“Hvor ofte skal jeg tilgive?”

Peter var kommet til Kristus med spørgsmålet: “Hvor ofte skal jeg tilgive min broder når han forsynder sig imod mig? Er syv gange nok?” Rabbinerne satte grænsen for tilgivelse til tre forsyndelser. Peter som mente, at han fulgte Jesu undervisning, havde til hensigt at udvide det til syv gange, fuldkommenhedens tal. Men Kristus lærte os, at vi aldrig skal blive trætte af at tilgive. Han sagde: “Ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange.”KL 244.1

Dernæst viste han dem den sande forudsætning for at kunne tildele tilgivelse og faren ved at have et utilgivende sind. I en lignelse fortalte han om, hvorledes en konge behandlede sine tjenere, der varetog hans interesser i regeringen. Nogle af disse tjenere forvaltede store pengesummer der tilhørte staten. Da kongen foretog en opgørelse over det dem betroede gods, førte man en mand frem for ham, hvis regnskab viste en gæld til hans herre på den umådelig store sum af ti tusind talenter. Han havde intet at betale med, og som det var skik og brug, befalede kongen, at han skulle sælges sammen med alt, hvad han ejede, for at gælden kunne blive betalt. Men den forfærdede mand kastede sig ned for ham og bønfaldt ham og sagde: “Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen.” Da ynkedes den tjeners herre inderligt over ham og lod ham gå og eftergav ham gælden.”KL 244.2

“Men da tjeneren gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer; og han greb ham i struben og sagde Betal, hvad du skylder! Da kastede hans medtjener sig ned for ham, bad ham og sagde: Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig. Men det ville han ikke; derimod gik han hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han betalte, hvad han skyldte ham. Da nu hans medtjenere så, hvad der gik for sig, blev de meget bedrøvede og kom og fortalte deres herre alt, hvad der var foregået. Da kalder hans herre ham for sig og siger. Du onde tjener! Al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medjener ligesom jeg havde forbarmet mig over dig! Og hans herre blev vred og overgav ham til bøddelknægtene, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham.”KL 245.1

Denne lignelse giver visse enkeltheder der er nødvendige for at fremstille et tydeligt billede af tildragelsen, men som ikke har noget modbillede i åndelig henseende, og man skal ikke hæfte sig ved dem, men derimod henvende opmærksomheden på ganske bestemte værdifulde sandheder som belyses af lignelsen.KL 245.2

Denne konges eftergivelse er et billede på, hvorledes Gud tilgiver al synd. Kongen, der ynkedes over sin tjener og eftergav ham gælden, fremstiller Kristus. Mennesket var under fordømmelse på grund af den overtrådte lov. Det kunne ikke frelse sig selv, og derfor kom Kristus til verden, tog menneskeskikkelse på og gav sit liv, den retfærdige for den uretfærdige. Han gav sig selv hen for vore synder og han tilbyder alle frit den dyrekøbte tilgivelse. “Hos Herren er miskundhed, hos ham er forløsning i overflod.”KL 246.1

Her findes grunden til, at vi skal vise barmhjertighed mod vore medmennesker “Når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre. I har fået det for intet,” siger Jesus, “giv det for intet!”KL 246.2

Da skyldneren i lignelsen bad om udsættelse med løftet: “Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen,” blev dommen tilbagekaldt. Hele gælden blev eftergivet. Og han fik hurtigt en lejlighed til at følge eksemplet fra sin herre, der havde tilgivet ham. Da han kom ud, mødte han en medtjener som skyldte ham et ringe beløb. Han havde fået eftergivet ti tusinde talenter medtjeneren skyldte ham hundrede denarer. Men han, som var blevet behandlet så barmhjertigt, opførte sig på en helt anden måde over for sin medtjener. Hans skyldner henvendte sig til ham på samme måde, som han selv havde gjort til kongen, men uden det samme resultat. Han, der lige havde fået tilgivelse, var ikke barmhjertig og medlidende. Den barmhjertighed, som han havde mødt, udøvede han ikke over for sin medtjener. Han efterkom ikke anmodningen om at være tålmodig. Det lille beløb, som han havde til gode, var alt, hvad den utaknemmelige tjener kunne tænke på. Han krævede alt, hvad han mente tilkom ham, og fuldbyrdede en dom, der var lig den, som han selv så nådigt var blevet sparet for.KL 246.3

