VE ham, der bygger hus uden retfærd, ... som siger: “Jeg bygger mig et rummeligt hus med luftige sale,” som hugger sig vinduer ud, klæder væg med cedertræ og maler det rødt. Er du konge, fordi du brammer med cedertræ ? ... Dit øje og hjerte higer kun efter vinding, efter at udgyde skyldfries blod, øve undertrykkelse og vold.” Jer. 22, 13-17. SOL 112.1
Dette skriftsted skildrer det arbejde, som udføres af dem, der fremstiller og sælger berusende drikke. Deres beskæftigelse er det samme som plyndring. Der ydes intet vederlag, som står i forhold til de penge, de modtager. Hver krone, de tjener, har bragt en forbandelse over køberen. SOL 112.2
Med gavmild hånd har Gud udøst sine velsignelser over menneskene. Hvor ville verden have lidet kendskab til fattigdom og elendighed, hvis disse gaver blev brugt med forstand! Når de kornsorter og frugter, som er bestemt til vor ernæring, omdannes til giftstoffer, der fører elendighed og ødelæggelse med sig, skyldes det pengegridskhed og en fordærvet smag. SOL 112.3
Hvert eneste år drikkes der i millionvis af liter berusende drikke. Millioner og atter millioner af kroner bortødsles og bringer kun elendighed og fattigdom, sygdom og nedværdigelse, begær, forbrydelse og død. For vindings skyld giver vinhandleren sine ofre ting, som fordærver og ødelægger både sind og legeme. Han bringer fattigdom og elendighed over drankerens familie. SOL 112.4
Når ofret er afgået ved døden, er det ikke dermed forbi med brændevinshandlerens udbytning. Han plyndrer enken og bringer børnene til tiggerstaven. Han betænker sig ikke på at fratage den forarmede familie det allernødvendigste til livets ophold, for at mandens og faderens spiritusregning kan blive betalt. De stakkels børns gråd og den fortvivlede moders tårer gør ham kun forbitret. Hvad vedkommer det ham, om disse mennesker sulter ? Hvad vedkommer det ham, om de bliver drevet ud i elendighed og ødelæggelse? Han lever jo højt på de fattige smuler, som han tager fra dem, han selv fører i fordærv. SOL 113.1
Prostitutionens og lastens huler, retssale, fængsler, fattiggårde, sindssygehospitaler er alle i stor udstrækning fyldt som følge af vinhandlerens forretning. Ligesom det mystiske Babylon i Johannes’ Åbenbaring handler han med “slaver, ja, menneskesjæle”. Bag vinhandleren står den mægtige sjælefjende, og ethvert påfund, som jord eller helvede kan komme med, tages i brug for at drage menneskene ind under hans magt. I byen og på landet, i jernbanetogene, på de store dampskibe, i forretningslokaler, på forlystelses- steder, på apoteket, ja, endog i kirken ved nadverbordet er hans snarer lagt. Intet lades ugjort for at skabe og opelske lysten til berusende midler. På næsten hvert eneste gadehjørne ligger et værtshus fuldt oplyst, og indenfor er der liv og lystighed, som ikke blot virker dragende på arbejdsmanden og den rige lediggænger, men også på den intetanende ungdom. SOL 113.2
I restauranter og på mondæne forlystelsessteder får damer serveret populære drikke, som har et eller andet tiltalende navn, men i virkeligheden er berusende. For de syge og svagelige findes de meget opreklamerede “bittere”, som for en stor del består at alkohol. Børn får smag for spiritus ved at spise konfekt med alkohol i. Sådanne sukkervarer sælges i de fleste chokoladeudsalg, og børnene opdrages derved til at blive vinhandlerens kunder. SOL 113.3
Dag efter dag, måned efter måned og år efter år fortsættes dette arbejde. Fædre, mænd og brødre, som er nationens støtte og stolthed, aflægger stadig besøg på de forskellige udskænkningssteder og går bort derfra som vrag. SOL 114.1
Hvad der er endnu mere forfærdeligt er, at forbandelsen rammer hjemmene i selve hjertet. Det bliver mere og mere almindeligt, at kvinder forfalder til spiritus. Små børn, endog uskyldige og hjælpeløse spædbørn, er i mange familier daglig udsat for fare på grund af forsømmelse og dårlig behandling fra fordrukne mødres side. Sønner og døtre vokser op i skyggen af denne frygtelige last. Hvad er der i vente for dem, og hvilken anden lod vil de få end at synke endnu dybere end deres forældre? SOL 114.2
