Dette kapitel er bygget over Daniel 4.
Skønt Nebukadnezar stod på den verdslige æres tinde og selv af det inspirerede ord blev betegnet som “kongernes konge” (Ez. 26, 7), indrømmede han ved visse lejlig-heder, at hans riges herlighed og hans stor-slåede kongedømme skyldtes Guds gunst. Dette var netop tilfældet, da han havde haft drømmen om den store billedstøtte. Dette syn gjorde et dybt indtryk på ham, og han kunne ikke glemme, at det babyloniske rige til sidst skulle falde, skønt det omspændte hele jorden. Han havde også svært ved at forsone sig med den tanke, at magten skulle gå over til andre riger, og at alle jordiske magter skulle vige pladsen for et rige, som ville blive oprettet af Himmelens Gud for aldrig at forgå. PoK 249.1
Som tiden gik, glemte Nebukadnezar sin ædle opfattelse af Guds hensigt med nationerne. Da hans stolte natur blev ydmyget i den vældige skares påsyn på Durasietten, indrømmede han endnu engang, at Guds rige er “et evigt rige”, og at hans herre-dømme varer “fra slægt til slægt”. Skønt han var født og opdraget som afgudsdyrker og var konge over et hedensk folk, havde han en udpræget sans for retfærdighed, og Gud benyttede ham til at straffe oprørerne og fuldbyrde sin vilje. Kaldæerne blev betegnet som “de grummeste folk” (Ez. 28, 7). Efter mange års tålmodige og ihærdige bestræbelser lykkedes det Nebukadnezar at erobre Tyrus. Ægypten blev også bytte for hans sejrrige hære, og efterhånden som han føjede rige efter rige til Babylon, slog han i stadig højere grad sit ry fast som tidens største konge. PoK 249.2
Det kan ikke overraske, at denne fremgangsrige monark, der var så ærgerrig og stolt, blev fristet til at forlade ydmyghedens vej, den eneste vej, som fører til sand storhed. Imellem erobringskrigene lå det ham meget på sinde at befæste og forskønne sin hovedstad, og til sidst blev byen Babylon rigets krone, “al jordens stolthed”. Hans brændende interesse for at bygge og den succes, der ledsagede hans bestræbelser for at gøre Babylon til et af verdens underværker, gav hans stolthed næring. Til sidst stod han i fare for at miste sit ry som en viis konge, som Gud kunne bruge til at gennemføre sine planer. PoK 249.3
I sin nåde gav Gud kongen endnu en drøm for at advare ham om den fare, han befandt sig i, og for at hindre, at han blev offer for den snare, som truede med at blive til hans undergang. I et natligt syn så Nebukadnezar et træ, som voksede midt på jorden. Dets top nåede himmelen, og dets grene strakte sig til jordens ender. Bjergenes og højenes dyr søgte ind under dets skygge, og himmelens fugle byggede rede i dets grene. “Dets løv var fagert, dets frugter mange, og der var føde til alle derpå; .. . og alt kød fik næring deraf.” Mens kongen betragtede det prægtige træ, så han “en vægter, en hellig” nærme sig det og råbe med høj røst: PoK 250.1
“Fæld træet, hug grenene af, afriv løvet og spred frugterne; dyrene skal fly fra de-res bo derunder og fuglene fra dets grene! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde af jern og kobber i markens græs; af himmelens dug skal han vædes, og som dyrene skal han æde markens urter; hans menneskehjerte skal fra-tages ham og et dyrehjerte gives ham, og syv tider skal gå hen over ham. Således er det fastsat ved vægternes råd, og ved de helliges bud er sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det!” PoK 250.2
Kongen var dybt besværet over drømmen, som øjensynlig var en forudsigelse af en eller anden form for modgang. Han gentog den derfor i nærværelse af “drømmetyderne, manerne, kaldæerne og stjernetyderne”, men skønt drømmen var ganske enkel, kunne ingen af de vise mænd tyde den. PoK 250.3
