Opførselen UD 242

Høflighedens værdi bliver alt for ofte lidt påskønnet. Mange, der har et venligt sind, mangler venlighed i deres væsen. Mange, der indgyder respekt ved deres ærlighed og retsindighed, er sørgeligt blottet for elskværdighed. Denne mangel ødelægger deres lykke og forringer deres tjeneste for andre. Den uhøflige går ofte glip af mange af livets skønne­ste og nyttigste oplevelser på grund af ren og skær tankeløshed. UD 242.1

Munterhed og høflighed burde ganske særligt udvises af forældre og lærere. Alle har mulighed for at kunne vise et venligt ansigt, for at have en mild stemme og et høfligt væsen, og alt dette øver en stærk indflydel­se. En venlig og glad optræden virker tiltrækkende på børn. Vis dem venlighed og høflighed, så vil de vise det samme sind over for dig og over for hinanden. UD 242.2

Den ægte høflighed kan ikke læres ved blot at holde sig til, hvad der er skik og brug. Ens opførsel bør altid være korrekt. Hvor man ikke går på akkord med, hvad der er rigtigt, vil hensyntagen bil andre føre til overensstemmelse med de vedtagne skikke; men ægte høflighed kræver ikke, at man opgiver sine standpunkter for af følge de hævdvundne regler Høflig­heden kender ikke til klasseforskel. Den lærer os respekt for os selv, respekt for menneskets værdighed som menneske og hensyntagen til hvert eneste medlem af det store broderskab. UD 242.3

Det er en fare at lægge alf for stor vægt på ydre optræden og form og at hellige for meget tid til oplæring i disse retninger. Det ihærdige arbejde, der kræves af enhver ung, det strenge og ofte ubehagelige slid, der fordres selv til livets almindelige forpligtelser og langt mere for at lette verdens byrde af uvidenhed og elendighed alt dette levner kun ringe plads til fastholden af det konventionelle. UD 243.1

Mange, der lægger meget stor vægt på formerne, viser kun lidt respekt for, hvad som helst der ikke imødekommer deres kunstige standard, hvor udmærket det end kan være. Dette er en falsk dannelse. Den fremmer kritisk hovmod og snæversindethed. UD 243.2

Det væsentlige i sand høflighed er hensynsfuldhed over for andre. Den egentlige og varige dannelse er den, som skaber større medfølelse og opmuntrer til venlighed over for alle. Den slags såkaldt dannelse, som ikke får en ung mand til at vise ærbødighed over for sine forældre, som ikke får ham til at påskønne deres gode egenskaber og bære over med deres fejl eller hjælpe dem med, hvad de trænger til; som ikke gør ham hensyns­fuld og kærlig, gavmild og hjælpsom over for de unge, de gamle og de ulykkelige, og høflig over for alle den dannelse duer ikke! UD 243.3

Virkelig finhed i tankegang og optræden læres bedre i den gud­dommelige lærers skole end ved at overholde en række regler. Når hans kærlighed trænger ind i hjertet, giver den sindet disse forædlende træk, som former det til en lighed med hans eget. Denne form for dannelse, giver en himmelsk værdighed og sans for sømmelighed. Den giver et mildt sind og et elskeligt væsen, som aldrig kan sidestilles med det moderne samfunds overfladiske politur. UD 243.4

Bibelen indskærper os at vise høflighed, og den viser os mange eksempler på det uselviske sind, den milde venlighed og det vindende væsen, der er kendetegnet for den ægte høflighed. Alt dette er kun en afglans af Kristi egenskaber. Al virkelig ømhed og hensynsfuldhed i verden, selv blandt dem, der ikke bekender hans navn, stammer fra ham. Og han vil, at disse egenskab,er skal genspejle sig til fuldkommenhed i hans børn. Det er hans formål, at mennesker i os skal kunne se hans skønne egenskaber. UD 243.5

Den mest værdifulde afhandling om spørgsmålet om ens optræden, der nogen sinde er blevet skrevet, er den vidunderlige belæring, som Frelseren har givet gennem Åndens tale ved apostlen Paulus ord som burde stå uud­sletteligt indskrevet i hvert eneste menneskes erindring hvad enten det er ungt eller gammelt:“Ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hveran­dre.” Joh. 13,34. UD 244.1

“Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.” 1Kor. 13,4-8. UD 244.2

En anden værdifuld egenskab, som der burde værnes om med omhu, er ærefrygt. Der indgydes sand ærefrygt for Gud ved en følelse af hans uendelige storhed og bevidstheden om hans nærværelse. Denne fornemmelse af den usynlige burde gøre et dybt indtryk på hver eneste barnesjæl. Barnet bør lære at betragte tiden og stedet for bøn og den offentlige gudstjene­ste som hellige, fordi Gud er til stede der. Og idet ærefrygten giver sig udtryk i holdning og optræden, vil den følelse, der er årsag hertil, blive dybere. UD 244.3

Det ville være godt for både unge og gamle at granske og gruble over og tit at gentage disse ord fra Den hellige Skrift, som viste, hvordan man skal betragte det sted, som Gud har kendetegnet ved sin særlige nærværelse.“Drag dine sko af dine fødder,” befalede han Moses ved den brændende busk,“thi det sted, du står på, er helliggjort!” 2Mos. 3,5. Jakob udbrød efter at have oplevet synet af englene:“Sandelig, Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke. ..... Visselig, her er Guds hus, her er Himmelens port.” 1Mos. 28,16-17. UD 245.1

“Herren er i sin helligdom; stille for ham, al jorden.” Hab. 2,20.“Herren er en vældig Gud, en konge stor over alle guder. ..... Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!”“Han skabte os, vi er hans, hans folk og den hjord, han vogter. Gå ind i hans porte med takkesang, med lovsange ind i hans forgårde, tak ham og lov hans navn!” Sl. 95,3-6; 100,3-4. UD 245.2

Der burde også vises ærefrygt for Guds navn. Dette navn burde aldrig nævnes letsindigt eller tankeløst. Selv under bøn bør man undgå en hyppig og unødvendig gentagelse af det.“Helligt og frygteligt er hans navn.” Sl. 111,9. Når englene nævner det, tilhyller de deres ansigt. Med hvor stor ærefrygt burde så ikke vi, der er faldne og syndige lade det komme over vore læber! UD 245.3

Vi bør have ærefrygt for Guds ord. Vi burde vise ærbødighed for den trykte bog og aldrig anvende den til almindelig brug eller behandle den med ligegyldighed. Og aldrig burde Skriften citeres for spøg eller omskives for at pointere en vittig bemærkning.“Al Guds tale er ren;”“det pure, syvfold lutrede sølv.” Ordsp. 30,5; Sl. 12,7. UD 246.1

Lad fremfor alt børnene lære, at virkelig ærefrygt må vises gennem lydighed. Gud har ikke befalet os noget, der er uden betydning, og der findes ingen anden måde til af vise den ærefrygt, der behager ham, end lydighed over for alt, hvad han har sagt. Der bør vises ærefrygt over for Guds repræsentanter over for præster, lærere og forældre, de er kaldede til at tale og handle i hans sted. Han æres gennem den ærbødighed, der vises dem. UD 246.2

Og Gud har ganske særligt pålagt os at vise ærbødighed over for de gamle. Han siger:“Grå hår er en dejlig krone, den vindes på retfærds vej.” Ordsp. 16,31. Den fortæller om den strid, der er stridt, og de sejre, der er vundet; om byrder, der er båret, og fristelser, der er overvundet. Den fortæller om trætte fødder, der nærmer sig deres hvile­sted, om pladser, der snart vil blive ledige. Hjælp børnene til at tænke på dette, så vil de jævne de gamles vej ved deres ærbødighed og respekt og vil få glæde og skønhed ind i deres ungdomsliv, når de følger befalingen øm, at“du skal rejse dig for de grå hår og ære oldingen.” 3Mos. 19,32. UD 246.3

Fædre og mødre og lærere trænger til i højere grad at værdsætte det ansvar og den ære, som Gud har betroet dem, ved over for barnet at gøre dem til hans repræsentanter. De egenskaber, der åbenbares under det daglige samvær, vil få barnet til, på godt eller ondt, at forstå disse ord fra Gud:“Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig øver dem, der frygter ham.” Sl. 103,13.“Som en moder trøster sin søn, således trøster jeg eder.” Es. 66,13. UD 247.1

Lykkeligt er det barn, i hvem ord som disse vækker kærlighed og taknemmelighed og tillid; det barn, for hvem dets faders og moders og lærers kærlighed og retfærdighed og langmodighed tolker Guds kærlighed og retfærdighed og langmodighed; det barn, som gennem tillid og lydighed og ærbødighed over for sine jordiske beskyttere lærer at stole på sin Gud og adlyde og ære ham. Den, som skænker sit barn eller sin elev en sådan gave, har givet ham en skat, der er mere dyrebar end alle tiders rigdom en skaf, der er lige så varig som evigheden. UD 247.2