Overalt kan der gores noget for at hjælpe de mennesker, som er blevet alkoholens ofre. I menigheder, på kristelige insti-tutioner og i hjem, der bekender sig til at være kristne, vælger mange af de unge den vej, der forer til ødelæggelse. Ved umådeholdne vaner pådrager de sig sygdom, og fordi de er så ivrige efter at få penge til syndige nydelser, fristes de let til uhæderlighed. Helbred og karakter odelægges. Disse stakkels sjæle, som er fremmede for Gud og udstødt af samfundet, føler, at de ikke har noget håb i dette liv og heller ikke i det kommende. Forældrene er fortvivlede. Menneskene omtaler disse fejlende som håbløse, men således ser Gud ikke på dem. Han forstår alle de omstændigheder, som har gjort dem til det, de er, og har medfølelse med dem. Det er den slags mennesker, der behøver hjælp. Lad dem aldrig kunne sige: “Ingen bekymrer sig om min sjæl.” SOL 121.1
Blandt alkoholismens ofre er der mennesker af alle klasser. Højtstående mænd med fremragende evner og en fin kultur har givet efter for nydclseslyst, indtil de er ude af stand til at modstå fristelse. Nogle af dem har en gang været velstående, men er nu hjemløse, ensomme, lidende, elendige og syge. De har mistet evnen til selvbeherskelse. Hvis der ikke rækkes dem en hjælpende hånd, vil de synke dybere og dybere. Hos disse mennesker er lysten til egenkærlig nydelse ikke blot en moralsk synd, men en fysisk sygdom. SOL 121.2
For at kunne hjælpe dem må vi først tage os af dem i fysisk henseende, ligesom Kristus gjorde. De trænger til sund, men ikke unaturlig stimulerende mad og drikke, til tøj og renlighed. De trænger til at være blandt mennesker, der kan øve en opløftende, kristelig indflydelse over dem. I hver by burde der være et sted, hvor de, som ligger under for dårlige vaner, kan få hjælp til at bryde de lænker, som binder dem. Mange kender ingen anden trøst i modgang end spiritus, men sådan behøver det ikke at være, dersom de, der kalder sig kristne, ville følge den gode samaritans eksempel i stedet for at bære sig ad som præsten og levitten. SOL 122.1
Når drankeren vågner op og bliver klar over sin nedværdigelse, så gør alt, hvad der står i din magt for at vise, at du er hans ven. Du skal ikke irettesætte ham. Vis ikke tegn til bebrejdelse eller afsky hverken ved dit blik eller ved dine handlinger. Det er meget muligt, at det stakkels menneske forbander sig selv. Hjælp ham at rejse sig igen. Tal ord, der vil anspore troen. Søg at styrke hvert eneste godt træk i hans karakter. Lær ham at stræbe opad. Vis ham, at det er muligt at leve således, at han vinder sine medmenneskers agtelse tilbage. Hjælp ham at se værdien af de talenter, som Gud har givet ham, men som han har forsømt at benytte. SOL 122.2
Skønt viljen er blevet nedbrudt og svækket, er der dog håb for ham i Kristus. Frelseren vil vække højere tilskyndelser og mere hellige ønsker i hans hjerte. Hjælp ham til at gribe det håb, som tilbydes ham i evangeliet. Luk Bibelen op for den fristede og kæmpende sjæl og læs Guds løfter gang på gang for ham. Disse løfter vil være som blade på livets træ for ham. Fortsæt tålmodigt dit arbejde, indtil den skælvende hånd med taknemlig glæde griber håbet om forløsning i Kristus. SOL 122.3
Du må holde dig i nær kontakt med dem, du søger at hjælpe, ellers vil du aldrig vinde sejr. De vil bestandig blive fristet til det onde. Atter og atter vil de være lige ved at blive overvundet af trangen til spiritus, og de kan gang på gang få tilbagefald. Men opgiv ikke at arbejde for dem af den grund. SOL 123.1
