7—Budskabet og dens præsentation

Ånden og måden budskabet bringes på.

Det vigtige i den måde sandheden bringes på—Den måde, hvorpå sandheden fremholdes, virker ofte i høj grad afgørende med hensyn til, hvorvidt den vil blive antaget eller forkastet.—Vidnesbyrdene bd. 4, s. 404. (1880)Eva 168.1

Det er beklageligt at mange ikke erkender, at den måde som Bibelsandheden bringes på, har så meget at gøre med det indtryk der efterlades i sindet, og med den kristne karakter der derefter udvikles hos dem som modtager sandheden. I stedet for at efterligne Kristus i Hans arbejdsmetoder, er mange strenge, kritiske og diktatoriske. De kaster folk bort i stedet for at vinde sjæle. Disse vil aldrig vide hvordan, deres hårde ord har, såret de svage og gjort dem modløse.—Historiske skildringer, s. 121. (1886)Eva 168.2

Skræmmende budskaber—Højst alvorsfulde budskaber vil blive forkyndt af mænd, kårede af Gud—budskaber af en sådan natur, at folk vågner op og agter på advarslen. Og om nogle forarges over advarslen og ledes til at stå lyset og det klare vidnesbyrd imod, kan vi deraf slutte, at vi fremholder vor tids prøvede sandheder. .... Der må samtidig ansættes gudhengivende evangelister i byerne, ved hvem det evige evangelium kan blive fremstillet så klart, at det vil vække tilhørerne op af deres sløvhed.—Vidnesbyrdene bd. 9, s. 137. (1909)Eva 168.3

Med sikkerhed og beslutsomhed—Der er en levende kraft i sandhed, og Helligånden er den agent der åbner menneskesindene op for sandheden. Men prædikanter og medarbejdere som forkynder sandheden må vise fasthed og beslutsomhed. De skal gå frem i tro, og overbringe ordet som om de troede det. Prøv at få dem, som du arbejder for, til at forstå at det er Guds sandhed. Forkynd Jesus Kristus og Ham korsfæstet. Dette vil konfrontere Satans løgne.—Brev 34, 1896.Eva 169.1

Den levende Guds ord—Hvis din måde at bringe sandheden er Guds måde, vil dine tilhørere få et dybt indtryk af sandheden du bringer. Overbevisningen vil komme til dem, hvor sandheden er den levende Guds ord, og du vil fuldføre Guds vilje i kraft.—Brev 48, 1902.Eva 169.2

Skriftens sandheds store tanker—Du fremstiller ikke dig selv, men sandhedens nærvær og kostbarhed er så stor, at den er så vidtrækkende, så dyb, så bred at selvet mistes af syne. . . . Forkynd så at folk kan gribe de store tanker og grave efter det dyrebare metal der er skjult i skriften.—Manuskrift 7, 1894.Eva 169.3

Vidnesbyrdsmøder bevæger ånden dybt—Ved vore møder som blev holdt i byerne og ved vore lejrmøder, spørger vi ikke efter store donationer, men vi spørger om de mennesker, som trådte ud af flokken for at bringe sandheden, er seriøse, og skal åbenbare at Gud er hos dem. Der må være en særlig ransagelse efter Gud, så mødets arbejde skal føres videre under Helligåndens dybe bevægelser. Det rigtige og det forkerte må ikke blandes sammen.—Review and Herald, juli 23, 1908.Eva 169.4

Flere aktiviteter og nidkærhed—Vi må bryde det monotone i vort religiøse arbejde. Vi gør et arbejde i verden, men vi viser det ikke nok aktivitet og iver. Hvis vi var mere alvorlige, ville mennesker blive overbeviste om sandheden i vort budskab. Utæmmeligheden og ensformigheden i vor tjeneste for Gud, afviser mange som forventer at vi er i dyb, alvorlig og hellig iver. Lovformelig religion vil ikke svare til denne tidsalder. Vi kan udføre alle ydre handlinger, og alligevel være blottet for Helligåndens oplivende påvirkning, ligesom Gilboas bakker var blottet for dug og regn. Vi behøver åndelig næring, og vi behøver også Retfærdighedens Sols klare stråler til at blødgøre og undertrykke vore hjerter.—Review and Herald, 26.maj 1903.Eva 169.5