Fra såkaldte kristne lande går forbandelsen ud til de hedenske folkeslag. Disse stakkels, uvidende indfødte oplæres til at bruge spiritus. Selv blandt disse mennesker findes der intelligente mænd, som aner faren og protesterer imod den som en dødelig gift; men forgæves har de forsøgt at beskytte deres land imod ødelæggelserne. Civiliserede nationer påtvinger de hedenske folkeslag tobak, alkohol og opium. Under indflydelse af spiritus vil den indfødtes lidenskaber drage ham ned til tidligere ukendte dybder af nedværdigelse, og det er næsten håbløst at sende missionærer til disse lande. SOL 114.3
De folkeslag, der skulle have bragt kundskaben om Gud ud til hedningerne, forleder dem til laster, der medfører hele stammers og folkeracers undergang, og følgen bliver, at folk fra de civiliserede nationer bliver forhadt i disse mørke egne af jorden. SOL 114.4
Alkoholhandelens interesser er en magt i verden. Kapital, vane og lyst står på dens side. Dens magt mærkes endog i kirken. I kirkesamfundene står gode og glade medlemmer, som direkte eller indirekte har tjent deres penge ved handel med alkohol. Mange af dem stotter rundhåndet offentligt godgørenhedsarbejde, og deres bidrag betyder en hjælp i menighedens arbejde og medgår til prædikanternes underhold. De nyder agtelse på grund af deres penge. De samfund, der optager sådanne medlemmer, støtter i virkelig-heden handelen med spiritus. Alt for ofte har prædikanten ikke frimodighed til at hævde, hvad der er ret. Han forkynder ikke for sine tilhørere, hvad Gud siger om vinhandlerens gerning. At tale rent ud ville være ensbetydende med at støde forsamlingen, sætte sin popularitet over styr og miste sin gage*Dette er skrevet med henblik på de kirkelige forhold i U.S.A., hvor menighederne selv vælger og underholder deres præster.). SOL 114.5
Men højere end kirkens domstol er Guds domstol. Han, som sagde til den første morder: “Din broders blod råber til mig fra jorden,” (i. Mos. 4, 10), vil ikke modtage vinhandlerens gave på sit alter. Hans vrede er optændt imod dem, der søger at skjule deres brøde under gavmildhedens kappe. Deres penge er plettede med blod. Der hviler forbandelse over dem. SOL 115.1
“Hvad skal jeg med alle eders slagtofre ? siger Herren. …
Når I kommer at stedes for mit åsyn,
hvo kræver da af jer, at min forgård trampes ned?
Bring ej flere tomme afgrødeofre. …
Breder I hænderne ud,
skjuler jeg øjnene for jer.
Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke.
Eders hænder er fulde af blod.” Es. 1, 11-15. SOL 115.2
Drankeren er bestemt til noget bedre. Han har fået talenter, hvormed han kan ære Gud og være til velsignelse i verden. Det er hans medmennesker, som har lagt en snare for hans sjæl og levet højt på hans nedværdigelse. De har levet i overdådighed, medens de stakler, som de har udplyndret, levede i fattigdom og elendighed. Men Gud vil kræve den til regnskab, der har hjulpet til med at føre drankeren i ulykke. Han, som hersker i himmelen, har ikke tabt drukkenskabens første årsag og sidste følger af syne. Han, som har omsorg for spurven og klæder græsset på marken, vil ikke forbigå dem, der er skabt i hans eget billede og købt med hans eget blod, eller lade deres råb være upåagtet. Gud lægger mærke til al denne ondskab, som fører til forbrydelse og ulykke. SOL 115.3
Verden og kirken ærer måske den mand, der har vundet rigdom ved at nedværdige menneskesjæle. De ser måske med velvilje på den, som skridt for skridt fører mennesker nedad til skam og elendighed. Men Gud ser det alt sammen og fælder en retfærdig dom. Verden kan måske kalde vinhandleren en dygtig forretningsmand, men Herren siger: “Ve ham!” Han vil blive anklaget for den håb- løshcd, den ulykke og lidelse, som alkoholhandelen har fort ind i verden. Han vil blive draget til ansvar for det savn og den fortvivlelse, mødre og børn har måttet lide af mangel på føde, klæder og husly, og som har begravet ethvert håb og enhver glæde. Han vil komme til at stå til ansvar for de sjæle, han har sendt uforberedt ind i evigheden. De, der støtter vinhandleren i hans gerning, er hans medskyldige. Til dem siger Gud: “Jeres hænder er fulde af blod.” SOL 116.1
