I dag er der mange såkaldte kristne, som siger, at Daniel var for nøjeregnende, og de erklærer ham for at være både snæversynet og fanatisk. De betragter spørgsmålet om mad og drikke som af for ringe betydning til at kræve et så afgørende standpunkt, som måske ville medføre opofrelsen af enhver jordisk fordel. Men de, som ræsonnerer på denne måde, vil på dommens dag se, at de gik imod Guds bestemte krav og opstillede deres egne meninger som reglen for, hvad der er ret og forkert. De vil finde, at det, som syntes uden betydning for dem, ikke blev betragtet sådan af Gud. Hans krav skal lydes ubetinget. De, som anerkender og adlyder et af hans bud, fordi det er bekvemt for dem at gøre det, medens de forkaster et andet bud, fordi det kræver et offer at efterkomme det sænker rettens standard og leder med deres eksempel andre til at ringeagte Guds hellige lov. Et “så siger Herren” må være rettesnor, for alt. DVL 22.1