Hvor mange er der ikke nu om dage, som udviser det samme sindelag. Da skyldneren bønfaldt sin herre om nåde, havde han ikke den rette forståelse af gældens størrelse. Han var ikke klar over sin hjælpeløse tilstand. Han håbede at kunne redde sig. “Hav tålmodighed med mig,” sagde han “så vil jeg betale dig det alt sammen.” Således er der mange, som håber at kunne fortjene sig gunst hos Gud ved deres egne gerninger. De forstår ikke, hvor hjælpeløse de er. De tager ikke imod Guds nåde som en fri gave, men prøver at styrke deres egen retfærdighed. Deres, eget hjerte er ikke sønderknust og ydmyget på grund af synden, og de er strenge og uforsonlige mod andre. Deres synd mod Gud sammenlignet med deres broders synd mod dem er som ti tusinde talenter mod hundrede denarer næsten en million mod en, og alligevel er de ikke bange for at være uforsonlige.KL 247.1

I lignelsen kaldte herren på den ubarmhjertige skyldner og sagde: “Du onde tjener! Al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medjener ligesom jeg havde forbarmet mig over dig!” “Og hans herre blev vred og overgav ham til bøddelknægtene, indtil han fik betalt alt det, han skyldte ham.” “Sådan skal også min himmelske Fader gøre med jer” sagde Jesus, “hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sin broder” Den, der nægter at tilgive, forspilder derved sit eget håb om at finde tilgivelse.KL 248.1

Men undervisningen i denne lignelse må ikke anvendes forkert. At Gud tilgiver os, fritager os på ingen måde for vor pligt til at adlyde ham, og at vi viser et tilgivende, sindelag over for vore medmennesker fritager os heller ikke for at opfylde vore forpligtelser I den bøn, som Kristus lærte sine disciple, sagde han: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Med dette mente han ikke, at vi for at kunne få vore synder tilgivet skulle undlade at forlange, hvad vi havde til gode hos vore skyldnere. Hvis de ikke kan betale og selv om det er på grund af dårlig planlægning må vi ikke kaste dem i fængsel, undertrykke dem eller behandle dem dårligt; men lignelsen lærer os ikke, at vi skal fremme ladhed. Guds ord siger “at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden.” Herren kræver ikke, at en stræbsom mand skal underholde andre i deres lediggang. Der er mange, som spilder tiden og ikke foretager sig noget, og det fører til fattigdom og nød. Hvis de, der giver efter for disse fejl, ikke retter på dem, vil alt, hvad man gør for at hjælpe dem, kun være som at fylde guld i en hullet pung. Der er dog også fattigdom, som ikke kan undgås, og vi må vise kærlighed og barmhjertighed mod dem, der er ulykkeligt stillede. Vi skal behandle andre, som vi ønsker at blive behandlet, hvis vi var i deres sted.KL 248.2

Helligånden formaner os ved Paulus og siger: “Hvis da formaning i kristus betyder noget, hvis opmuntring i kærlighed, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig kærlighed og barmhjertighed betyder noget, så gør min glæde fuldkommen ved alle at være enige, ved at have den samme kærlighed, samme sjæl, samme sind. Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer som var i Kristus Jesus.”KL 249.1

Men man må ikke betragte synden med ligegyldighed. Herren har befalet os ikke at vise ligegyldighed over for vor broder der synder Han siger: “Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette.” Synden må kaldes ved sit rette navn og må fremstilles tydeligt og klart for den fejlende.KL 249.2

Idet Paulus ved Helligånden skriver til Timoteus, siger han: “Træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring.” Og til Titus skriver han: “Der er mange genstridige, som farer med intetsigende snak og bedrager folk. Derfor skal du sætte dem strengt i rette, så de kan blive sunde i troen.”KL 249.3

“Hvis din broder forsynder sig,” sagde Jesus, “så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder”KL 250.1

Herren lærer os, at uoverensstemmelser mellem kristne skal afgøres inden for menigheden. De burde ikke komme dem for øre, der ikke frygter Gud. Hvis en kristen bliver forurettet af sin broder bør han ikke henvende sig til en verdslig domstol. Han bør følge den undervisning, som Kristus har givet. I stedet for at prøve at hævne sig bør han søge at frelse sin broder Gud vil tage sig af deres interesser der elsker og frygter ham, og vi kan tillidsfuldt overgive vor sag til ham, som dømmer retfærdigt.KL 250.2