Mange påstår, at spiritussalg under fuldstændig statskontrol vil begrænse drikkeriet. Men at give bevilling til denne form for handel er det samme som at stille den under lovens beskyttelse. Staten billiger dens eksistens og støtter således det onde, som den påstår at begrænse. Under beskyttelse af samfundets love oprettes der bryggerier overalt i landet, og vinhandleren driver sin forretning lige ved vore døre. SOL 116.2
Ofte eksisterer der forbud mod at sælge spiritus til berusede eller vanedrankere, men det, der gør unge mennesker til drankere, fortsætter stadig at øve sin virksomhed. Selve spiritushandelens eksistens er afhængig af, at der skabes smag for alkohol hos ungdommen. De unge ledes skridt for skridt, indtil drikkeriet er blevet en vane, og der er skabt en torst, som for enhver pris må tilfredsstilles. Det ville være mindre skadeligt at lade en uforbederlig dranker, hvis skæbne i de fleste tilfælde allerede er beseglet, få spiritus, end at lade de bedste blandt ungdommen blive lokket ud i ødelæggelse ved denne frygtelige vane. SOL 116.3
Ved at udstede spiritusbevilling frister man stadig de mennesker, der søger at vende om. Man opfører anstalter til at hjælpe alkoholismens ofre med at overvinde deres trang til spiritus. Dette er en ædel gerning. Men så længe salget af spirituøse drikke legaliseres, får de drikfældige kun ringe gavn af disse drankerhjem. De kan ikke blive der hele deres liv. De bliver nødt til atter at indtage deres plads i samfundet. Skønt lysten til berusende drikke er holdt nede, er den dog ikke helt tilintetgjort. Når fristelsen atter møder dem, som den jo gør alle vegne, er de ofte et let bytte. SOL 117.1
Den, der ejer et dyr, som han ved er farligt, men alligevel lader det gå frit omkring, er ifølge landets love ansvarlig for den skade, dyret forvolder. I de love, Herren gav Israel, påbød han, at når et dyr, man vidste var ondsindet, voldte et menneskes død, skulle ejeren bøde med livet for sin skødesløshed eller ondskab. Efter det samme princip burde staten, der understøtter handelen med spiritus, holdes ansvarlig for følgerne. Hvis det er en forbrydelse, som medfører dødsstraf, at lade et farligt dyr gå løst, hvor meget større forbrydelse er det så ikke at godkende spiritushandelen. SOL 117.2
Den offentlige bevilling gives med den begrundelse, at staten får indtægter derved. Men hvad betyder disse indtægter i sammenligning med de summer, som forbrydelse, sindssygdom og fattigdom, der er resultat af handel med spiritus, koster samfundet. En mand, der er påvirket af alkohol, begår en forbrydelse. Han stilles for retten, og de, der har legaliseret handelen, stilles nu over for følgerne af deres egen gerning. De har givet bevilling til at sælge en drik, der kan gøre et fornuftigt menneske afsindigt, og nu bliver det nødvendigt at sende manden i fængsel eller i galgen, medens hans hustru og børn ofte efterlades i fattigdom og må forsørges af samfundet. SOL 117.3
Hvor tåbeligt er det ikke at tillade en sådan forretning med den begrundelse, at den skaffer staten indtægter. For hvilken indtægt kan opveje tabet af menneskelig fornuft, udslettelsen af Guds billede i mennesket og den ulykke, der rammer drankerens børn, som synker ned i fattigdom og elendighed? Og disse børn kan atter videreføre deres onde tilbøjeligheder til næste generation. SOL 118.1
