levende og de døde og må våge over sjæle som de, der skal aflægge regnskab. Højtideligt er deres kald og deres hustruer kan være en stor velsignelse eller en stor forbandelse for dem. De kan opmuntre dem, når de er modløse, trøste dem, når de er nedbøjede og anspore dem til at se op og stole helt på Gud, når deres tro svigter. Eller de kan indtage et modsat standpunkt, se på den mørke side, synes, at de har det svært, undlade at øve tro på Gud, gå til deres mænd med deres prøvelser og deres vantro, nære klage og knur i deres sind og være en dødvægt eller endog en forbandelse for dem. . . .Eva 677.3

En hustru, der ikke er helliggjort, er den største forbandelse, en prædikant kan have. De Guds tjenere, der har været eller endnu er så ulykkeligt stillede, at de har denne lammende indflydelse i hjemmet, bør fordoble deres bønner og deres årvågenhed, indtage et fast, bestemt standpunkt og ikke lade dette mørke nedtrykke dem. De bør klynge sig nærmere til Gud, være faste og bestemte, styre deres eget hus vel og leve sådan, at de kan have Guds velbehag og englenes beskyttelse. Men dersom de føjer sig efter deres uomvendte hustruers ønsker, falder Guds mishag over deres bolig. Guds ark kan ikke forblive i huset, fordi de støtter dem og holder dem oppe i deres urigtige færd .—Vidnesbyrd for menigheden bind 1, side 138, 139. (1856)Eva 677.4