Nu blev det endnu engang bekræftet I dette rige, hvor afgudsdyrkelsen sad i højsædet, at kun de, der elsker og frygter Gud, kan fatte Himmerigets riges hemmeligheder. I sin store forlegenhed sendte kongen bud efter sin tjener Daniel, som var højt værdsat for sin retskaffenhed, pålidelighed og uforlignelige visdom. PoK 250.4
Da Daniel på opfordring trådte frem for kongen, sagde Nebukadnezar: “Beltsazzar, du øverste for drømmetyderne, i hvem jeg ved, at hellige guders ånd er, og hvem ingen hemmelighed er for svar! Hør, hvad jeg så i drømme, og tyd mig det!” Da Nebukadnezar havde gengivet drømmen, sagde han: “Beltsazzar, tyd mig det! Thi ingen af mit riges vismænd kan tyde mig det; du derimod evner det, thi i dig bor hellige guders ånd.” PoK 250.5
Drømmens betydning stod ganske klar for Daniel. Han stod “en stund rædselsslagen, og hans tanker forfærdede ham”. Da kongen så, at Daniel tøvede og grebes af sorg, gav han udtryk for sin sympati med sin tjener. “Beltsazzar,” sagde han, “lad ikke drømmen og dens udtydning forfærde dig!” PoK 250.6
Daniel svarede: “Herre, måtte drømmen gælde dine fjender og dens udtydning dine avindsmænd!” Profeten var klar over, at Gud havde pålagt ham den tunge pligt at gøre Nebukadnezar bekendt med den straf, som snart ville ramme ham på grund af hans stolthed og hovmodighed. Daniel var nødt til at udtyde drømmen i et sprog, som kongen kunne forstå. Skønt dens frygtelige betydning havde fået ham til at tøve i stum forundring, skulle han sige sandheden uden hensyn til, hvilke følger det ville få for ham selv. PoK 250.7
Daniel gjorde nu rede for, hvad den Almægtige havde befalet. Han sagde: “Det træ, du så, og som voksede og blev vældigt, så toppen nåede himmelen og det sås over hele jorden, hvis løv var fagert, og hvis frugter var mange, det, som alle fik næring af, under hvilket markens dyr fandt bo, og i hvis grene himmelens fugle byggede rede, det er dig selv, o konge, som er blevet stor og mægtig, hvis storhed er vokset, så den når himmelen, og hvis herredømme rækker til jordens ende. PoK 250.8
Og når kongen så, at en vægter, en hellig, steg ned fra Himmelen og bød: Fæld træet og ødelæg det! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde af jern og kobber i markens græs; af himmelens dug skal han vædes, og med markens dyr skal han dele lod, indtil syv tider er gået hen over ham så betyder det, o konge, og det er den Højestes råd, som er udgået over min herre kongen: Du skal udstødes af menneskenes samfund og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget, og af himmelens dug skal du vædes; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over men-neskenes rige og kan give det, til hvem han vil. Men når der blev givet påbud om at levne træets stub med rødderne, så betyder det, at dit rige atter skal blive dit, så snart du skønner, at Himmelen har magten.” PoK 251.1
Da Daniel samvittighedsfuldt havde fortolket drømmen, bad han indtrængende den stolte konge om at angre og søge Gud og slå ind på retfærdighedens vej for at undgå den ulykke, som truede ham. Profeten sagde indtrængende: “Derfor, o konge, lad mit råd være dig til behag. Gør ende på dine synder med retfærd og på dine misgerninger med barmhjertighed mod de fattige, om din lykke måske kunne vare!” PoK 251.2
Advarslen og profetens råd gjorde et dybt indtryk på Nebukadnezar lige i øjeblikket; men det hjerte, som ikke er forvandlet ved Guds nåde, glemmer hurtigt Helligåndens tilskyndelser. Kongens hjerte var endnu ikke blevet renset for egenkærlig tilfredsstillelse og ærgerrighed, og disse egenskaber dukkede senere op igen. Til trods for den viden, som Gud i sin nåde havde meddelt Nebukadnezar, samt de advarsler, som han havde fået i fortiden, lod han atter skinsygen over for de efterfølgende riger tage overhånd. Hidtil havde han for en stor del styret retfærdigt og barmhjertigt, men nu blev han grusom. Han forhærdede sit hjerte og benyttede de talenter, som Gud havde givet ham, til at forherlige og fremhæve sig selv på bekostning af den Gud, som havde skænket ham livet og magten. PoK 251.3