De har besluttet, at de vil prøve at leve for Kristus, men deres viljekraft er svækket. De, som er kaldet til at have ansvaret for deres sjæle, må våge omhyggeligt over dem. De har mistet deres menneskeværd, og dette må de genvinde. Mange må kæmpe mod stærke nedarvede tilbøjeligheder til det onde. Unaturligt begær og sanselige tilskyndelser har været deres arv fra fødslen. Alt dette må de være på vagt imod. Indefra og udefra kæmper godt og ondt om herredømmet. De, der aldrig har oplevet sådanne erfaringer, kan ikke danne sig noget begreb om begærets næsten overvældende magt eller vide, hvor frygtelig kampen er mellem dårlige vaner og beslutningen om at være afholdende i alt. Gang på gang må denne strid udkæmpes. SOL 123.2
Mange, som føler sig draget til Kristus, har ikke moralsk mod til at fortsætte kampen imod lyster og lidenskaber. Men dette må ikke gøre os modløse. Er det kun de mennesker, som reddes ud af den største elendighed, som kan få tilbagefald ? SOL 123.3
Husk på, at du ikke arbejder alene. Tjenende engle vil samarbejde med ethvert oprigtigt Guds barn. Kristus er genopretteren. Den store, guddommelige læge står selv ved siden af sine trofaste arbejdere og siger til den angrende sjæl: Barn, “dine synder forlades dig”. Matt. 9, 2. SOL 123.4
Mange af de udstødte vil gribe det håb, som fremholdes for dem i evangeliet, og indgå i himmeriges rige, mens andre, som har haft store anledninger og et stort lys uden at benytte sig deraf, vil blive stående udenfor i det yderste mørke. SOL 123.5
De, der er i dårlige vaners magt, må lære at forstå, hvor nødvcndigt det er, at de selv gør en indsats. Andre kan arbejde ihærdigt for at hjælpe dem op, Guds rige nåde kan tilbydes dem, Kristus kan holde på dem, og hans englc kan tjene dem; men dette vil alt sammen være forgæves, hvis de ikke selv vågner op og tager del i kampen. SOL 123.6
Davids sidste ord til Salomo, da denne var en ganske ung mand og snart skulle overtage Israels krone, lød således: “Vær nu frimodig og vis dig som en mand!” i Kong. 2, 2. Til hvert eneste menneske og til enhver, som stræber efter en uforgængelig krone, udtales disse inspirerede ord: “Vær frimodig og vis dig som en mand!” SOL 124.1
De, der er i dårlige vaners magt, må hjælpes til at indse, at der skal en stor moralsk fornyelse til, hvis de ønsker at vise sig som mænd. Gud opfordrer dem til at rejse sig op og i Kristi styrke genvinde det menneskeværd, som Herren har givet dem, men som er gået tabt ved syndige nydelser. SOL 124.2
Mange, der foler fristelsens forfærdelige magt og har en stærk trang til syndige nydelser, råber i fortvivlelse: “Jeg kan ikke modstå det onde!” Sig til dem, at de kan og skal stå imod. De er måske blevet overvundet gang på gang, men sådan behøver det ikke at blive ved at gå. De mangler moralsk styrke og er behersket af syndige vaner. Deres løfter og beslutninger er som reb af sand. Tanken om de brudte løfter og forpligtelser svækker deres tillid til deres egen oprigtighed og får dem til at føle, at Gud ikke kan tage imod dem eller hjælpe dem i deres kamp. Men de behøver ikke at fortvivle. SOL 124.3
De, der sætter deres lid til Kristus, behøver ikke at være slaver for nogen nedarvet eller tilegnet vane eller tilbøjelighed. I stedet for at blive holdt i trældom af den lavere natur skal de herske over enhver lyst og lidenskab. Gud har ikke ladet os være alene om at kæmpe imod det onde med vor egen begrænsede styrke. Uanset hvilke nedarvede eller erhvervede tilbøjeligheder vi end måtte have til at gøre det onde, kan vi sejre ved den kraft, han er rede til at give os. SOL 124.4
