Dette kapitel er bygget over Daniel 5.
I Daniels sidste år skete der store forandringer i det land, hvor han og hans hebraiske medbrødre havde levet som fanger I over 60 år. Nebukadnezar var død, og Babylon, “al jordens stolthed” (Jer. 51, 41), blev under hans efterfølgere regeret med meget lidt visdom. Riget gik gradvis, men sikkert sin opløsning i møde. PoK 253.1
Nebukadnezars sønnesøn, Belsazzar, var en både uklog og svag konge, og det stolte Babylon ville snart gå til grunde. Som ganske ung regerede Belsazzar sammen med sin fader, men magten gik ham til hovedet, og han hovmodede sig over for Himmelens Gud. Han havde haft rig anledning til at lære Guds vilje at kende og til at blive klar over, at han havde pligt til at underkaste sig den. Han vidste besked med, at hans bed-stefader var blevet udstødt af menneskenes samfund på Guds befaling. Han var også bekendt med Nebukadnezars omvendelse og mirakuløse helbredelse. Men Belsazzar lod sin forlystelsessyge og sin tilbøjelighed til selvophøjelse tage overhånd og glemte de lærdomme, som han aldrig burde have ladet gå af minde. Han spildte de anledninger,som Gud i sin nåde gav ham, og undlod at benytte de muligheder, som han havde til at blive bedre bekendt med sandheden. Belsazzar gik let hen over det, som Nebukadnezar lærte til sidst efter ubeskrivelige lidelser og den dybeste ydmygelse. PoK 253.2
Det varede ikke længe, før der skete et omslag. Babylon blev belejret af Kyros, som var en nevø af mederen Darius og havde kommandoen over medernes og persernes forenede hære. Den vellystige konge følte sig imidlertid tryg i sin tilsyneladende uind-tagelige fæstning med dens massive mure og dens kobberporte. Byen var beskyttet af Eufratfloden, og der var samlet vældige forråd i den. Under belejringen fordrev kongen tiden i sus og dus. PoK 253.3
Belsazzars stolthed, hovmod og hånlige foragt for faren gav sig udslag i, at han “gjorde et stort gæstebud for sine tusinde stormænd og drak vin med dem”. Alt, hvad den rige og mægtige nation kunne opbyde, var taget i anvendelse for at kaste glans over festen. Smukke, charmerende kvinder taltes blandt gæsterne ved den kongelige banket. Der var intelligente og højt uddannede mænd til stede. Her var fyrster og statsmænd, der drak vin som vand og kastede alle hæmninger over bord i deres beruselse. PoK 253.4
Kongen drak sig fra sans og samling, og da de lavere instinkter havde taget magten, førte han selv an i det vilde orgie. Under festen “lod han de guldkar og sølvkar hente, som ... Nebukadnezar havde ført bort fra helligdommen i Jerusalem, for at kongen og hans stormænd, hans hustruer og medhustruer kunne drikke af dem”. Kongen ville bevise, at intet var så helligt, at han ikke kunne røre ved det. “Man hentede da guldog sølvkarrene, ... og kongen og hans stormænd, hans hustruer og medhustruer drak af dem; og mens de drak vin, priste de deres guder af guld, sølv, kobber, jern, træ og sten.” PoK 254.1
Belsazzar havde ingen anelse om, at et himmelsk vidne overværede hans hedenske orgie. Han tænkte slet ikke på, at en gud-dommelig vægter i det skjulte betragtede det vanhellige optrin, hørte bespottelserne og bemærkede sig afgudstilbedelsen. Men det skulle ikke vare længe, før den ubudne gæst gav sig til kende. Da sviregildet var på sit højeste, kunne man skimte en hånd, som skrev med ildskrift på paladset vægge. Den vældige forsamling forstod ikke ordene, men de var et varsel om den dom, som ventede kongen, hvis samvittighed omsider var vågnet, samt hans gæster. PoK 254.2
