Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Vidnesbyrd for menigheden bind 9, Page 217

hvormed han behandlede alle de sager, som blev ført frem for ham. Han hørte Kristi kraftige taler, hans alvorlige fordømmelse af de skriftkloge og farisæerne. Dersom sådanne myndige ord kunne blive talt til broderen, da ville han ikke vove at nægte den krænkede mand hans del. Han forsøgte at få Kristus på sin side. “Sig til min broder,” sagde han, “at han skal skifte arven med mig.”

Helligånden påvirkede denne mand til at sikre sig den arv, som er uforgængelig, ubesmittet og uvisnelig. Han havde været vidne til udfoldelsen af Kristi magt. Nu fik han anledning til at tale med den store Mester, at udtrykke sit hjertes højeste tragten. Men han lignede manden med møggrebet i Bunyans Allegori — han fæstede sine øjne på jorden. Han så ikke kronen, som svævede over hans hoved. Som troldkarlen Simon betragtede han Guds gave som et middel til at tilegne sig jordiske skatte.

Frelserens gerning på jorden var snart omme. Han havde kun nogle få måneder igen til at fuldføre det værk, han var kommet for at udføre under oprettelsen af sit nådesrige på jorden. Dog søgte menneskelig grådighed at lede ham bort fra hans gerning og bevæge ham til at optage forhandlinger vedrørende et jordegods. Men ingen kunne formå Jesus til at opgive sin mission. Han sagde til manden: “Menneske! hvem har sat mig til dommer eller skrifter over eder?” Luk 12,14.

Kristus lod manden tydelig forstå, at dette ikke var hans gerning. Hans opgave bestod i at frelse sjæle. Han ville ikke opgive denne virksomhed og blive en borgerlig politidommer.

Er det ikke ofte tilfældet den dag i dag, at Guds folk er nød til at gøre

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»