Den fristede trænger til at lære viljens sande kraft at kende. Den er den herskende magt i menneskenaturen — evnen til at beslutte og til at vælge. Det kan være meget godt, at vi ønsker at være gode og rene, men hvis vi bliver stående her, vil det ikke gavne os. Mange vil gå til bunds i elendighed, mens de håber på og ønsker at sejre over deres onde tilbøjeligheder. De overlader ikke viljen til Gud. De vælger ikke at tjene ham. SOL 125.1
Gud har givet os magt til at vælge, men det står til os at benytte den. Vi kan ikke forandre vort hjerte, vi kan ikke råde over vore tanker, vore indskydelser og tilbøjeligheder. Vi kan ikke gøre os selv rene og skikkede til Guds tjeneste. Men vi kan vælge at tjene Gud. Vi kan give ham vor vilje. Da vil han virke i os både at ville og at virke efter sit velbehag. Derved vil hele vor natur bringes ind under Kristi herredømme. SOL 125.2
Når vi bruger viljen på rette måde, kan der ske en fuldstændig forvandling med vort liv. Ved at overgive viljen til Kristus får vi hans guddommelige kraft. Fra det høje modtager vi styrke til at stå fast. Et rent og ædelt liv, et liv i sejr over lyst og begær er muligt for enhver, som vil overlade sin svage, vaklende, menneskelige vilje til Guds almægtige, urokkelige vilje. SOL 125.3
De, der kæmper imod appetittens magt, bør undervises om principperne for sund levevis. Man bør vise dem, at overtrædelse af sundhedens love skaber sygelige tilstande og unaturligt begær og lægger grunden til drukkenskab. Kun ved at leve i lydighed mod sundhedens principper kan de gøre sig håb om at blive befriet for trangen til unaturlige stimulanser. Mens de stoler på guddommelig styrke til at bryde appetittens lænker, skal de samarbejde med Gud ved at lyde hans love — både de moralske og fysiske. SOL 125.4
De, der arbejder for de faldne, vil blive skuffede over mange, som giver løfte om at ville leve et bedre liv. Mange vil foretage en overfladisk ændring i deres vaner og levevis. De handler efter indskydelse og har for en tid tilsyneladende forandret sig. Dog er der ikke sket en virkelig forandring i deres hjerte. De nærer samme egenkærlighed, har den samme hang til tåbelige fornøjelser og den samme lyst til selviske nydelser som før. De har ingen forståelse af, hvad der opbygger karakteren, og man kan ikke stole på dem som principfaste mennesker. Ved at tilfredsstille deres lyster og lidenskaber har de svækket deres sjælelige og åndelige kræfter. De er vankelmodige og ustadige. Deres tilbøjeligheder går i sanselig retning. Disse mennesker er tit en fare for andre. Fordi de bliver be-tragtet som mænd og kvinder, der har forbedret sig, betror man dem ansvar og stiller dem på poster, hvor deres indflydelse virker nedbrydende på dem, som ikke aner uråd. SOL 126.1
Selv de, der oprigtigt søger at forbedre sig, kan risikere at falde. De må behandles med megen klogskab og overbærenhed. Den tilbøjelighed, der er til at smigre og rose de mennesker, som er reddet fra den dybeste elendighed, viser sig undertiden at tjene til fald for dem. At opfordre mænd og kvinder til at fortælle erfaringer fra deres syndige levned offentligt er meget farligt både for den, som fortæller, og for dem, som hører på det. Det virker fordærvende på både sind og sjæl at dvæle ved det onde, og den opmærksomhed, der vises disse mennesker, er skadelig for dem. Mange får let den opfattelse, at deres syndige liv giver dem en vis anseelse. De får lyst til at gøre sig bemærket og opelsker en selvtillid, der kan blive farlig for dem. Kun ved at erkende deres egen uformuenhed og sætte deres lid til Kristus vil de kunne bestå. SOL 126.2
