Han er opstanden

Den største omhu var lagt for dagen med at bevogte Frelserens grav, og indgangen var blevet lukket med en stor sten. Denne sten var forseglet med det romerske segl, således at den ikke kunne flyttes, uden at seglet blev brudt. Uden om graven stod romerske soldater vagt. De skulle bevogte den strengt, så Jesu legeme ikke blev forulempet. Nogle af dem gik ustandselig frem og tilbage foran graven, medens de øvrige lå og hvilede sig i nærheden.KVF 185.1

Men der var også en anden vagt ved graven. Der var mægtige engle fra Himmelen. Hvis blot en af disse engle havde gjort brug af sin magt, ville hele den romerske hær være blevet tilintetgjort. Natten til den første dag i ugen havde sneget sig langsomt hen, og den mørkeste time lige før daggry var kommet.KVF 185.2

En af Himmelens mægtigste engle bliver udsendt. Hans udseende er som lynild og hans klæder hvide som sne. Han spalter mørket på sin vej og hele himmelen oplyses af hans herlighed. De sovende soldater vågner og springer op. Med hellig rædsel og undren stirrer de på de åbne himle og det strålende syn, som nærmer sig.KVF 186.1

Jorden ryster og skælver, idet dette mægtige væsen fra en anden verden drager nær. Han kommer i et frydefuldt ærinde, og den fart og kraft, der er over hans flugt, får jorden til at ryste som under et stort jordskælv. Soldater, befalingsmænd og skildvagt falder som døde til jorden.KVF 186.2

Endnu en vagt havde omringet Frelserens grav. Det var onde engle. Fordi Guds Søn nu var død, gjorde han, som har dødens vælde, nemlig Djævelen, fordring på hans legeme som sit bytte. Satans engle var til stede for at overvåge, at ingen magter rev Jesus ud af deres vold. Men da det mægtige væsen, som var udsendt fra Guds trone, nærmede sig, flygtede de skrækslagne fra stedet.KVF 186.3

Engelen tog fat på den store sten ved indgangen til graven og væltede den bort, som havde den været en ubetydelig sten. Derpå råbte han med en røst, som fik jorden til at skælve: Jeg ved, at min genløser lever i Himlens høje sal, og støvets børn han nådig hæver fra Jordens jammerdal. Dit ord, o Gud, skal altid være mit lys i verdens nat! Snart mørket flyr, Guds sol skal bære herned sin stråleskat. Med længsel venter jeg dit komme, da skal jeg skue dig! og snart er ventetiden omme, o, hvor det fryder mig!KVF 187.1

O Herre krist, jeg dig tilhører, du livets sande vej! til evig hvile du mig fører, du livets sande vej. “Jesus, Guds Søn, kom herud! Din Fader kalder dig!” Han, som havde fået magt over død og grav, trådte nu frem, og over den åbne grav forkyndte han: “Jeg er opstandelsen og livet!” Englehæren bøjede sig dybt for Genløseren i tilbedelse og hilste ham velkommen med lovsange. Jesus trådte frem som sejrherre. For hans åsyn ravede jorden, lynene glimtede og tordenen rullede. Et jordskælv betegnede det øjeblik, da Kristus nedlagde sit liv. Og et jordskælv bevidnede den stund, da han sejrende tog det igen.KVF 188.1

Satan var meget forbitret over, at hans engle var flygtet, da det himmelske sendebud nærmede sig. Han havde dristet sig til at håbe, at Kristus ikke ville tage sit liv igen, og at frelsesplanen skulle mislykkes. Men da han så Frelseren træde triumferende frem fra graven, var alt håb ude. Nu vidste Satan, at hans rige ville gå til grunde, og at han til sidst ville blive tilintetgjort.KVF 188.2