Uden at gøre forsøg på at hindre dem, der forlod ham, vendte Jesus sig mod de tolv og sagde: “Vil I også gå jeres vej?” JSL 280.4
Peter svarede ved at spørge: “Herre, hvem skal vi gå til?” Han tilføjede: “Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.” “Hvem skal vi gå til?” Israels lærere var slaver af formalisme. Farisæerne og saddukæerne lå konstant i strid med hinanden. At forlade Jesus ville sige at falde i hænderne på dem, der holdt strengt på former og ceremonier, og ambitiøse mænd, der søgte deres egen ære. Siden disciplene havde taget imod Kristus, havde de oplevet mere fred og glæde end i hele deres tidligere liv. Hvordan skulle de så kunne vende tilbage til dem, der havde spottet og forfulgt syndernes ven? De havde ventet så længe på Messias. Nu var han kommet, og de kunne ikke forlade ham til fordel for dem, der stræbte ham efter livet, og som havde forfulgt dem, fordi de var blevet hans disciple. JSL 280.5
“Hvem skal vi gå til?” Ikke bort fra Kristi lære om kærlighed og barmhjertighed, til vantroens mørke og verdens ondskab. Mens Frelseren blev svigtet af mange af dem, der havde været vidne til hans mirakler, gav Peter udtryk for disciplenes tro: “Du er Guds Hellige.” Selve tanken om at miste dette anker for deres sjæle fyldte dem med frygt og smerte. At måtte undvære en Frelser var det samme som at drive for vind og vejr på et mørkt og stormfuldt hav. JSL 280.6
Mange af Jesu ord og gerninger forekommer uforståelige for den begrænsede viden, men hvert eneste ord og handling havde sit bestemte formål i arbejdet for vor frelse. Hver af dem var beregnet til at frembringe sit eget resultat. Hvis vi var i stand til at forstå hans hensigter, ville alt vise sig at være betydningsfuldt, fuldkomment og i overensstemmelse med hans opgave. JSL 280.7
Mens vi nu ikke forstår Guds handlinger og veje, kan vi skelne hans store kærlighed, der ligger til grund for hele hans handlemåde over for mennesker. Den, som lever tæt på Jesus, vil forstå meget af gudfrygtighedens mysterium. Han vil forstå den barmhjertighed, som giver irettesættelser, som prøver karakteren og bringer de inderste tanker frem i lyset. JSL 281.1
Da Jesus forkyndte den sandhedens prøve, der gjorde, at så mange af disciplene vendte ham ryggen, vidste han, hvad følgen af hans ord ville blive; men han havde et nådigt formål med at gøre det. Han forudså, at i fristelsens stund ville hver eneste af hans elskede disciple blive hårdt prøvet. Hans dødsangst i Getsemane, forræderiet og hans korsfæstelse ville blive en stor prøvelse for dem. Hvis der ikke havde været nogen forudgående prøve, ville mange, der kun blev drevet af selviske motiver, stadig have været knyttet til dem. Når deres Herre blev dømt i domssalen; når skarerne, der havde hyldet ham som deres konge, snerrede ad ham og hånede ham; når den spottende hob råbte: “Korsfæst ham!” 14Joh 19,6, når deres jordiske ambitioner blev skuffede, så ville disse egoistiske mennesker ved at frasige sig deres troskab mod Jesus have voldt disciplene bitter og overvældende sorg oven i deres smerte og skuffelse over ødelæggelsen af deres kæreste håb. I denne mørkets time kunne eksemplet fra dem, som vendte sig fra ham, have ført andre med sig. Men Jesus fremkaldte denne krise, mens han ved sin personlige tilstedeværelse kunne styrke troen hos sine sande disciple. JSL 281.2
Medfølende Frelser, som med fuld viden om den skæbne, der ventede ham, omsorgsfuldt jævnede vejen for sine disciple og forberedte dem på deres livs prøvelse og styrkede dem til den afgørende prøve. JSL 281.3