Alle, som viser tegn til sand omvendelse, bør opmuntres til at arbejde for andre. Ingen må afvise den sjæl, der træder ud af Satans tjeneste for at tjene Kristus. Hvis man kan se, at Guds Ånd arbejder med et sådant menneske, bor man på enhver mulig måde opmuntre ham til at træde i Herrens tjeneste. “Gør forskel, så I ynkes over nogle”*Judas 22. Ældre ovs). De, som ejer visdom fra Gud, vil fmde sjæle, som behøver hjælp, og som oprigtigt har angret, men som næppe vover at gribe håbet, hvis de ikke bliver opmuntret. Herren vil påvirke sine tjenere til at byde disse skælvende, angrende menne- sker velkommen. Hvilke synder de end måtte have været behersket af, og hvor dybt de end måtte være faldet, tager Kristus imod dem, når de i bodfærdighed kommer til ham. Giv dem så en gerning at udføre for ham. Dersom de ønsker at arbejde for at løfte andre ud af den fordærvelsens sump, de selv er blevet reddet fra, så giv dem en anledning. Sæt dem i forbindelse med erfarne kristne, for at de kan få større åndelig styrke. Fyld deres hjerte og hænder med arbejde for Mesteren. SOL 126.3
Når lyset trænger ind i sjælen, vil mennesker, der syntes at være dybest sunkne, ofte blive dygtige til at arbejde netop for sådanne syndere, der ligger under for de samme vaner, som de selv engang har gjort. Ved tro på Kristus vil nogle af dem nå frem til vigtige poster og få et stort ansvar betroet i arbejdet for sjæles frelse. De kender deres egen svaghed og forstår, hvor fordærvet deres natur er. De kender syndens og de onde vaners magt. De erkender, at de ikke kan sejre uden Kristi hjælp, og deres stadige råb er: “Jeg kaster min hjælpeløse sjæl i dine arme!” SOL 127.1
Disse mennesker kan hjælpe andre. De, der selv har været udsat for fristelser og modgang, og som har været ved at opgive alt håb, men er blevet frelst ved at høre kærlighedens budskab, vil forstå den kunst at frelse sjæle. Den, hvis hjerte er fyldt med kærlighed til Kristus, fordi han selv er blevet opsøgt af Frelseren og ført tilbage til folden, ved bedst, hvordan man skal søge efter de fortabte. Han kan vise syndere hen til Guds lam. Han har uden forbehold overgivet sig til Gud, og den kære Frelser har taget imod ham. Den hånd, der i svaghed blev rakt ud efter hjælp, blev grebet. Ved sådanne menneskers arbejde vil mange blive fort til Faderen. SOL 127.2
Enhver sjæl, der kæmper for at komme bort fra synden for at leve et liv i renhed, vil finde den store kraftkilde i det eneste navn, som er givet mennesker til frelse under himmelen. “Om nogen torstcr” efter hvile og håb og efter befrielse fra syndige tilbøjeligheder, siger Kristus, “han komme til mig og drikke”. Ap. G. 4, 12; Joh. 7, 37. Det eneste hjælpemiddel mod last er Kristi nåde og kraft. SOL 128.1
De gode beslutninger, som man tager i egen styrke, gavner intet. Alverdens løfter vil ikke kunne bryde de onde vaners magt. Aldrig vil menneskene blive afholdne i alle ting, førend deres hjerter fornyes ved guddommelig nåde. Vi kan ikke bevare os selv fra synd et eneste øjeblik. Hvert øjeblik er vi afhængige af Gud. SOL 128.2