Den larmende munterhed stilnede af, og både mænd og kvinder sad i stum skræk og iagttog hånden, som langsomt skrev de hemmelighedsfulde bogstaver. Alt det onde, som de havde gjort i livet, passerede revy for deres øjne. De følte det, som om de blev kaldt frem for den evige Dommer, hvis magt de netop havde foragtet. Hvor der for få øjeblikke siden lød muntre råb og spottende vit-tigheder, hørtes der nu angstfyldte skrig fra ligblege mennesker. Når Gud gør menneskene bange, kan de ikke skjule deres angst. PoK 254.3
Belsazzar var den mest skrækslagne af dem alle sammen. Han bar hovedansvaret for det oprør, som var rettet imod Gud og nåede sit højdepunkt i det babyloniske rige i denne nat. Kongen blev lammet af skræk, da han stod over for den usynlige vægter, som re-præsenterede ham, hvis magt man havde udfordret, og hvis navn man havde bespottet. Nu vågnede kongens samvittighed. “Hans hofters ledemod slappedes, og hans knæ slog imod hinanden.” Belsazzar havde i sin formastelse sat sig op imod Himmelens Gud. Han havde stolet på sin egen magt, og det faldt ham end ikke ind, at nogen turde vove at sige: “Hvorfor bærer du dig således ad?” Men nu stod det ham klart, at han skulle aflægge regnskab for den måde, hvorpå han havde forvaltet de midler, som var blevet betroet ham, og at der ikke var nogen und-skyldning for de anledninger, som han havde forspildt, og den trodsige holdning, som han havde indtaget. PoK 254.4
Kongen søgte forgæves at læse ildskriften, men her stod han over for en hemmelighed, som han ikke kunne fatte, og en magt, som han ikke forstod og ikke kunne modsige. I sin fortvivlelse henvendte han sig til rigets vise mænd for at få hjælp. Kongen råbte ophidset ud over forsamlingen og forlangte, at manerne, kaldæerne og stjernetyderne skulle læse skriften. “Enhver, som kan læse denne skrift og tyde mig den,” sagde han, “skal klædes i purpur, guldkæden skal hænges om hans hals, og han skal være den tredje mægtigste i riget.” Men det var forgæves, at han henvendte sig til sine betroede rådgivere og lovede dem rige gaver. Himmelsk visdom kan hverken købes eller sælges. “Alle Babels vismænd ... evnede hverken at læse skriften eller tyde den for kongen.” De stod lige så uforstående over for de hemmelighedsfulde bogstaver, som vismændene i et tidligere slægtled havde stået over for Nebukadnezars drømme. PoK 254.5
Nu kom kongens moder til at tænke på Daniel, som for mere end halvtreds år siden havde gengivet og udtydet drømmen om den store billedstøtte for kong Nebukadnezar. “Kongen leve evindelig!” sagde hun. “Lad ikke dine tanker forfærde dig og skift ikke farve! I dit rige findes en mand, i hvem hellige guders ånd er, og som i din faders dage fandtes at sidde inde med viden, indsigt og en visdom som selve guderne, så din fader Nebukadnezar satte ham til øverste for drømmetyderne, manerne, kaldæerne og stjernetyderne, eftersom en ypperlig ånd, kundskab og indsigt til at udtyde drømme, råde gåder og løse knuder fandtes hos denne Daniel, hvem kongen gav navnet Beltsazzar. Lad derfor Daniel kalde, at han kan tyde det!” PoK 255.1
“Så førtes Daniel ind for kongen.” Belsazzar søgte at genvinde fatningen og sagde til profeten: “Er du Daniel, en af de fangne judæere, som min fader kongen bortførte fra Juda? Jeg har hørt om dig, at guders ånd er i dig, og at du er fundet at sidde inde med viden, kløgt og ypperlig visdom. Nu har vismændene og manerne været ført ind for mig for at læse denne skrift og tyde mig den; men de evner ikke at tyde mig dette. Men jeg har hørt om dig, at du kan tyde drømme og løse knuder. Nu vel! Hvis du kan læse skriften og tyde mig den, skal du klædes i purpur, guldkæden skal hænges om din hals, og du skal være den tredje mægtig-ste i riget.” PoK 255.2
