Kristus studerede naturens tankesæt—Naturens godgørende handlinger ledsages ikke af bratte og pludselige mellemtrin; mennesker fik ikke lov til at tage naturen i sine egne hænder. Gud virker gennem Sine udpegede loves støtte og rolige virksomhed. Satan søger hele tiden at opirre ved grove og voldsomme stød; men Jesus fandt adgang til menneskesind på stivejen til deres mest fortrolige tankefællesskab. Han forstyrrede deres vante tankesæt så lidt så muligt, med pludselige handlinger eller foreskrevne regler. Han ærede mennesker med Sin tillid, og derved satte ham sin ære. Han introducerede gamle sandheder i et nyt og dyrebart lys. Derved forbavsede han som tolvårig de gamle lovlærer ved Sine forelæsninger i templet. Eva 139.6
Jesus påtog sig menneskeskikkelse, så han kunne møde menneskeheden. Han bringer mennesker under sandhedens forvandlende kraft, møder dem hvor de er. Han vinder adgang til hjertet ved at vinde sympati og tillid, få alle til at føle at Hans identitet med deres natur og interesse, er fuldstændig. Sandheden kom smukt fra Hans læber i sin enkelthed, alligevel iklædt ophøjethed og magt. Hvilken lærer var vor Herre Jesus Kristus dog ikke! Hvor ømt behandlede han dog ikke enhver, som spurgte oprigtigt efter sandheden, så Han kan få adgang dennes forståelse, og finde et hjem i hjertet.—Manuskrift 44, 1894. Eva 140.1
Resultatet bestemmes af tilgangen—Vi skal stå i denne verden som om købet af Kristi blod var overalt omkring os, og som om det var meget afhængig af vore ord, opførsel og arbejdsmetode, uanset om disse sjæle frelses eller ikke. . . . . Det beror meget på den måde vi griber arbejdet an på, uanset om vi får sjæle ud af vore anstrengelser.—Manuskrift 14, 1887. Eva 140.2
Sunde metoder til at møde fordomme på—Brødre, når I går ud for at arbejde for dem, som er bundet af fordommenes og uvidenhedens lænker, behøver I at udvise den samme guddommelige visdom som Paulus viste. Når I arbejder på et sted hvor sjæle netop er begyndt, at få vægtskålene væk fra deres øjne, og se mennesker som vandrende træer, vær meget forsigtig med ikke bringe sandheden på en sådan måde at det vækker fordomme, og lukke hjertets dør for sandheden. Gør jer enig med folk på alle de punkter vi kan gøre det med god samvittighed. Lad dem se at du elsker deres sjæle, og ønsker at være i harmoni med dem, så vidt muligt. Hvis Kristi kærlighed afsløres i alle dine anstrengelser, vil du være i stand til at så sandhedens frø i nogles hjerter; Gud vil vande de såede frø, og sandheden vil spire op og bære frugt til Hans herlighed. Eva 140.3
Vore prædikanter behøver mere af den visdom Paulus havde. Da han gik for at arbejde for jøderne, gjorde han ikke først Kristi store fødsel, forrådelse, korsfæstelse og opstandelse, til trods for at dette var særlige sandheder for den tid. Først tog dem først frem skridt for skridt over de løfter som en Frelser havde givet, og over de profetier der pegede Frelseren ud. Efter at have dvælet ved disse, at de enkelte dele stod klart for alle, og de vidste at de måtte få en Frelser, da viste han at denne Frelser allerede var kommet. Jesus Kristus har opfyldt alle forudsigelser. Dette var den “teknik” som Paulus greb sjælene med. Han overbragte sandheden på en sådan måde at deres tidligere fordomme ikke vækkedes og forblændede deres øjne og fordrejede deres dømmekraft.—Historiske skildringer, s. 121, 122. (1886) Eva 141.1
Forsigtig med at åbne emnerne op.—Der er brug for den største omhu når der arbejdes med disse sjæle. Vær altid på vagt. Start ikke ud med de mest bemærkelsesværdige træk i vor tro, så du ikke lukker deres ører, som disse ting er kommet til, som en ny åbenbaring. Eva 141.2
Lad disse dele af sandheden blive uddelt til dem, så de kan gribe og værtsætte det; selvom det kan virke fremmed og overraskende, vil mange med glæde genkende det nye lys der spredes i Guds Ord. Blev sandheden derimod bragt i så stort mål at de ikke kan modtage den, vil nogle gå bort og aldrig komme igen. Mere end det: de vil fordreje sandheden, og i deres forklaring på hvad der blev sagt, vil de således forvanske skriften så andre mennesker forvirres. Vi må udnytte fordelene i omstændighederne nu. Overbringe sandheden sådan som den er i Jesus. Der må ikke være nogen kamplysten eller kontroversiel ånd i forsvaret for sandheden.—Manuskrift 44, 1894. Eva 142.1