Alt for ofte hænder det, når forseelsen gentages gang på gang og den, der forser sig, indrømmer sine fejl, at den forurettede bliver træt og synes, at han har tilgivet nok. Men Frelseren har tydeligt fortalt os, hvorledes vi skal tage os af de fejlende; han siger: “Hvis din broder forsynder sig, så sæt ham i rette; og hvis han angrer så tilgiv ham!” Stød ham ikke fra dig som uværdig til din tillid, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.”KL 250.3

Hvis dine medbrødre begår fejl, skal du tilgive dem. Når de kommer til dig og bekender deres fejl, bør du ikke sige: “Jeg tror ikke, de er ydmyge nok. Jeg tror ikke, de mener noget med deres bekendelse.” Hvad ret har du til at dømme dem? Kan du læse, hvad der bor i deres hjerter? Guds ord siger: “Hvis han angrer så tilgiv ham! Ja, hvis han syv gange om dagen forsynder sig imod dig og syv gange kommer tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, så skal du tilgive ham.” Og ikke blot syv gange, men halvfjerds gange syv gange, lige så ofte som Gud tilgiver dig.KL 251.1

Alt, hvad vi har og er skylder vi Guds nåde. Uforskyldt af nåde har vi fået del i pagten og er blevet Guds børn. Af nåde har Frelseren skaffet os forløsning, genfødelse og ophøjelse til at være arvinger med ham. Lad os åbenbare denne nåde for andre.KL 251.2

Giv ikke de fejlende anledning til at blive modløse. Lad ikke dit hjerte blive hård, som farisæernes, så du sårer din broder. Lad ingen foragt få rum i dit sind. Lad intet ringeagtende ord lyde fra dine læber. Et hastigt ord, en ligegyldig holdning, mistanke eller mistillid kan blive skæbnesvanger for ham. Han behøver en broder der har Jesu sindelag, til at røre hans hjerte. Tag hans hånd og lad ham føle, at du har medfølelse med ham, og lad ham høre ordene: “Lad os bede.” Gud vil give jer begge en rig velsignelse. Bøn forener os med hinanden og med Gud. Bøn bringer Jesus til vor side og giver den trætte, tvivlrådige broder ny styrke til at overvinde verden, kødet og Djævelen. Bøn afvender Satans angreb.KL 251.3

Når man vender blikket bort fra menneskers ufuldkommenheder og ser på Jesus, sker der en guddommelig forandring i karakteren. Kristi Ånd, der virker på hjertet, danner det efter hans billede, Lad det være din opgave at ophøje Jesus. Henled opmærksomheden på “Guds lam, som bærer verdens synd.” Og medens du er optaget i denne gerning, må du huske på, at den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommet ud i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler en mangfoldighed af synder.KL 252.1

“Men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Der er ingen undskyldning for et uforsonligt sind. Den, der er ubarmhjertig mod andre, vi ser at han ikke selv har fået del i Guds tilgivende nåde. Når Gud tilgiver drages den fejlende nær til hans uendeligt kærlige hjerte. Hans guddommelige barmhjertigheds strømme tilflyder hans sjæl, og gennem ham går de ud til andre. Den kærlighed og nåde, som Kristus åbenbarede i sit eget dyrebare liv, vil vise sig hos dem, som får del i hans nåde. “Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til.” Han er fremmed for Gud og kun skikket til evig adskillelse fra ham.KL 252.2

Det er sandt, at han måske nok engang har fået tilgivelse, men hans ubarmhjertige sindelag viser at han nu forkaster Guds tilgivende kærlighed. Han har fjernet sig fra Gud og er nu i samme tilstand, som før han fik tilgivelse. Han har fornægtet sin omvendelse, og hans synder hviler på ham, som om han ikke havde omvendt sig.KL 253.1

Men den største lærdom, vi kan drage af lignelsen, findes i modsætningen mellem Guds barmhjertighed og menneskets hårdhjertethed, i den kendsgerning, at Guds tilgivende nåde skal være målestokken for os. “Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener ligesom jeg havde forbarmet mig over dig!”KL 253.2

Vi får ikke tilgivelse, fordi vi tilgiver men ligesom vi tilgiver Grundlaget for al tilgivelse findes i Guds kærlighed, som vi ikke har gjort os fortjent til; men i vor opførsel over for andre viser vi, om vi har tilegnet os denne kærlighed. Derfor siger Kristus: “Thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt.”KL 253.3