Da Daniel stod over for den skrækslagne forsamling, førte han sig med en værdighed, som sømmer sig for den Højestes tjenere. Kongens løfter gjorde ikke det ringeste indtryk på ham. Han var ikke kommet for at smigre, men for at udtyde et domsbudskab. “Spar dine gaver,” sagde han, “og giv en anden dine foræringer! Men skriften vil jeg læse og tyde for kongen.” PoK 255.3
Profeten mindede først Belsazzar om forhold, som kongen var fortrolig med. Hvis han havde taget ved lære heraf og ydmyget sig, kunne det være blevet hans redning; men det gjorde han ikke. Profeten omtalte Nebukadnezars synd og fald: den herskermagt og herlighed, som blev givet ham, Guds straf på grund af hans stolthed og hans indrømmelse af Israels Guds magt og nåde. Da han havde gjort det, irettesatte han i dristige og kraftige vendinger Belsazzar for hans store ondskab. Han mindede kongen om hans synd og pegede på, at han kunne have taget ved lære af det, der var sket, men ikke havde gjort det. Belsazzar havde ikke fortolket sin bedstefaders skæbne rigtigt. Han havde heller ikke rettet sig efter den advarsel, som han havde fået om kommende begivenheder, der havde den største betydning for ham selv. Han kunne have lært den sande Gud at kende og vist ham lydighed, men han havde ikke benyttet de anledninger, som han havde fået, og nu ville han snart komme til at mærke følgerne af sit oprør. PoK 255.4
Profeten sagde: “Men du, Belsazzar, ... har ikke ydmyget dit hjerte, skønt du vidste alt dette; du har hovmodet dig mod Himmelens Herre! Hans hus’ kar har man hentet tet til dig, og du og dine stormænd, dine hustruer og medhustruer drak vin af dem; og du priste dine guder af sølv, guld, kobber, jern, træ og sten, som hverken kan se eller høre eller fatte; men den Gud, som holder din livsånde i sin hånd og råder over alle dine veje, ham ærede du ikke. Derfor er denne hånd udsendt fra ham og skriften dér optegnet.” PoK 255.5
Profeten vendte sig nu om imod det himmelsendte budskab på væggen og læste: “Mené, mené, tekél ufarsin!” Den hånd, som havde skrevet bogstaverne, kunne ikke længer ses, men disse fire ord skinnede endnu med en frygtelig klarhed. Forsamlingen lyttede med tilbageholdt åndedræt til den gamle profets udlægning: PoK 256.1
“Ordene skal tydes således: Mené betyder: Gud har talt dit riges dage og gjort ende derpå. Tekél betyder: Du er vejet på vægten og fundet for let. Perés betyder: Dit rige er delt og givet til Medien og Persien.” PoK 256.2
I denne nat, da løssluppenheden nåede sit højdepunkt, fyldte Belsazzar og hans stormænd både deres eget og det kaldæiske riges syndebæger. Guds hånd havde hidtil holdt den truende ulykke tilbage, men det kunne den ikke gøre længer. Gud havde på utallige måder forsøgt at få dem til at forstå, at de skulle vise ærbødighed for hans lov. “Vi ville læge Babel,” sagde han om de mennesker, hvis synder nu nåede helt op til himmelen, “men det lod sig ikke læge.” Jer. 51, 9. Menneskehjertets ufattelige ondskab gjorde det til sidst nødvendigt for Gud at fælde en uigenkaldelig dom. Belsazzar skulle styrtes og hans rige gå over på andre hænder. PoK 256.3
Da profeten havde talt, befalede kongen, at han skulle have den udlovede belønning. PoK 256.4
“Så blev Daniel på Belsazzars bud klædt i purpur, guldkæden hængtes om hans hals, og man udråbte, at han skulle være den tredje mægtigste i riget.” PoK 256.5
