Ingen opdragelse kan være fuldkommen, hvis den ikke giver de rette grundregler med hensyn til påklædningen. Uden en sådan belæring bliver opdragelsens opgave alt for ofte sinket og forvansket. Pyntesyge og afhængighed af moden er nogle af lærerens største rivaler og mest virkningsfulde hindringer. UD 248.1
Moden er en frue, der hersker med hård hånd. I overordentlig mange hjem er forældrenes og børnenes kræfter, tid og opmærksomhed koncentreret om at imødekomme dens krav. De rige stræber efter at overgå hinanden ved at rette sig efter dens stadig skiftende påfund; middelklassen og de fattigere stræber efter at nærme sig til den norm der er angivet af dem, som formodes at stå over dem selv. Hvor pengemidlerne og kræfterne er begrænsede og ærgerrigheden efter at stå mål med dem, som står et trin højere på den sociale rangstige, er stor, bliver byrden næsten ikke til at bære. UD 248.2
For mange betyder det ikke noget, hvor klædelig eller endog smuk en dragt muligvis er; hvis moden skifter, må den sys om eller kasseres. Familiens medlemmer er dømt til ustandseligt arbejde. Der bliver ikke tid til at opdrage børnene, ikke tid til at bede eller læse i Bibelen, ikke tid til at hjælpe de små til at lære Gud at kende gennem det, han har skabt. UD 248.3
Der bliver hverken tid eller penge til velgørenhed. Og tit er det knapt med, hvad der kommer på familiens bord. Maden er dårligt valgt og hastigt tilberedt, og naturens krav bliver kun delvis imødekommet. Følgen heraf er forkerte spisevaner, som skaber sygdom eller fører til umådeholdenhed. UD 249.1
Pyntesygen er vejen til ødselhed, og hos mange unge virker den nedbrydende for en stræben efter et mere ophøjet liv. I stedet for at søge at få en uddannelse påtager de sig hurtigt en eller anden beskæftigelse, så de kan tjene penge til at dyrke deres lidenskab for tøj. Og på grund af denne lidenskab er mangen ung pige blevet lokket ud i undergangen. I mange hjem lever man over evne. Faderen, som ikke er i stand til at tilfredsstille moderens og børnenes krav, lader sig friste til uærlighed, og atter bliver følgen vanære og ødelæggelse. UD 249.2
Ikke engang gudstjenesten og den dag, hvor den holdes, danner en undtagelse fra modens herredømme. De skaffer snarere lejlighed til en større udfoldelse af dens magt. Kirken bliver brugt som en paradeplads, og moderne bliver studeret mere grundigt end prædikenen. De fattige, som ikke er i stand til af imødekomme modens krav, holder sig helt borte fra kirken. Hviledagen bliver tilbragt i lediggang, og ungdommen bruger den ofte til et demoraliserende selskabeligt samvær. UD 249.3
I skolen er pigerne på grund af upraktisk og ubekvem påklædning hverken egnede for studium eller fritidsbeskæftigelser. Deres tanker er optaget af andre ting, og læreren har meget besvær med at vække deres interesse. UD 249.4
Tit kan læreren ikke finde noget mere virkningsfuldt middel til at bryde modegalskabens trylleri end kontakten med naturen. Lad eleverne få smag for, hvor dejligt der er ved floden eller søen eller havet. Lad dem klatre i bjergene, stirre på solnedgangens herlighed eller udforske skovens og markens rigdomme. Lad dem lære glæden at kende ved at dyrke planter og blomster. Så vil betydningen af en ekstra sløjfe eller flæse virke som noget ubetydeligt. UD 249.5
Få de unge til at forstå, at enkelhed med hensyn til påklædningen såvel som til kosten et af afgørende betydning for en udviklet tankegang. Få dem til at se, hvor meget der er at lære og at udrette; hvor kostbar ungdomstiden er som forberedelse til livets gerning. Hjælp dem til at se, hvilke skatte der findes i Guds ord, i naturens bog og i beretningerne om ædle menneskers liv. UD 250.1
Lad deres tanker blive rettet mod de lidende, som de måske kunne hjælpe. Hjælp dem til at se, at ved de penge, der ødsles bort til pynt, berøves den, der gør dette, midlerne til at mætte de sultne, give de nødlidende klæder og trøste de bedrøvede. UD 250.2
De har ikke råd til at gå glip af livets store muligheder, til at svække deres sjæls evner, til at nedbryde deres helbred og ødelægge deres lykke for at kunne adlyde forskrifter, der ikke har nogen begrundelse i fornuften, i behageligheden eller i tækkeligheden. UD 250.3
Samtidig burde de unge oplæres til at forstå, hvad naturen lærer os:“Alt har han skabt smukt til rette tid.” Præd. 3,11. I vor klædedragt ligesom i alt muligt andet er det vor forrettighed at vor Skaber. Han vil, at vore klæder ikke blot skal være pæne og gode for helbredet men også hensigtsmæssige og klædelige. UD 250.4
Man kan bedømme et menneskes karakter efter, hvordan det klæder sig. En forfinet smag og et forædlet sind vil åbenbare sig gennem valget af enkelt og hensigtsmæssigt tøj. En enkel og ren smag med hensyn til påklædningen og en beskeden optræden vil have stor betydning ved at omgive en ung kvinde med denne atmosfære af hellig tilbageholdenhed, som vil være hende et værn mod tusinde farer. UD 250.5
Lad de unge piger lære, at kunsten ved at være velklædt indbefatter evnen til selv at kunne sy sit tøj. Dette er noget, enhver ung pige burde stræbe efter at kunne. Det vil være et middel til nytte og uafhængighed, som hun ikke har råd til at undvære. UD 251.1
Det er rigtigt at elske det skønne og tragte efter det; men Gud vil, at vi først skal elske og søge det allermest skønne nemlig det, som er uforgængeligt. De mest udsøgte resultater af menneskers dygtighed ejer ikke en skønhed, der kan tåle sammenligning med den sjælens skønhed, som i hans øjne er“meget værd.” UD 251.2
Lad de unge og de små børn lære selv at vælge den kongelige dragt, som er vævet på den himmelske væv“en skinnende ren linnedklædning” (Åb. 19,8), som alle jordens hellige vil blive iført. Denne klædning, som er Kristi egen uplettede karakter, tilbydes gavmildt hvert eneste menneske. Men alle de der tager imod den, vil tage imod den og iføre sig den her. UD 251.3
Lad børnene komme til at lære, af når de lukker deres sind op for rene, kærlige tanker og udfører kærlige og nyttige handlinger, så ifører de sig hans egenskabers skønne klædning. Denne dragt vil gøre dem skønne og elskede hernede og vil derefter blive deres adgangstegn til Kongens palads. Hans løfte lyder sådan:“De skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil.” Åb. 3,4. UD 251.4