En stille og alvorlig fornuftsslutning—Det er ikke spænding vi ønsker for at skabe, men dyb og alvorlig overvejelse, så dem som hører skal gøre et solidt arbejde, virkeligt, sundt, oprigtigt arbejde, som vil vare ved ligesom evigheden. Vi hungrer ikke efter spænding efter det sensationelle, for jo mindre vi har af dette, des bedre. Den stille og alvorlige fornuftsslutning fra Skriften er dyrebar og frugtbar. Her er hemmeligheden til succes: forkyndelsen om en levende personlig Frelser, på en simpel og alvorlig måde, så folk kan være i stand til at få et greb i troens kraft ved livets ord.—Brev 102, 1894.Eva 170.1

Bring sandhedens beviser—Det kan ikke forventes at folk med det samme ser sandhedens fordele frem for den vildfarelse de har holdt sig til. Den bedste måde at fremvise vildfarelsens falskneri er at bringe sandhedens beviser. Dette er den støre irettesættelse som kan gives til vildfarelse. Jag mørkets skyer bort der hviler på menneskenes sind, ved at genspejle Retfærdighedens Sols klare stråler.—Pacific Union Recorder 23. okt. 1902.Eva 170.2

Vind folks tillid—Dem som arbejder for Kristus bør være mænd og kvinder med stor konduite, så at dem som ikke forstår deres læresætninger må ledes til at respektere dem, og anse dem for personer, som undgår fanatisme, undgår ubesindighed og være hæftige. Deres prædikener, opførsel og optræden bør være af en natur som vil få mennesker til se disse prædikanter som tænksomme, solide, karakterfaste mennesker, som frygter og elsker deres himmelske Far. De bør vinde folks tillid, så at dem, som lytter til prædiken må vide at prædikanterne ikke er kommet med listigt udtænkte fabler, men at deres ord er sandhedens ord, et vidnesbyrd der kræver tanke og opmærksomhed. Lad folk se at du ophøjer Jesus, og skjuler selvet.—Review and Herald, 26. april 1892.Eva 170.3

En ikke lang, dybtborende, kompliceret fornuftsslutning—Kristus prøvede sjældent at bevise at sandhed er sandhed. Han illustrerede sandheden i alle dens afskygninger, og så lod han Sine tilhørere selv antage eller afvise den, da de måtte vælge. Han tvang ingen til at tro I bjergprædikenen underviste Han folk i praktisk gudsfrygt;—han lagde deres opgave klart. Han talte på en sådan måde så sandheden blev talt til samvittigheden. Den kraft disciplene udviste blev åbenbaret i den klarhed og alvor hvorved de udtrykte sandheden.Eva 171.1

I Kristi lære er der ikke lange, vidtrækkende og komplicerede fornuftsslutninger. Han kommer direkte til sagen. I Sin tjenestegerning læste han alle hjerter som en åben bog, og fra lageret af Hans uudtømmelige rigdomme, drog Han ting ud, både nye og gamle, for at illustrere Sin lære, og give dem kraft. Han berørte hjertet, og vækkede sympatien.—Manuskrift 24, 1891.Eva 171.2

En enkel kraftfuld og doktrinær lære—Nogle få kraftfulde bemærkninger på nogle lærdomspunkter vil fæstne meget bedre i sindet, end hvis en helt masse ting blev præsenteret , og intet lægges klart ud og klart i sindet hos dem der ikke kender til vor tro. Der bør indflettes profetiske praktiske lektier fra Kristi lære.—Brev 48, 1886.Eva 171.3

Gud vil give de rette ord—Hvilket privilegium at lære med sjæles omvendelse! Vort kald er stort. . . . . For at gøre os egnet til dette værk, vil Han styrke vore mentale evner, ligeså vel som Han gjorde med Daniels sind. Idet vi lærer dem som er i mørke at forstå sandheder som har oplyst os, Gud vil lære os at vi selv forstår disse sandheder endnu bedre. Han vil give os de rette ord at sige, formidlet til os gennem englen, der står ved vor side.—Manuskrift 126, 1902.Eva 172.1

Mindre kontroverser—mere Kristus—Vi behøver langt mindre stridigheder, og langt mere fremstillen af Kristus. Vor Forløser er centrum for al vor tro og hele vort håb. Dem som kan frembringe Hans uforlignelige kærlighed, og inspirere hjerter til at give Ham deres bedste og helligste hengivenhed, gør et arbejde som er stort og helligt.—Kolportørevangelisten s. 60, 61. (1902)Eva 172.2