Mere end et århundrede i forvejen havde det inspirerede ord forudsagt, at den nat, i hvilken “bordet dækkes, hynder bredes, man spiser og drikker”, og konge og rådsherrer kappes om at spotte Gud, pludselig ville blive forvandlet til en rædselsnat med død og ødelæggelse. Store og betydningsfulde be-givenheder gik nu slag i slag. Det gik nøjagtig, som det var blevet forudsagt i de profetiske skrifter adskillige år, før dramaets hovedpersoner var født. PoK 256.6
Mens kongen endnu er i festhallen sammen med de mennesker, hvis skæbne er beseglet, kommer der et bud og meddeler, at “hans by er indtaget” af den fjende, som han havde følt sig så tryg over for, og at “overgangsstederne (er) taget ... og krigs-folkene rædselsslagne”. Jer. 51, 31. 32. Mens kongen og hans fyrster drak af Herrens hellige kar og priste deres guder af sølv og guld, marcherede mederne og perserne, som i forvejen havde ændret Eufratflodens løb, midt ind i den ubevogtede by. Kyros’ hær stod nu uden for paladsets mure. Byen var fuld af fjendtlige soldater, talrige som “græshopper” (14. vers), og deres sejrsråb over-døvede de overrumplede svirebrodres fortvivlede skrig. PoK 256.7
“Samme nat blev Belsazzar, kaldæernes konge, dræbt,” og der kom en fremmed monark på tronen. PoK 256.8
De hebraiske profeter havde tydeligt forudsagt, hvorledes Babylon ville falde. Da Gud viste dem fremtidens begivenheder i et syn, udbrød de: “Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al jordens stolthed, hvor Babel dog blev til rædsel imellem folkene!” “Hvor er dog al jordens hammer knækket og brudt, hvor er dog Babel blevet til rædsel blandt folkene!” “Ved råbet: “Babel er indtaget!” skal jorden skælve, og deres skrig skal høres blandt folkene.” PoK 256.9
“Babel faldt i ét nu, det knustes.” “En hærværksmand kommer over Babel, og dets helte skal fanges, deres buer knækkes; thi en gengældelsens Gud er Herren, han giver fuld løn. Jeg gør dets fyrster og vismænd, dets statholdere, landshøvdinger og helte drukne, og de skal falde i evig søvn, lyder det fra Kongen, hvis navn er Hærskarers Herre.” PoK 257.1
“Jeg lagde dig snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod Herren. Herren lukked op for sit forråd og fremtog sin vredes værktøj. Thi et værk har Herren, Hærskarers Herre, for i kaldæernes land.” PoK 257.2
“Så siger Hærskarers Herre: Både med israelitterne og judæerne er der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på dem, vægrer sig ved at give dem fri. Deres genløser er stærk, Hærskarers Herre er hans navn; han vil føre deres strid og give jorden ro og Babels indbyggere uro.” Jer. 51, 41; 50, 23. 46; 51, 8. 56. 57; 50, 24.25.33. 34. PoK 257.3
Der stod i profetien: “Babels brede mur skal nedbrydes til grunden og dets høje porte opbrændes,” og sådan gik det. Således gjorde Hærskarers Herre “ende på frækkes overmod” og bøjede “voldsmænds hovmod”. Således gik det til, at “Babel, rigernes krone, kaldæernes stolte pryd,” blev som Sodoma og Gomorra et sted, som skulle være for-bandet for bestandig. “Det skal aldrig i evighed bebos,” siger det inspirerede ord,“ej bebygges fra slægt til slægt; der telter araberen ikke, der lejrer hyrder sig ej; men vildkatte lejrer sig der, og husene fyldes med ugler; der holder strudsene til, og bukke-troldene springer; sjakaler tuder i borgene, hyæner i de yppige slotte.” “Jeg gør det til rørdrummers eje og til side sumpe; jeg fejer det bort med undergangens kost, lyder det fra Hærskarers Herre.” Jer. 51, 58; Es. 13, 11. 19-22; 14, 23. PoK 257.4
Den guddommelige vægters dom, som havde en symbolsk betydning for Babels første konge, blev nu fuldbyrdet på rigets sidste konge: “Det gives dig til kende, ... at dit kongedømme er taget fra dig!” Dan. 4, 31. PoK 257.5
“Stig ned, sid i støvet, du jomfru,
Babels datter,
sid uden trone på jorden, . . .