Studér behovet for fællesskabet før emnerne afsluttes—Bliv bekendt med folk i deres hjem. Test den åndelige puls og før stridigheder ind i lejeren. Skab en interesse. Bed og tro, og du vil få en erfaring som vil være af værdi for dig. Tag ikke emner op som er så dybe at de kræver kampe i sindet for at omfavne dem. Bed og tro idet du arbejder. Væk folk til at gøre noget. Arbejd i Herrens navn med utrættelig iver.—Brev 189, 1899. Eva 142.2
Bered jorden for den gode sæd—Husk på at der skal udøves en stor omhu for at præsentere sandheden. Følg folk på vej med forsigtighed. Dvæl ved den praktiske gudsfrygt, indflet det samme i doktrinære prædikener. Kristi lære og kærlighed vil blødgøre og underlægge hjertets jord for sandhedens gode frø.—Brev 14, 1887. Eva 142.3
Væk ikke til strid eller modstand—Lær at møde folk hvor de er. Bring ikke emner, som vækker strid. Lad ikke jeres undervisning være at en karakter, der forvirrer tankerne.—Vidnesbyrdene bd. 6, s. 58. (1900) Eva 142.4
Opvæk ikke modstand før folk har haft en anledning til at høre sandheden og vide hvad de modsætter sig.—Vidnesbyrdene bd. 6, s. 36. (1900) Eva 143.1
Driv ikke folk væk fra sandheden—Os påhviler et højtideligt ansvar for at overbringe sandheden til ikke-troende på den mest virkningsfulde møde. Hvor omhyggelige bør vi ikke være med at bringe sandheden på en måde så vi ikke driver mænd og kvinder fra den. Religionslærer står hvor de kan gøre store gode ting eller meget ondt. . . . Herren kalder på os til at komme til sandhedens festbord, og derfra gå ud på hovedvejene og gærderne og tvinge sjæle til at komme ind, ved at frembringe det store og forunderlige offer Kristus har gjort for verden. Vi skal bringe sandheden på samme måde som Kristus fortalte Sine disciple at bringe den: I enkelthed og kærlighed.—Brev 177, 1903. Eva 143.2
Hensynet til præster fra andre trossamfund—Det bør altid være tydeligt at vi er reformatorer, men ikke blinde fanatikere. Når vore medarbejdere går ind på en ny mark. Bør de søge at blive bekendt med præsterne fra forskellige menigheder på det sted.*Se også s. 562-564: “Prædikanter fra andre trosretninger.” Meget er gået tabt ved at forsømme dette. Hvis vore prædikanter selv viser sig som venlige os omgængelige, og handler ikke som om de skammede sig ved det budskab de frembærer. Dette vil det have en fremragende effekt, og de giver disse præster og deres menigheder et godt indtryk om sandheden. Under alle omstændigheder er det rigtigt at give dem en chance til at være venlige og imødekommende om de vil. Eva 143.3
Vort medarbejdere bør være meget forsigtige med at give indtrykket at de er ulve der bryder ind for at tage fårene, men bør lade prædikanterne forstå at deres position og formål med deres mission er at kalde folks opmærksomhed til sandhederne i Guds ord. Der er mange af disse, som er gode mod alle kristne. Her er en fælles grund, hvorpå vi kan møde folk fra andre trosretninger; og ved at blive kendt med dem bør vi dvæle meget ved emner hvori alle nærer en interesse, og som ikke leder direkte til eller udpeger uoverensstemmelser.—Review and Herald, 13. juni 1912. Eva 143.4
Undgå unødige barrierer—Når vi kommer ind på et sted, bør vi ikke opbygge unødige barrierer mellem os og andre trossamfund, især katolikkerne, så at de tror at vi er deres erklærede fjender. Vi bør ikke skabe en unødig fordom i deres sind, ved at begå angreb på dem. Der er mange blandt katolikkerne som lever op til det lys de har, langt bedre end mange af dem som hævder at tro den nærværende sandhed, og Gud vil lige så visselig forsøge og prøve dem, ligesom Han har forsøgt og prøvet os.—Manuskrift 14, 1887. Eva 144.1
Behov for åndeligt øjesyn—Tiden, den dyrebare tid, er gået. Gyldne anledninger har gået ubenyttet hen, på grund af manglende klart åndeligt øjesyn og klogt lederskab i planlægningen og utænkning af veje og midler der krydser fjenden og indtager marken forud. . . . . Eva 144.2
Slumrende vagtmænd, hvad med natten? Kender I ikke nattens tid? Føler I ingen byrde for at opløfte faresignalet og udsende advarsler for denne tid? Hvis I ikke gør dette, så kom ned fra Zions mure, for Gud vil betro jer det lys Han har at give. Lys overbringes til dem som vil genspejle dette lys til andre.—Manuskrift 107, 1898. Eva 144.3