De mange polymeniske prædikener forkynder sjældent sjælens blødgørelse og underlæggelse.—Brev 15, 1892.Eva 172.3

Skæld ikke ud—Dem som forsvarer sandheden har overskud til at være rimelige og behagelige. Det behøver ikke menneskelig indblanden. Det er ikke op til dig at bruge Guds Helligånd, men det er op til Helligånden at bruge dig. . . . .Eva 172.4

Pas på at du ikke skælder ud med det samme. Vi mangler Guds Helligånd til at være liv og stemme for os. Vor tunge bør være ligesom en pen er for en god skriver, fordi Guds Ånd taler gennem den menneskelige agent. Når du driller og sløser med orden, har du oprørt noget i dig selv, og vi ønsker ikke noget af den blanding.—Manuskrift 7, 1894.Eva 172.5

Angrib ikke myndighederne—Det er ikke vort arbejde at gøre indhug på regeringen, men at berede folk til at stå på Herrens store dag. Jo mindre angreb vi gør på myndigheder og magter, des mere arbejde vil vi gøre for Gud. . . .Eva 173.1

Så længe sandheden bliver forsvaret, skal dette arbejde gøres i Jesus ånd. Hvis Guds folk ikke har fred og kærlighed med arbejdet, vil de arbejde frem til et stort tab, et uopretteligt tab. Sjæle drives fra Kristus, også efter at de er kommet i forbindelse med Hans arbejde.Eva 173.2

Vi skal ikke afsige dom over dem som ikke har haft de anledninger og privilegier vi har haft. Nogle af disse vil komme til himlen før dem, som har haft et stort lys, men som ikke har levet op til lyset.Eva 173.3

Hvis vi ønsker at overbevise ikke-troende at vi har den sandhed som helliger sjælen og forvandler karakter, må vi ikke anklage dem voldsomt for deres fejl. Derved tvinger vi dem til konklusionen at sandheden ikke gør os venlige og høflige, men grove og rå.Eva 173.4

Nogle som let farer op, er altid parat til at tage krigsførelsens våben op. I prøvelsestider vil de vise at de ikke har funderet deres tro på den solide klippe. . . .Eva 173.5

Lad Syvende-dags adventister ikke gøre noget, der viser dem som lovløse og ulydige. Lad dem holde alle selvmodsigelser ude af deres liv. Vort værk skal proklamere sandheden, og efterlade problemerne til Herren.Eva 173.6

Gør alt i jeres kraft for at genspejle lyset, men sig ikke ord som vil irritere eller provokere.—Manuskrift 117a, 1901.Eva 173.7

Præsentere sandheden på en voldsom måde—På det sidste har du frembragt sandheden på en voldsom måde, brugt den som om den var en plage. Dette har ikke forherliget Herren.Eva 173.8

Du har givet folk af Guds Ords rigdomme, men din måde har været så fordømmende at de har vendt sig fra dem. Du har ikke undervist i sandheden på den måde som Kristus underviste. Du bringer den på en måde som ødelægger dens indflydelse. . . . . Dit hjerte behøver at blive fyldt med Kristi omvendende nåde.—Brev 164, 1902.Eva 174.1

Bring sandheden med nænsomhed—Lad enhver prædikant lære at bære evangeliets sko. Han som er beslået med fredens evangeliums udrustning, vil vandre som Kristus vandrede. Han vil være i stand til at tale de rigtige ord, og sige dem i kærlighed. Han vil ikke forsøge at hjemsøge Guds sandhedsbudskab. Han vil behandle ethvert hjerte med ømhed, indse at Ånden vil indprente sandheden hos dem som er modtagelige for guddommelige indtryk. Han vil aldrig være vildsom i sin optræden. Ethvert ord der bliver sagt vil have en blødgørende og betvingende indflydelse. . . .Eva 174.2

Når vi siger irettesættende ord, så lad os bruge al Kristus-ligende ømhed og kærlighed som er mulig, i vor stemme. Jo højere en prædikants rang er, des mere varsom bør han være i ord og handling.—Manuskrift 127, 1902.Eva 174.3

Forbedre dig snare end at fordømme—Alle dem, hvis hjerter er i sympati med den Uendelige Kærligheds hjerte, vil søge at forbedre sig og ikke fordømme. Kristus som bor i sjælen er et udspring der aldrig løber tørt. Hvor han bor, vil der være en overflod af godgørenhed.—Med mesteren på bjerget s. 39. (1896)Eva 174.4