Sid tavs
og gå ind i mørke, kaldæernes
datter,
thi ikke mer skal du kaldes rigernes
dronning!
Jeg vrededes på mit folk,
vanæred min arv, gav dem hen i
din hånd;
du viste dem ingen medynk . . .
Du sagde; “Jeg bliver evindelig
evigheds dronning.”
Du tog dig det ikke til hjerte,
brød dig ikke om enden.
Så hør nu,
du yppige, du,
som sidder i tryghed,
som siger i hjertet:
“Kun jeg og ellers ingen!
Aldrig skal jeg sidde enke,
ej kende til barnløshed.”
Begge dele skal ramme dig brat
samme dag,
barnløshed og enkestand PoK 257.6
ramme dig i fuldeste mål,
dine mange trylleord, din megen trolddom til trods,
skønt du tryg i din ondskab
sagde: “Ingen ser mig.”
Din visdom og viden var det,
der ledte dig vild,
så du sagde i hjertet:
“Kun jeg, og ellers ingen!”
Dig rammer et onde, du ikke kan
købe bort,
over dig falder et vanheld,
du ikke kan sone,
undergang rammer dig brat, når mindst
du aner det.
Kom med din trolddom og med dine
mange trylleord, med hvilke du umaged dig fra din ungdom,
om du kan bøde derpå
og skræmme det bort.
Med rådgiverhoben sled du dig træt,
lad dem møde, lad himmelgranskerne
frelse dig, stjernekigerne, som
måned for måned kundgør, hvad dig
skal ske!
Se, de er blevet som strå, .. .
de frelser ikke deres liv fra luens magt...
Dig frelser ingen.” Es. 47, 1-15. PoK 258.1
Hver eneste nation, som er kommet frem på historiens skueplads, har fået lov at indtage sin plads på jorden, for at det kunne blive konstateret, om den ville fuldbyrde Vægterens og den hellige Guds vilje. Profetien har forudsagt de store verdensrigers opkomst og udvikling Babylons, MedoPersiens, Grækenlands og Roms. Disse fire riger har ligesom jordens mindre nationer bekræftet, at historien gentager sig. De har alle sammen haft deres prøvetid, og de har alle sammen svigtet og mistet deres glans og magt. PoK 258.2
Skønt de forskellige riger har forkastet Guds principper og derved banet vejen for deres egen undergang, er det tydeligt at se, at en guddommelig magt har haft kontrollen ned gennem tiderne. Det var dette, der blev åbenbaret på en så vidunderlig måde for profeten Ezekiel under hans landflygtighed i kaldæernes land. For hans forundrede øjne oprulledes de symboler, som viste, at en højere magt har kontrollen over de jordiske herskeres handlinger. PoK 258.3
På floden Kebars bredder så Ezekiel et stormvejr, som syntes at komme fra nord, “og en vældig sky fulgte med, omgivet af stråleglans og hvirvlende ild, i hvis midte det glimtede som funklende malm”. Et antal hjul, som var anbragt inden i hinanden, blev drevet frem af fire levende væsener. Højt over alt dette “var der noget som safir at se til, noget ligesom en trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et menneske at se til”. “Under kerubernes vinger sås noget, der lignede en menneskehånd.” Ez. 1, 4. 26; 10, 8. Hjulene var anbragt på en så kompliceret måde, at det hele ved første øjekast så ud til at være én stor forvirring. Men i virkeligheden bevægede de sig i fuldkommen harmoni. Hjulene blev drevet frem af himmelske væsener, som blev støttet og ledet af hånden under kerubernes vinger. Over dem sad den evige Gud på safirtronen. Rundt om tronen var der en regnbue, som er symbolet på Guds nåde. PoK 258.4
Ligesom den komplicerede mekanisme, der lignede hjul, blev ledet af hånden under kerubernes vinger, således kontrolleres de komplicerede menneskelige begivenheder af en guddommelig magt. Midt i nationernes kamp og tummel leder han, der troner over keruberne, stadig begivenhederne på denne jord. PoK 258.5