Gud ventede nogle måneder med at fuldbyrde straffen. Men Herrens tålmodighed ledte ikke kongen til omvendelse. Kongen gav sin stolthed næring, og til sidst troede han ikke længer på drømmens udtydning, men drev spøg med sin frygt. PoK 251.4
Et år efter at advarslen var givet, spadserede Nebukadnezar i sit palads og tænkte stolt på sin store magt og på sin succes som bygmester. Mens han gik her, udbrød han: “Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?” PoK 251.5
Mens kongen udtalte disse pralende ord, forkyndte en røst fra himmelen, at Guds doms time var kommet. Herrens ord lød i hans øren: “Det gives dig til kende, kong Nebukadnezar, at dit kongedømme er taget fra dig. Af menneskenes samfund skal du udstødes og bo blandt markens dyr; urter skal du have til føde som kvæget; og syv tider skal gå hen over dig, til du skønner, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil! PoK 251.6
Pludselig mistede han den forstand, som Gud havde givet ham. Kongen havde anset sin dømmekraft for at være fuldkommen og havde rost sig af sin visdom, men nu var begge dele borte. Han, der før var en mæg-tig hersker, blev vanvittig. Hans hånd kunne ikke længer svinge sceptret. Nebukadnezar havde ladet hånt om de advarsler, som han havde fået, og nu blev den magt, som Skaberen havde givet ham, taget fra ham. Han blev udstødt af menneskenes samfund “og åd græs som kvæget, og hans legeme vædedes af himmelens dug, til hans hår blev langt som ørnefjer og hans negle som fuglekløer”. PoK 252.1
I syv år vakte Nebukadnezar forundring hos alle sine undersåtter. I disse år blev han ydmyget over for hele verden. Da denne tid var gået, fik han sin forstand igen. Han vendte ydmygt blikket op imod Himmelens Gud og erkendte, at det var ham, der havde straffet ham. Han indrømmede offentligt sin skyld og gav udtryk for den store nåde, som Gud havde vist ham ved at give ham for-standen tilbage. Han sagde selv: “Men da tiden var omme, løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himmelen og fik min forstand igen, og jeg priste den Højeste og lovede og ærede ham, som lever evindelig, hvis herredømme er evigt, og hvis rige står fra slægt til slægt. Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: “Hvad gør du?” PoK 252.2
I samme stund fik jeg min forstand igen; jeg fik også min herlighed og glans igen, mit rige til ære; mine rådsherrer og stormænd søgte mig, jeg blev genindsat i mit rige, og endnu større magt blev mig givet.” PoK 252.3
Den en gang så stolte monark var blevet Guds ydmyge barn, og den tyranniske, hovmodige hersker var blevet en viis og medfølende konge. Den mand, der havde foragtet og bespottet Himmelens Gud, anerkendte nu den Højestes magt og bestræbte sig alvorligt på at fremme Herrens ære og sine undersåtters lykke. Da kongernes Konge og herrernes Herre straffede Nebukadnezar, lærte denne omsider den lektie, som alle her-skere må lære at sand storhed består i sand godhed. Han erkendte, at Herren er den levende Gud, og sagde: “Nu lover, ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens konge: Alle hans gerninger er sandhed, hans veje retfærd, og han kan ydmyge dem, som vandrer i hovmod.” PoK 252.4
Nu havde Gud nået sit mål: at det største rige på jorden skulle ære ham. Udstedelsen af den offentlige proklamation, hvori Nebukadnezar erkender Guds nåde, godhed og myndighed, er den sidste handling, som den hellige skrift omtaler fra hans liv. PoK 252.5
* * * * *