Budbringerens værdighed—Men velanstændighed er nødvendig på talerstolen. En evangeliets forkynder bør ikke være ligegyldig med sin optræden. Dersom han er en Kristi repræsentant, bør hans opførsel, hans holdning, hans bevægelser være af en sådan beskaffenhed, at de ikke støder de tilstedeværende. En prædikant bør være i besiddelse af dannelse. Han må aflægge alt sælsomt og klodset i sine manerer, sin holdning og sine bevægelser og lægge sig efter en beskeden værdighed i sin optræden. Han bør klæde sig på en måde, som svarer til hans ophøjede stilling. Hans ord bør i enhver henseende være alvorlige og velvalgte.—Vidnesbyrdene bd. 1, s. 648, 649. (1868) Eva 145.1
Opførelsens platform—Men det forkerte siver ofte ud fra den indviede talerstol. En prædikant samtaler med en anden ved talerstolen foran forsamlingen og leer og synes ikke at have nogen byrde for arbejdet, eller mangle højtidelig sans for deres hellige kald vanærer sandheden og bringer det hellige ned på et lavt stade som alt andet.—Vidnesbyrdene bd. 2, s. 612, 613. (1871) Eva 145.2
En forhånelse mod Gud—Nogle gange er forsamlinger af Guds folk blevet behandlet med en tarvelighed, som har været en forhånelse mod Gud og har berøvet helligheden og renheden i det hellige arbejde.—Brev 155, 1900. Eva 145.3
Spild ingen tid med undskyldninger—Mange talere spilder sin tid og sine kræfter med lange indledninger og undskyldninger. Nogle bruger næsten en halv time på denne måde. Derved sløser de tiden bort, og når de kommer til emnet og søger at slå sandhedspunkterne fast i tilhørernes sind, er folk blevet trætte og kan ikke indse betydningen af disse punkter. Eva 145.4
I stedet for at komme med undskyldninger fordi han vil tale til folket, bør prædikanten begynde som én, som véd at han har et budskab fra Gud.—Evangeliets tjenere s. 168 (n 122). (1915) Eva 146.1
Den offentlige bøn—Bønner som holdes i en offentlig forsamling, bør være korte og saglige. Gud ønsker ikke at vi skal gøre andagtstunden trættende ved langtrukne bønner. .... Nogle få minutter er lange nok til enhver almindelig offentlig bøn.—Evangeliets tjenere s. 175 (n 127). (1915) Eva 146.2
Bed i hjertefølt enkelthed—Vi behøver ikke at lave lange offentlige bønner. Vi bør fremsige vore behov for Herren i hjertefølt enkelthed, og påberåbe Hans løfte med en sådan tro og tillid at forsamlingen vil vide at vi har lært at beherske os i bøn til Gud. De vil opmuntres til at tro at Herren er tilstede ved mødet, og de vil åbne deres hjerter for at modtage Hans rige velsignelse. Deres tro på jeres oprigtighed vil vokse, og de vil være parat til at lytte med villige øre til den lærdom taleren giver.—Manuskrift 127, 1902. Eva 146.3
Overilede og gennemtvingende bevægelser—Herren gav dit arbejde, ikke for at det skulle gøres forhastet, men på en rolig, hensynsfuld måde. Herren fremtvinger aldrig skyndsomme, hastige bevægelser.—Vidnesbyrdene bd. 8, s. 189. (1904) Eva 146.4
Undgå at være grotesk—Vi kan ikke blive hyrder for flokken med mindre vi er afklædt vore egne særlige vaner, måder, skikke, og komme i Kristi lighed. Når vi spiser hans kød og drikker hans blod, så vil det evige livs bestanddele blive fundet i vor gerning. Der vil ikke være nogle gamle, ofte gentagede ideer. Der vil være en ny erkendelse af sandheden. Eva 146.5
Nogle der står bag talerstolen gør de himmelske budbringere, i deres nærhed, til skamme. Det dyrebare evangelium, der har kostet så meget at bringe til verden, er misbrugt. Det er sædvanlig og tarvelig tale, groteske egenskaber og karakteristiske træk. Hos nogle er det strid tale, med andre en tyk og uklar ytring. Enhver der yder hjælp for folk i forkyndelse skulle føle det som en højtidelig pligt at tage sig selv i nakken. Han bør først give sig selv til Herren i fuldstændig selvfornægtelse, beslutte sig til at han vil have intet af selvet, men alt af Jesus.—Vidnesbyrd til prædikanter s. 339. (1896) Eva 147.1
Fralæg jer upassende gestikulationer og grov tale—Guds arbejdsmand bør gøre alvorlige anstrengelser for at blive en Kristi repræsentant, fralægge alle upassende gestikulationer og grov tale. Han bør bestræbe sig på at bruge et korrekt sprog. Der er en stor klasse som ikke viser hensyn i den måde de taler på; alligevel kan disse, ved omhyggelig og smertelig opmærksomhed, blive til sandhedens repræsentanter. Hver dag bør de vokse. De bør ikke forringe deres nyttighed og indflydelse ved at værne om din manglende optræden, tone eller sprog.—Råd til lærere s. 238. (1913) Eva 147.2
Evangelistens personlighed—Vore prædikanters position kræver legemets sundhed og sinds-disciplin. God sand fornemmelse, stærke nerver og et muntert temperament vil overalt kunne anbefale en evangelieprædikant. Disse bør opsøges og udholdende opdyrkes.—Vidnesbyrdene bd. 3, s. 466. (1875) Eva 147.3