Nationernes historie taler til os i dag. Gud har tildelt hver eneste nation og hvert enkelt menneske en plads i sin store plan. I dag bliver både mennesker og nationer prøvet med det lod, som han, der aldrig tager fejl, holder i sin hånd. Alle afgør selv deres skæbne, og Gud holder kontrol med alt for at gennemføre sin vilje. PoK 259.1
De profetier, som den store JEG ER har nedfældet i sit ord, og som danner led efter led i begivenhedernes kæde fra evigheden i det svundne til evigheden forude, fortæller os, hvor vi befinder os i dag i historiens gang, og hvad der kan ventes i fremtiden. Alt, hvad det profetiske ord har forudsagt ville ske indtil dette øjeblik, er gået over i historien, og vi kan være forvissede om, at alt, hvad der endnu hører fremtiden til, vil ind-træffe, når tiden er inde. PoK 259.2
I dag forkynder tidernes tegn, at vi står på tærsklen til store og alvorlige begivenheder. Alt i verden er i oprør. Frelserens profeti om de begivenheder, der skal ske forud for hans komme, går i opfyldelse for vore øjne. Han sagde: “I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter.. . Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der.” Matt. 24, 6. 7. PoK 259.3
Nutiden er af overvældende betydning for alle dem, der lever. Statsoverhoveder og statsmænd, mennesker i store og ansvarsfulde stillinger, tænkende mænd og kvinder fra alle samfundslag har opmærksomheden rettet imod de begivenheder, der sker omkring os. De lægger mærke til de forhold, der råder mellem nationerne. De bemærker, at hele situationen på denne jord skærpes og tilspidses, og er klar over, at der er noget stort og betydningsfuldt i anmarch at verden er på randen af en kolossal krise. PoK 259.4
Bibelen og Bibelen alene anbringer disse ting i deres rette perspektiv. Her åbenbares de sidste store scener i vor jords historie begivenheder, som allerede kaster deres skygger foran sig, og lyden af dem får jorden til at skælve og menneskenes hjerte til at bæve af frygt. PoK 259.5
“Se, Herren gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere; ... thi lovene krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort, kun få af de dødelige levnes.” Es. 24, 1-6. PoK 259.6
“Ak, hvilken dag! thi nær er Herrens dag, den kommer som vold fra den vældige. .. Sæden skrumper ind i den klumpede jord; lader er nedbrudt, forrådshuse jævnet, thi kornet er vissent. Hvor kvæget dog stønner! Oksernes hjorde er skræmte, fordi de ikke har græs; selv småkvægets hjorde lider.” “Fejl slog vinstokken, figentræet tørres; granatæble-, palmeog æbletræ, hvert markens træ tørres hen. Ja, med skam veg glæde fra menneskens børn.” Joel 1, 15-18. 12. PoK 259.7
“Jeg skælver! ... Ej kan jeg tie. Thi hornets kang må jeg høre, skrig fra kampen; der meldes om fald på fald, thi alt landet er hærget.” Jer. 4, 19. 20. PoK 259.8
“Thi stor er denne dag, den er uden lige, en trængselstid for Jakob, men fra den skal han frelses.” Jer. 30, 7. PoK 259.9
“Thi du, Herre, er min tilflugt,
den Højeste tog du til bolig.
Der times dig intet ondt,
dit telt kommer plage ej nær.” SI. 91, 9. 10. PoK 259.10
“Vrid dig og vånd dig ... Zions datter! ... der vil Herren genløse dig af dine fjenders hånd. Nu er de samlet imod dig, de mange folk, som siger: “Vanæres skal det; vort øje skal se med skadefryd på Zion.” Men de, de kender ikke det mindste til Herrens tanker, de fatter ikke hans råd.” Mika 4, 10-12. Gud vil ikke svigte sin menighed, når den udsættes for sin største fare. Han har lovet at befri den. Han har sagt: “Se, jeg vender Jakobs skæbne, forbarmer mig over hans boliger.” Jer. 30, 18. PoK 260.1
Da vil Guds vilje blive fuldbyrdet, og hans riges principper vil blive æret af alle under solen. PoK 260.2
* * * * *