Sabbattens værdi som uddannelsesmiddel er uvurderlig. Hvad Gud end forlanger af os, giver han det atter tilbage, beriget og forvandlet gennem hans egen herlighed. Tienden, som han krævede af Israel, var viet til at bevare forbilledet for hans himmelske tempel blandt menneskene i al dets strålende skønhed som tegnet på hans nærværelse på jorden. Sådan bliver også den del af vor tid, som han kræver af os, givet os tilbage igen, forsynet med hans navn og segl. Den er“et tegn mellem mig og eder,” siger han, .....“for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder;” thi“i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.” 2Mos. 31,13; 20,11. sabbatten er et tegn på skabende og genløsende magt. Den viser hen til Gud som livets og visdommens kilde. Den erindrer om menneskets oprindelige herlighed og vidner således om Guds formål om at genskabe os i sit eget billede. UD 252.1
Sabbatten blev ligesom familien indstiftet i Edens have, og i Guds plan er de uløseligt knyttet til hinanden. Mere end på nogen anden dag er det på denne dag muligt for os at leve et liv som i Edens have. Det var Guds hensigt, at familiens medlemmer skulle være forenede gennem arbejde og studium, gennem tilbedelse og forfriskende hvile, faderen som sit hjems præst og både faderen og moderen som deres børns lærere og kammerater. Men da syndens følger havde ændret livsbetingelserne, hindrede dette for en stor del denne forening. Ofte ser faderen knap sine børn hele ugen igennem. Muligheden for kammeratskab eller belæring er næsten fuldstændig blevet ham berøvet. Men Guds kærlighed har sat en grænse for kravet om arbejde. Han holder sin barmhjertige hånd over sabbatten. På sin egen dag bevarer han familiens mulighed for samfund med ham, med naturen og med hinanden. UD 252.2
Eftersom sabbatten er mindesmærket over skabermagten, er den en dag fremfor alle andre, hvor vi bør have samfund med Gud gennem hans skaberværk. I børnenes sind bør selve tanken om sabbatten være knyttet til det smukke i naturen. Lykkelig er den familie, som kan vandre til stedet for deres gudsdyrkelse om sabbatten ligesom Jesus og hans disciple vandrede til synagogen over markerne, langs søens bred eller gennem skovene. Lykkelig er den fader og moder der kan belære deres børn om Guds skrevne ord ud fra eksempler fra de åbne blade i naturens bog; som kan forsamles under de grønne træer i den friske, rene luft for at granske ordet og synge den himmelske Faders pris. Ved sådanne samvær kan forældre knytte deres børn til deres hjerte og således til Gud med bånd, som aldrig kan brydes. UD 253.1
Sabbatten rummer uvurderlige muligheder som middel til åndelig belæring. Sørg for, at sabbatsskolelektien bliver lært, ikke ved at kaste et hastigt blik på skriftstederne om morgenen på sabbatten, men ved et omhyggeligt studium af lektien for den kommende uge sabbats eftermiddag, foruden ved daglig repetition eller eksempler i ugens løb. På denne måde vil lektien fæstne sig i hukommelsen og blive til en rigdom, der aldrig helt kan gå tabt. UD 253.2
Forældre og børn burde, mens de lytter til prædikenen, lægge mærke til teksten og de anførte skriftsteder og så meget som muligt af tankegangen, så de hjemme kan gentage det for hinanden. Dette vil i høj grad modvirke den træthed, hvormed børn så ofte hører på en prædiken, og det vil give alle den vane at være opmærksomme og samle tankerne. UD 254.1
En sådan overvejelse af emnerne vil åbne vejen for rigdomme, som den unge aldrig havde drømt om. Han vil gennem sit eget liv erfare rigtigheden i den oplevelse, som beskrives i Skriften:“Mig blev dit ord til fryd og til hjertens glæde.” Jer. 15,16.“Jeg vil ..... grunde på dine vedtægter.”“Herrens lovbud er ..... kostelige fremfor guld, ja, fint guld i mængde. ..... Din tjener tager og vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.” Sl. 119,48; 19,11-12. UD 254.2