Den, der er blevet slave af berusende drikke, befinder sig i en fortvivlet stilling. Hans hjerne er syg og viljekraften svækket. Han har ikke selv styrke til at beherske sin trang. Hverken ræsonnement eller overtalelse kan formå ham til at fornægte sig selv. Når et menneske, som har besluttet at holde op med at drikke, lokkes ind i lastens huler, fristes han til at gribe glasset igen, og så snart han smager spiritus, er enhver god beslutning glemt, enhver rest at viljestyrke tilintetgjort. Blot en eneste mundfuld af den betagende drik er nok til at få ham til at glemme enhver tanke om følgerne. Den sønderknuste hustru er glemt. Den forfaldne fader bryder sig ikke længere om, at hans børn er sultne eller nøgne. Loven, der tillader spiritushandelen, billigcr, at sjælen ødelægges, og nægter at sætte en stopper for et ethverv, der fylder verden med ondt. SOL 118.2
Skal det blive ved at være således, at sjæle altid skal kæmpe for at vinde sejr, medens fristelsens dør står vidt åben? Skal drukkenskabens forbandelse stedse hærge den civiliserede verden som en ødelæggende sygdom? Skal den vedblive at feje hen over tusinder af lykkelige hjem år efter år som en fortærende ild ? Når et skib er ved at forlise i nærheden af land, bliver folk på land ikke stående uden at foretage sig noget. De sætter livet på spil for at redde mænd og kvinder fra døden i bølgerne. Hvor meget mere nødvendigt er det ikke at redde mennesker fra drankerens skæbne! SOL 118.3
Men det er ikke drankeren og hans familie alene, der udsættes for fare ved vinhandlerens virksomhed. Skattebyrden er heller ikke den største ulempe, der påføres samfundet. Vi er alle sammenknyttede med menneskehedens bånd. Det onde, der rammer en del af den store menneskelige familie, er en fare for os alle. SOL 119.1
Mange mænd, der aflyst til vinding eller af magelighed ikke vil have noget med begrænsning af spiritushandelen at gøre, har for sent opdaget, at denne handel har noget med dem at gøre. De har set deres egne børn som drikkeriets ødelagte, forblindede slaver. Lovløshed har taget overhånd. Liv og ejendom udsættes for fare. Ulykker til lands og til vands tiltager. Sygdomme, der opstår, hvor snavs og elendighed har til huse, finder vej til herskabelige, luksuriøse hjem. Laster, der øves af børn fra forsumpede og forbryderiske kredse, besmitter dannede og kultiverede familiers sønner og døtre. SOL 119.2
Der findes ingen, hvis interesser spiritushandelen ikke bringer i fare. Der findes ingen, som ikke for sin egen sikkerheds skyld burde sætte sig som mål at udrydde den. SOL 119.3
Fremfor alle andre burde de, der sidder i lovgivende forsamlinger eller beklæder en stilling ved domstolene, være fri for drikkeriets forbandelse. Mænd, som vedtager eller håndhæver et lands love eller er sat til at vogte deres medmenneskers liv, gode rygte og ejendom, burde være strengt afholdende. Kun hvis de opfylder denne betingelse, kan de have en klar tankegang og skelne mellem ret og uret og have tilstrækkelig principfasthed og visdom til at dømme ret og vise barmhjertighed. Men hvordan er de faktiske forhold ? Hvor mange er der ikke af disse mænd, hvis sind er omtåget, og hvis begreber om ret og uret er blevet forvirrede ved brug af stærke drikke? SOL 119.4
Guds ære, nationens beståen, samfundets vel og den enkeltes velfærd kræver, at der bliver gjort enhver mulig anstrengelse for at vække befolkningen til forståelse af drukkenskabens sande karakter. Snart vil vi få følgerne af denne onde last at se. Hvem vil være med til at dæmme op for ødelæggelsens værk? Kampen er endnu næppe begyndt. Lad os starte et korstog, der kan sætte en stopper for salget af disse giftige drikke, som gør mennesker afsindige. Lad os oparbejde en offentlig opinion, der stiller krav om forbud. Lad de mænd, som er slaver af denne last, få en anledning til at slippe ud af deres trældom. Lad folkets røst kræve af lovgiverne, at der sættes en stopper for denne skændsel. SOL 120.1
“Frels dem, der slæbes til døden,
red dem, der vakler hen for at dræbes.
Siger du: “Se, jeg vidste det ikke” -
mon ej han, der vejer hjerter, kan skønne?
Han, der tager vare på din sjæl, han ved det.”
Og “hvad vil du sige, når han (Gud) straffer dig”. Ord. 24, 11. 12; Jer. 13, 21. (Eng. ovs.). SOL 120.2