En ægte reform begynder med sjælens renselse. Vort arbejde for de faldne vil kun fore til virkelige resultater i den udstrækning, Kristi nåde omdanner karakteren, og sjælen bringes i levende forbindelse med Gud. SOL 128.3
Kristus levede et liv i fuldkommen lydighed mod Guds lov, og i dette er han blevet et eksempel for ethvert menneske. Det liv, han levede i denne verden, skal vi ved hans kraft og under hans ledelse også leve. SOL 128.4
Når vi arbejder for de faldne, må vi i sind og hjerte indprente betydningen af at følge Guds lov og lyde ham. Forsøm aldrig at påvise, at der eren tydelig forskel mellem den, der tjener Gud, og den, der ikke tjener ham. Gud er kærlighed, men han kan ikke undskylde forsætlig ringeagt for sine befalinger. Menneskene kan ikke undgå følgerne af at overtræde hans riges love. Kun den, der ærer ham, kan han ære. Menneskets liv i denne verden bestemmer dets evige skæbne. Hvad det har sået, må det også høste. Årsag vil blive fulgt af virkning. SOL 128.5
Intet mindre end fuldkommen lydighed vil kunne opfylde Guds krav. Han har ikke gjort sine krav ubestemte. Han har ikke på- budt noget, der ikke er nødvendigt for at bringe mennesket i overensstemmelse med ham. SOL 129.1
Frelseren tog menneskehedens skrøbeligheder på sig og levede et syndfrit liv, for at menneskene ikke skulle behøve at frygte for, at de på grund af menneskenaturens svaghed ikke skulle kunne sejre. Kristus kom for at give os “del i guddommelig natur”, og hans liv vidner om, at når det menneskelige forenes med det guddommelige, kan man sejre over synden. SOL 129.2
Frelseren sejrede for at vise mennesket, hvorledes det kan sejre. Kristus sejrede over alle Satans fristelser med Guds ord. Ved at forlade sig på Guds løfter fik han kraft til at lyde Guds befalinger, og fristeren kunne ikke overvinde ham. Frelserens svar på enhver fristelse var: “Der er skrevet.” Ved hjælp af det ord, Gud har givet os, kan vi modstå det onde. Vi har fået de største og dyrebareste løfter, for at vi ved dem skal “få del i guddommelig natur” og “undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær”. 2 Pet. 1, 4. SOL 129.3
Sig til den fristede, at han ikke skal se på omstændighederne, på sin egen svaghed eller fristelsens magt, men på Guds ords kraft. Al dets kraft tilhører os. “Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig,” siger Salmisten. Jeg “vogted mig for voldsmænds veje” “ved dine læbers ord”. Sal. 119, 11; 17, 4. SOL 129.4
Tal opmuntrende til menneskene. Bed for dem og tal med Gud om dem i bøn. Mange, som er blevet overvundet af fristelse, er fortvivlede over deres nederlag og tror, det er forgæves, at de forsøger at komme til Gud. Men denne tanke er indgivet dem af sjælefjenden. Når de har syndet og føler, at de ikke kan bede, så sig til dem, at netop da er tiden inde til at bede. Måske de føler sig beskæmmede og dybt ydmygede, men når de bekender deres synder, vil han, som er trofast og retfærdig, tilgive dem og rense dem fra al uretfærdighed. SOL 129.5
Ingen er tilsyneladende mere hjælpeløs og dog i virkeligheden mere uovervindelig end den sjæl, der føler sin egen magtesløshed og helt stoler på Frelserens fortjeneste. Ved at bede, studere Guds ord og tro, at han altid er nær, kan selv de svageste mennesker have samfund med den levende Kristus, og han vil holde dem fast med sin hånd og aldrig slippe dem. SOL 130.1
De, som Kristus har tilgivet mest, vil elske ham mest. Disse kommer på den yderste dag til at stå hans trone nærmest. SOL 130.2
“De skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander.” Åb. 22, 4. SOL 130.3